Det hele er en gang lort! Please læs, selvom langt!

Ville ikke gå forbi uden et .

Min søn har både fået airomir og en anden, hans astmatiker bronkitis er heldigvis gået over, også bekræftet af lægen. Men han blev aldrig fortrolig med den, også selvom han legede med den. Han græd også hver gang. Så krydser da for det går over igen.

Min søn hader også at få børstet tænder, men han stopper med at blive hidsig når han selv får lov at sidde med tandbørsten og børste.

Han hader også at få tør ble, har i evt prøvet at give hende legetøj? Snakke med hende? Synge for hende? det har ihvertfald hjulpet på min søn.

Håber alt det bedste for jer og håber hun bare er inde i en træls periode.

Anonym skriver:

Jeg svarer lige på en ting og resten i morgen. Fik først konstaret depression efter jeg testede positiv. Indtil da kunne jeg ikke indse hvordan det stod til. Men lige det er jeg sikker på vi nok skal klare

Men var depressionen ikke noget tilbagevendende? Syntes jeg husker at du har skrevet at du havde mærket til det tidligere....

Undrede mig nemlig også over barn nr.2 så hurtigt, især når du så har depression. Jeg ved godt du gerne ville have børnene tæt på hinanden, men tænker bare om det er det værd, hvis det gør alt andet så super meget hårdere?
Men nu forstår jeg dit svar som om du ikke tror, lige det med barn nr.2, vil være noget der påvirker negativt, i den forbindelse?

Dette er virkelig ikke for at at det skal lyde som om jeg syntes dine problemer er småting, for det er kun dig der ved hvordan de føles, men syntes din overskrift lød meget slem (hvis du forstår?) og så i selve teksten syntes jeg alligevel ikke det lyder som om det ikke er så slemt alligevel?

Altså det lyder ikke umiddelbart som om det plejer at være sådan mellem dig og din kæreste, så tror du ikke det "bare" kan være en fase?
Måske han også er påvirket af, din depression, din graviditet, at jeres datter ikke vil spise, og så er det måske bare hobet sig op hos ham?

Har i egentlig snakket med læge eller SP om hendes spisesituation, altså om de tror der er reel grund til bekymring? Jeg syntes Isabella har været igennem 117 forskellige faser mht. mad, så gad hun ingen mad, så gad hun alt mad, så gad hun ikke kød, så gad hun kun kød,og nu er det kun sovs osv.

Og så skal jeg liiiiiige hilse dig og fortælle at det IKKE er alle børn som bare sidder stille og accepterer alting!! Isabella brokker sig/skaber sig over ALT!! Bad, tøj, ble, sove, ALT!
Fik hun lov at bestemme, tonsede hun rundt, hele tiden, dag og nat

Først et kæmpe
Og så synes jeg helt ærligt at du skal banke meget hårdt i bordet hos din læge ang. Din datters helbred! Og det skal du blive ved med at gøre til du bliver taget seriøst - du er den der kender din datter bedst og et barn der ikke kan få luft, kan også være et barn uden appetit!!
Jeg er vokset op med astma i familen + har læst medicin og det lyder altså ikke til at være for godt!
Jeg håber at det medicin hun får nu vil hjælpe, men får hun kun den blå spray eller er det i kombi med den brune??
Og det med masken skal nok komme.. Den skal hun lige vænne sig til!!

Parholdet kan sgu engang imellem skrante helt vildt og med et barn der er syg og ikke vil spise kan få de fleste til at være frustrede og så går det ud over kæresten/manden...!!
Og det med sexen, ja det blir der sgu heller ikke dyrket ret meget af herhjemme og er ikke blevet det ret meget siden jeg fandt ud af jeg var gravid. - vi er bare nogen der ikke magter det

Håber alt går godt med jer!

Hilsen en der også har et barn med mega krudt i røven

Anonym skriver:

Jeg er anonym for ikke at kunne hænges op på noget, men det rører mig ikke hvis i kan genkende mig, det er mere udenfor baby. Men undlad venligst at skrive mit brugernavn her, hvis i kan genkende mig.

Synes det hele ramler i dag! For det første er jeg på orlov fra studiet pga. svær depression. Og der er bare så mange, som ikke forstår det - fordi jeg ikke er prototypebilledet af en person med sådan en! Jeg har mange, stærke forsvarsmekanismer, og vil jeg undgå at føle noget, så kan jeg - Det vil sige at jeg føler mig BLANK i hverdagen. Jeg går ikke og føler mig nede i kulkælderen, men jeg føler mig ikke glad heller. Bare blank "numb" og følelsesløs. Jeg er påvirket på den måde jeg er meget træt, jeg får ikke lavet en skid, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget, men jeg går ikke rundt og tuder hele dagen. Derfor er der mange, som nærmest ikke tror på jeg har en depression, og det er mega hårdt! "Nå men er det så bare ikke noget stress over hverdagens ting og sager?" - NEJ, det er det ikke! Der er så mange måder en depression kan komme til udtryk på, og der er ikke et færdigt facit. Det ved jeg, for det er en del af det jeg studerer. Og har jo desuden også fået det fastslået professionelt.

Så er jeg gravid med vores nr. 2, og det går bare dejligt! Men på det seneste synes jeg parforholdet halter. Vi er stærke nok til ikke at gå fra hinanden, men stemningen er bestemt ikke god. Nogen dage bedre end andre. Jeg har mistet min sexlyst både pga. depression og graviditet, og kæresten klager ikke, men jeg ved da godt det er træls. Jeg prøver virkelig, men savner at han selv ligger op til det. Og så går vi nogen dage og småskændes. Og jeg siger til ham HVER gang at han må tage det i sig foran vores datter, og det lykkes som regel også, men andre gange er han så pisse hellig "jeg taler da i et helt normalt toneleje". Øh nej, det gør du ikke! Og det er min absolut hovedregel: ALDRIG dårlig stemning foran vores datter!!! (1 år). Det er nok værre hos så mange andre, og det er ikke voldsomt her, men det er så træls.

Jeg er god til at sige undskylde, hvis det er mig der har snerret eller været urimelig, men han er virkelig bare en engel i egne øjne, som ikke kan gøre noget galt! I dag skulle vi til dåb hos en af mine nærmeste veninder, og han har ikke gjort andet end være negativ siden han sagde ja til at komme emd (og det var et frivilligt valg!). Åh kunne han ikke bare blive hjemme, behøvede han tage med, kunne jeg ikke bare selv. I 2 uger!! Og så tager man den op med ham, og så aaaner han selvfølgelig ikke havd jeg taler om, og det er selvføøølgelig bare mig, der er galt på den. Jeg bliver vanvittig, for sådan er det hele tiden, uanset om det er åbenlyst for enhver idiot, at det er HAM der har gjort noget galt!

Og så vores datter.. Min lille prinsesse! I flere måneder har vi haft problemer med hun madstrejker (og vi har ikke en generel dårlig stemning hjemme, så det er ikke derfor). Til 1 års undersøgelsen var hun flot normalvægtig, men var faldet ret hurtigt 2 streger på kurven, så det skulle vi holde øje med. Og hun spiser fortsat dårligt - Jeg har vejet hende selv, 3 uger efter den vejning, og hun har tabt sig et par 100 gram. Jeg er så bekymret, jeg ved ikke havd jeg skal gøre!

Selv hendes livretter vil hun ikke spise. Og alle fremgangsmåder er prøvet, vi spiser sammen med hende, så det ligesom er en familiebegivenhed, vi har prøvet at fodre hende, og at hun selv sidder 100% med maden. Vi fokuserer ikke på det, men snakker bare almindelig dagligdags ting, så vi ikke sidder og stirrer på hende og ligger pres på, for det er vi imod. Al slags mad er prøvet! Og jeg er ved at være syg af bekymring! Så tager hun det måske ind i munden og siger "mmm", så tygger hun på det lidt, og spytter det så ud.

I dag har hun spist: 1 lille portion havregrød. Under en kvart skive rugbrød. En stor portion yoghurt og en godnatflaske. Yoghurten var det eneste hun gad, men så kastede hun så op her til aften så det kom op igen!

Jeg VED virkelig ikke hvad vi skal gøre, for vi kan ikke tvinge hende til at spise, men en pige på knap 10 kilo og 75 cm med krudt i røven kan altså ikke leve af så lidt mad!! Nu i dag har hun så haft tynd mave og her til aften en gang projektilopkast, men til daglig har hun ikke maveproblemer på den måde.

Og på samme tid er jeg bare generelt bekymret for min smukke elskling. Under graviditeten gik vi til check fra uge 35 fordi hendes hjerte slog for hurtigt (typisk mellem 160-200 slag pr minut), men de fandt aldrig ud af hvorfor, "sådan var det bare". Når jeg har bedt dem checke det, når vi har været til lægen for noget andet siger de bare: "Jo, det lyder fint nok, altså det slår lidt hurtigt lige nu, men hun render jo også så meget rundt"

Vi har rendt til læge i tide og utide de sidste måneder pga. generel voldsom hoste, først den anden dag blev vi taget seriøst og hun får nu airomir i maske. Men synes stadig hun hoster en del og nogen gange trækker vejret underligt, men i følge lægen fejler hun ikke noget. jeg bliver bare ved med at være bange for hvis hun nu fejler noget alvorligt, især nu hvor hun ikke spiser!

Og så synes jeg bare hun er så sur for tiden! Hun er en stædig hidsigprop, sådan har hun altid været, men synes hun er generelt meget sur og brokkende.... Hun har selvfølgelig glade stunder, men det er bare som om noget generer hende, og jeg føler mig magtesløs, for hvad skal jeg gøre? Vi laver de ting hun elsker, vi leger og griner, men hun er bare så sur og tvær

Og så føler jeg mig bare som en LORTEmor når hun skal gøres sengeklar, for der er jo SLET ikke noget hyggeligt over puttetid, når man
a. Skal have masken, som man græder helt vildt over, selvom man får lov at lege med den og blive fortrolig med den
b. skal have børstet tænder som man IKKE vil og derfor hidser sig op
c. Skal have skiftet ble og nattøj på som man IKKE vil, fordi man bliver hidsig!

Og så ser man alle de her andre mødre, som kan sidde med deres børn på skødet og læse godnathistorie eller hygge med en tegnefilm, men vores pige sidder ALDRIG stille, ALDRIG! Hun gider ikke! Hun vil gå rundt, udforske, opdage, lege, hun vil ikke sidde på numsen og hygge, end ikke et par sekunder, og igen føler jeg at jeg må gøre noget galt, for de andre mødre spørger hele tiden hvorfor vi ikke gør den slags, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tvinge barnet til noget, som hun ikke har tålmodighed til.

Så alt i alt er det noget lort! Jeg savner min glade og lykkelige pige med den gode appetit, som jeg kunne have en dejlig stund med før sengetid. Nu ramler det hele bare

Har ikke lige tid til at svare på det hele - du får lige en krammer og så vil jeg bare lige trøste dig med at det bestemt ikke er alle babyer/småbørn er der gode til at sidde stille. 
Mila er 10½ måneder og tonser rundt konstant. Jeg kan måske få hende til at sidde stille på skødet af mig i HØJST 5 minutter hvis hun er træt eller koncentreret, men der skal helst ske noget hele tiden.

Så din datter er ikke "mærkelig" på det område 

Jeg har før tænkt dette om dine tidligere opslag. Du skal ganske enkelt tro noget mere på dig selv, specielt som mor! Du skal stå ved dine valg, og tro på det er det bedste for din datter. 

Du gør det super godt:-) Du har den kærlighed og omsorg der er vigtig. 

Mænd er til tider nogle fjolser.... Men det ved vi jo alle:-)

Stort knus til dig. Jeg vil på ingen måde nedvurdere de problemer, du beskriver, men tænker, at det også er et typisk symptom på depression, at små bump på vejen vokser sig store i ens bevidsthed. Jeg har "opdaget" de gange, jeg selv har været deprimeret, at verden var et ulykkeligt sted, at mit ægteskab var noget møg, og at vi på ingen måde var gode forældre. Og det har netop været på den der passive, "numb" måde, du beskriver - ingen dyb fortvivlelse, blot en nøgtern konstatering. 

Senere har jeg jo opdaget, at det ikke hang sådan sammen, uden at noget ydre havde forandret sig - det var mig, der oplevede alt anderledes. Der kommer du også til - og i mellemtiden må du tage et problem ad gangen - din datters spisevaner m.v. er jo en objektiv sag, som du kan handle på qua SP eller læge - og prøve ikke at lægge for megen energi i skuffelser, der måske ikke går i opfyldelse. Lad sexlivet ligge for en tid - det er jo helt naturligt, at det ikke fungerer lige nu - og pas på dig selv. 

modesty skriver:

Det lyder ikke sjovt. 

Hvis jeg må tillade mig at spørge: Jeg er godt klar over at I gerne vil have mange børn (jeg ved godt hvem du er), men hvorfor har I valgt at få et barn til når du har en depression? Jeg tænker at det må være en ekstra belastning for situationen at få endnu en baby oveni en lille og meget krævende datter plus en depression? I kunne jo sagtens have ventet et par år og nået at få de børn i gerne vil have.

M.h.t. jeres pige: Jeg ved godt at du siger at I ikke lader jeres problemer vise foran hende. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at hun måske opfanger at der er noget der ikke er som det skal være? Selvom vi voksne skjuler hvordan vi har det, så er de børn bare så sindssygt observante.

Derudover ligger der jo et tigerspring cirka nu, som min søn har reageret på ved at være ekstra hidsig (gider absolut heller ikke skiftes og have tøj af og på) og sove ustabilt. Men det varede kun halvanden uges tid cirka og jeres spiseproblemer har efterhånden varet noget tid, ikke? (selvom tigerspringet er slut nu, bliver han stadig sur over at skulle skiftes og have tøj på - jeg tror at det hænger sammen med at han ikke gider at blive "styret" - han vil bestemme selv)

Min søn sidder heller ALDRIG stille. At sidde med ham på skødet med en bog er helt udelukket. Så det skal du altså ikke være så ked af.

Jeg går ud fra at du går til psykolog? Går I også til parterapi? Hvis ikke, vil jeg virkelig anbefale det. Vi har været meget glade for det herhjemme. Det har hjulpet os til at få kommunikationen til at fungere bedre og skabe en bedre stemning i hverdagen når begge parter er i underskud.

Jeg håber at I kommer igennem jeres udfordringer. 

Så er jeg ved computer -jeg var på fra mobil da jeg svarede dig i aftes, og var ramt af en hård gang carpaltunnel-syndrom, så det gjorde for nas at mobiltaste

Jeg vil lige vende tilbage til det med at få en mere nu, som en mere nævner. For det første vil jeg sige, jeg synes det er lidt ærgerligt det er noget man hører så meget for, når man vælger at få dem tæt. Dernæst er mit livs lyspunkt(er) mit barn(børn), og jeg er ikke i tvivl om, at selvom det bliver hårdt, så skal vi nok klare den. Til daglig var vi det rigtig godt sammen og er et stærkt par der støtter hinanden, og jeg er altid i stand til at finde styrken til de ting jeg SKAL klare - og for mig er familie number one. Jeg kunne for så vidt gladeligt være hjemmegående husmor, hvis det gav mening økonomisk, fordi det at være en familie og mor er et og alt for mig. Så det er depression ikke en hindring for!

Du kan sagtens have ret i, at hun fornemmer det, og det har jeg også haft det skidt med. Jeg tror dog ikke, at det udelukkende kan være det, baseret på, at hendes "vredesproblemer" har stået på meget længere end vores nuværende mindre down-periode i forholdet, så det kan klart være en faktor, men ikke den fulde forklaring.

Håber meget af det er tigerspring, som du nævner.. Men jeg har nu alligevel igen forsøgt at tage fat i min SP omkring det med maden, for lige det aspekt er sgu noget skidt for det lille pus :/ Især når hun forbrænder så meget. Men så må jeg nok sige til mig selv - med det andet - at et er en fase. Som alt andet! I det mindste er hun så begyndt at sove godt om natten og falder hurtigt i søvn, så det er om ikek andet et plus

Ja, jeg får hjælp til min depression. Men vi går ikke til parterapi - det kan godt ske vi skulle se på det, så vi ikke ramler ind i sådan en dårlig-spiral periode. I dag, hvor tingene ser lidt lysere ud, prøver jeg dog også at sige til mig selv, at der har været meget pres på på det seneste. Min kæreste har arbejdet under en deadline, og har ikke haft tid til mig eller vores datter, og det tror jeg har presset os begge. Men det er ovre i dag, så jeg håber det kan gå fremad nu..

Tak for dit svar!

mth1987 skriver:

Først ska du da lige ha en krammer jeg står selv med en depression der har været på sit højeste i et halvt år nu og det er absolut ikk sjovt.  Der er ikk mange der kan sætte sig ind i det og dem der prøver lyder bare bedrevidende (ved godt de mener det kærligt) så det er så svært at skulle dele dine følelser for personer der ikk står eller har stået i samme situation...  Mht til din datter der ikk gider spise har vi haft samme problem i den alder og har det stadig omkring aftensmaden. Der var nogle dage hvor hun måske kun gad mælk og meget lidt andet og så måtte vi jo bare øse alt det mælk på hende hun ville så hun der hvert fald fik lidt. Jeg er sikker på din datter vokser fra det men det er møg hårdt når man er i det og det kan vare længe. Og med din dep og graviditet gør det da ikk nemmere at håndtere plus du så også har det lidt øv i parforholdet. 

Tak for svar og kram Det er nemlig rigtig svært, og selvfølgelig er det svært at forstå når man ikke har stået i det, men der er bare så mange som skal gøre sig kloge på noget de faktisk ikke ved noget om, og det er sørme provokerende :/

Jeg håber det med spisningen også går over hos os. Har forsøgt at sige til mig selv det er en fase, men når hun så også taber sig lidt og pt ikke er sit glade selv, så synes jeg alligevel det er lidt noget skidt

tanja. skriver:

Det er ikke så svært at vide hvem du er, du ved hvor jeg er hvis du har brug for en snak, et kram eller bare et par øre

Det er da os bare noget møg det hele lige skal ramle sammen

Tak søde

Frøken Christiansen skriver:

ved os godt hvem du er søde  

det er en virkelig svær situation du er i!

ved ikke om jeg kender det, men har selv haft en depression som lægen har hjulpet mig med men den lurer stadig under overfladen, og har en slags angst, hvis jeg er i et rum i lidt for længe af gangen føler jeg at jeg ikke kan trække vejret, er ved at gå i panik og bare har lyst til at tude

mht til parforholdet så minder dit meget om mit, det kan til tider køre men så engang imellem har jeg bare lyst til at være for mig selv da han kan være vildt belastende til tider! Du er velkommen til at skrive en PB hvis du lyster, vil gerne lytte

Tak for dit svar Er ked af du kender til det, for det ville jo være rarest hvis man ikke gjorde! Jeg tror nogen gange man ikke kan undgå at få de der lidt dumme perioder i forholdet, måske skal man bare lære at tackle dem bedst muligt. Nogen gange tror jeg det var bedre om vi herhjemme blev enige om, at så snakker vi bare ikke sammen et par timer, men hygger stille og roligt, i stedet for det andet pjat..