Jeg er anonym for ikke at kunne hænges op på noget, men det rører mig ikke hvis i kan genkende mig, det er mere udenfor baby. Men undlad venligst at skrive mit brugernavn her, hvis i kan genkende mig.
Synes det hele ramler i dag! For det første er jeg på orlov fra studiet pga. svær depression. Og der er bare så mange, som ikke forstår det - fordi jeg ikke er prototypebilledet af en person med sådan en! Jeg har mange, stærke forsvarsmekanismer, og vil jeg undgå at føle noget, så kan jeg - Det vil sige at jeg føler mig BLANK i hverdagen. Jeg går ikke og føler mig nede i kulkælderen, men jeg føler mig ikke glad heller. Bare blank "numb" og følelsesløs. Jeg er påvirket på den måde jeg er meget træt, jeg får ikke lavet en skid, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget, men jeg går ikke rundt og tuder hele dagen. Derfor er der mange, som nærmest ikke tror på jeg har en depression, og det er mega hårdt! "Nå men er det så bare ikke noget stress over hverdagens ting og sager?" - NEJ, det er det ikke! Der er så mange måder en depression kan komme til udtryk på, og der er ikke et færdigt facit. Det ved jeg, for det er en del af det jeg studerer. Og har jo desuden også fået det fastslået professionelt.
Så er jeg gravid med vores nr. 2, og det går bare dejligt! Men på det seneste synes jeg parforholdet halter. Vi er stærke nok til ikke at gå fra hinanden, men stemningen er bestemt ikke god. Nogen dage bedre end andre. Jeg har mistet min sexlyst både pga. depression og graviditet, og kæresten klager ikke, men jeg ved da godt det er træls. Jeg prøver virkelig, men savner at han selv ligger op til det. Og så går vi nogen dage og småskændes. Og jeg siger til ham HVER gang at han må tage det i sig foran vores datter, og det lykkes som regel også, men andre gange er han så pisse hellig "jeg taler da i et helt normalt toneleje". Øh nej, det gør du ikke! Og det er min absolut hovedregel: ALDRIG dårlig stemning foran vores datter!!! (1 år). Det er nok værre hos så mange andre, og det er ikke voldsomt her, men det er så træls.
Jeg er god til at sige undskylde, hvis det er mig der har snerret eller været urimelig, men han er virkelig bare en engel i egne øjne, som ikke kan gøre noget galt! I dag skulle vi til dåb hos en af mine nærmeste veninder, og han har ikke gjort andet end være negativ siden han sagde ja til at komme emd (og det var et frivilligt valg!). Åh kunne han ikke bare blive hjemme, behøvede han tage med, kunne jeg ikke bare selv. I 2 uger!! Og så tager man den op med ham, og så aaaner han selvfølgelig ikke havd jeg taler om, og det er selvføøølgelig bare mig, der er galt på den. Jeg bliver vanvittig, for sådan er det hele tiden, uanset om det er åbenlyst for enhver idiot, at det er HAM der har gjort noget galt!
Og så vores datter.. Min lille prinsesse! I flere måneder har vi haft problemer med hun madstrejker (og vi har ikke en generel dårlig stemning hjemme, så det er ikke derfor). Til 1 års undersøgelsen var hun flot normalvægtig, men var faldet ret hurtigt 2 streger på kurven, så det skulle vi holde øje med. Og hun spiser fortsat dårligt - Jeg har vejet hende selv, 3 uger efter den vejning, og hun har tabt sig et par 100 gram. Jeg er så bekymret, jeg ved ikke havd jeg skal gøre!
Selv hendes livretter vil hun ikke spise. Og alle fremgangsmåder er prøvet, vi spiser sammen med hende, så det ligesom er en familiebegivenhed, vi har prøvet at fodre hende, og at hun selv sidder 100% med maden. Vi fokuserer ikke på det, men snakker bare almindelig dagligdags ting, så vi ikke sidder og stirrer på hende og ligger pres på, for det er vi imod. Al slags mad er prøvet! Og jeg er ved at være syg af bekymring! Så tager hun det måske ind i munden og siger "mmm", så tygger hun på det lidt, og spytter det så ud.
I dag har hun spist: 1 lille portion havregrød. Under en kvart skive rugbrød. En stor portion yoghurt og en godnatflaske. Yoghurten var det eneste hun gad, men så kastede hun så op her til aften så det kom op igen!
Jeg VED virkelig ikke hvad vi skal gøre, for vi kan ikke tvinge hende til at spise, men en pige på knap 10 kilo og 75 cm med krudt i røven kan altså ikke leve af så lidt mad!! Nu i dag har hun så haft tynd mave og her til aften en gang projektilopkast, men til daglig har hun ikke maveproblemer på den måde.
Og på samme tid er jeg bare generelt bekymret for min smukke elskling. Under graviditeten gik vi til check fra uge 35 fordi hendes hjerte slog for hurtigt (typisk mellem 160-200 slag pr minut), men de fandt aldrig ud af hvorfor, "sådan var det bare". Når jeg har bedt dem checke det, når vi har været til lægen for noget andet siger de bare: "Jo, det lyder fint nok, altså det slår lidt hurtigt lige nu, men hun render jo også så meget rundt"
Vi har rendt til læge i tide og utide de sidste måneder pga. generel voldsom hoste, først den anden dag blev vi taget seriøst og hun får nu airomir i maske. Men synes stadig hun hoster en del og nogen gange trækker vejret underligt, men i følge lægen fejler hun ikke noget. jeg bliver bare ved med at være bange for hvis hun nu fejler noget alvorligt, især nu hvor hun ikke spiser! 
Og så synes jeg bare hun er så sur for tiden! Hun er en stædig hidsigprop, sådan har hun altid været, men synes hun er generelt meget sur og brokkende.... Hun har selvfølgelig glade stunder, men det er bare som om noget generer hende, og jeg føler mig magtesløs, for hvad skal jeg gøre? Vi laver de ting hun elsker, vi leger og griner, men hun er bare så sur og tvær
Og så føler jeg mig bare som en LORTEmor når hun skal gøres sengeklar, for der er jo SLET ikke noget hyggeligt over puttetid, når man
a. Skal have masken, som man græder helt vildt over, selvom man får lov at lege med den og blive fortrolig med den
b. skal have børstet tænder som man IKKE vil og derfor hidser sig op
c. Skal have skiftet ble og nattøj på som man IKKE vil, fordi man bliver hidsig!
Og så ser man alle de her andre mødre, som kan sidde med deres børn på skødet og læse godnathistorie eller hygge med en tegnefilm, men vores pige sidder ALDRIG stille, ALDRIG! Hun gider ikke! Hun vil gå rundt, udforske, opdage, lege, hun vil ikke sidde på numsen og hygge, end ikke et par sekunder, og igen føler jeg at jeg må gøre noget galt, for de andre mødre spørger hele tiden hvorfor vi ikke gør den slags, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tvinge barnet til noget, som hun ikke har tålmodighed til.
Så alt i alt er det noget lort! Jeg savner min glade og lykkelige pige med den gode appetit, som jeg kunne have en dejlig stund med før sengetid. Nu ramler det hele bare 
