Det hele er en gang lort! Please læs, selvom langt!

maryjane skriver:

Kender (lidt) til noget af det du går og roder med, men har ikke noget endegyldigt svar på noget af det...
Og vores datter er på total samme måde, vil ikke spise, skiftes, børste tænder eller bare sidde og hygge, men tror altså det er de færreste der har børn i den alder der vil det. - sådan har JEG i hvert fald valgt at se på det.

Well, det hjælper nok ikke så meget men og lykke til, håber det vender snart... Især med lille ny på vej.

Det hjælper faktisk lidt Det er rart at vide at andres børn er på samme måde, for man kan godt komme til at føle at man må gøre noget galt, siden de andre børn i omgangskredsen er total modsat

Faith skriver:

Det gør helt ondt at læse det du skriver. Det må være en utrolig svær situation at stå i.

Hvis jeg var dig ville jeg banke hårdt i bordet hos din læge og få dem til at undersøge din datter grundigt. Her mener jeg ikke bare af jeres egen læge, men af en børnelæge. Du kan da ikke blive ved med at se på at din datter taber sig og spiser mindre og mindre. Stakkels pige og stakkels dig.

Håber det allerbedste for dig, din pige og dit ufødte barn. Håber du og din kæreste/mand finder ud af det sammen.

Tusind tak Kæresten og jeg skal nok finde ud af det, vi har klaret rigtig meget sammen, så det her er ingenting. Det er bare træls imens det står på - Jeg tror dog det lysner fra i dag, fordi den deadline han har arbejdet under sluttet i dag.. Så i dag leger jeg overskudskæreste for en omgangssyg datter og kæreste, og lidt omsorg hjælper jo altid.

Men ved du hvordan man lige gør sådan med en børnelæge, hvis der ikke er en decideret børnelæge i ens lægehus?

Benjamins'mor skriver:

Ville ikke gå forbi uden et .

Min søn har både fået airomir og en anden, hans astmatiker bronkitis er heldigvis gået over, også bekræftet af lægen. Men han blev aldrig fortrolig med den, også selvom han legede med den. Han græd også hver gang. Så krydser da for det går over igen.

Min søn hader også at få børstet tænder, men han stopper med at blive hidsig når han selv får lov at sidde med tandbørsten og børste.

Han hader også at få tør ble, har i evt prøvet at give hende legetøj? Snakke med hende? Synge for hende? det har ihvertfald hjulpet på min søn.

Håber alt det bedste for jer og håber hun bare er inde i en træls periode.

Måske skal man bare acceptere det, jeg tror heller ikke jeg selv ville synes det var sjovt med sådan en maske Heldigvis er hun altid klar på at kramme mor bagefter, så det er ikke sådan hun synes man er et monster.. Men stadig

Men får han så børstet dem ordentligt? For vores kan også lide at sidde med børsten selv, men så bliver tænderne ikke børstet grundigt nok, og det er jo ikke så godt

Vi har prøvet det der under skiftningen, og nogen gange har man held til at finde noget der distraherer hende. Men hold da op sådan en størrelse kan orme sig på et puslebord

Anonym skriver:

Så er jeg ved computer -jeg var på fra mobil da jeg svarede dig i aftes, og var ramt af en hård gang carpaltunnel-syndrom, så det gjorde for nas at mobiltaste

Jeg vil lige vende tilbage til det med at få en mere nu, som en mere nævner. For det første vil jeg sige, jeg synes det er lidt ærgerligt det er noget man hører så meget for, når man vælger at få dem tæt. Dernæst er mit livs lyspunkt(er) mit barn(børn), og jeg er ikke i tvivl om, at selvom det bliver hårdt, så skal vi nok klare den. Til daglig var vi det rigtig godt sammen og er et stærkt par der støtter hinanden, og jeg er altid i stand til at finde styrken til de ting jeg SKAL klare - og for mig er familie number one. Jeg kunne for så vidt gladeligt være hjemmegående husmor, hvis det gav mening økonomisk, fordi det at være en familie og mor er et og alt for mig. Så det er depression ikke en hindring for!

Du kan sagtens have ret i, at hun fornemmer det, og det har jeg også haft det skidt med. Jeg tror dog ikke, at det udelukkende kan være det, baseret på, at hendes "vredesproblemer" har stået på meget længere end vores nuværende mindre down-periode i forholdet, så det kan klart være en faktor, men ikke den fulde forklaring.

Håber meget af det er tigerspring, som du nævner.. Men jeg har nu alligevel igen forsøgt at tage fat i min SP omkring det med maden, for lige det aspekt er sgu noget skidt for det lille pus :/ Især når hun forbrænder så meget. Men så må jeg nok sige til mig selv - med det andet - at et er en fase. Som alt andet! I det mindste er hun så begyndt at sove godt om natten og falder hurtigt i søvn, så det er om ikek andet et plus

Ja, jeg får hjælp til min depression. Men vi går ikke til parterapi - det kan godt ske vi skulle se på det, så vi ikke ramler ind i sådan en dårlig-spiral periode. I dag, hvor tingene ser lidt lysere ud, prøver jeg dog også at sige til mig selv, at der har været meget pres på på det seneste. Min kæreste har arbejdet under en deadline, og har ikke haft tid til mig eller vores datter, og det tror jeg har presset os begge. Men det er ovre i dag, så jeg håber det kan gå fremad nu..

Tak for dit svar!

Jeg generer mig slet ikke at I vælger at få børn tæt sammen - det må være op til det enkelte par at vurdere. Det var udelukkende det med depressionen jeg undrede mig over, men det har du jo svaret på. 

Som sagt kan jeg virkelig anbefale parterapeut. Det behøver heller ikke at være noget man gør meget og fast, men noget man i spidsbelastede perioder kan anvende som en måde til at kommunikere bedre.

Pøj pøj med det hele!

Anonym skriver:

Jeg er anonym for ikke at kunne hænges op på noget, men det rører mig ikke hvis i kan genkende mig, det er mere udenfor baby. Men undlad venligst at skrive mit brugernavn her, hvis i kan genkende mig.

Synes det hele ramler i dag! For det første er jeg på orlov fra studiet pga. svær depression. Og der er bare så mange, som ikke forstår det - fordi jeg ikke er prototypebilledet af en person med sådan en! Jeg har mange, stærke forsvarsmekanismer, og vil jeg undgå at føle noget, så kan jeg - Det vil sige at jeg føler mig BLANK i hverdagen. Jeg går ikke og føler mig nede i kulkælderen, men jeg føler mig ikke glad heller. Bare blank "numb" og følelsesløs. Jeg er påvirket på den måde jeg er meget træt, jeg får ikke lavet en skid, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget, men jeg går ikke rundt og tuder hele dagen. Derfor er der mange, som nærmest ikke tror på jeg har en depression, og det er mega hårdt! "Nå men er det så bare ikke noget stress over hverdagens ting og sager?" - NEJ, det er det ikke! Der er så mange måder en depression kan komme til udtryk på, og der er ikke et færdigt facit. Det ved jeg, for det er en del af det jeg studerer. Og har jo desuden også fået det fastslået professionelt.

Så er jeg gravid med vores nr. 2, og det går bare dejligt! Men på det seneste synes jeg parforholdet halter. Vi er stærke nok til ikke at gå fra hinanden, men stemningen er bestemt ikke god. Nogen dage bedre end andre. Jeg har mistet min sexlyst både pga. depression og graviditet, og kæresten klager ikke, men jeg ved da godt det er træls. Jeg prøver virkelig, men savner at han selv ligger op til det. Og så går vi nogen dage og småskændes. Og jeg siger til ham HVER gang at han må tage det i sig foran vores datter, og det lykkes som regel også, men andre gange er han så pisse hellig "jeg taler da i et helt normalt toneleje". Øh nej, det gør du ikke! Og det er min absolut hovedregel: ALDRIG dårlig stemning foran vores datter!!! (1 år). Det er nok værre hos så mange andre, og det er ikke voldsomt her, men det er så træls.

Jeg er god til at sige undskylde, hvis det er mig der har snerret eller været urimelig, men han er virkelig bare en engel i egne øjne, som ikke kan gøre noget galt! I dag skulle vi til dåb hos en af mine nærmeste veninder, og han har ikke gjort andet end være negativ siden han sagde ja til at komme emd (og det var et frivilligt valg!). Åh kunne han ikke bare blive hjemme, behøvede han tage med, kunne jeg ikke bare selv. I 2 uger!! Og så tager man den op med ham, og så aaaner han selvfølgelig ikke havd jeg taler om, og det er selvføøølgelig bare mig, der er galt på den. Jeg bliver vanvittig, for sådan er det hele tiden, uanset om det er åbenlyst for enhver idiot, at det er HAM der har gjort noget galt!

Og så vores datter.. Min lille prinsesse! I flere måneder har vi haft problemer med hun madstrejker (og vi har ikke en generel dårlig stemning hjemme, så det er ikke derfor). Til 1 års undersøgelsen var hun flot normalvægtig, men var faldet ret hurtigt 2 streger på kurven, så det skulle vi holde øje med. Og hun spiser fortsat dårligt - Jeg har vejet hende selv, 3 uger efter den vejning, og hun har tabt sig et par 100 gram. Jeg er så bekymret, jeg ved ikke havd jeg skal gøre!

Selv hendes livretter vil hun ikke spise. Og alle fremgangsmåder er prøvet, vi spiser sammen med hende, så det ligesom er en familiebegivenhed, vi har prøvet at fodre hende, og at hun selv sidder 100% med maden. Vi fokuserer ikke på det, men snakker bare almindelig dagligdags ting, så vi ikke sidder og stirrer på hende og ligger pres på, for det er vi imod. Al slags mad er prøvet! Og jeg er ved at være syg af bekymring! Så tager hun det måske ind i munden og siger "mmm", så tygger hun på det lidt, og spytter det så ud.

I dag har hun spist: 1 lille portion havregrød. Under en kvart skive rugbrød. En stor portion yoghurt og en godnatflaske. Yoghurten var det eneste hun gad, men så kastede hun så op her til aften så det kom op igen!

Jeg VED virkelig ikke hvad vi skal gøre, for vi kan ikke tvinge hende til at spise, men en pige på knap 10 kilo og 75 cm med krudt i røven kan altså ikke leve af så lidt mad!! Nu i dag har hun så haft tynd mave og her til aften en gang projektilopkast, men til daglig har hun ikke maveproblemer på den måde.

Og på samme tid er jeg bare generelt bekymret for min smukke elskling. Under graviditeten gik vi til check fra uge 35 fordi hendes hjerte slog for hurtigt (typisk mellem 160-200 slag pr minut), men de fandt aldrig ud af hvorfor, "sådan var det bare". Når jeg har bedt dem checke det, når vi har været til lægen for noget andet siger de bare: "Jo, det lyder fint nok, altså det slår lidt hurtigt lige nu, men hun render jo også så meget rundt"

Vi har rendt til læge i tide og utide de sidste måneder pga. generel voldsom hoste, først den anden dag blev vi taget seriøst og hun får nu airomir i maske. Men synes stadig hun hoster en del og nogen gange trækker vejret underligt, men i følge lægen fejler hun ikke noget. jeg bliver bare ved med at være bange for hvis hun nu fejler noget alvorligt, især nu hvor hun ikke spiser!

Og så synes jeg bare hun er så sur for tiden! Hun er en stædig hidsigprop, sådan har hun altid været, men synes hun er generelt meget sur og brokkende.... Hun har selvfølgelig glade stunder, men det er bare som om noget generer hende, og jeg føler mig magtesløs, for hvad skal jeg gøre? Vi laver de ting hun elsker, vi leger og griner, men hun er bare så sur og tvær

Og så føler jeg mig bare som en LORTEmor når hun skal gøres sengeklar, for der er jo SLET ikke noget hyggeligt over puttetid, når man
a. Skal have masken, som man græder helt vildt over, selvom man får lov at lege med den og blive fortrolig med den
b. skal have børstet tænder som man IKKE vil og derfor hidser sig op
c. Skal have skiftet ble og nattøj på som man IKKE vil, fordi man bliver hidsig!

Og så ser man alle de her andre mødre, som kan sidde med deres børn på skødet og læse godnathistorie eller hygge med en tegnefilm, men vores pige sidder ALDRIG stille, ALDRIG! Hun gider ikke! Hun vil gå rundt, udforske, opdage, lege, hun vil ikke sidde på numsen og hygge, end ikke et par sekunder, og igen føler jeg at jeg må gøre noget galt, for de andre mødre spørger hele tiden hvorfor vi ikke gør den slags, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tvinge barnet til noget, som hun ikke har tålmodighed til.

Så alt i alt er det noget lort! Jeg savner min glade og lykkelige pige med den gode appetit, som jeg kunne have en dejlig stund med før sengetid. Nu ramler det hele bare

Når min kæreste og jeg har dårlige dage med småstikken til hinanden så får vi os altid snakket frem til, at der er noget dybere der stikker under, fx blir jeg vildt sippet omkring hans fritid hvis jeg savner at få talt ud om noget, der rumsterer i min hjerne, fx gik jeg og bekymrede mig om VS plads, studiejob, genopstart af studie osv... men vi havde gæster ons, tors, var ude at spise fre, lør og så var de afsted på cykeltur hele søndag... og det endte med at jeg synes det cykling tog ALT for meget tid og han blev sur og ked af det over at jeg ikke undte ham noget som helst fritid...

Men jeg elsker jo at han gør det - og problemet var at jeg manglede mine samtaler med ham bare os to - og det havde ikke været muligt pga alle mulige aftaler og "ses med" andre mennesker...

Anyways når jeg så hører at du fortæller om depression, manglende forståelse, en ny baby på vej, spiseproblemer hos jeres datter (som er ngoet af det allerværste vi også har oplevet hos vores datter, så det ka jeg så godt forstå trækker tænder ud!), generel uvished omkring hendes helbred (må kun være endnu værre for jer!) og en følelse af ikke at blive hørt, så tror da pokker at I har det svært (både dig og faren)

Jeg ved ikke lige hvordan I plejer at løse de ting, men her plejer vi at snakke om hvad der stikker under, fx "jeg elsker at du kommer afsted og cykler og jeg er ked af jeg gav udtryk for noget andet, men i virkeligheden har jeg bare savnet at kunne snakke om alle de bekymringer jeg har om VS, studiejob osv osv osv" -> det samme gælder tit den anden vej hvis han er sygt stresset med arbejdet og sådan

så alts ja.... snak om det der i virkeligheden er svært og så kommer sex-lysten og den gode stemning som regel derefter... 

og som en anden siger - BANK I BORDET OVERFOR LÆGEN - det skal være sådan at I 100% kan sige til jer selv og hinanden at I har gjort hvad I kunne og dermed få fralagt lidt af ansvaret og evt finde en årsag og løsning til det hele

mht depression synes jeg det virker som nogle uforstående mennesker du omgiver dig med... øv at de ikke bare kan være omfavnende og fulde af kærlighed i stedet

Loa skriver:

Men var depressionen ikke noget tilbagevendende? Syntes jeg husker at du har skrevet at du havde mærket til det tidligere....

Undrede mig nemlig også over barn nr.2 så hurtigt, især når du så har depression. Jeg ved godt du gerne ville have børnene tæt på hinanden, men tænker bare om det er det værd, hvis det gør alt andet så super meget hårdere?
Men nu forstår jeg dit svar som om du ikke tror, lige det med barn nr.2, vil være noget der påvirker negativt, i den forbindelse?

Dette er virkelig ikke for at at det skal lyde som om jeg syntes dine problemer er småting, for det er kun dig der ved hvordan de føles, men syntes din overskrift lød meget slem (hvis du forstår?) og så i selve teksten syntes jeg alligevel ikke det lyder som om det ikke er så slemt alligevel?

Altså det lyder ikke umiddelbart som om det plejer at være sådan mellem dig og din kæreste, så tror du ikke det "bare" kan være en fase?
Måske han også er påvirket af, din depression, din graviditet, at jeres datter ikke vil spise, og så er det måske bare hobet sig op hos ham?

Har i egentlig snakket med læge eller SP om hendes spisesituation, altså om de tror der er reel grund til bekymring? Jeg syntes Isabella har været igennem 117 forskellige faser mht. mad, så gad hun ingen mad, så gad hun alt mad, så gad hun ikke kød, så gad hun kun kød,og nu er det kun sovs osv.

Og så skal jeg liiiiiige hilse dig og fortælle at det IKKE er alle børn som bare sidder stille og accepterer alting!! Isabella brokker sig/skaber sig over ALT!! Bad, tøj, ble, sove, ALT!
Fik hun lov at bestemme, tonsede hun rundt, hele tiden, dag og nat

Jo, jeg har haft depression før, men den tese kan man jo ikke arbejde ud fra. Så kunne jeg jo aldrig få flere børn - for man ved aldrig hvornår og hvorfor en depression vender tilbage, og man vil altid være disponeret for depression, hvis man én gang har haft en. Men jeg må nu sige, at jeg ikke føler at lige graviditeten gør noget værre ifm alt det her (altså bortset fra sexlysten). Jeg mærker ikke noget til den, andet end nogle bækkenproblemer, som selvfølgelig er pisse irriterende, men dog ikke noget der får min verden til at vælte sammen.
Der er mange der undrer sig over, man vælger at få børn tæt - Og det er nærmest uanset hvorfor man gør det, og hvilke omstændigheder ens liv er under. For min kæreste og jeg er familie og børn alt, og de aspekter i vores liv som bringer lykke og glæde, og vi er ikke i tvivl om, at valget om en mere nu er det helt rigtige valg. Vi er ikke så dumme at vi ikke ved, det bliver hårdt. Men vi er heller ikke i tvivl om, at glæderne kommer til at overskygge det hårde, ligesom det var hårdt med ROse i starten, men trods det helt gennemgribende fantastisk. Så dén skal vi nok klare.

Hvad angår størrelsesordenen på min problem, så synes jeg egentlig alligevel det du skriver er at negligere det lidt. Jeg synes klart, at indholdet noget så nydeligt beskriver at det hele har været en gang lort på det seneste Jeg synes alene problemerne med vores datter er store nok til at retfærdiggøre overskriften. Men jo, det med min kæreste er bestemt en fase, men derfor er det stadig noget lort.

Hvad angår spisningen, så har vores læge sagt vi skal være opmærksomme, og at hun skal kontrolvejes ved 15 måneders vaccinen, fordi hun er faldet for hurtigt på vægtkurven. Hun ligger fint hvor hun er nu, hun skal bare ikke falde yderligere, men blive på den kurve hun pt. ligger på- og for at det skal ske, skal vi være opmærksomme på maden. Hun har også haft mange madfaser, men ingen så langvarige og gennemgribende som den her. Vi prøver at snige ekstra (sundt) fedt ind, men hun er ikke så nem at narre, og jeg synes godt man kan mærke på hendes humør når hun ikke får nok mad indenbords. Men vi kan jo ikke tvinge hende - Og vil heller ikke :-)

Er glad for din pige er på samme måde! Jeg ved seriøst ikke hvor hun har det fra, min kæreste og jeg er begge ret dovne Han mener, at minus og minus giver plus, og det må være derfor

Anonym skriver:

Jeg er anonym for ikke at kunne hænges op på noget, men det rører mig ikke hvis i kan genkende mig, det er mere udenfor baby. Men undlad venligst at skrive mit brugernavn her, hvis i kan genkende mig.

Synes det hele ramler i dag! For det første er jeg på orlov fra studiet pga. svær depression. Og der er bare så mange, som ikke forstår det - fordi jeg ikke er prototypebilledet af en person med sådan en! Jeg har mange, stærke forsvarsmekanismer, og vil jeg undgå at føle noget, så kan jeg - Det vil sige at jeg føler mig BLANK i hverdagen. Jeg går ikke og føler mig nede i kulkælderen, men jeg føler mig ikke glad heller. Bare blank "numb" og følelsesløs. Jeg er påvirket på den måde jeg er meget træt, jeg får ikke lavet en skid, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget, men jeg går ikke rundt og tuder hele dagen. Derfor er der mange, som nærmest ikke tror på jeg har en depression, og det er mega hårdt! "Nå men er det så bare ikke noget stress over hverdagens ting og sager?" - NEJ, det er det ikke! Der er så mange måder en depression kan komme til udtryk på, og der er ikke et færdigt facit. Det ved jeg, for det er en del af det jeg studerer. Og har jo desuden også fået det fastslået professionelt.

Så er jeg gravid med vores nr. 2, og det går bare dejligt! Men på det seneste synes jeg parforholdet halter. Vi er stærke nok til ikke at gå fra hinanden, men stemningen er bestemt ikke god. Nogen dage bedre end andre. Jeg har mistet min sexlyst både pga. depression og graviditet, og kæresten klager ikke, men jeg ved da godt det er træls. Jeg prøver virkelig, men savner at han selv ligger op til det. Og så går vi nogen dage og småskændes. Og jeg siger til ham HVER gang at han må tage det i sig foran vores datter, og det lykkes som regel også, men andre gange er han så pisse hellig "jeg taler da i et helt normalt toneleje". Øh nej, det gør du ikke! Og det er min absolut hovedregel: ALDRIG dårlig stemning foran vores datter!!! (1 år). Det er nok værre hos så mange andre, og det er ikke voldsomt her, men det er så træls.

Jeg er god til at sige undskylde, hvis det er mig der har snerret eller været urimelig, men han er virkelig bare en engel i egne øjne, som ikke kan gøre noget galt! I dag skulle vi til dåb hos en af mine nærmeste veninder, og han har ikke gjort andet end være negativ siden han sagde ja til at komme emd (og det var et frivilligt valg!). Åh kunne han ikke bare blive hjemme, behøvede han tage med, kunne jeg ikke bare selv. I 2 uger!! Og så tager man den op med ham, og så aaaner han selvfølgelig ikke havd jeg taler om, og det er selvføøølgelig bare mig, der er galt på den. Jeg bliver vanvittig, for sådan er det hele tiden, uanset om det er åbenlyst for enhver idiot, at det er HAM der har gjort noget galt!

Og så vores datter.. Min lille prinsesse! I flere måneder har vi haft problemer med hun madstrejker (og vi har ikke en generel dårlig stemning hjemme, så det er ikke derfor). Til 1 års undersøgelsen var hun flot normalvægtig, men var faldet ret hurtigt 2 streger på kurven, så det skulle vi holde øje med. Og hun spiser fortsat dårligt - Jeg har vejet hende selv, 3 uger efter den vejning, og hun har tabt sig et par 100 gram. Jeg er så bekymret, jeg ved ikke havd jeg skal gøre!

Selv hendes livretter vil hun ikke spise. Og alle fremgangsmåder er prøvet, vi spiser sammen med hende, så det ligesom er en familiebegivenhed, vi har prøvet at fodre hende, og at hun selv sidder 100% med maden. Vi fokuserer ikke på det, men snakker bare almindelig dagligdags ting, så vi ikke sidder og stirrer på hende og ligger pres på, for det er vi imod. Al slags mad er prøvet! Og jeg er ved at være syg af bekymring! Så tager hun det måske ind i munden og siger "mmm", så tygger hun på det lidt, og spytter det så ud.

I dag har hun spist: 1 lille portion havregrød. Under en kvart skive rugbrød. En stor portion yoghurt og en godnatflaske. Yoghurten var det eneste hun gad, men så kastede hun så op her til aften så det kom op igen!

Jeg VED virkelig ikke hvad vi skal gøre, for vi kan ikke tvinge hende til at spise, men en pige på knap 10 kilo og 75 cm med krudt i røven kan altså ikke leve af så lidt mad!! Nu i dag har hun så haft tynd mave og her til aften en gang projektilopkast, men til daglig har hun ikke maveproblemer på den måde.

Og på samme tid er jeg bare generelt bekymret for min smukke elskling. Under graviditeten gik vi til check fra uge 35 fordi hendes hjerte slog for hurtigt (typisk mellem 160-200 slag pr minut), men de fandt aldrig ud af hvorfor, "sådan var det bare". Når jeg har bedt dem checke det, når vi har været til lægen for noget andet siger de bare: "Jo, det lyder fint nok, altså det slår lidt hurtigt lige nu, men hun render jo også så meget rundt"

Vi har rendt til læge i tide og utide de sidste måneder pga. generel voldsom hoste, først den anden dag blev vi taget seriøst og hun får nu airomir i maske. Men synes stadig hun hoster en del og nogen gange trækker vejret underligt, men i følge lægen fejler hun ikke noget. jeg bliver bare ved med at være bange for hvis hun nu fejler noget alvorligt, især nu hvor hun ikke spiser!

Og så synes jeg bare hun er så sur for tiden! Hun er en stædig hidsigprop, sådan har hun altid været, men synes hun er generelt meget sur og brokkende.... Hun har selvfølgelig glade stunder, men det er bare som om noget generer hende, og jeg føler mig magtesløs, for hvad skal jeg gøre? Vi laver de ting hun elsker, vi leger og griner, men hun er bare så sur og tvær

Og så føler jeg mig bare som en LORTEmor når hun skal gøres sengeklar, for der er jo SLET ikke noget hyggeligt over puttetid, når man
a. Skal have masken, som man græder helt vildt over, selvom man får lov at lege med den og blive fortrolig med den
b. skal have børstet tænder som man IKKE vil og derfor hidser sig op
c. Skal have skiftet ble og nattøj på som man IKKE vil, fordi man bliver hidsig!

Og så ser man alle de her andre mødre, som kan sidde med deres børn på skødet og læse godnathistorie eller hygge med en tegnefilm, men vores pige sidder ALDRIG stille, ALDRIG! Hun gider ikke! Hun vil gå rundt, udforske, opdage, lege, hun vil ikke sidde på numsen og hygge, end ikke et par sekunder, og igen føler jeg at jeg må gøre noget galt, for de andre mødre spørger hele tiden hvorfor vi ikke gør den slags, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tvinge barnet til noget, som hun ikke har tålmodighed til.

Så alt i alt er det noget lort! Jeg savner min glade og lykkelige pige med den gode appetit, som jeg kunne have en dejlig stund med før sengetid. Nu ramler det hele bare

Sådan som du beskriver dine symptomer var os præcis sådan jeg havde det.. Der var ingen følelse overhovedet, gik faktisk fra min mand fordi jeg ikke ku føle noget "ordentligt" (han ventede heldigvis på mig) Tror til man kommer til at se andre som irriterende pinlige osv hvor det måske er ens eget humør det smitter.. Jeg ved godt det har stået på længe med lillemusen men tænke os at du har haft det skidt længe og de kan virkelig mærke det.. Men ved du hvad uanset hvad så ef det dig der ved hvad der er bedst for dig og jer os mht den lille ny.. Laura blev mit antidep medicin. hun gør mig glad så jeg ikke behøver min medicin og er sikker på i kommer til at blive fuldstændig ovenud lykkelige når i får endnu en lille lykkelige.. Stort kram til dig

_-Kathrine-_ skriver:

Først et kæmpe
Og så synes jeg helt ærligt at du skal banke meget hårdt i bordet hos din læge ang. Din datters helbred! Og det skal du blive ved med at gøre til du bliver taget seriøst - du er den der kender din datter bedst og et barn der ikke kan få luft, kan også være et barn uden appetit!!
Jeg er vokset op med astma i familen + har læst medicin og det lyder altså ikke til at være for godt!
Jeg håber at det medicin hun får nu vil hjælpe, men får hun kun den blå spray eller er det i kombi med den brune??
Og det med masken skal nok komme.. Den skal hun lige vænne sig til!!

Parholdet kan sgu engang imellem skrante helt vildt og med et barn der er syg og ikke vil spise kan få de fleste til at være frustrede og så går det ud over kæresten/manden...!!
Og det med sexen, ja det blir der sgu heller ikke dyrket ret meget af herhjemme og er ikke blevet det ret meget siden jeg fandt ud af jeg var gravid. - vi er bare nogen der ikke magter det

Håber alt går godt med jer!

Hilsen en der også har et barn med mega krudt i røven

Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal banke i bordet. Jeg tror det bedste ville være en rigtig børnelæge, men sådan en er der ikke i lægehuset, så ved jeg ikke hvordan man gør for at få fat i sådan en

Hun får kun den blå, fordi lægen ikke var sikker på om hun egentlig havde fx Astmatisk Bronkitis. Fx havde der tidligere været noget at høre på lungerne, men det var der ikke da vi var dernede, så hun synes vi skulle prøve den blå (et pust morgen og aften) for lige at se om det kunne afhjælpe, fordi den er uden binyrebarkhormon og derfor relativt harmløs (eller hvad man siger). Og kan også mærke den virker de dage hun hoster meget slemt, men så skal hun ikke kun have den morgen og aften. Men jeg har slet ikke tænkt det kunne have en sammenhæng med appetitten, men det kan du da have ret i.

Er også sikker på det bare er en fase herhjemme - Vi elsker jo hinanden. Det er bare hårdt, imens det står på!

Tak

Wimmie skriver:

Har ikke lige tid til at svare på det hele - du får lige en krammer og så vil jeg bare lige trøste dig med at det bestemt ikke er alle babyer/småbørn er der gode til at sidde stille. 
Mila er 10½ måneder og tonser rundt konstant. Jeg kan måske få hende til at sidde stille på skødet af mig i HØJST 5 minutter hvis hun er træt eller koncentreret, men der skal helst ske noget hele tiden.

Så din datter er ikke "mærkelig" på det område 

Tak, det er altså rart nok at høre

Marts<3 skriver:

Jeg har før tænkt dette om dine tidligere opslag. Du skal ganske enkelt tro noget mere på dig selv, specielt som mor! Du skal stå ved dine valg, og tro på det er det bedste for din datter. 

Du gør det super godt:-) Du har den kærlighed og omsorg der er vigtig. 

Mænd er til tider nogle fjolser.... Men det ved vi jo alle:-)

Tak, du er sød Det har vist været et problem hele mit liv, det med ikke at tro på egne evner. Uanset indenfor hvilket område - det håber jeg på bliver bedre med tiden. Jeg ved jo hun ellers trives (altså bortset fra de ting), og knuselsker sin mor, så hun har det jo godt