Jeg synes det er så svært! For år tilbage var jeg svoret ateist. Det vil sige jeg tror på det jeg kan se. Det var svært for mig at forholde mig til at der skulle findes en skaber. Men jeg har ændret holdning lidt... Ikke således at jeg specifikt tror at der er en Gud, der har siddet og skabt os. Men jeg er ikke i tvivl om at der er mere mellem himmel og jord end vi kan se...
Jeg kan godt lide de kristne værdier. Især den protestantiske retning. Jeg så lige et program i dag om evangelister. Og det bliver for meget for mig. De har personer, der så at sige kan helbrede andre... Og det kan jeg ikke forholde mig til. Jeg sidder hele tiden med en følelse af, at det er mennesker, der vil tjene penge på andres stærke tro. For jeg er ikke i tvivl om at de personer, får det bedre, får styrke osv. Men tror ikke det er pga. guddommelige kræfter, hos "helbrederen". Jeg tror det er ligesom placebo-medicin. Man har sådan en stærk tro og en stærk tro på helbrederens evner, at man føler det virker. Styrken og krafterne kommer altså indefra personen selv. Men det er ikke for at fordømme religioner, hvor der findes sådanne håndspålæggelser sted - det er blot for at forklare, hvorfor jeg personligt, har svært ved sådanne religioner.
Har intet imod religioner, der forbyder rygning, druk, sex før ægteskab osv. Kan godt se det fornuftige i det langt hen ad vejen. Hvor mange unge piger, har ikke fået ødelagt sit selvværd og andet, på grund af mange engangsknald? Druk og rygning er ikke sundt for kroppen så det giver jo god mening, at forbyde det. Men det er ikke fordi jeg skal være hellig. Har selv drukket og røget.. og nej, har ikke ventet på ægteskab før jeg havde sex.
I mine ateistiske dage
var jeg af den overbevisning at religion var roden til alt ondt - at religion var skyld i krig. Men den overbevisning har jeg ikke længere. Det handler om frygten for det ukendte, det at man ikke har sat sig ind i den religion, de andre har. Det er jo også derfor mange har holdningen at "muslimer begår terror", "muslimer er voldelige/voldsomme". Men det er jo så, undskyld mig, åndssvage postulater. Det ville jo svare til at sætte alle kristne i en og samme bås, alle jøder, alle buddhister osv. Og det kan man jo ikke! Igennem hele historien har der været eksempler på brutale begivenheder, mennesket har budt hinanden, og hævdet at det har været i Guds navn. Men det passer jo ikke overens med hverken Bibel, Koran eller andre religiøse skrifter.
Da jeg var omkring 9 år gammel, havde jeg en veninde, der var Jehovas Vidne. En dag, da vi legede på hendes værelse kom hendes forældre ind og satte et bånd på. Det var et bånd om deres religion. Groft sagt en salgstale, der skulle få folk overbevist om deres religion. De stod i døren og blev ved med at spørge om jeg ikke synes det lød godt og om jeg ikke ville med en tur i Rigssalen. Jeg fandt det så ubehageligt. Min mor blev rasende over dette forsøg på at overtale et lille barn om noget, et barn slet ikke er i stand til at tage stilling til. Men selvom jeg har haft en ubehagelig oplevelse med Jehovas Vidner, betyder det jo ikke at jeg skærer alle jehovaer over en kam. Og det er måske det man lige skal minde sig selv om næste gang, det bliver nævnt religion i forbindelse med noget negativt - at det ikke er religionen, men det enkelte menneske, der er negativ.
Pyha, det blev langt
