Ihh hvor er det altså svært :-( (opdragelse)

Vidunderligeunger skriver:

 virkelig godt skrevet og kan kun tilslutte mig.

dog kan det der med at forklare alting hele tiden, også for barnet, være for meget.. nogen gange er det fint, herhjemme, at sige "fordi jeg er den voksne og bestemmer".

TS: siger I "vil du med hjem"? eller "nu skal vi hjem?", "vil du i bad?" eller "nu skal du i bad?" for selvom de to ting minder meget om hinanden, så er der en verden til forskel inde i hovedet på en næsten to-årig.. 

Vi brugte meget den der "vil du..." indtil vi blev gjort opmærksomme på at den anden løsning "du skal...." er MEGET mere effektiv.. 

For ca 4 mdr siden sagde jeg en dag nede i dagplejen "skal du med mor hjem".. Og der sagde dagplejen " ja selvfølgelig skal hun det".. og at jeg skulle huske hvordan jeg talte.. så jo jeg er meget opmærksom på det.. Men altså det starter jo allerede nede i dagplejen hvor hun leger ligeså glad når jeg kommer ind til hende.. igår stod hun med en skål og ske og jeg spurgte om de lavede mad og om jeg måtte smage osv osv.. Da der var gået et par minutter siger jeg "kom nu skal vi hjem så kan du lege videre med det imorgen".. jeg tager det fra hende og hun blev selvfølgelig vildt sur.. jeg tog hende op og hun vred sig og græd.. også kørte det humør lige til hun blev lagt i seng næsten

lotchen skriver:

Hun lyder helt normal! Det er bare så pisse frustrerende at have sådan en lille general til at styre tropperne.... Vores dreng kan også have de mest fantastiske udbrud af vrede, frustration, vil selv osv osv. Når vi så er andre steder kan han være som en lille engel og så starter det forfra igen når vi træder ind ad døren. Jeg trøster mig med at Sigrid Riise (hende der radio-sundhedsplejersken) sagde, at det lige præcis ER hjemme ved forældrene, de reagerer mest. Det er er her de er mest trygge og det er os som forældre, de både spejler sig i og 'spiller bolden op af' så det skal være sådan. Det er et udtryk for at de er trygge ved os og bruger os i deres udvikling. Så frustrerende og til at blive vanvittig af, men helt som det skal være. 

 

Dejlig det er som det skal være  hi hi.. men hvorfor skal det være sådan  
Men er glad for at læse det du skriver med at det er fordi hun er tryg hjemme.. men nogle gange er jeg bare så bange for at det jeg gør er forkert.. os der skaber problemet..  men jeg gør jo mit bedste.. og har aldrig prøvet have sådan en lille der styre det hele..  

An&Jo skriver:

vi har selv været det igennem med min dreng, og ja hvis jeg havde de gyldne råd, så ville jeg meget gerne give dig dem, men det har jeg desværre ikke..

Det hjalp dog en smule at fortælle ham at det er okay han blev sur over det jeg sagde nej til, men at han lige nu ikke kunne få det fordi maden snart var færdig eller lignende..

Nu er han 2 år og knap 6 måneder og har en lille periode igen, det tror jeg dog hænger sammen med at vi er startet op på 7/7 ordning med mandens søn, og der derfor er sket en del ændringer i hverdagen, samtidig med at mor pludselig ikke har så meget fri mere så han også kunne have fri..

Jeg tog en fridag med ham igår, og kunne tydeligt mærke på ham at han bare lige manglede noget alenetid med mig, og det fik han til den store guldmedalje, og så virkede han mere tilfreds..


men stort kram til dig, fra en der ved præcis hvordan du har det..

Tusind tak for 
Synes bare jeg virkelig er pædagogisk og fortæller hvorfor osv... men hun overdøver mig med hendes græderi.. kan ikke bare lide vende ryggen til hende og forsætte.. men altså nogle gange fornemmer jeg også hun bliver frustrerert over alt den snak.. men ihh det svært.. 

Faith skriver:

Din datter gennemgår en fuldstændig normal del af sin udvikling.

Hendes personlighed er for alvor ved at blive dannet. Hun vil det hele selv, men hun har måske svært ved at sætte ord på, og det giver de der "anfald" af vrede og frustration hos hende. Hun spiller jer lidt ud mod hinanden for at teste hvor langt hun kan gå, og hun har faktisk brug for at i er konsekvente og sætter grænser for hende, ellers skaber det forvirring for hende og gør hende endnu mere frustreret.

Hjemme hos os betyder et nej nej. Når vi fks siger at der skal børstes tænder kan det ikke diskuteres. Og siger vi at der skal spises aftensmad, ja så er det ikke om 5 minutter, nej det er nu. Det giver sommetider nogle store vredesudbrud, men når de opdager at vi mener det vi siger, ja så falder der ro på.

Det hjælper rigtig meget hjemme hos os hvordan vores tilgang er til dem. Møder vi dem med vrede, frustration og irritation, så forstærker vi deres vrede og frustration. Vi gør meget ud af at inddrage dem i de ting vi gør, selvom det ville være meget nemmere hvis vi gjorde det selv. Det gælder fks borddækning og at sætte ting i opvaskemaskinen. Det tager en helvedes tid, men det gør at de føler at de bliver set og at de er et par store dygtige drenge.

Vi roser dem rigtig meget når de gør noget godt, men de får til gengæld også at vide hvis de gør noget der er "galt". Vi forklarer meget i stedet for bare at sige "nej". Hader de der forældre der svarer "bare fordi" når barnet spørger "hvorfor".

Mit råd til dig er at være konsekvent men kærlig. Udstrål at du mener det du siger, men at det er ok at din datter føler det hun føler. Sig fks. "jeg kan godt forstå du er vred" når hun er vred, men forklar hende hvorfor du siger nej. På den måde anerkender du hendes følelser som jo er ligeså rigtige som dine følelser.

Håber du kan bruge det til noget. Ellers springer du bare over mit indlæg

Lige min mentalitet og principper, og jeg er helt enig med dig

Den lykkelige skriver:

Tusind tak for dit svar Problemet her er bare at vi gør de ting du skriver.. 
Når hun flipper helt ud fordi hun ser noget hun vil have inden aftensmads tid står hun og skriger og græder.. jeg sætter mig ned i hendes højde og prøver sige "jeg forstår godt du vil have chokoladepålæg, men vi skal spise lige om lidt".. Men hun græder og skriger så højt og frustreret at jeg slet ikke kan overdøve hende.. eller få ro på hende.. 
Hun er med til at dække bord (med de ting hun kan bære).. hun putter også i opvaskemaskinen og vaskemaskinen osv..
Jeg er bare sådan i tvivl om hun er sådan fordi hun måske har ondt i munden pga 4 tænder der lige er kommet.. om hun er træt eller hvad hun er..
i starten hvis hun f.eks. ikke ville have min kæreste skulle tage hendes tøj af så sagde han f.eks "Kommer du herhen og får dine sko og jakke af".. "nej nej nej" siger hun så.. Hvor jeg den anden dag sagde til ham han bare skal tage hende op på skødet og tage det tøj af.. ikke de spørgsmål og at det når køre op i en spids!!
Plus at han skal være bedre til at tage initiativ til at børste hendes tænder og give nattøj på.. for det er altid mig nemlig..
Men altså så svært at vide hvad hun går igennem.. har så svært ved at gennemskue om det er "skuespil" eller hun virkelig er ked af det.. Eller hun prøver spille os ud mod hinanden..  

Din pige lyder virkelig virkelig meget som mine drenge!!!!

Det er dybt frustrerende! Men det lyder altså virkelig som om du gør alt hvad du kan for at imødekomme hende.

Er det mest om eftermiddagen/aftenen den er gal? Det er det hjemme hos os nemlig. Tror ofte det er en kombination af træthed og sult. Må indrømme at vi ofte bruger bestikkelse. Hvis vi kan mærke at de er vildt trætte og i dårligt humør, ja så stikker vi dem en kiks og sætter en tegnefilm på mens vi får lavet aftensmad. Det giver lige den der ro som bare er så vigtig for at få det hele til at klappe.

Men tror vi har den fordel at vi har tvillinger fremfor dig der "kun" har en. Mine drenge underholder jo hinanden en stor del af tiden, hvor din pige jo er meget afhængig at i har tid til at lege osv. Og det har man bare ikke altid.

Åh det er så svært at være forældre til tider. Men din datter er ikke unormal. Hun er en sund og rask lille dejlig pige.

Den lykkelige skriver:

i starten hvis hun f.eks. ikke ville have min kæreste skulle tage hendes tøj af så sagde han f.eks "Kommer du herhen og får dine sko og jakke af".. "nej nej nej" siger hun så.. Hvor jeg den anden dag sagde til ham han bare skal tage hende op på skødet og tage det tøj af.. ikke de spørgsmål og at det når køre op i en spids!!

Men altså så svært at vide hvad hun går igennem.. har så svært ved at gennemskue om det er "skuespil" eller hun virkelig er ked af det.. Eller hun prøver spille os ud mod hinanden..  

For det første, kan det slås fast med syvtommersøm, at din datter på 19 måneder IKKE spiller skuespil! Når hun bliver hysterisk og ked af det på den måde, så er det fordi hun reelt er oprørt. Nogle børn affinder sig mer emed et "nej", end andre børn gør, og din datter er åbenbart sådan indrettet, at hun reagerer stærkt, når tingene ikke lige kører, som hun ønsker det....og det er helt okay. Hun er stadig så lille at hun skal lære at bearbejde de forskellige følelser, hun oplever såsom vrede, frustration, skuffelse, ærgrelse, forvirring osv. Hvis hun bliver stillet et spørgsmål, mens reelt ikke selv må bestemme, er det jo klart, at hun bliver sur Så jeg tror, det er rigtig godt, at du har sagt sådan til din kæreste. Måske vælger hun netop dig i tilspidsede situationer, fordi hun ved, at du viser hende vejen (so to speak). I den alder, de har nu afprøver de netop grænser for at finde ud af, hvor de går, og om de rykker sig, hvis man nu vedholdende bliver ved at udfordre dem.

Når hun bliver sur, ked, frustreret eller lign. er jeg af den overbevisning, at du bare skal blive ved med at se og høre hende, som du allerede gør. Vise, at du forstår hendes følelser, og at de er okay at have og så ellers prøve at hjælpe hende med at takle dem. Eks. trøste hende, når hun er ked af det, aflede hende, når hun er frustreret - lær hende at bryde ud af den ubehagelige følelse (for det ved vi jo også selv; hvis vi bliver tvunget væk fra noget, vi nyder at lave, bliver vi også skuffede eller frustrerede. Vi har bare mange flere års erfaring i at takle de her følelser og i at lede os selv videre på et andet spor væk fra disse følelser).

 

Jeg synes ikke, det lyder til at du gør noget forkert som mor (selvom man kan få den tanke RIGTIG mange gange ), og hvis du bare er der for hende og er kærlig med konsekvent, så det ikke er pga forvirring; så tror jeg nok at hun med tiden skal lære at takle følelserne uden din hjælp

 

 

Jeg ved ikke, hvordan din datter reagerer, men herhjemme hjælper det tit, at jeg sætter mig på knæ ved siden af hende, hvis hun bliver sur eller ked over et eller andet, hun ikke må. Så anderkender jeg, at hun føler som hun gør, men holder ved mit "Nej" (eller hvad der nu ellers er årsagen til udbruddet) og så spørger jeg, om hun vil have et kram; ofte er det lige det, der skal til for at få det godt igen  Andre gange siger hun "Nej" og går udenom mig og finder selv noget andet at lave....nogle gange med lidt brokkeri på vejen.

Faith skriver:

Din datter gennemgår en fuldstændig normal del af sin udvikling.

Hendes personlighed er for alvor ved at blive dannet. Hun vil det hele selv, men hun har måske svært ved at sætte ord på, og det giver de der "anfald" af vrede og frustration hos hende. Hun spiller jer lidt ud mod hinanden for at teste hvor langt hun kan gå, og hun har faktisk brug for at i er konsekvente og sætter grænser for hende, ellers skaber det forvirring for hende og gør hende endnu mere frustreret.

Hjemme hos os betyder et nej nej. Når vi fks siger at der skal børstes tænder kan det ikke diskuteres. Og siger vi at der skal spises aftensmad, ja så er det ikke om 5 minutter, nej det er nu. Det giver sommetider nogle store vredesudbrud, men når de opdager at vi mener det vi siger, ja så falder der ro på.

Det hjælper rigtig meget hjemme hos os hvordan vores tilgang er til dem. Møder vi dem med vrede, frustration og irritation, så forstærker vi deres vrede og frustration. Vi gør meget ud af at inddrage dem i de ting vi gør, selvom det ville være meget nemmere hvis vi gjorde det selv. Det gælder fks borddækning og at sætte ting i opvaskemaskinen. Det tager en helvedes tid, men det gør at de føler at de bliver set og at de er et par store dygtige drenge.

Vi roser dem rigtig meget når de gør noget godt, men de får til gengæld også at vide hvis de gør noget der er "galt". Vi forklarer meget i stedet for bare at sige "nej". Hader de der forældre der svarer "bare fordi" når barnet spørger "hvorfor".

Mit råd til dig er at være konsekvent men kærlig. Udstrål at du mener det du siger, men at det er ok at din datter føler det hun føler. Sig fks. "jeg kan godt forstå du er vred" når hun er vred, men forklar hende hvorfor du siger nej. På den måde anerkender du hendes følelser som jo er ligeså rigtige som dine følelser.

Håber du kan bruge det til noget. Ellers springer du bare over mit indlæg

hey ved godt den ikke var til mig
men sys den hjalp mig rigtig meget vi har dog vores datter på 14 md og hun er stædig som bare fan
men vil høre dig hvis det er okey ?

hva gør man så hvis manden ikke kan bevare den ro når hun er blevet gal og han så os bliver gal og jeg står og bliver gal forde det hele bare er kogt over hovedet på en når alle er blevet det..
(han er dårlig til ikke at bevare roen)

håber du har et råd for er os i den megning et nej er et nej og alt det.. men han er en forkælet møgunge, og det smitter jo lidt a ierterne nok

JustMe skriver:

For det første, kan det slås fast med syvtommersøm, at din datter på 19 måneder IKKE spiller skuespil! Når hun bliver hysterisk og ked af det på den måde, så er det fordi hun reelt er oprørt. Nogle børn affinder sig mer emed et "nej", end andre børn gør, og din datter er åbenbart sådan indrettet, at hun reagerer stærkt, når tingene ikke lige kører, som hun ønsker det....og det er helt okay. Hun er stadig så lille at hun skal lære at bearbejde de forskellige følelser, hun oplever såsom vrede, frustration, skuffelse, ærgrelse, forvirring osv. Hvis hun bliver stillet et spørgsmål, mens reelt ikke selv må bestemme, er det jo klart, at hun bliver sur Så jeg tror, det er rigtig godt, at du har sagt sådan til din kæreste. Måske vælger hun netop dig i tilspidsede situationer, fordi hun ved, at du viser hende vejen (so to speak). I den alder, de har nu afprøver de netop grænser for at finde ud af, hvor de går, og om de rykker sig, hvis man nu vedholdende bliver ved at udfordre dem.

Når hun bliver sur, ked, frustreret eller lign. er jeg af den overbevisning, at du bare skal blive ved med at se og høre hende, som du allerede gør. Vise, at du forstår hendes følelser, og at de er okay at have og så ellers prøve at hjælpe hende med at takle dem. Eks. trøste hende, når hun er ked af det, aflede hende, når hun er frustreret - lær hende at bryde ud af den ubehagelige følelse (for det ved vi jo også selv; hvis vi bliver tvunget væk fra noget, vi nyder at lave, bliver vi også skuffede eller frustrerede. Vi har bare mange flere års erfaring i at takle de her følelser og i at lede os selv videre på et andet spor væk fra disse følelser).

 

Jeg synes ikke, det lyder til at du gør noget forkert som mor (selvom man kan få den tanke RIGTIG mange gange ), og hvis du bare er der for hende og er kærlig med konsekvent, så det ikke er pga forvirring; så tror jeg nok at hun med tiden skal lære at takle følelserne uden din hjælp

 

 

Jeg ved ikke, hvordan din datter reagerer, men herhjemme hjælper det tit, at jeg sætter mig på knæ ved siden af hende, hvis hun bliver sur eller ked over et eller andet, hun ikke må. Så anderkender jeg, at hun føler som hun gør, men holder ved mit "Nej" (eller hvad der nu ellers er årsagen til udbruddet) og så spørger jeg, om hun vil have et kram; ofte er det lige det, der skal til for at få det godt igen  Andre gange siger hun "Nej" og går udenom mig og finder selv noget andet at lave....nogle gange med lidt brokkeri på vejen.

Vi har vidst en meget ens tilgang til tingene

Faith skriver:

Vi har vidst en meget ens tilgang til tingene

Lige min tanke, da jeg læste dine indlæg

Den lykkelige skriver:

Ja ved ikke om jeg kan forklare det eller kan få råd om noget, eller jeg egentlig bare er frustreret og vil ud med det..  
Men min datter er 19 mdr og nogle gange er det bare som om hun styre huset helt..
Jeg har ville snakke med dagplejen om det i flere dage, men hver gang jeg har hentet har det været total masse hentning, med 4 andre forældre.. så har ikke kunne stå der og spørge en masse..
Men til morgen fik vi så snakket om det..
Sagen er den at hun i forvejen er i lidt "trods alder".. siger nej til alt, vil gøre det omvendte af hvad vi siger osv.. 
Men hvis min kæreste (hendes far) er alene med hende så er hun glad nok for ham.. Men hvis vi f.eks. har kørt i bil alle 3 og det så er ham der tager hende ud af bilen, eller er ham som tager hendes sko og tøj af, mens jeg f.eks. vil begyndte på maden eller pakke indkøb ud eller lignende.. så hyler og skriger hun og løber hen mod mig som om han har gjort hende noget 
Det går også min kæreste meget på.. fordi han ikke føler sig god nok..
De sidste 3 dage har hun grædt og grædt og hjælper kun hvis man sætter sig ned og laver det hun vil have.. man må intet andet lave.. Igår græd og skreg hun en hel time.. alt var galt og hun kastede sig på gulvet osv.. så skulle vi ind til naboen og fra vi kom ind af døren hos dem var hun i strålende humør og var det de næste to timer.. så gik vi ind til os selv og fra da døren lukkede begyndte hun at brokke igen indtil maden kom på bordet..
Men altså jeg kan bare ikke finde ud af om det er mig der ikke er hård/konsekvent nok eller om det er fordi hun er plaget af tænder, trods alder og er træt om eftermiddagen.. 
Er så nervøs for at gøre det forkerte og vil bare gerne have en glad og tilfreds pige.. men har jeg bare aldrig haft  
Hun er i forvejen meget følsom.. hvis hun f.eks. græder og brokker over noget hun f.eks. vil have inden maden, så skal man virkelig "stryge hende med hårene" ellers bliver hun mega ked over konsekvens, tonefald osv.. 
Årh jeg havde sku aldrig troet det ville være så svært det her..  

vil li give dig et med på vejen for gud hvor jeg kender det vi er selv igemmen det med vores 14 md gammel datter