Hjælp - hun skaber sig konstant......

Anonym skriver:

Tak for svar 

 

Det har stået på et par måneder. - hun skaber sig når hun hører ordet nej, eller når der er noget hun vil, som hun får af vide hun ikke må. 

Hver gang hun ikke får sin vilje. Og jeg gør hvad jeg kan, virkelig. Jeg er heller ikke selv FOR timeout, men der er ingen anden udvej, da hun bliver ved med og skrige/græde.

Al opmærksomhed hun får er efterhånden negativ, og det syntes jeg ikke det skal være. 

Er helt ødelagt og kan tit græde fordi jeg føler mig så frustreret...

når det er fordi hun bliver sur over du siger nej, synes jeg bare du skal være konsekvens, hvis du virkelig ikke vil have det.

nogle gange skal man også lige tænke om det er en kamp der er værd at tage

herhjemme er det sådan at hvis jeg siger nej og hun smider jeg ned på gulvet og skriger, så fortæller jeg hende at jeg ikke gider høre og se på det, at det er fint hun er sur fordi hun ikke må, men at hun så må sidde ude i køkkenet og være sur. så sætter jeg hende ud i køkkenet hvis det ikke hjælper. lader hende sidde nogle minutter og går ud og spørger om hun er færdig og om hun vil med ind og hygge.

det kan godt være nogle synes det er hårdt at gøre sådan mod børn, men det hjælper. 

lyder som om din datter er helt normal og bare skal prøve nogle grænser af. men ja det er pisse hårdt og man har lyst til at græde.

kæmpe knus

serinasmor skriver:

måske har i begge ret  

 

forstået på den måde at han da selvfølgelig siger nej - men ikke mener det og når hun bliver ked af det giver han efter .. 

 

forresten er det højest sandsynligt en fase ( her tog det ca 14 dage før hun forstod at nej var nej) .... men hvis nej ikke betyder nej hos far kan der godt gå lang tid før hun forstår at det gør det altså hos mor .. 

 

Jeg tror han giver meget efter, og det er det trælse ved det. 

Men ja det har varet et par måneder nu  og nu vil jeg ikke mere, det ødelægger mere end det gavner. Ihhhhh

mor-til-vanessa skriver:

når det er fordi hun bliver sur over du siger nej, synes jeg bare du skal være konsekvens, hvis du virkelig ikke vil have det.

nogle gange skal man også lige tænke om det er en kamp der er værd at tage

herhjemme er det sådan at hvis jeg siger nej og hun smider jeg ned på gulvet og skriger, så fortæller jeg hende at jeg ikke gider høre og se på det, at det er fint hun er sur fordi hun ikke må, men at hun så må sidde ude i køkkenet og være sur. så sætter jeg hende ud i køkkenet hvis det ikke hjælper. lader hende sidde nogle minutter og går ud og spørger om hun er færdig og om hun vil med ind og hygge.

det kan godt være nogle synes det er hårdt at gøre sådan mod børn, men det hjælper. 

lyder som om din datter er helt normal og bare skal prøve nogle grænser af. men ja det er pisse hårdt og man har lyst til at græde.

kæmpe knus

Jeg vil gerne have hun skal forstå at et nej er et nej. Præcis. 

Og ved godt jeg skal vælge mine kampe - og det gør jeg også, men det er ligemeget hvad jeg siger nej til så flipper hun skråt. 

Jeg plejer og sætte hende ud i gangen, men hun bliver ved med og skrige og råbe "moar" "moar" konstant. 

Det største problem er egentlig ikke at hun ikke forstår et nej, det største problem er at hun bliver ved med og skabe sig...... Dvs. der går evigheder før hun stopper med og græde.....

Anonym skriver:

Det er kun når jeg siger nej, eller hvis der er noget hun ikke må. 

Eller fx sådan noget så åndsvagt som at løfte hende op på stolen, hun kan gå HELT amok, MOAR jeg kan selv, altså alt hvad hun kan selv vil hun selv.

Hun er meget forud hendes alder og snakker bedre end et børnehave barn, og det tror jeg nogle gange også er en udfordring for hende, for hun ved slet ikke hvad halvdelen af det hun siger betyder. 

Time out har virket, men nu bliver hun bare ved med og græde i timeout, jeg kan ikke få hende til og stoppe igen. 

Jeg prøver og hygge med hende, se nogle tegnefilm osv. Og det kan vi også godt, men lige pludselig ændrer det hele sig og hun bliver sur....Ihhh det er hårdt..

åh det er bare den der kan selv vil selv fase. ja det er hårdt. 

men f.eks det med at du løfter hende op på stolen og hun bliver sur og siger hun vil selv, så synes jeg bare du skal sige ala "åh undskyld da, jeg glemte du var blevet en stor pige og godt kan selv" og så bare løfte hende ned igen så hun selv kan gøre det.

det gør jeg i hver fald. min datter kan også flippe ud over jeg kom til at åben døren fordi nu havde hun lige sat sig i hovedet at det skulle hun gøre. så starter vi bare forfra det tager i hver fald mange vredes udbrud.

ellers synes jeg bare du skal være konsekvens som det lyder du er. så må hun blive i sin timeout indtil hun stopper, hun skal nok stoppe. bare se til hende efter nogle minutter for at hører om hun er færdig. 

nogle dage er de nok bare sure og trætte ligesom vi selv kan være nogen gange. det er også okay, selvom det kan være opslidende. har du prøvet at spørge hvad hun kunne tænke sig at lave når hun bare lige pludselig bliver sur? måske hun lige pludselig har fundet på hun keder sig og ikke lige kan finde ud af at sige det

Anonym skriver:

Jeg vil gerne have hun skal forstå at et nej er et nej. Præcis. 

Og ved godt jeg skal vælge mine kampe - og det gør jeg også, men det er ligemeget hvad jeg siger nej til så flipper hun skråt. 

Jeg plejer og sætte hende ud i gangen, men hun bliver ved med og skrige og råbe "moar" "moar" konstant. 

Det største problem er egentlig ikke at hun ikke forstår et nej, det største problem er at hun bliver ved med og skabe sig...... Dvs. der går evigheder før hun stopper med og græde.....

er sikker på at hun på et eller andet tidspunkt bliver træt af at græde, og så kommer hun selv ind. det gør vanessa, og hun kan virkelig give mig grå hår. har bare sagt jeg ikke giver hører på det skrigeri og at vi kan hygge når hun bliver gad.

det er i hver fald det råd jeg kan give.

Anonym skriver:

Jeg vil gerne have hun skal forstå at et nej er et nej. Præcis. 

Og ved godt jeg skal vælge mine kampe - og det gør jeg også, men det er ligemeget hvad jeg siger nej til så flipper hun skråt. 

Jeg plejer og sætte hende ud i gangen, men hun bliver ved med og skrige og råbe "moar" "moar" konstant. 

Det største problem er egentlig ikke at hun ikke forstår et nej, det største problem er at hun bliver ved med og skabe sig...... Dvs. der går evigheder før hun stopper med og græde.....

hmmm .. har du prøvet at tage hende på skødet og - når hun er faldet ned- forklare hende hvorfor du siger nej ? ... 

fx JEG VIL HAVE KAGE - nej -*SKRIIIIIIG*-stilhed- du får ikke en kage for vi skal lave aftensmad om 5 minutter    

sikkert de første par gange fulgt af : JEG VIL HAVE KAGE - nej- *skrig* - du får ikke en kage nu for vi skal til at lave aftensmad- *skrig* - 

Anonym skriver:

Tak for svar 

 

Det har stået på et par måneder. - hun skaber sig når hun hører ordet nej, eller når der er noget hun vil, som hun får af vide hun ikke må. 

Hver gang hun ikke får sin vilje. Og jeg gør hvad jeg kan, virkelig. Jeg er heller ikke selv FOR timeout, men der er ingen anden udvej, da hun bliver ved med og skrige/græde.

Al opmærksomhed hun får er efterhånden negativ, og det syntes jeg ikke det skal være. 

Er helt ødelagt og kan tit græde fordi jeg føler mig så frustreret...

Uha, det er ikke nemt...

Synes nu alligevel, det kan være en god idé at få sp ind over. De har som regel nogle gode råd og erfaring at dele ud af.

Hvis du overhovedet kan finde overskuddet, så prøv om du ikke kan forsøge med 48 timer, hvor den kun står på positivitet fra din side. Fx "Jeg kan se, du bliver rigtig vred nu. Det må være svært for dig. Men jeg vil nu gerne kramme alligevel" og i den dur. Lidt trækken på smilebåndet og en masse ros.. Det kan jo være, I "bare" er kørt godt og grundigt sur i det, og så er det svært at bryde cirklen af frustrationer...

Hvad med et "Det her er da ikke særligt sjovt lige nu, - skal vi to ikke tage en tur i svømmehallen" eller noget i den dur. Her i huset plejer det at virke med ekstra omsorg, når der er pjevs og frustrationer ud over det sædvanlige.

Håber, I snart kan få det bedre sammen

Jeg synes, det lyder som et råb om hjælp, og ikke som om hun "skaber" sig. (Er det virkelig at skabe sig, når man som 2-årig giver udtryk for sine følelser??). Jeg tror nærmere at problemet ligger i, at en 50-50 ordning ikke er særligt hensigtsmæssigt for et så lille barn (for det er hun stadig i min verden). Hun har jo ikke en reel chance for at finde ud af, hvor hun reelt hører hjemme, og det kan sagtens være det, hun reagerer så kragtigt på. De fleste mennesker har brug for en fast base og så kan de have sekundære derudover; jeg ville bestemt ikke føle mig tilpas, hvis jeg skulle have 2 faste baser, og jeg ville ikke kunne falde ordentligt til ro, tror jeg.

Så min ærlige mening er, at jeg synes du skal se nærmere på, hvordan hun har det hos sin far. Er det en reaktion på at være hos ham, eller er det "bare" en reaktion på at blive kastet frem og tilbage mellem mor og far? For sådan kan det godt føles for sådan en lille størrelse, og det er altså ikke optimalt. Du skriver, at hun bliver mere "normal" efter de første 4 dage...har i hende en uge hver? ...og hvordan er hun de sidste 3 dage?

Mht. timeout, bryder jeg mig ikke om det til så små børn. Kunne det ikke tænkes at hendes fortsatte gråd i time out'en samt det, at hun kalder på dig reelt er et udtryk for, at hun savner dig og har brug for dig til at hjælpe hende af med frustrationerne? Det hjælper 5 minutter alene i en krog ikke på  Små børn kan godt få stress (og med sådan en deleordning er det nok endnu nemmere at få), så det kan godt tænkes, at hendes voldsomme reaktioner skyldes, at hendes indre er kaos. Vi kender det fra os selv...har vi en indre uro pga. stress eller stressende omstændigheder, så skal det ikke særligt meget til at vælte læsset.

Hvordan er hun ellers? Falder hun fint i søvn, sover uden uro, spiser fint osv?

Det lyder som om at han måske siger nej i første omgang, men giver hende hendes vilje når han ikke kan stå imod længere. Når hun så kommer til dig, bliver hun forvirret og vred over at du står fast. Indtil hun har vænnet sig til det igen efter de fire dage. 

Det lyder som om at det er afgørende at en eller anden kommer igennem til hendes far, så I kan få sat nogle fælles retningslinjer. Og det skal nok ikke være dig. En anden nævner SP'en. Kan det være en mulighed at få SP'en til at tage en snak med faren? Måske vil han åbne op overfor hende på en måde han ikke vil til dig. Og det er selvfølgelig vigtigt at hun ikke siger ting videre til dig hvis han ikke vil have det.

JustMe skriver:

Jeg synes, det lyder som et råb om hjælp, og ikke som om hun "skaber" sig. (Er det virkelig at skabe sig, når man som 2-årig giver udtryk for sine følelser??). Jeg tror nærmere at problemet ligger i, at en 50-50 ordning ikke er særligt hensigtsmæssigt for et så lille barn (for det er hun stadig i min verden). Hun har jo ikke en reel chance for at finde ud af, hvor hun reelt hører hjemme, og det kan sagtens være det, hun reagerer så kragtigt på. De fleste mennesker har brug for en fast base og så kan de have sekundære derudover; jeg ville bestemt ikke føle mig tilpas, hvis jeg skulle have 2 faste baser, og jeg ville ikke kunne falde ordentligt til ro, tror jeg.

Så min ærlige mening er, at jeg synes du skal se nærmere på, hvordan hun har det hos sin far. Er det en reaktion på at være hos ham, eller er det "bare" en reaktion på at blive kastet frem og tilbage mellem mor og far? For sådan kan det godt føles for sådan en lille størrelse, og det er altså ikke optimalt. Du skriver, at hun bliver mere "normal" efter de første 4 dage...har i hende en uge hver? ...og hvordan er hun de sidste 3 dage?

Mht. timeout, bryder jeg mig ikke om det til så små børn. Kunne det ikke tænkes at hendes fortsatte gråd i time out'en samt det, at hun kalder på dig reelt er et udtryk for, at hun savner dig og har brug for dig til at hjælpe hende af med frustrationerne? Det hjælper 5 minutter alene i en krog ikke på  Små børn kan godt få stress (og med sådan en deleordning er det nok endnu nemmere at få), så det kan godt tænkes, at hendes voldsomme reaktioner skyldes, at hendes indre er kaos. Vi kender det fra os selv...har vi en indre uro pga. stress eller stressende omstændigheder, så skal det ikke særligt meget til at vælte læsset.

Hvordan er hun ellers? Falder hun fint i søvn, sover uden uro, spiser fint osv?

Til TS, - jeg tænker faktis noget af det samme, som beskrevet her ovenfor...