Diskution vedr. opdragelse.

Hej damer.

Jeg er en ung kvinde på blot 20 år 

Min kæreste er 31 og har to drenge på 8 år i forvejen.

Det er mit første barn vi skal have sammen og jeg er begyndt at bekymrer mig lidt omkring hans børn som bliver sendt hjem fra skole nogle gange, er begyndt at gå til børne psykolog og familie rådgivning med moderen til børnene. 

For det første sys jeg at der går meget tid med børnene og ''den gamle familie'' som jeg godt kunne tænke mig blev brugt lidt mere på vores nye familie 

Men det er hvad det er, han skal selvf hjælpe sine unger så godt som han nu kan, koste hvad det vil.

Vi har snakket tit om opdragelse og jeg har fortalt at jeg bekymre mig lidt når nu vi står overfor at lillesøster kommer til verden snart og hvordan hun vil blive ?? 

Han ved at nogle at disse problemer børnene har, sys jeg bliver tacklet forkert nogle gange.

Jeg går her og har disse tanker om hvad det er for en pige jeg har i maven og glæder mig til at se hende, lære hende at kende men det er jo vores opgave at opdrage hende når vi når så langt. 

Når vi snakker om opdragelse gider han ikke at snakke når jeg fortæller at vores barn skal lære at være lidt mere selvstændig end hans børn og man feks kunne starte når hun ved hvad ''skrældespand'' er, at hun selv smider bleen ud. 

Sådan nogle ting ^

Han bliver så sur og siger at børn skal have lov at være børn og hans moster tvang hans kusine til at vaske op i en alder af 5 år..

Så tænker jeg: Selvf skal hun ikke stå og tage en hel opvask alene, men ville da være dejligt hvis hun hjalp lidt til og lære hende at i en familie så hjælpes man om tingene (: 

Jeg sys at hver gang man gør noget for et barn man ved barnet selv kan så tager man en udviklingsmulighed fra barnet.

Det virker som om at han slet ikke er enige og vi bliver dybt uvenner..

Ååårh det bekymre mig altså lidt 

 

Kan være at opslaget lyder lidt forvirrende men jeg håber i forstår ellers stiller i bare spørgsmål.

Håber der er nogle søde damer som vil give lidt råd måske nogle som har stået i samme situation.

 

Jeg giver dig ret. Man kan sagtens inddrage børn på en måde i de dagligdags gøremål uden det bliver som han fortæller om.

Jeg har Emil på 19 måneder og han smider da også ting i skraldespanden, fx sin ble. Han hjælper også nogle gange med at bære sit tøj ud i vaskemaskinen, hvis jeg står og sorterer det. Hvis han så begynder at rode for meget rundt, siger jeg "Emil, du kan da bære det ud i vaskemaskinen" og så hygger han med det

Forklar din kæreste, at man kan inddrage børnene på en måde så de synes det er sjovt. Emil han støvsuger fx med sin legetøjsstøvsuger, når vi andre støvsuger rigtigt

En dag tog han endda en klud og tørrede en plet op fra køkkengulvet jeg ikke lige havde set

Men det er altså rigtig godt for dem og deres udvikling, at de kan få lov at være med til det mor og far laver.

Det handler ikke om tvang, men at de skal få et sundt og naturligt forhold til de ting, der nu engang skal laves i et hjem

Hej damer.

Jeg er en ung kvinde på blot 20 år 

Min kæreste er 31 og har to drenge på 8 år i forvejen.

Det er mit første barn vi skal have sammen og jeg er begyndt at bekymrer mig lidt omkring hans børn som bliver sendt hjem fra skole nogle gange, er begyndt at gå til børne psykolog og familie rådgivning med moderen til børnene. 

For det første sys jeg at der går meget tid med børnene og ''den gamle familie'' som jeg godt kunne tænke mig blev brugt lidt mere på vores nye familie 

Men det er hvad det er, han skal selvf hjælpe sine unger så godt som han nu kan, koste hvad det vil.

Vi har snakket tit om opdragelse og jeg har fortalt at jeg bekymre mig lidt når nu vi står overfor at lillesøster kommer til verden snart og hvordan hun vil blive ?? 

Han ved at nogle at disse problemer børnene har, sys jeg bliver tacklet forkert nogle gange.

Jeg går her og har disse tanker om hvad det er for en pige jeg har i maven og glæder mig til at se hende, lære hende at kende men det er jo vores opgave at opdrage hende når vi når så langt. 

Når vi snakker om opdragelse gider han ikke at snakke når jeg fortæller at vores barn skal lære at være lidt mere selvstændig end hans børn og man feks kunne starte når hun ved hvad ''skrældespand'' er, at hun selv smider bleen ud. 

Sådan nogle ting ^

Han bliver så sur og siger at børn skal have lov at være børn og hans moster tvang hans kusine til at vaske op i en alder af 5 år..

Så tænker jeg: Selvf skal hun ikke stå og tage en hel opvask alene, men ville da være dejligt hvis hun hjalp lidt til og lære hende at i en familie så hjælpes man om tingene (: 

Jeg sys at hver gang man gør noget for et barn man ved barnet selv kan så tager man en udviklingsmulighed fra barnet.

Det virker som om at han slet ikke er enige og vi bliver dybt uvenner..

Ååårh det bekymre mig altså lidt 

 

Så længe at børnene ikke tvinges, men at de har det sjovt med at hjælpe mor og far så kan jeg da kun se det positive i det - altså man skal jo lære tingene på en eller anden måde og det hjælper da ikke at når barnet er 12 år at hun så ikke engang ved hvad hun skal med sit tøj (hehe ja det var lidt overdrevent, men alligevel) 

 

Hjemme hos mig er vi måske blevet opdraget lidt strengt, men jeg må da sige at jeg virkelig har lært noget af det og man kan ikke bare gå og hygge sig hele tiden - også selvom man er barn.

Jeg er faktisk glad for at je dengang havde 2 maddage om ugen (nu er jeg jo god til at lave mad) skulle tømme opvaskemaskinen, slå græsset og rydde op på mit værelse (så sætter jeg pris på renlighed og orden både inde og ude) - eller så tror jeg ikke at jeg ville have så meget orden i mine ting i dag. Kan se på min søster at hun er meget modsat mig fordi jeg altid ordnede hendes ting, så hun har ikke sans for orden, ja eller for den sags skyld for andres orden - HUN RODER 

Og på den anden side så skal man jo også hjælpe hinanden og ikke kun give den ene vej så kun børnene modtager gode ting, får sin vilje eller hvad det nu er.

 

Hmmm, jeg forstår ikke helt hvorfor du får et barn med en mand hvis børn i forvejen har problemer og du er uenig i måden de bliver opdraget på og I også er uenige om hvordan jeres fremtidige barn skal opdrages. Hvorfor ikke snakke de ting igennem inden man bliver gravid?

Når det så er sagt. Tja... Hvis I er uenige nu, så kan jeg ikke rigtigt se hvordan du kan "overbevise" ham om at din måde er den rigtige, via snak. Jeg tror at du må vente til barnet kommer og tage det én ting ad gangen. Diskutere den konkrete situation når den opstår. Måske er det nemmere for ham at se din side af sagen når I står midt i det. 

Derudover er jeg enig med ham. Jeg synes også at børn skal have lov til at være børn. Det du nævner med bleen - jo, småting som er nemme at hjælpe med og nemt kan gøres til en del af hverdagen. At man tager sit eget bestik og tallerken og sætter i opvaskemaskinen når man har spist, putter sit eget beskidte tøj i vasketøjskurven. Småting. Men derudover synes jeg at børn skal bruge deres fritid på at lege og lave lektier. Jeg tror simpelthen ikke på at der kommer et bedre menneske ud af at blive  fyldt på med pligter. Og min mand har heldigvis samme opfattelse.

Jeg tænker at du måske skal droppe bekymringerne om jeres egen datter indtil hun rent faktisk er her. Jeg tør godt garantere dig for at uanset hvor mange ideer du har til opdragelsen, så kommer rigtigt mange ting til at udvikle sig i en helt anden retning når først du står midt i det hele.

Dernæst synes jeg du helt og aldeles skal stoppe med at bruge din mands ældre børn som eksempel på hvordan jeres fæles barn ikke skal være. Når du kritiserer hans ældre børn kritiserer du inddirekte deres far og den måde han har valgt at de skal opdrages og det kommer du ingen vejne med.

Faktum er at lige nu ved din mand faktisk mere om børneopdragelse i praksis end du gør, og det synes jeg ikke man skal undervurdere betydningen af. Hvor mange andre fædre ofte ender på lidt et sidespor i forhold til børnene, har i en rigtig god chance for at være meget fælles om tingene - og i har en kæmpe fordel af at han netop har erfaringer som kan komme jer rigtigt meget til gode.

modesty skriver:

Hmmm, jeg forstår ikke helt hvorfor du får et barn med en mand hvis børn i forvejen har problemer og du er uenig i måden de bliver opdraget på og I også er uenige om hvordan jeres fremtidige barn skal opdrages. Hvorfor ikke snakke de ting igennem inden man bliver gravid?

Når det så er sagt. Tja... Hvis I er uenige nu, så kan jeg ikke rigtigt se hvordan du kan "overbevise" ham om at din måde er den rigtige, via snak. Jeg tror at du må vente til barnet kommer og tage det én ting ad gangen. Diskutere den konkrete situation når den opstår. Måske er det nemmere for ham at se din side af sagen når I står midt i det. 

Derudover er jeg enig med ham. Jeg synes også at børn skal have lov til at være børn. Det du nævner med bleen - jo, småting som er nemme at hjælpe med og nemt kan gøres til en del af hverdagen. At man tager sit eget bestik og tallerken og sætter i opvaskemaskinen når man har spist, putter sit eget beskidte tøj i vasketøjskurven. Småting. Men derudover synes jeg at børn skal bruge deres fritid på at lege og lave lektier. Jeg tror simpelthen ikke på at der kommer et bedre menneske ud af at blive  fyldt på med pligter. Og min mand har heldigvis samme opfattelse.

Jeg er meget enig med både dig og TS's mand i at børn ikke bliver bedre mennesker af at få en masse pligter.

Herhjemme har børnene ingen pligter, men det er en naturlig ting at vi hjælpes ad med ting. Fx er det helt naturligt at vi hjælpes ad med at dække bord og rydde op efter måltider. Det er aldrig blevet omtalt som opgaver eller pligter, ej heller er det noget man bliver belønnet for - det er bare den måde vi fungerer som familie. Børnene har lært det ved at se at det er det vi andre gør før og efter måltiderne.

På samme måde bliver vores børn ikke bedt om at sige 'Tak for mad', 'Tak' eller presset til at undskylde hvis de gør noget galt. I mine øjne er hverken 'undskyld' eller 'tak' noget værd hvis ikke det kommer af sig selv.

Dorthe1986 skriver:

Jeg giver dig ret. Man kan sagtens inddrage børn på en måde i de dagligdags gøremål uden det bliver som han fortæller om.

Jeg har Emil på 19 måneder og han smider da også ting i skraldespanden, fx sin ble. Han hjælper også nogle gange med at bære sit tøj ud i vaskemaskinen, hvis jeg står og sorterer det. Hvis han så begynder at rode for meget rundt, siger jeg "Emil, du kan da bære det ud i vaskemaskinen" og så hygger han med det

Forklar din kæreste, at man kan inddrage børnene på en måde så de synes det er sjovt. Emil han støvsuger fx med sin legetøjsstøvsuger, når vi andre støvsuger rigtigt

En dag tog han endda en klud og tørrede en plet op fra køkkengulvet jeg ikke lige havde set

Men det er altså rigtig godt for dem og deres udvikling, at de kan få lov at være med til det mor og far laver.

Det handler ikke om tvang, men at de skal få et sundt og naturligt forhold til de ting, der nu engang skal laves i et hjem

Åååårh!

Lige mine ord.

Det er nemlig sådan det skal være sys jeg.

Fantastisk dreng du har dig der, så kan man jo kun være stolt 

Så tog han selv en klud og tørred en plet op fra gulvet, HERLIGT!

Tak for din besked det var en rigtig god måde at forklarer på, fordi ganske rigtig så handler det jo ikke om tvang men at barnet skal lære at have et naturligt forhold til de ting som vi alle skal lave i hjemmet. 

 

LilleNyPåVej skriver:

Så længe at børnene ikke tvinges, men at de har det sjovt med at hjælpe mor og far så kan jeg da kun se det positive i det - altså man skal jo lære tingene på en eller anden måde og det hjælper da ikke at når barnet er 12 år at hun så ikke engang ved hvad hun skal med sit tøj (hehe ja det var lidt overdrevent, men alligevel) 

 

Hjemme hos mig er vi måske blevet opdraget lidt strengt, men jeg må da sige at jeg virkelig har lært noget af det og man kan ikke bare gå og hygge sig hele tiden - også selvom man er barn.

Jeg er faktisk glad for at je dengang havde 2 maddage om ugen (nu er jeg jo god til at lave mad) skulle tømme opvaskemaskinen, slå græsset og rydde op på mit værelse (så sætter jeg pris på renlighed og orden både inde og ude) - eller så tror jeg ikke at jeg ville have så meget orden i mine ting i dag. Kan se på min søster at hun er meget modsat mig fordi jeg altid ordnede hendes ting, så hun har ikke sans for orden, ja eller for den sags skyld for andres orden - HUN RODER 

Og på den anden side så skal man jo også hjælpe hinanden og ikke kun give den ene vej så kun børnene modtager gode ting, får sin vilje eller hvad det nu er.

 

Ja man skal selvf lege det ind i sit barn og gøre det til en god oplevelse men jeg sys altså det er ens pligt som forældre at give sit barn et naturligt forhold til de ting som nu engang SKAL gøres i hjemmet 

Du sætter pris på det den dag idag er jo skide godt! 
PERFEKT! 

Alt andet er bjørne tjenester for deres børn! 

Thalia skriver:

Jeg tænker at du måske skal droppe bekymringerne om jeres egen datter indtil hun rent faktisk er her. Jeg tør godt garantere dig for at uanset hvor mange ideer du har til opdragelsen, så kommer rigtigt mange ting til at udvikle sig i en helt anden retning når først du står midt i det hele.

Dernæst synes jeg du helt og aldeles skal stoppe med at bruge din mands ældre børn som eksempel på hvordan jeres fæles barn ikke skal være. Når du kritiserer hans ældre børn kritiserer du inddirekte deres far og den måde han har valgt at de skal opdrages og det kommer du ingen vejne med.

Faktum er at lige nu ved din mand faktisk mere om børneopdragelse i praksis end du gør, og det synes jeg ikke man skal undervurdere betydningen af. Hvor mange andre fædre ofte ender på lidt et sidespor i forhold til børnene, har i en rigtig god chance for at være meget fælles om tingene - og i har en kæmpe fordel af at han netop har erfaringer som kan komme jer rigtigt meget til gode.

 Godt skrevet

Og til ts så vil jeg da lige skrive at jeg kan da godt forstå at din mand vil hjælpe hans børn når de nu har problemer - så er det da klart han bruger en masse tid på "den gamle familie" - da du valgte en mand med børn valgte du jo hele pakken også må du jo leve med at han bruger tid med den og endnu mere tid når de har det svært