Stoler du på dit barns lærere?

Jeg sidder og er lidt harm over en oplevelse med en mor til en af mine elever i 8. klasse. Jeg har været dansklærer i overbygningen i 16 år og kan ikke huske, at der nogensinde er blevet rejst tvivl om min faglighed. Måske har jeg bare været heldig? 

Jeg har rettet en del kommafejl i en elevs skriftlige afleveringsopgave og opfordret til, at hun får øvet reglerne igen. Så modtager jeg en mail fra pigens mor - hun mener, at mine rettelser er forkerte, og at der i dag er nærmest frit slag inden for kommatering. Jeg svarer pænt, at det ikke er tilfældet og henviser til Dansk Sprognævns hjemmeside, hvor hun kan læse mere. Hun svarer, at de i familien har en person med megen indsigt i området, og at vedkommende bakker hende op... Jeg svarer igen, at Dansk Sprognævn altså er højeste instans. 

Nu henvender hun sig til min leder! Han fortæller hende, at jeg er beskikket censor i dansk retskrivning og således altid opdateret - noget, jeg ikke har nævnt, da jeg ikke fandt det nødvendigt - og så vender hun tilbage med en mail om, at familiemedlemmet nu har undersøgt sagen, og at jeg har ret. 

Da jeg nævner sagen for nogle kolleger, der tidligere har haft eleven, smiler de og fortæller, at familiemedlemmet med megen indsigt er pigens morfar - en pensioneret dansklærer, som gentagne gange er blevet brugt af moren til at "tjekke", om pigens dansklærere igennem tiden har været dygtige nok. Mange mails med spørgsmål og rettelser til deres arbejde er blevet sendt i tidens løb - han er simpelthen morens "konsulent". 

Okay. En ting er, at man kan komme i tvivl om lærernes rettelser i et konkret tilfælde - men er det virkelig så sløjt med tilliden til vores faglighed, at det kan føles nødvendigt at have en "ekspert" på sidelinjen til at holde øje? Eksperten her har ikke undervist i 10 år - og han og jeg har samme uddannelse... 

Er I så skeptiske omkring jeres børns lærere? - og, hvis ja - hvordan tackler I det? 

Hov - jeg glemte at tilføje, at morfarens kovending skyldtes informationen om, at jeg er beskikket censor - moren oplyste min leder om, at hendes far havde sagt, at SÅ måtte jeg være fagligt kompetent! - men det havde jeg åbenbart ikke været, hvis jeg "bare" var dansklærer? 

Mor og meget mere skriver:

Jeg sidder og er lidt harm over en oplevelse med en mor til en af mine elever i 8. klasse. Jeg har været dansklærer i overbygningen i 16 år og kan ikke huske, at der nogensinde er blevet rejst tvivl om min faglighed. Måske har jeg bare været heldig? 

Jeg har rettet en del kommafejl i en elevs skriftlige afleveringsopgave og opfordret til, at hun får øvet reglerne igen. Så modtager jeg en mail fra pigens mor - hun mener, at mine rettelser er forkerte, og at der i dag er nærmest frit slag inden for kommatering. Jeg svarer pænt, at det ikke er tilfældet og henviser til Dansk Sprognævns hjemmeside, hvor hun kan læse mere. Hun svarer, at de i familien har en person med megen indsigt i området, og at vedkommende bakker hende op... Jeg svarer igen, at Dansk Sprognævn altså er højeste instans. 

Nu henvender hun sig til min leder! Han fortæller hende, at jeg er beskikket censor i dansk retskrivning og således altid opdateret - noget, jeg ikke har nævnt, da jeg ikke fandt det nødvendigt - og så vender hun tilbage med en mail om, at familiemedlemmet nu har undersøgt sagen, og at jeg har ret. 

Da jeg nævner sagen for nogle kolleger, der tidligere har haft eleven, smiler de og fortæller, at familiemedlemmet med megen indsigt er pigens morfar - en pensioneret dansklærer, som gentagne gange er blevet brugt af moren til at "tjekke", om pigens dansklærere igennem tiden har været dygtige nok. Mange mails med spørgsmål og rettelser til deres arbejde er blevet sendt i tidens løb - han er simpelthen morens "konsulent". 

Okay. En ting er, at man kan komme i tvivl om lærernes rettelser i et konkret tilfælde - men er det virkelig så sløjt med tilliden til vores faglighed, at det kan føles nødvendigt at have en "ekspert" på sidelinjen til at holde øje? Eksperten her har ikke undervist i 10 år - og han og jeg har samme uddannelse... 

Er I så skeptiske omkring jeres børns lærere? - og, hvis ja - hvordan tackler I det? 

selvom jeg sagtens kan forstå hvis du føler dig såret og trådt på, rent fagligt så tror jeg ærligt bare jeg ville ryste på hovedet over denne hændelse, for ja der er NOGLE mødre og fædre som vitterligt mener de er bedre end den lærer der underviser deres børn. og det er muligt at det i sjældne tilfælde er korrekt, men i de fleste vil jeg vove den påstand at læreren godt ved hvad vedkommende har med at gøre. så som svar på dit spørgsmål, jeg tror altid jeg ville gå udfra at den lærer som skulle undervise mit barn eller for den sags skyld undervise mig vidste hvad vedkommende havde med at gøre.

jydeinden skriver:

selvom jeg sagtens kan forstå hvis du føler dig såret og trådt på, rent fagligt så tror jeg ærligt bare jeg ville ryste på hovedet over denne hændelse, for ja der er NOGLE mødre og fædre som vitterligt mener de er bedre end den lærer der underviser deres børn. og det er muligt at det i sjældne tilfælde er korrekt, men i de fleste vil jeg vove den påstand at læreren godt ved hvad vedkommende har med at gøre. så som svar på dit spørgsmål, jeg tror altid jeg ville gå udfra at den lærer som skulle undervise mit barn eller for den sags skyld undervise mig vidste hvad vedkommende havde med at gøre.

Jeg føler mig faktisk ikke personligt såret eller trådt på - for jeg ved selv, hvad jeg kan. Jeg tænker mere på vegne af min faggruppe, at det er rigtigt skidt, hvis tilliden er dalende - og at det ville være virkelig svært for en nyuddannet, der ikke kan henvise til sin erfaring,  at skulle bevise sit værd med sådan en skepsis. 

Men jo, du har da ret - det ER jo bare en enkelt oplevelse og ikke en tendens - håber jeg! 

Nu er mine børn små.... 2. kl og 0. kl, men JA jeg stoler på mine børns lærere!!!  Og jeg kan godt forstå du føler dig såret.  Desværre er der mange af den slags forældre. Jeg var fornyligt til forældre møde i min søns klasse. Første del, blev holdt sammen emd den anden 2. kl på skolen og jeg gik ganske rystet der fra. Et par af mødrene fra den anden 2.klasse var SÅ ubehaelige overfor lærerne. De var angribende og stillede dirkete spørgsmålstegn ved deres falighed og de valgt de havde truffet omkring undervisning  Det er  lærere som jeg har indtryk af har en høj faglig stolthed og virkleig gør alt for at levere en undervisning af høj kvalitet!!!

Alt dette for at skrive, at du ikke er alene og jeg som forældre til skolebørn, bliver godt gal i skralden over den opførsel!!! 

Mor og meget mere skriver:

Jeg føler mig faktisk ikke personligt såret eller trådt på - for jeg ved selv, hvad jeg kan. Jeg tænker mere på vegne af min faggruppe, at det er rigtigt skidt, hvis tilliden er dalende - og at det ville være virkelig svært for en nyuddannet, der ikke kan henvise til sin erfaring,  at skulle bevise sit værd med sådan en skepsis. 

Men jo, du har da ret - det ER jo bare en enkelt oplevelse og ikke en tendens - håber jeg! 

Mor og meget mere skriver:

Jeg sidder og er lidt harm over en oplevelse med en mor til en af mine elever i 8. klasse. Jeg har været dansklærer i overbygningen i 16 år og kan ikke huske, at der nogensinde er blevet rejst tvivl om min faglighed. Måske har jeg bare været heldig? 

Jeg har rettet en del kommafejl i en elevs skriftlige afleveringsopgave og opfordret til, at hun får øvet reglerne igen. Så modtager jeg en mail fra pigens mor - hun mener, at mine rettelser er forkerte, og at der i dag er nærmest frit slag inden for kommatering. Jeg svarer pænt, at det ikke er tilfældet og henviser til Dansk Sprognævns hjemmeside, hvor hun kan læse mere. Hun svarer, at de i familien har en person med megen indsigt i området, og at vedkommende bakker hende op... Jeg svarer igen, at Dansk Sprognævn altså er højeste instans. 

Nu henvender hun sig til min leder! Han fortæller hende, at jeg er beskikket censor i dansk retskrivning og således altid opdateret - noget, jeg ikke har nævnt, da jeg ikke fandt det nødvendigt - og så vender hun tilbage med en mail om, at familiemedlemmet nu har undersøgt sagen, og at jeg har ret. 

Da jeg nævner sagen for nogle kolleger, der tidligere har haft eleven, smiler de og fortæller, at familiemedlemmet med megen indsigt er pigens morfar - en pensioneret dansklærer, som gentagne gange er blevet brugt af moren til at "tjekke", om pigens dansklærere igennem tiden har været dygtige nok. Mange mails med spørgsmål og rettelser til deres arbejde er blevet sendt i tidens løb - han er simpelthen morens "konsulent". 

Okay. En ting er, at man kan komme i tvivl om lærernes rettelser i et konkret tilfælde - men er det virkelig så sløjt med tilliden til vores faglighed, at det kan føles nødvendigt at have en "ekspert" på sidelinjen til at holde øje? Eksperten her har ikke undervist i 10 år - og han og jeg har samme uddannelse... 

Er I så skeptiske omkring jeres børns lærere? - og, hvis ja - hvordan tackler I det? 

hehe..ja undskyld jeg griner lidt, for jeg har selv stødt ind i lidt af den slags i mine år som lærer..ikke så mange gange, men det er dog sket. 

Nej, det er meget sjældent, jeg selv har haft problemer med tvivl om en lærers faglighed, og jeg har generelt altid stolet på, at mine børn lærer det de har skulle lære...sådan da.

I engelsk har det dog knebet lidt en enkelt gang i ny og næ, men jeg har valgt at lade det være, blot sagt til mit barn, at han/hun bare skulle holde sig til det læreren sagde, så gik det nok godt.

Nej, det der ind imellem har kunnet vække mine alarmklokker har været en lærers pædagogiske evner, men det er, som bekendt, noget helt andet, samt evne til at kunne formidle undervisningen.
Der synes jeg desværre ofte, der er store mangler. Mine ærede kolleger bruger desværre alt for lidt energi på at udtænke måder, som kan gøre undervisningen spændende og levende, til skade for mangt et fag.
Men også her, har jeg altid valgt at forholde mig passiv, og så selv fylde på mit barn, derhjemme, så "hadefaget" i det mindste ikke led alt for stor overlast.

Jeg synes, du skal tage den med ro og smile af det, det er jo heller ingen skade til, at man ind imellem får lidt udfordringer til sit fag

Kærligst
Sussie
(der også er "gammel" dansklærer, men helt holder sig uden for at stille spørgsmål ved kommaregler)

JulieE skriver:

Nu er mine børn små.... 2. kl og 0. kl, men JA jeg stoler på mine børns lærere!!!  Og jeg kan godt forstå du føler dig såret.  Desværre er der mange af den slags forældre. Jeg var fornyligt til forældre møde i min søns klasse. Første del, blev holdt sammen emd den anden 2. kl på skolen og jeg gik ganske rystet der fra. Et par af mødrene fra den anden 2.klasse var SÅ ubehaelige overfor lærerne. De var angribende og stillede dirkete spørgsmålstegn ved deres falighed og de valgt de havde truffet omkring undervisning  Det er  lærere som jeg har indtryk af har en høj faglig stolthed og virkleig gør alt for at levere en undervisning af høj kvalitet!!!

Alt dette for at skrive, at du ikke er alene og jeg som forældre til skolebørn, bliver godt gal i skralden over den opførsel!!! 

Normalt er mit indtryk, at lærerne i indskolingen er hårdere ramt af skeptiske forældre, og at de slapper mere af og har fået større tillid til skolen, når børnene når de ældste klasser. Så jeg har nok bare været forkælet, siden det ikke er sket for mig før.

Jeg er ikke personligt såret, men det ville jeg nok være blevet som nyuddannet, usikker lærer. 

Det hjælper jo heller ikke ligefrem på tilliden til lærerne, at pressen er så negativ over for folkeskolen....

SussieThyssen skriver:

hehe..ja undskyld jeg griner lidt, for jeg har selv stødt ind i lidt af den slags i mine år som lærer..ikke så mange gange, men det er dog sket. 

Nej, det er meget sjældent, jeg selv har haft problemer med tvivl om en lærers faglighed, og jeg har generelt altid stolet på, at mine børn lærer det de har skulle lære...sådan da.

I engelsk har det dog knebet lidt en enkelt gang i ny og næ, men jeg har valgt at lade det være, blot sagt til mit barn, at han/hun bare skulle holde sig til det læreren sagde, så gik det nok godt.

Nej, det der ind imellem har kunnet vække mine alarmklokker har været en lærers pædagogiske evner, men det er, som bekendt, noget helt andet, samt evne til at kunne formidle undervisningen.
Der synes jeg desværre ofte, der er store mangler. Mine ærede kolleger bruger desværre alt for lidt energi på at udtænke måder, som kan gøre undervisningen spændende og levende, til skade for mangt et fag.
Men også her, har jeg altid valgt at forholde mig passiv, og så selv fylde på mit barn, derhjemme, så "hadefaget" i det mindste ikke led alt for stor overlast.

Jeg synes, du skal tage den med ro og smile af det, det er jo heller ingen skade til, at man ind imellem får lidt udfordringer til sit fag

Kærligst
Sussie
(der også er "gammel" dansklærer, men helt holder sig uden for at stille spørgsmål ved kommaregler)

Jeg tænker også mest på nyuddannede, der møder sådan en skepsis - de kan jo ikke henvise til deres erfaring og gode resultater. Jeg tror, jeg har været forkælet, siden jeg ikke har oplevet noget lignende før. 

Kommaregler er jo meget konkrete - men hvis det havde været mit valg af litteratur, der blev anfægtet, ville det være sværere at tilbagevise. 

Og ja, som mor og lærer har jeg da også nogle gange undret mig lidt over forhold i undervisningen af mine børn, men jeg har altid ladet det være. Der er ikke noget værre end lærer-forældre, som blander sig med "JEG plejer altid at gøre sådan" - uopfordret - men hold da op, hvor er det nogle gange fristende liiiige at komme med et godt råd til sit barns nye lærer! Jeg har lovet mig selv aldrig at blive sådan! 

Når det kommer til didaktik og metodik, så er vi netop ude i noget mere diffust og abstrakt end det fag-faglige, og der tror jeg, evt. skepsis og kritik ville slå mere hårdt. 

PT skriver:

Nu er der et par år, til jeg selv får skolebørn, men jeg vil altid gå ud fra, at læreren er kompetent til sit arbejde og stole på denne.
Ellers er det da svært for både elever og lærere at få et godt samarbejde op at stå, hvis forældrene altid står i baggrunden og tænker/taler skidt om lærerens kompetencer

Det er et godt udgangspunkt at have - jeg går jo heller ikke til læge og er skeptisk på forhånd. Møder man så helt uforståelige eller kritisable forhold, må man selvfølgelig reagere - men udgangspunktet bør da være tillid.