kan ikke mere..

Enirt skriver:

Jeg vil ikke male fanden på væggen... MEN

Jeg levede slev i et forhold med en meget jaloux kæreste i næsten 4 år.

Det hele startede med at jeg skulle slette min profil på arto og slette alle mine drenge venner på msn osv. Det gjorde jeg i den tro at han nok havde det ldit svært og det ville hjælpe at jeg virkelig viste ham at jeg elskede ham. Men det blev bare ved og ved. Det næste skridt var at jeg ikke måtte snakke med andre drenge, at jeg ikke måtte gå alene i byne, at bare det jeg smilte og hyggede mig i selskab med HANS venner så flirtede jeg og var ham nærmest utro. Han forlangte at jeg skulle klæ mig anderledes (intet nedringet eller lårkort eller lign.) Så begyndte han at tjekke min mobil for numre og sms'er. Jeg skulle flere gange forklare ham at de mandenavne der stod deri var min familie. Så ville han have adgangskoden til min mail og msn og da jeg ikke ville give den, så mente han at det var fordi jeg skjulte noget, så til sidste gav jeg efter, for at han kunne se det var rigtigt at jeg ikke skjulte noget.

Jeg kæmpede en brav kamp for at bibeholde mit sociale liv og det var bare grundlag for utallige skænderier. Det at jeg gik på tekninsk skole hvor der også var forksellig håndværker linier kunne han slet ikke snuppe og da jeg havde været til firma julefrokost og endda kom tidligt hjem, var alt han havde at sige hvorfor har du dullet dig sådan op. Det går du aldrig når vi er sammen. (jeg hvade en knælang sort nedderdel på, en 3/4 ærmet strikbluse på et bælte i taljen og et silketørklæde på) Synes selv næsten det var meget modent tøjvalg for en pige på 20. Det sidste skridt han tog var at han begyndte at beskylde mig for at være lun på eller sammen med mine fætre. (der var jo ikke flere drenge i min omgangskreds han kunne give "skylden")

Han kom aldrig af med det og han var ikke villig til at arbejde med det. Det kostede mig mit eget selvværd og min tro på at den måde jeg syntes et forhold skulle være på ikke var normalt. Jeg lærte mig selv at kigge ned i jorden når jeg gik forbi en fyr, for ellers kunne jeg blive anklaget for at have kigge på hans røv, pik eller lign og at jeg meget heller ville være sammen med ham end min kæreste.

Det jeg prøver at sige er lad det ikke udvikle sig meget mere og er han ikke villig til at arbejde med det, SÅ SYNES JEG VIRKELIG DU SKAL GÅ!

Kan sagtens forstå du gerne vil give det en chance, det gjorde jeg også selv. Så fandt det her, det kunne måske hjælpe til at så snakken i gang.

http://www.tomasfriis.dk/artikler/lider-du-af-jalousi-%E2%80%93-eller-er-du-offer-for-din-partners-jalousi/

Bassemor<3 skriver:

du skal OVERHOVEDET ikke lade ham bestemmer ! I skal SAMMEN komme frem til en løsning, du skal ikke bare sige ja og amen og så gøre tingene som han vil !!

snak snak snak om tingene !!

ja jeg har prøvet at snakke ned ham til aften og det eneste han siger er at, jeg gør hvad der passer mig.

mere er der ikke og snakke om mener han?

jeg spøger ham så om han slet ikke savner en god veninde og han siger bare nej, han har det fint som han har det nu...
selvom han blev sur over at mindste hans gamle veninde dengang vi lavet aftalen.

så siger han, jeg må gerne skive med dem bare ikke mødes med mine drenge venner. så går han fra mig...
og jeg siger så det skal han ikke bestemme.

han virker virkelig sur over mig valg, som jeg hadet håbet var en fælles god ting.

Enirt skriver:

Jeg vil ikke male fanden på væggen... MEN

Jeg levede slev i et forhold med en meget jaloux kæreste i næsten 4 år.

Det hele startede med at jeg skulle slette min profil på arto og slette alle mine drenge venner på msn osv. Det gjorde jeg i den tro at han nok havde det ldit svært og det ville hjælpe at jeg virkelig viste ham at jeg elskede ham. Men det blev bare ved og ved. Det næste skridt var at jeg ikke måtte snakke med andre drenge, at jeg ikke måtte gå alene i byne, at bare det jeg smilte og hyggede mig i selskab med HANS venner så flirtede jeg og var ham nærmest utro. Han forlangte at jeg skulle klæ mig anderledes (intet nedringet eller lårkort eller lign.) Så begyndte han at tjekke min mobil for numre og sms'er. Jeg skulle flere gange forklare ham at de mandenavne der stod deri var min familie. Så ville han have adgangskoden til min mail og msn og da jeg ikke ville give den, så mente han at det var fordi jeg skjulte noget, så til sidste gav jeg efter, for at han kunne se det var rigtigt at jeg ikke skjulte noget.

Jeg kæmpede en brav kamp for at bibeholde mit sociale liv og det var bare grundlag for utallige skænderier. Det at jeg gik på tekninsk skole hvor der også var forksellig håndværker linier kunne han slet ikke snuppe og da jeg havde været til firma julefrokost og endda kom tidligt hjem, var alt han havde at sige hvorfor har du dullet dig sådan op. Det går du aldrig når vi er sammen. (jeg hvade en knælang sort nedderdel på, en 3/4 ærmet strikbluse på et bælte i taljen og et silketørklæde på) Synes selv næsten det var meget modent tøjvalg for en pige på 20. Det sidste skridt han tog var at han begyndte at beskylde mig for at være lun på eller sammen med mine fætre. (der var jo ikke flere drenge i min omgangskreds han kunne give "skylden")

Han kom aldrig af med det og han var ikke villig til at arbejde med det. Det kostede mig mit eget selvværd og min tro på at den måde jeg syntes et forhold skulle være på ikke var normalt. Jeg lærte mig selv at kigge ned i jorden når jeg gik forbi en fyr, for ellers kunne jeg blive anklaget for at have kigge på hans røv, pik eller lign og at jeg meget heller ville være sammen med ham end min kæreste.

Det jeg prøver at sige er lad det ikke udvikle sig meget mere og er han ikke villig til at arbejde med det, SÅ SYNES JEG VIRKELIG DU SKAL GÅ!

Kan sagtens forstå du gerne vil give det en chance, det gjorde jeg også selv. Så fandt det her, det kunne måske hjælpe til at så snakken i gang.

http://www.tomasfriis.dk/artikler/lider-du-af-jalousi-%E2%80%93-eller-er-du-offer-for-din-partners-jalousi/

puha.. det lyder meget som mit.

dog bare ikke det sidste stykke.

mange tak for dit link, det er da noget der kan bruges.

Anonym skriver:

nu må jeg altså ud med det...

jeg gik med til i starten at vi ikke måtte skive med andre piger/drenge pga. jalosi mellem os.
og nu syntes jeg det er i overkandten, føler mig indelukket og at han skal bestemme hvem jeg ska skive med..
- derfor har jeg nu to gange sagt at jeg gerne vil skive med nogle drenge igen, og han siger NEJ!
han mener han godt kan leve resten af livet sådan uden at snakke med andre piger og det syntes jeg er vildt kedeligt.
jeg mener vi burde stole nok på hinanden til at kunne have andre køn til venner, men NEJ!!! mener han ikke.

skal lige siges vi venter en lille til april, og har forklaret ham at jeg ikke har tænkt mig at gå fra ham, bare fordi jeg får mig en drenge-ven.
man han mener men godt kan gå fra hinanden selvom man har børn sammen.
-og ja self. kan man da det, man gider da ikke leve i frygt for at miste han resten af mit liv.. jeg stoler på ham, og ville måske også være nemmer hvis man ikke skulle tro han snakket med en pige hele tiden..
mener det er jo normalt at snakke med andre en sit eget køn.

ved ikke hvad jeg ville med dettte, men godt at få lidt luft.

ved ikke om jeg bare skal begynde at skive med en dreng igen eller om jeg skal lade være og lade ham bestemme..?? hvad mener du??
han er 19 og jeg 22.

Nu har jeg ikke læst hele debatten, så bær over med mig hvis jeg gentager noget andre allerede har skrevet. Men her får du min uforbeholdne mening:

Jeg synes det er noget værre fis det der med, at drenge ikke må skrive med andre piger - og omvendt. Jeg har selv en kæreste der har en MASSE pigevenner, hvor jeg egentlig ikke rigtig har nogle drengevenner som sådan... Og TRO MIG, det har aldrig været let, og bliver det heller aldrig (tror jeg) ... Men jeg har bare lært at leve med det, og vi har en aftale om, at jeg altid kan spørge til, hvem han skriver med, og hvem de er.

Jeg ville hade at leve i et forhold, hvor vi skulle lave sådanne begrænsninger for hinanden. Synes det er synd for jer begge egentlig.  

Prøv at spørg ham om i ikke kan lave en aftale om, at i må skrive med hvem i har lyst (selvfølgelig med de begrænsninger i nu selv føler der skal være), og at i så bare skal være åbne om, HVEM det er i skriver med... For det burde virkelig ikke være ALLE DRENGE i hele verden der skal ses som en trussel.. Ej jeg synes det er skørt

Jeg har boet sammen med en der var sådan engang. jeg måtte ikke engang åbne vores hoveddør, for tænk nu hvis det var en mand. Jeg måtte ikke lave the i køkkenet, fordi vi boede på et kollegie.

Nå men jeg smed ham ud, selvom jeg holdt af ham.

Jeg holder stadig af ham, det holder jeg aldrig op med.

Men jeg har aldrig i ét sekund fortrudt at jeg sluttede det forhold.

Det er ikke nødvendigvis den rigtige beslutning for alle, specielt ikke hvis der kan findes en løsning.

Men 10 år senere fandt jeg den rigtige mand og vi har været sammen i 10 år nu og her er ingen restriktioner. Jeg må tale med dem jeg har lyst til.

Enirt skriver:

Jeg vil ikke male fanden på væggen... MEN

Jeg levede slev i et forhold med en meget jaloux kæreste i næsten 4 år.

Det hele startede med at jeg skulle slette min profil på arto og slette alle mine drenge venner på msn osv. Det gjorde jeg i den tro at han nok havde det ldit svært og det ville hjælpe at jeg virkelig viste ham at jeg elskede ham. Men det blev bare ved og ved. Det næste skridt var at jeg ikke måtte snakke med andre drenge, at jeg ikke måtte gå alene i byne, at bare det jeg smilte og hyggede mig i selskab med HANS venner så flirtede jeg og var ham nærmest utro. Han forlangte at jeg skulle klæ mig anderledes (intet nedringet eller lårkort eller lign.) Så begyndte han at tjekke min mobil for numre og sms'er. Jeg skulle flere gange forklare ham at de mandenavne der stod deri var min familie. Så ville han have adgangskoden til min mail og msn og da jeg ikke ville give den, så mente han at det var fordi jeg skjulte noget, så til sidste gav jeg efter, for at han kunne se det var rigtigt at jeg ikke skjulte noget.

Jeg kæmpede en brav kamp for at bibeholde mit sociale liv og det var bare grundlag for utallige skænderier. Det at jeg gik på tekninsk skole hvor der også var forksellig håndværker linier kunne han slet ikke snuppe og da jeg havde været til firma julefrokost og endda kom tidligt hjem, var alt han havde at sige hvorfor har du dullet dig sådan op. Det går du aldrig når vi er sammen. (jeg hvade en knælang sort nedderdel på, en 3/4 ærmet strikbluse på et bælte i taljen og et silketørklæde på) Synes selv næsten det var meget modent tøjvalg for en pige på 20. Det sidste skridt han tog var at han begyndte at beskylde mig for at være lun på eller sammen med mine fætre. (der var jo ikke flere drenge i min omgangskreds han kunne give "skylden")

Han kom aldrig af med det og han var ikke villig til at arbejde med det. Det kostede mig mit eget selvværd og min tro på at den måde jeg syntes et forhold skulle være på ikke var normalt. Jeg lærte mig selv at kigge ned i jorden når jeg gik forbi en fyr, for ellers kunne jeg blive anklaget for at have kigge på hans røv, pik eller lign og at jeg meget heller ville være sammen med ham end min kæreste.

Det jeg prøver at sige er lad det ikke udvikle sig meget mere og er han ikke villig til at arbejde med det, SÅ SYNES JEG VIRKELIG DU SKAL GÅ!

Kan sagtens forstå du gerne vil give det en chance, det gjorde jeg også selv. Så fandt det her, det kunne måske hjælpe til at så snakken i gang.

http://www.tomasfriis.dk/artikler/lider-du-af-jalousi-%E2%80%93-eller-er-du-offer-for-din-partners-jalousi/