Har ADHD "social slagside"?

modesty skriver:

Jeg forstår udmærket hvorfor det er et følsomt emne for dig, og alt det du skriver herover giver fin mening.

Men personligt kan jeg sige at jeg kender ét barn (som nu nærmer sig de 20 år og jo ikke er et barn længere) med ADHD og to der er blevet fejldiagnosticeret. Og der er stor forskel, så jeg er helt enig med dig i at det virker underligt at der bliver fejldiagnosticeret, men det GØR der.

Og ja, det er jo et stort problem for de børn der rent faktisk har ADHD fordi der bliver skabt en stemning at det ikke er en legitim lidelse. Hvilket jeg bestemt mener at det er. Og jeg tvivler ikke på at din søn har ADHD.

Og det ER jo bare meget sværere at diagnosticere en psykisk lidelse end en fysisk, det kan man ikke komme udenom. Jeg har en veninde der har været i det psykiatriske system i 20 år og er blevet fejldiagnosticeret jeg ved ikke hvor mange gange (bl.a. med ADHD, bipolaritet, skizofreni - bare det at det samme menneske kan fejldiagnosticeres med de her forskellige lidelser, siger noget om hvor svært det kan være - eller hvor inkompetente fagfolk kan være) og man har stadig ikke fundet den rette diagnose til hende. Sindet er - desværre - ikke så konkret en størrelse som kroppen er.

 

Ja jeg flyver altid lidt i flint når der er sådan en tråd. derfor vælger jeg også tit at gå uden om netop de tråde der omhandler adhd.

Nu har vi levet med det siden den dag vores søn blev født, vi har kæmpet for ham og for resten af vores familie. Og heldigvis har vi haft rigtig nemt ved at komme igennem systemet hvad angår diagnosering, hjælp, støtte og vejledning.

Vores søn er hårdt ramt,og har desværre brug for dagligt medicin, da han ellers ikke kan holde fokus i mere end 5 min. Han har problemer med motorikken, han har svære sproglige(utale) problemer, han har svært ved at lære og går i special skole, han er rent mentalt bagud i udvikling, han er hyper, og bevæger altid mindst en kropsdel trods medicinering. Han er selv meget bevidst om ikke at genere andre med hans adhd, og derfor har han bla i en årrække sat sig med benene trukket under sig, for ikke at sidde og vippe med dem. Det har nu resulteret i tryksår på begge fødder.

Tilgengæld er han et utroligt rummeligt menneske. Han prøver ihærdigt at leve op til alle forventningerne til ham, og er utrolig høflig overfor andre. Han er en kærlig søn og bror og meget humoristisk. Men også her har han svært ved at finde grænserne, og for udefra kommende kan han virke påtrængende, og krævende. Så ja alt i alt er ADHD bare rigtig meget mere end at have krudt bag i.

Tin skriver:

Okay, men I må gerne konkluderer ud fra uvidenhed og andres oplevelser??

Jeg har en søn ud af fem børn, der har en meget svær ADHD. Han kommer aldrig nogensinde til at fungerer optimalt uden hjælp. Grunden: mangel på ilt under fødsel!!

Og nu er ADHD jo ret meget mere end bare "krudt i røven" De læger, pædagoger, psyk mv der diagnotiserer alene på den baggrund er ikke deres job værdig!! Så istedet for at hakke på de mange diagnoser, var det måske bedre at sorterer lidt i dem der giver dem, og tilbyde de forældre med børn alen med krudt i røven, hjælp til at håndtere det!!

Vi andre har faktisk mere end rigeligt at bekymrer os om, end at skulle forsvare en evt diagnose!

Hvem i alverden har fortalt dig at "vi" eller jeg ikke kender en disse til det?? 

 

Tin skriver:

Med den dejlige dreng jeg har, kan jeg virkelig godt have lidt svært ved at forstå,at der bliver fejldiagnotiseret børn ud fra at de alene har krudt i bagdelen.

Når man står med et ADHD barn er man ikke itvivl om diagnosen!! Derudover har jeg svært ved at fortså at folk/forældre vitterligt ønsker at deres børn skal medicineres "alene fordi de er lidt vildere end normalen".

ADHD, og det der følger med ligger mig meget på sinde, netop fordi jeg ved at min dreng får det meget svært i fremtiden. Og en af grundene til at han får det svært, er fordi der er så mange der sætter spørgsmål ved diagnosens rigtighed! Han skal kæmpe sig til forståelse for hans problemer og det synes jeg ikke er rimeligt. Et barn med et fysisk handicap, ville straks blive mødt med hensyn, medføelse og forståelse.

Ingen ville nogen sinde betvivle en fysisk diagnose!!

Min søn kæmper på ALLE fronter, og nu hvor han bliver 12 snart, er han selv bevidst om at han ikke er som andre...ikke mindst fordi "normale" børn og forældre er hurtig til at påpege det!!

Min dreng og hans søskende har en stor forståelse for dem selv og andre i dirverse situationer, og jeg tænker da lidt, at hvis vi som forældre ikke var så fordomsfulde og dygtige til at pege fingere af andre, så kunne vi lære vores børn at nære dyb respekt for andre uanset hvad situation de er i, uanset diagnose, hudfarve eller måde at leve på. Måske skulle vi alle prøve at være lidt mere åbne overfor andre, istedet for straks at mistænke at her har vi med en resource svag familie, der har et adhd barn, fordi de ikke kan finde ud at tilgodese barnet, eller hvad værer er.....de kan ikke sætte grænser og opdrage deres børn!!

Undskyld det blev lang og rodet, men vil til en hver tid forsvare min søns diagnose, så han en dag også kan blive accepteret som en meget værdigfuld brik i vores meget indelukkede samfund!

nej så er man oftest ikke i tvivl om diagnosen..men alligevel får børn desværre den diagnose, selvom de reelt ikke har ADHD.

Her har min bonussøns mor SÅ gerne ville have den diagnose, for nu kan hun ansvarsfraskrive sig alt med " han har ADHD" !

Hun vil også gerne medicinere ham, selvom det i bund og grund handler om, at hun ikke formår at være mor og give ham de rammer drengen har brug for.

Det er tragisk..især når jeg selv har en dreng med ADHD og som heldigvis ikke har behøvet medicinering.

Tin skriver:

Ja jeg flyver altid lidt i flint når der er sådan en tråd. derfor vælger jeg også tit at gå uden om netop de tråde der omhandler adhd.

Nu har vi levet med det siden den dag vores søn blev født, vi har kæmpet for ham og for resten af vores familie. Og heldigvis har vi haft rigtig nemt ved at komme igennem systemet hvad angår diagnosering, hjælp, støtte og vejledning.

Vores søn er hårdt ramt,og har desværre brug for dagligt medicin, da han ellers ikke kan holde fokus i mere end 5 min. Han har problemer med motorikken, han har svære sproglige(utale) problemer, han har svært ved at lære og går i special skole, han er rent mentalt bagud i udvikling, han er hyper, og bevæger altid mindst en kropsdel trods medicinering. Han er selv meget bevidst om ikke at genere andre med hans adhd, og derfor har han bla i en årrække sat sig med benene trukket under sig, for ikke at sidde og vippe med dem. Det har nu resulteret i tryksår på begge fødder.

Tilgengæld er han et utroligt rummeligt menneske. Han prøver ihærdigt at leve op til alle forventningerne til ham, og er utrolig høflig overfor andre. Han er en kærlig søn og bror og meget humoristisk. Men også her har han svært ved at finde grænserne, og for udefra kommende kan han virke påtrængende, og krævende. Så ja alt i alt er ADHD bare rigtig meget mere end at have krudt bag i.

Anonym skriver:

Jeg skal forsøge, at formulere dette, så ingen unødvendigt føler sig trådt over tæerne. Det er mere en undren og måske uvidenhed indenfor området, der vækker en del spørgsmål.

Men har ADHD "social slagside"? Altså at det ofte er børn fra ressourcesvage familier, der får denne diagnose? Jeg arbejder selv indenfor børn- og ungeområdet, og jeg har aldrig oplevet rossourcestærke familier være ramt af denne diagnose. Men det kan selvfølgelig skyldes mange ting. Boligområde, mm.

Jeg læste en børnepsykolog udtale at 8 ud af 10 tilfælde var relateret til opdragelse og kaotiske forhold på hjemmefronten - men som sagt kender jeg ikke til "de enkelte tilfælde"

Hvad er Jeres oplevelse af dette og hvorfor tror I, at antallet af børn der får diagnosen ADHD, er stærkt stigende ?

 

Der vil da helt sikkert være tilfælde, hvor ADHD lignende adfærd kan opstå ved børn af ressourcesvage forældre.. Oveni kan der sagtens være en reel diagnose, men et bagland der har svært ved at sætte sig ind i diagnsen og hvordan denpåvirker deres barn, og har derfor svært ved at støtte barnet i at udvikle strategier eller imødekomme barnet. Men jeg er stærkt uenig i, at det er mere reglen end undtagelsen

Man kan finde kilder der peger i alle retninger mht. ADHD, du vil altid kunne finde modsatrettet udsagn fra diverse forskere. Så er det kosten - gluten allergi kan have samme effekt på dig,som ADHD symptomer. Så er det uddannelsessystemet der er forkert skruet sammen i henhold til at kunne rumme børn der ikke passer ind i skoleregi osv,. Listen er lang...

I mit eget tilfælde har jeg en dreng på 11 år, han fik konstaterer ADHD i november. Sent ja, og sent Blev det fordi han ligger i den mildere ende.

Jeg er uddannet pædagog og arbejder med børn med særlig behov. Jeg forstår min søn og hans udfordringer godt og derfor kan jeg også hjælpe ham til at udvikle strategier for det han udfordres ved samt hans lærer i skolen er enormt støttende og gode til at håndtere ham. Min søn kommer ikke a dårlige kår og er absolut ikke belastet på nogle områder.

Adhd kan man se på som man vil, men jeg kan tydeligt se, at min søn har større udfordringer end sine jævnaldrende klassekammerater.

Biologisk set regnes det for at være en dysfunktion i hjernen:

https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/psyke-hos-boern/sygdomme/adhd/adhd-aarsager/

 

Dobbelt!