Hjælp - hun skaber sig konstant......

Er det ikke også 'bare' lidt a'la The terrible twoes?

Min datter på 2 år, er også begyndt at skabe lidt sine egne meninger, vil gerne have lov at være med til at bestemme ting (tit ting som ikke skal diskuteres ) osv.Og nej, hun er altså heller ikke en fryd at være sammen med nogle gange ...... og så det pænt sagt!

"Det en fase, det en fase, det en fase" - Den mantra kører tit i mit hoved

Bare min tanke

Evt link

 

Frk. Himmelblå skriver:

Uha, det er ikke nemt...

Synes nu alligevel, det kan være en god idé at få sp ind over. De har som regel nogle gode råd og erfaring at dele ud af.

Hvis du overhovedet kan finde overskuddet, så prøv om du ikke kan forsøge med 48 timer, hvor den kun står på positivitet fra din side. Fx "Jeg kan se, du bliver rigtig vred nu. Det må være svært for dig. Men jeg vil nu gerne kramme alligevel" og i den dur. Lidt trækken på smilebåndet og en masse ros.. Det kan jo være, I "bare" er kørt godt og grundigt sur i det, og så er det svært at bryde cirklen af frustrationer...

Hvad med et "Det her er da ikke særligt sjovt lige nu, - skal vi to ikke tage en tur i svømmehallen" eller noget i den dur. Her i huset plejer det at virke med ekstra omsorg, når der er pjevs og frustrationer ud over det sædvanlige.

Håber, I snart kan få det bedre sammen

Meget enig med ekstra omsorg. Man er meget lille når man er 2 år og det kan være svært at håndtere følelserne. Har du prøvet at læse brevkassens på netsundhedsplejerske.dk? Den har jeg brugt en del i de perioder, hvor min datter er smeltet fuldstændig sammen og vi har været desperate herhjemme.

Hvordan er jeres samvær iøvrigt? Altså hvor mange dage hvert sted?

Frk. Himmelblå skriver:

Til TS, - jeg tænker faktis noget af det samme, som beskrevet her ovenfor... 

Meget enig

JustMe skriver:

Jeg synes, det lyder som et råb om hjælp, og ikke som om hun "skaber" sig. (Er det virkelig at skabe sig, når man som 2-årig giver udtryk for sine følelser??). Jeg tror nærmere at problemet ligger i, at en 50-50 ordning ikke er særligt hensigtsmæssigt for et så lille barn (for det er hun stadig i min verden). Hun har jo ikke en reel chance for at finde ud af, hvor hun reelt hører hjemme, og det kan sagtens være det, hun reagerer så kragtigt på. De fleste mennesker har brug for en fast base og så kan de have sekundære derudover; jeg ville bestemt ikke føle mig tilpas, hvis jeg skulle have 2 faste baser, og jeg ville ikke kunne falde ordentligt til ro, tror jeg.

Så min ærlige mening er, at jeg synes du skal se nærmere på, hvordan hun har det hos sin far. Er det en reaktion på at være hos ham, eller er det "bare" en reaktion på at blive kastet frem og tilbage mellem mor og far? For sådan kan det godt føles for sådan en lille størrelse, og det er altså ikke optimalt. Du skriver, at hun bliver mere "normal" efter de første 4 dage...har i hende en uge hver? ...og hvordan er hun de sidste 3 dage?

Mht. timeout, bryder jeg mig ikke om det til så små børn. Kunne det ikke tænkes at hendes fortsatte gråd i time out'en samt det, at hun kalder på dig reelt er et udtryk for, at hun savner dig og har brug for dig til at hjælpe hende af med frustrationerne? Det hjælper 5 minutter alene i en krog ikke på  Små børn kan godt få stress (og med sådan en deleordning er det nok endnu nemmere at få), så det kan godt tænkes, at hendes voldsomme reaktioner skyldes, at hendes indre er kaos. Vi kender det fra os selv...har vi en indre uro pga. stress eller stressende omstændigheder, så skal det ikke særligt meget til at vælte læsset.

Hvordan er hun ellers? Falder hun fint i søvn, sover uden uro, spiser fint osv?

Tak for svar. 

Hun er helt sikkert forvirret mht at bo 2 steder, og det er ikke en optimal ordning for hende, men hvad kan jeg gøre? Jeg gør alt for at samarbejdet kører. Og jeg mener hun har brug for både mor og far, men hvis jeg slæber ham i statsforvaltningen, signalerer det jo ikke at jeg mener hun har brug for en mor og en far? 

 

Og jo hun er lille, men dagplejeren siger også at hun bare skaber sig, da det er uden tårer, hun "lader" som om hun græder.

Ud over det, så ja hun sover FANTASTISK, spiser og leger osv. 

modesty skriver:

Det lyder som om at han måske siger nej i første omgang, men giver hende hendes vilje når han ikke kan stå imod længere. Når hun så kommer til dig, bliver hun forvirret og vred over at du står fast. Indtil hun har vænnet sig til det igen efter de fire dage. 

Det lyder som om at det er afgørende at en eller anden kommer igennem til hendes far, så I kan få sat nogle fælles retningslinjer. Og det skal nok ikke være dig. En anden nævner SP'en. Kan det være en mulighed at få SP'en til at tage en snak med faren? Måske vil han åbne op overfor hende på en måde han ikke vil til dig. Og det er selvfølgelig vigtigt at hun ikke siger ting videre til dig hvis han ikke vil have det.

 

Måske et dumt spørgsmål, men kan man stadig ringe til SP? Hun har jo ikke set hende siden hun var 8 mdr. el lign? 

JustMe skriver:

Jeg synes, det lyder som et råb om hjælp, og ikke som om hun "skaber" sig. (Er det virkelig at skabe sig, når man som 2-årig giver udtryk for sine følelser??). Jeg tror nærmere at problemet ligger i, at en 50-50 ordning ikke er særligt hensigtsmæssigt for et så lille barn (for det er hun stadig i min verden). Hun har jo ikke en reel chance for at finde ud af, hvor hun reelt hører hjemme, og det kan sagtens være det, hun reagerer så kragtigt på. De fleste mennesker har brug for en fast base og så kan de have sekundære derudover; jeg ville bestemt ikke føle mig tilpas, hvis jeg skulle have 2 faste baser, og jeg ville ikke kunne falde ordentligt til ro, tror jeg.

Så min ærlige mening er, at jeg synes du skal se nærmere på, hvordan hun har det hos sin far. Er det en reaktion på at være hos ham, eller er det "bare" en reaktion på at blive kastet frem og tilbage mellem mor og far? For sådan kan det godt føles for sådan en lille størrelse, og det er altså ikke optimalt. Du skriver, at hun bliver mere "normal" efter de første 4 dage...har i hende en uge hver? ...og hvordan er hun de sidste 3 dage?

Mht. timeout, bryder jeg mig ikke om det til så små børn. Kunne det ikke tænkes at hendes fortsatte gråd i time out'en samt det, at hun kalder på dig reelt er et udtryk for, at hun savner dig og har brug for dig til at hjælpe hende af med frustrationerne? Det hjælper 5 minutter alene i en krog ikke på  Små børn kan godt få stress (og med sådan en deleordning er det nok endnu nemmere at få), så det kan godt tænkes, at hendes voldsomme reaktioner skyldes, at hendes indre er kaos. Vi kender det fra os selv...har vi en indre uro pga. stress eller stressende omstændigheder, så skal det ikke særligt meget til at vælte læsset.

Hvordan er hun ellers? Falder hun fint i søvn, sover uden uro, spiser fint osv?

Jeg tænker det samme om en 50/50 ordning.. Jeg ville også selv blive bims 

Vi har selv haft den periode herhjemme med Isabella som fylder 2 her i oktober, men det har slet ikke været så slemt som TS skriver  Hun kan stadig blive sur hvis hun får et nej - man har vel arvet sin mors temperament 

Nu har jeg selv set hvordan min kæreste kan give efter herhjemme, måske det er det samme med hendes far, så hun bliver forvirret over ikke at må 

Anonym skriver:

Jeg har desperat brug for hjælp. 

Jeg har en datter på godt 2 år, som jeg deler 50% med hendes far. 

På det sidste har hun skabt sig konstant - det er ikke engang hyggeligt og være sammen med hende mere, hun tager ALT min energi. 

Hver gang jeg siger ordet nej, græder og skriger hun, og når jeg så siger hun skal stoppe eller smider hende i time out råber hun bare "moar" "moar" men jeg kan ikke få hende til og stoppe med og græde. - hun kan blive ved i evigheder og ødelægger næsten hver dag. Jeg kan ikke tage hende med nogle steder, vi kan intet gøre, vi er nærmest "låst" inde pga hendes opførsel. 

What to do? Jeg bliver snart sindssyg.....

Hun plejer ikke og være sådan, men det er virkelig ikke til og holde ud mere....

Det lyder som min dreng da han var 2. Jeg gik fra hans far da han var 1½ og vi delte ham også 50%. 

Hold op hvor var det en hård tid!! 

Han kunne VIRKELIG have nogle hidsige ture! Hvor man blir helt forskrækket og tænker, hvor kommer det der lige fra.. 

Nu er han altså næsten 5 og jeg er 100 på at det handlede om vores situation. Jeg bildte mig ind at vores dreng duede til en 50/50, men det var altså ikke tilfældet. Der er faldet MEGET mere ro over ham efter min dreng fik et fast sted (hos mig og min kæreste) og "desværre" kun er hos sin far hver anden weekend. 
Der var simpelthen for mange skift, og det gjorde noget ved ham, selvom selve hente/bringe-situationerne var fine, så var efterreaktionerne voldsomme.

Ved self ikke om det er derfor. Men det eneste du kan gøre er at rumme din datters frustration. Lad hende rase af uden at lade dig smitte af det (selvom det er svært af og til, når éns eget overskud er dalene). Vigtige ord; rum dit barns følelser. 

 I kommer over på den anden side. 

Anonym skriver:

Jeg har desperat brug for hjælp. 

Jeg har en datter på godt 2 år, som jeg deler 50% med hendes far. 

På det sidste har hun skabt sig konstant - det er ikke engang hyggeligt og være sammen med hende mere, hun tager ALT min energi. 

Hver gang jeg siger ordet nej, græder og skriger hun, og når jeg så siger hun skal stoppe eller smider hende i time out råber hun bare "moar" "moar" men jeg kan ikke få hende til og stoppe med og græde. - hun kan blive ved i evigheder og ødelægger næsten hver dag. Jeg kan ikke tage hende med nogle steder, vi kan intet gøre, vi er nærmest "låst" inde pga hendes opførsel. 

What to do? Jeg bliver snart sindssyg.....

Hun plejer ikke og være sådan, men det er virkelig ikke til og holde ud mere....

Nu har jeg ik læst tråden og der er sikkert andre der er kommet med det råd.
Et barn kan ik rumme ordet "nej"..
Prøv at undlad så vidt muligt at bruge det
Fx. Hvis hun vil lege med perler og det ik lige passer, så i stedet for at sige nej, så sig "du kan tegne istedet for".. Bare et eksempel.. Det var ihvertfald det vi fik afvide med vores datter.. Hende har vi virkelig også kæmpet med og har gået til nogle samtaler, hos en familieterapeut.. Jeg gik til vores sp og bad om hjælp og hun sendte os videre dertil.. Det er 100% anonymt, altså de skriver ik noget ned eller noget. Prøv at undersøg om det er noget der er i din kommune, for er hun så stædig, bliver det jo kun værre, når hun kommer i trodsalderen

Anonym skriver:

Måske et dumt spørgsmål, men kan man stadig ringe til SP? Hun har jo ikke set hende siden hun var 8 mdr. el lign? 

Ja, det kan man godt. 

Til TS.

 

Tror IKKE på at så små børn kan rumme en 50/50.

Og du skriver et sted at du vil samarbejde, og du er sikkert bange for ballade hvis du laver om på ordningen. Men det nytter ikke noget, at det bliver på bekostning af jeres datter. I er de voksne er skal træffe de valg der er bedst for jeres datter. Og hvis det bedste, er en anden ordning hvilket det lyder til. Så er det, det du skal gøre uden at tøve. I ødelægger jeres datter på den måde. 

Og du kunne prøve at tale med din datters far først, det jo  ikke altid en nødvendighed at stats forvaltningen skal indover, hvis I kan tale om det stille og rolig. Din datters far vil måske ikke først af med den nuværende ordning. Da det jo vil betyde mindre samvær til ham hvis det er ved dig hun skal have sin faste base. MEn samvær kan jo strikkes sammen på mange måder. Blandet andet kunne han have hende hver anden uge fra torsdag til søndag eller fredag til mandag eller alm fra fredag til søndag og så en enkelt dag i den modsatte uge, mulighederne er mange. Lige nu lyder det bare ikke til at 50/50 er en mulighed for jer, som   fungere. 

Tænk på din datter og gør noget ved det. Hun fortjener ikke at være kastebold på den måde og slet ikke når hun er så lille. 

Held og lykke med alt ting. Jeg håber I finder den løsning der passer lige til jer og som kan give jeres lille pige ro og fred i sindet og blive en glad lille pige. 

PS På statsforvaltningen kan man få børnesamkyndig rådgivning, uden at det er statsforvaltningen der træffer afgørelser. Men rådgivning til at udarbejde løsninger og en der kan komme med gode imput og hjælpe jer på rette vej. 

Knus fra Carolines mor