Anonym skriver:
Vi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie) 
Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!! 
Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting 
Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P
Der går en måned. Top.
Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var 
over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 
Tirsdag: Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen 
Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 
Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 
Fredag: Han kommer hjem! 
Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!! Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham
Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig 
Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.
: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT 
Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!!
Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk!
Han så sådan her ud: 
Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.
Vores brud blev endeligt definitivt. Its over Nar og *biiip*
Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet 
Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme?
hold da kæft hvor en .. Biib
ked af at læse dette, det gør mig ondt for dig og de små.
