Når kæresten er en nar

Vi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie)

Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!!  Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting  Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P

Der går en måned. Top.

Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var  over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 

Tirsdag:  Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen  Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 

Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 

Fredag: Han kommer hjem!  Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!!  Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham 

Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig  Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.

: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT  Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende  Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!! 

Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk! 

Han så sådan her ud:  Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.

Vores brud blev endeligt definitivt. Its over  Nar og *biiip*

Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet  Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme? 

 

Den er svær! Du bliver virkelig nødt til af føle efter om det er noget du kan tilgive.
Jeg ved slet ikke hvad jeg vil råde dig til, men bare husk på jeres børn.
Det er altid værd at kæmpe for når man har børn, spørgsmålet er bare om du føler at der allerede er blevet kæmpet og det er en tabt kamp?
Så mærk hvordan du selv har det med det, det er det eneste jeg kan sige.

Håber virkelig at tingene går til din og børnenes fordel

Anonym skriver:

sstVi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie)

Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!!  Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting  Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P

Der går en måned. Top.

Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var  over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 

Tirsdag:  Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen  Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 

Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 

Fredag: Han kommer hjem!  Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!!  Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham 

Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig  Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.

: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT  Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende  Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!! 

Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk! 

Han så sådan her ud:  Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.

Vores brud blev endeligt definitivt. Its over  Nar og *biiip*

Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet  Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme? 

 

Først skal du have et stort

Jeg må sige at jeg er, og altid har været, af den overbevisning, at man IKKE skal blive sammen for børnenes skyld. Børnene kan mærke spændingerne og for mere ud af, at have en glad mor og far hver for sig frem for kede af det forældre sammen.
Så om i skal finde sammen igen skal være et spørgsmål og kærlighed og tilgivelse og ikke et spørgsmål om, hvad der er praktisk ift børnene.

Og der er ingen af os der kan fortælle dig hvad du bør og skal, det kan kun du finde ud af.

Anonym skriver:

Vi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie)

Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!!  Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting  Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P

Der går en måned. Top.

Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var  over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 

Tirsdag:  Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen  Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 

Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 

Fredag: Han kommer hjem!  Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!!  Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham 

Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig  Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.

: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT  Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende  Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!! 

Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk! 

Han så sådan her ud:  Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.

Vores brud blev endeligt definitivt. Its over  Nar og *biiip*

Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet  Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme? 

 

Ja han er sgu en nar. 

Du får et kæmpe 

Jeg ville ikke ta ham tilbage. Jeg har haft et forhold hvor jeg ikke kunne tillade mig at mene eller brokke mig over noget som helst, af angst for vi ville blive uvenner og han bare ville skride ud og lave ting man bestemt ikke burde. Et forhold har brug for at man kan skændes så det brager og gå og smække med døren uden den ene smutter ud og forsøger at få et put hos en anden! Men kram til dig, det ikke spor nemt at elske en nar

TeamRocket skriver:

Jeg ville ikke ta ham tilbage. Jeg har haft et forhold hvor jeg ikke kunne tillade mig at mene eller brokke mig over noget som helst, af angst for vi ville blive uvenner og han bare ville skride ud og lave ting man bestemt ikke burde. Et forhold har brug for at man kan skændes så det brager og gå og smække med døren uden den ene smutter ud og forsøger at få et put hos en anden! Men kram til dig, det ikke spor nemt at elske en nar

Helt enig her. Man er to forskellige individer i et forhold og derfor er man heller ikke altid enig om tingene, og selvfølgelig kommer der nogle diskussioner og skænderier ud af det, men man burde ikke bare smutte hen til nærmeste modsatte køn og søge "trøst"....

til ts: jeg ville ikke tage ham tilbage, han er som du siger en kæmpe nar og jeg ville nok ikke stole på ham igen med de kommentarer han kommer med. 

Da i har børn sammen er i selvfølgelig nødt til at enes for deres skyld, men jeg mener bestemt ikke man bør blive sammen med sådan et fjols for børnenes skyld. Det er ikke til nogens fordel. 

Synes du skal smide ham på porten og finde dig en sød og fornuftig mand en dag, som fortjener din kærlighed... 

Først kæmpe kram

Personligt synes forhold er værd at kæmpe lidt ekstra for når man har valgt at få børn sammen men det er jo ikke for enhver pris

Min første tanke var trøsteklud, han har ikke nødvendigvis løjet om at være ked af det men måske søgt trøst og nærhed, synes desværre jeg har set det flere gange ved venner og veninder at man i en sårbar situation søgte de ting man manglede og det egentlig ikke havde noget med personen at gøre.
Om du kan komme videre kan kun du bedømme, du kender ham og du er nød til at mærke efter om du kan komme videre med tiden, det vil helt sikkert kræve i arbejder med det og ofre fra begge sider, men måske det er det værd.

Held og lykke og håber det bedste for dig og jer og børnene

Anonym skriver:

Vi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie)

Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!!  Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting  Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P

Der går en måned. Top.

Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var  over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 

Tirsdag:  Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen  Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 

Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 

Fredag: Han kommer hjem!  Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!!  Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham 

Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig  Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.

: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT  Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende  Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!! 

Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk! 

Han så sådan her ud:  Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.

Vores brud blev endeligt definitivt. Its over  Nar og *biiip*

Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet  Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme? 

 

Tja, det er jo helt individuelt hvordan man tager den slags. De ting du nævner dér, synes jeg virkelig ikke er særlig slemme.

1: Han har flirtet med en pige lige da I var gået fra hinanden. Han har været ked, liderlig og desperat. Helt normal opførsel i sådan en situation.

2: Han har løjet om at han lå og græd, hvor han i virkeligheden har sovet. Ja altså, han vil gerne overbevise dig om at han savner dig og gerne vil tilbage til dig.

I min verden er det no biggie. Men i din kan det jo betyde alverden. 

Anonym skriver:

Vi var i sommers på besøøg ved et vennepar for at vise dem vores nyfødte. Venneparet havde en veninde boene (semi kollegie)

Stemningen var god,veninden (lad os kalde hende P) var ellevild med vores lille dreng og jeg tænkte wee barnepige!!  Vi siger farvel og venneparet kommer og besøger os et par uger senere. P vil også på besøg hvilket jeg var glad ved for tænkte det var et godt tegn hvis jeg nu en dag skulle spørge efter babysitting  Da hun kun har penge til en halv rejse herhen foreslår min kæreste at han kunne køre hen og hente hende. Okay,aftalen var i hus og ½ time senere kom han og P

Der går en måned. Top.

Mandag: Vi har et stort skænderi og bryder forholdet. Han tog hen til venneparret og P uden at fortælle hvornår han kom tilbage hvilket jeg var  over! Venneparret var i sdr jylland men P var hjeme og kunne lukke ham ind. Jeg gik ud fra at han ville komme hjem,for gik ikke udfra at det var en selvfølge at han troede t jeg var i hopla til at passe begge børn med et knust hjerte. Jeg blev klogere.......... 

Tirsdag:  Smser han. Han ringer. Han kommer herhen hvor han bryder sammen og fortæller hvor forfærdelig natten har været. Hvordan han har grædt og stirret ind i væggen  Jeg blev rørt og tænket at vi måske havde noget at kæmpe for alligevel. Jeg spørger om han bliver hjemme nu..? Men han svarede nej. Han tog tilbage til sine venner og vidste stadig ikke hvornår han kom tilbage igen 

Dagene går,og hans smser bliver søde og kærlige. Torsdag kommer han forbi for at snakke,men igen valgte han at køre tibage til vennerne. Jeg syntes det var underligt,men hvis mit forhold til ham kunne reddes så var det nok ikke det rette tidspunkt at vise vrede på 

Fredag: Han kommer hjem!  Vi genforenes og lykken vil ingen ende tage!!  Jeg er vred og ked af det over han are valgte at gå sin vej i ubestemt tid uden at skænke mit hjerte en tanke. "Du er ikke den eneste der har brug for fred til at ligge og græde" sagde jeg." Vi talte i flere timer og jeg følte at jeg ihvertfald var på rette vej for at tilgive ham 

Vi kom til weekenden. Jeg skulle overføre et billede fra hans tlf til pcen. Jeg får lov til at tage tlfen uden problemer,sådan hr vi ale dage haft det,men da billedet er overført får jeg en grim følelse i hele kroppen. "sroll nedaf". Det gøs i mig  Jeg scrollede... Og fandt en sammtale med ham og P.. ! Nejnejnejnej ikke P!! Jeg åbnede samtalen og her er hvad jeg fandt ud af.

: 1) Ham og P talte sammen i nogle timer efter han ankom ved midnat hjemme hos dem. (til mig sagde han at han havde lagt alene og grædt hele natten) 2) Du har fået en særlig plads i mit hjerte stod der i en sms fra ham til P ..WHAT  Og det blev værre. Han fiskede efter at komme ind og ligge og putte med hende og roste hendes udseende  Han sluttede af med at skrive at han havde sovet dejligt og følte sig veludhvilet. (til mig sagde han at han ikke havde sovet men bare lagt og grædt mens han kiggede ind i væggen!!! 

Jeg reagere ikke som de fleste nok ville gøre. Jeg rejste mig og gik ind til ham i sengen hvor han lå og sov. Jeg tog hårdt fat i hans skjorte så jeg hævede ham op af sengen mens jeg råbte hvilken **BIIIIIP** jeg syntes han var og at han kunne lette sin *BIIP* og stikke den op i P som er så fantastisk! 

Han så sådan her ud:  Ville du knalde hende hvis hun gav dig muligheden? "Det ville jeg nok". Har du tændt på hende tidligere? Ja,det har jeg vel". Jeg lover jer,mit blod kogte.

Vores brud blev endeligt definitivt. Its over  Nar og *biiip*

Seneste info: Han vil gerne prøve igen og har oppet sig på de punkter jeg engang drøøømte om. Men nu er det ikke længere nok. Er den her slags noget man kan komme videre fra? Der er dage hvor jeg tænker det ene,og dage hvor jeg tænker det andet  Jeg tror vitterligt ikke jeg havde skænket ham en tanke hvis ikke det var for børnene. Jeg elsker ham stadig,men hvordan skal jeg kunne tilgive noget jeg ikke kan glemme? 

 

kan han gøre det en gang, kan han gøre det igen. Jeg ville aldrig kunne føle mig sikker i/efter et skænderi, og jeg ville få jaloux tanker hvergang han snakkede med en anden kvinde... 

Måske ændrer det sig som årene går eller skænderierne forgår men pludselig, så sker der, eller bliver sagt noget som gør at de gamle tanker og føleleser kommer igen, og på den måde så skal du være forberedt på du aldrig glemmer denne episode. 

Og tro mig når jeg siger, det kan godt være du kan leve med det nu... Men kan du også det om 5-10 år? Så har du måske bare udskudt jeres brud ? 

 

Ved det er svært, så vil ikke råde dig til noget.. Følg dit hjerte men ikke mindst også din fornuft! 

 

En masse  

modesty skriver:

Tja, det er jo helt individuelt hvordan man tager den slags. De ting du nævner dér, synes jeg virkelig ikke er særlig slemme.

1: Han har flirtet med en pige lige da I var gået fra hinanden. Han har været ked, liderlig og desperat. Helt normal opførsel i sådan en situation.

2: Han har løjet om at han lå og græd, hvor han i virkeligheden har sovet. Ja altså, han vil gerne overbevise dig om at han savner dig og gerne vil tilbage til dig.

I min verden er det no biggie. Men i din kan det jo betyde alverden.