Har ADHD "social slagside"?

Tin skriver:

Okay, men I må gerne konkluderer ud fra uvidenhed og andres oplevelser??

Jeg har en søn ud af fem børn, der har en meget svær ADHD. Han kommer aldrig nogensinde til at fungerer optimalt uden hjælp. Grunden: mangel på ilt under fødsel!!

Og nu er ADHD jo ret meget mere end bare "krudt i røven" De læger, pædagoger, psyk mv der diagnotiserer alene på den baggrund er ikke deres job værdig!! Så istedet for at hakke på de mange diagnoser, var det måske bedre at sorterer lidt i dem der giver dem, og tilbyde de forældre med børn alen med krudt i røven, hjælp til at håndtere det!!

Vi andre har faktisk mere end rigeligt at bekymrer os om, end at skulle forsvare en evt diagnose!

Jeg er helt enig

Jeg tror det er et emne der ligger dig nært (naturligvis) så derfor reagerer du lidt kraftigt. 

Det har jeg ikke kompentance til at udtale mig om!! Men mener at andres fordomme på mange måder rammer de forkerte!! ADHD er som jeg har skrevet et andet sted mere end bare krudt i røven, og alene det at mange herinde, tror at det "kun"er det det handler om, viser bare overfor mig, at rigtig mange endnu ikke har forstået, eller gidet at sætte sig ind i hvad diagnosen egentlig dækker over!

Du misforstår jo totalt hvad stort set alle folk i den her tråd skriver.

Børn med krudt i røven der bliver diagnosticerede med ADHD bliver FEJLdiagnosticerede. De har IKKE ADHD. 

Så er du ikke sød at slappe lidt af og tale ordentligt.

 

modesty skriver:

Du misforstår jo totalt hvad stort set alle folk i den her tråd skriver.

Børn med krudt i røven der bliver diagnosticerede med ADHD bliver FEJLdiagnosticerede. De har IKKE ADHD. 

Så er du ikke sød at slappe lidt af og tale ordentligt.

 

Med den dejlige dreng jeg har, kan jeg virkelig godt have lidt svært ved at forstå,at der bliver fejldiagnotiseret børn ud fra at de alene har krudt i bagdelen.

Når man står med et ADHD barn er man ikke itvivl om diagnosen!! Derudover har jeg svært ved at fortså at folk/forældre vitterligt ønsker at deres børn skal medicineres "alene fordi de er lidt vildere end normalen".

ADHD, og det der følger med ligger mig meget på sinde, netop fordi jeg ved at min dreng får det meget svært i fremtiden. Og en af grundene til at han får det svært, er fordi der er så mange der sætter spørgsmål ved diagnosens rigtighed! Han skal kæmpe sig til forståelse for hans problemer og det synes jeg ikke er rimeligt. Et barn med et fysisk handicap, ville straks blive mødt med hensyn, medføelse og forståelse.

Ingen ville nogen sinde betvivle en fysisk diagnose!!

Min søn kæmper på ALLE fronter, og nu hvor han bliver 12 snart, er han selv bevidst om at han ikke er som andre...ikke mindst fordi "normale" børn og forældre er hurtig til at påpege det!!

Min dreng og hans søskende har en stor forståelse for dem selv og andre i dirverse situationer, og jeg tænker da lidt, at hvis vi som forældre ikke var så fordomsfulde og dygtige til at pege fingere af andre, så kunne vi lære vores børn at nære dyb respekt for andre uanset hvad situation de er i, uanset diagnose, hudfarve eller måde at leve på. Måske skulle vi alle prøve at være lidt mere åbne overfor andre, istedet for straks at mistænke at her har vi med en resource svag familie, der har et adhd barn, fordi de ikke kan finde ud at tilgodese barnet, eller hvad værer er.....de kan ikke sætte grænser og opdrage deres børn!!

Undskyld det blev lang og rodet, men vil til en hver tid forsvare min søns diagnose, så han en dag også kan blive accepteret som en meget værdigfuld brik i vores meget indelukkede samfund!

Jeg har netop været til foredrag om "diagnosebørn" i fredags - og i følge eksperten der stammer 80 procent af børn med diagnoser fra ressourceSTÆRKE hjem. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har netop været til foredrag om "diagnosebørn" i fredags - og i følge eksperten der stammer 80 procent af børn med diagnoser fra ressourceSTÆRKE hjem. 

Jeg anser også min familie for at være resource stærk på alle fronter, og uanset og vi var stærke eller svage, så er faktum at vores dreng ville have fået diagnosen alligevel

min søn på nu 18 år har ADHD. Han blev diagnosticeret som 6 årig men allerede som 1½ årig begyndte problemerne.

Dengang var jeg gift med hans far, vi boede i hus, var i job begge to - gode jobs! havde bil, hund osv..altså en god stærk familie med netværk omkring os.

Kampen for at få hjælp til vores søn, for at få afklaring tog tilgengæld livet af os som par..så jeg endte med at være enlig mor..og nok knap så ressourcestærk..eller ikke! fordi jeg kæmpede stadig den hårde kamp for min søn..og det VAR en kamp. Lige fra sagsbehandlere (både kommunalt og på børnepsykiatrisk)der selv bestemte at lægens henvisning kunne ignoreres, at skolen underretninger om mistrivsel var ligegyldige og selv med henvisning til loven og paragraffen skete der intet. Førend jeg skrev en MEGEt lang og udførlig klage til politikerne og overlægen, til borgmesteren, til socialudvalgsformanden osv.
OG allierede mig med en bisidder!

Først DER skete der noget!

Så jo jeg vil mene at selv som alene var jeg ressourcestærk for ellers havde jeg opgivet langt inden. I dag VED jeg at man skal være uhyre stærk for at få sin rettigheder tilgodeset i det danske system og jeg kan godt forstå at folk opgiver undervejs.

Min søn har ADHD pga iltmangel under fødslen og det ændres ikke.
Min bonussøn har netop fået diagnosen ADHD..men han kan voske sig fra det!!

Ja så er det i min verden IKKE en ADHD! Hans skyldes HELT klart kaos, manglende grænser, opdragelse, manglende forældrestyring i sin hverdag..og systemts løsning??!1: GIV knægten medicin..som lægen sagde " Det er nemmere at medicinere, end at arbejde med de psykosociale problemer" Så hul i at hans hverdag stadig er kaotisk. Det vil man IKKE tage stilling til, men stik ham en gang speed DET vil man gerne - for det er nemt og billigt! Han kommer klart fra en ressourcesvag mor/familie og far kan intet gøre!

ALT for mange får en diagnose med ADHD uden grund! Men det er ikke spørgsmålet om ADHD = ressourcesvage familier men et spørgsmål om systemet i dag IKKE har penge til at hjælpe de børn der har behov for det..allerede i vuggestue/børnehaven hvor der jo er tegn..det er sparet væk og problemerne vokser sig derfor større..og med en ADHD diagnose kan man medicinere sig ud af det.

Jeg ved ikke om det er stærkt stigene. Man har fundet ud af nu, at folk med den slags problemer, kan afhjælpes, ved at tage hånd om det og evt. medicinere. Det gør at folk med adhd får det bedre, fordi de ikke får så mange knubs i livet, som de gjorde før i tiden.

Men mht social slagside, så er det for mig at se sådan, at voksne med adhd, ofte har haft det svært i skolen osv. - hvis de ikke har fået hjælp. Når de vokser op, er det derfor ikke det nemmeste i verden at få sig en ordenlig karriere osv og når de får børn, er adhd arveligt, så får en del af deres børn også adhd.

Så det handler om at bryde social arv og det er nok endnu sværere når man har det svært.

Samtidig er det de ressource svage, der har sværest ved at komme igennem systemet og ofte dem der ikke får hjælpen. Derfor vil det skabe social slagside.

Som jeg ser det, er de tikke kun adhd det drejer sig om, men også andre psykiske lidelser

helt simpelt, så nej, jeg tror ikke at flere børn fra svage familier får stillet diagnosem adhd.

men fra egne erfaringer har jeg lært at en resource svag familie, ofte får tildelt hjælp hurtige end en resource stærk familie. netop fordi den svage familie ikke selv har overskud til at finde løsninger og tage den meget hårde kamp det er at have et barn der skiller sig ud.

lad mig tage et personligt eksempel: da jeg var alene mor og havde en dreng der var meget syg, var der efter et møde med en sagsbehandler, ikke grænser for den hjælp min søn kunne blive tilbudt.

nu hvor samme søn har brug for hjælp, fortæller skolen mig at netop fordi vores familie anses for meget resourse stærke, så er der ingen hast med at tilbyde min søn hjælp, og da hans udredning for netop adhd, blev udsat i flere måneder, var der stadig ingen hjælp at hente.

 

Anonym skriver:

Jeg skal forsøge, at formulere dette, så ingen unødvendigt føler sig trådt over tæerne. Det er mere en undren og måske uvidenhed indenfor området, der vækker en del spørgsmål.

Men har ADHD "social slagside"? Altså at det ofte er børn fra ressourcesvage familier, der får denne diagnose? Jeg arbejder selv indenfor børn- og ungeområdet, og jeg har aldrig oplevet rossourcestærke familier være ramt af denne diagnose. Men det kan selvfølgelig skyldes mange ting. Boligområde, mm.

Jeg læste en børnepsykolog udtale at 8 ud af 10 tilfælde var relateret til opdragelse og kaotiske forhold på hjemmefronten - men som sagt kender jeg ikke til "de enkelte tilfælde"

Hvad er Jeres oplevelse af dette og hvorfor tror I, at antallet af børn der får diagnosen ADHD, er stærkt stigende ?

 

ADHD har helt klart en social slagside. Men dermed ikke sagt, at det ikke oprtæder i ressourcestærke familier også. 
Jeg tror, at mange med diagnosen, kunne have undgået symptomerne på sygdommen, hvis de havde haft bedre rammer i deres opvækst.
Jeg er også af den overbevisning, at alt for mange gives diagnosen, uden at det får nogle positive konsekvenser for dem. Tværtimod.

Jeg tror bestemt også, at vores moderne samfund med dertilindrettede daginstitutioner er med til at give flere mulige ADHD'ere. Tænk at være barn og afsted under burhønseforhold hele dagen, og så komme hjem til trætte forældre, der måske ikke lige magter de allerbedste rammer... Det bliver skruen uden ende. Tror egentlig bare, at livet er lidt for hårdt for rigtig mange af de lidt finere og sarte sjæle.

Øv for det. Vi må gøre noget ved det.

Tin skriver:

Med den dejlige dreng jeg har, kan jeg virkelig godt have lidt svært ved at forstå,at der bliver fejldiagnotiseret børn ud fra at de alene har krudt i bagdelen.

Når man står med et ADHD barn er man ikke itvivl om diagnosen!! Derudover har jeg svært ved at fortså at folk/forældre vitterligt ønsker at deres børn skal medicineres "alene fordi de er lidt vildere end normalen".

ADHD, og det der følger med ligger mig meget på sinde, netop fordi jeg ved at min dreng får det meget svært i fremtiden. Og en af grundene til at han får det svært, er fordi der er så mange der sætter spørgsmål ved diagnosens rigtighed! Han skal kæmpe sig til forståelse for hans problemer og det synes jeg ikke er rimeligt. Et barn med et fysisk handicap, ville straks blive mødt med hensyn, medføelse og forståelse.

Ingen ville nogen sinde betvivle en fysisk diagnose!!

Min søn kæmper på ALLE fronter, og nu hvor han bliver 12 snart, er han selv bevidst om at han ikke er som andre...ikke mindst fordi "normale" børn og forældre er hurtig til at påpege det!!

Min dreng og hans søskende har en stor forståelse for dem selv og andre i dirverse situationer, og jeg tænker da lidt, at hvis vi som forældre ikke var så fordomsfulde og dygtige til at pege fingere af andre, så kunne vi lære vores børn at nære dyb respekt for andre uanset hvad situation de er i, uanset diagnose, hudfarve eller måde at leve på. Måske skulle vi alle prøve at være lidt mere åbne overfor andre, istedet for straks at mistænke at her har vi med en resource svag familie, der har et adhd barn, fordi de ikke kan finde ud at tilgodese barnet, eller hvad værer er.....de kan ikke sætte grænser og opdrage deres børn!!

Undskyld det blev lang og rodet, men vil til en hver tid forsvare min søns diagnose, så han en dag også kan blive accepteret som en meget værdigfuld brik i vores meget indelukkede samfund!

Jeg forstår udmærket hvorfor det er et følsomt emne for dig, og alt det du skriver herover giver fin mening.

Men personligt kan jeg sige at jeg kender ét barn (som nu nærmer sig de 20 år og jo ikke er et barn længere) med ADHD og to der er blevet fejldiagnosticeret. Og der er stor forskel, så jeg er helt enig med dig i at det virker underligt at der bliver fejldiagnosticeret, men det GØR der.

Og ja, det er jo et stort problem for de børn der rent faktisk har ADHD fordi der bliver skabt en stemning at det ikke er en legitim lidelse. Hvilket jeg bestemt mener at det er. Og jeg tvivler ikke på at din søn har ADHD.

Og det ER jo bare meget sværere at diagnosticere en psykisk lidelse end en fysisk, det kan man ikke komme udenom. Jeg har en veninde der har været i det psykiatriske system i 20 år og er blevet fejldiagnosticeret jeg ved ikke hvor mange gange (bl.a. med ADHD, bipolaritet, skizofreni - bare det at det samme menneske kan fejldiagnosticeres med de her forskellige lidelser, siger noget om hvor svært det kan være - eller hvor inkompetente fagfolk kan være) og man har stadig ikke fundet den rette diagnose til hende. Sindet er - desværre - ikke så konkret en størrelse som kroppen er.