Verdens dårligste mor :(

Wimmie skriver:

Du er ikke en dårlig mor - du bekymrer dig og alle kan blive kørt helt ned af et barn der konstant er ked og umulig. Og mor-rollen er jo stadig ny når han ikke er ældre.

Det næste jeg vil sige lyder måske lidt hårdt; det er ikke ondt ment overhovedet.

 

Jeg forstår at det ikke "bare" er ligetil at komme til kiropraktor, men hvis det er så hårdt at du næsten ikke magter det mere og hvis nu din søn virkelig har ondt, så forstår jeg ikke hvorfor du vil vente en uge og først vil ringe til ørelægen hvis kiropraktoren ikke virker.

Hvorfor ikke ringe til ørelægen lige med det samme? Hvis han nu virkelig har ondt synes jeg det er synd at han skal vente - det er jo ikke kun skrigeriet du skal tænke på men også din søns velvære.

Ring endelig lige med det samme og få lavet en tid.

Nei jeg tager det ikke ilde op, jeg kan godt forstå at det lyder mærkeligt at jeg ikke allerede har været til ørelæge og kiropraktor. Men du ved jo ikke hvilken situation jeg står i. 

Ville egentlig gerne være "ikke ano" nu, men der er ikke en indstilling hvor man kan ændre ano status. 

I går var bare en nederen dag. Som min mand sagde, det er meget værre end det lader til, fordi du er syg. Ret havde han, fordi i dag er jeg meget bedre og det ser ikke så sort ud. I går fik jeg alvorligt ubehageligt flash back til den første uge i min søns liv, hvor jeg lå flad med en slem omgang influenza + skrigende unge der var stor og SULTEN, jeg ammede som det gjaldt livet, sad vågen hele nætter med ungen hængende i brystet, han tabte sig næsten heller ikke, selv om han var stor.

Jeg tror det har meget at gøre med min reaktion i går 

Jeg tror det vi lige har været igennem er appetit spring. Jeg har ikke kunnet bære ham ind i mod mig i nogle dage, fordi da er han straks begyndt at lede febrilskt, selv om jeg lige har ammet. I dag har det ikke været et problem at bære ham ind i mod mig. Og han hænger ikke i brystet som de andre dage.

Alle bud der er kommet i tråden er gode men jeg savner et bud. Det samme bud, som jeg har savnet fra alle omkring mig, lige siden min søn blev født. Kan det ikke være at jeg bare har fået et meget krævende barn??

Er man en dårlig mor, fordi man hævder at sit barn er krævende? Jeg HAR set min søn skrige af smerte. Der var nogle dage hvor han ikke kunne komme af med afføringen, og der var jeg ikke i tvivl om at han havde ondt. Sådan virker han dog ikke til dagligt, og derfor har jeg svært ved at tro at der er noget galt med ham. 

Jeg synes at folk er meget hurtige til at konkludere at der er noget fysisk i vejen, når de små græder. F.eks. når vi havde barnedåb. Da havde vi huset fuldt af gæster i 3 dage, inkl. min mor og mormor. Disse to ville selfølgelig gerne holde ham hele tiden, og det kunne han bare ikke tåle dengang, og derfor græd han meget. De var hurtige at konkludere at han havde mavekneb, men efter at jeg sagde at han ikke skulle holdes af andre end mig og min mand, så blev han straks i bedre humør. 

Siden min søn er blevet bedre til at "snakke" har han i øvrigt ikke grædt lige meget. Nu råber han i stedet for. Han råber og råber hele dagen. Og hvis man ikke rammer plet med hvad han vil, først da begynder det at hælde over i gråd. Dette forstærker min tro på at der ikke er noget fysisk galt - han er bare en mundfuld.

Giver dette mening, eller er jeg helt afsporet???

Kvinde84

Anonym skriver:

Nei jeg tager det ikke ilde op, jeg kan godt forstå at det lyder mærkeligt at jeg ikke allerede har været til ørelæge og kiropraktor. Men du ved jo ikke hvilken situation jeg står i. 

Ville egentlig gerne være "ikke ano" nu, men der er ikke en indstilling hvor man kan ændre ano status. 

I går var bare en nederen dag. Som min mand sagde, det er meget værre end det lader til, fordi du er syg. Ret havde han, fordi i dag er jeg meget bedre og det ser ikke så sort ud. I går fik jeg alvorligt ubehageligt flash back til den første uge i min søns liv, hvor jeg lå flad med en slem omgang influenza + skrigende unge der var stor og SULTEN, jeg ammede som det gjaldt livet, sad vågen hele nætter med ungen hængende i brystet, han tabte sig næsten heller ikke, selv om han var stor.

Jeg tror det har meget at gøre med min reaktion i går 

Jeg tror det vi lige har været igennem er appetit spring. Jeg har ikke kunnet bære ham ind i mod mig i nogle dage, fordi da er han straks begyndt at lede febrilskt, selv om jeg lige har ammet. I dag har det ikke været et problem at bære ham ind i mod mig. Og han hænger ikke i brystet som de andre dage.

Alle bud der er kommet i tråden er gode men jeg savner et bud. Det samme bud, som jeg har savnet fra alle omkring mig, lige siden min søn blev født. Kan det ikke være at jeg bare har fået et meget krævende barn??

Er man en dårlig mor, fordi man hævder at sit barn er krævende? Jeg HAR set min søn skrige af smerte. Der var nogle dage hvor han ikke kunne komme af med afføringen, og der var jeg ikke i tvivl om at han havde ondt. Sådan virker han dog ikke til dagligt, og derfor har jeg svært ved at tro at der er noget galt med ham. 

Jeg synes at folk er meget hurtige til at konkludere at der er noget fysisk i vejen, når de små græder. F.eks. når vi havde barnedåb. Da havde vi huset fuldt af gæster i 3 dage, inkl. min mor og mormor. Disse to ville selfølgelig gerne holde ham hele tiden, og det kunne han bare ikke tåle dengang, og derfor græd han meget. De var hurtige at konkludere at han havde mavekneb, men efter at jeg sagde at han ikke skulle holdes af andre end mig og min mand, så blev han straks i bedre humør. 

Siden min søn er blevet bedre til at "snakke" har han i øvrigt ikke grædt lige meget. Nu råber han i stedet for. Han råber og råber hele dagen. Og hvis man ikke rammer plet med hvad han vil, først da begynder det at hælde over i gråd. Dette forstærker min tro på at der ikke er noget fysisk galt - han er bare en mundfuld.

Giver dette mening, eller er jeg helt afsporet???

Kvinde84

Det giver fin mening og det kan sagtens være at han "bare" er krævende... Men jeg ville altid få undersøgt det fysiske først. Selvom man har set sit barn have ondt, så kan de græde på mange måder over forskellige slags smerter.

Uanset hvad så håber jeg snart det bliver bedre hos jer 

Alle bud der er kommet i tråden er gode men jeg savner et bud. Det samme bud, som jeg har savnet fra alle omkring mig, lige siden min søn blev født. Kan det ikke være at jeg bare har fået et meget krævende barn??

Er man en dårlig mor, fordi man hævder at sit barn er krævende? Jeg HAR set min søn skrige af smerte. Der var nogle dage hvor han ikke kunne komme af med afføringen, og der var jeg ikke i tvivl om at han havde ondt. Sådan virker han dog ikke til dagligt, og derfor har jeg svært ved at tro at der er noget galt med ham. 

Jeg synes at folk er meget hurtige til at konkludere at der er noget fysisk i vejen, når de små græder. F.eks. når vi havde barnedåb. Da havde vi huset fuldt af gæster i 3 dage, inkl. min mor og mormor. Disse to ville selfølgelig gerne holde ham hele tiden, og det kunne han bare ikke tåle dengang, og derfor græd han meget. De var hurtige at konkludere at han havde mavekneb, men efter at jeg sagde at han ikke skulle holdes af andre end mig og min mand, så blev han straks i bedre humør. 

Siden min søn er blevet bedre til at "snakke" har han i øvrigt ikke grædt lige meget. Nu råber han i stedet for. Han råber og råber hele dagen. Og hvis man ikke rammer plet med hvad han vil, først da begynder det at hælde over i gråd. Dette forstærker min tro på at der ikke er noget fysisk galt - han er bare en mundfuld.

Giver dette mening, eller er jeg helt afsporet???

Kvinde84

Jo, det kan sagtens være at du har fået et krævende barn. For nogle børn er vejen fra livmoderen og ud i den virkelige verden bare vildere og mere intens end for andre. Nogle børn kræver mere omsorg og tryghed end andre. 

Min dreng havde en periode på 2-3 mdr. hvor han hver aften mellem 17-20 var rigtig pyldret, hele tiden skulle bæres i slynge eller vugges. Og alligevel græd han. Ingen andre end os forældre var med ham i det tidsrum fordi jeg syntes at det var vigtigt at der var ro omkring ham. Og når jeg fortalte folk om hvor hårdt det var med de timer om aftenen, svarede de altid "nej, han er da bare så sød og nem".

De bøvlede aftener gik over da han var cirka 3-4 mdr.

Og det er netop som du skriver: Folk søger altid en konkret forklaring. Og det har været min erfaring, både med min egen dreng, med mødregruppe og veninder med jævnaldrende, at der oftest ikke er en konkret forklaring. Nogle gange er der, men oftest ikke. Ørerne, kripraktor o.s.v. - ja, få det tjekket, helt bestemt. Men oftest er der ikke noget.

Kæmpe krammerHvor jeg bare føler med dig!

Først vil jeg sige, at du IKKE er en dårlig mor, men et menneske der er presset på alle måder.

Jeg stod på præcis samme måde med min datter. Hun ville INTET og jeg kunne bare trave huset tynd med hende på armen. Manden arbejdede meget og intet familie i nærheden. Hun sov ikke, ville ikke ligge, ville ikke i barnevognen, ville kun være ved mig osv osv. Jeg kom stort set ikke ud og så aldrig voksne mennesker.

Tro mig....jeg havde de ondeste tanker og følte mig slet ikke tilstrækkelig. De andre i mødregruppen havde bare nemme børn og der stod jeg med min unge, der bare var umulig. Puh i dag er det helt svært at skrive, for jeg har bare den dejligste datter på 3 år og jeg kunne ikke leve en dag uden hende!!!!

Vi kom frem til, at hun er sensitiv og det lettede det en del at forstå, hvad det handlede om. Hun ville nemlig heller ikke spise, køre bil og skreg panisk ved fremmede allerede fra hun var 3 mdr. Det hele lettede lidt, da hun var 8-10 mdr. og er derfra blevet nemmere med tiden

Jeg synes du skal tale med sp om det... Her kom sp lidt oftere. Så tog hun evt Celina, så jeg kunne få lidt mad eller lign. Det var rigtig dejligt!

Pas på dig selvDu er ikke en dårlig mor.

Anonym skriver:

OMG.. trillinger med kolik, hvordan overlevede du? Jeg har selv tvillinge-søskende, kusiner der er tvillinger, og min tætte barndomsveninde (også familie) har trillinge-søskende. 

Min søn er lavet med kunstig befrugtning, og da vi var i behandling ville jeg at de skulle sætte to æg op, de fik vi dog ikke lov til. Jeg syntes at dem i min famlilie der havde tvil/trillinger, de havde da klaret det meget godt, så det skulle da ikke være noget problem at få to istedet for en. NOT... jeg har så ofte gyyst ved tanken om at stå med TO hylende unger der nægter at sove.

Den hårde tid skal jo bare overståes og man kan klare alt, selvom det virker helt uoverskueligt når man står i det. Men var det ikke fordi min kæreste og jeg arbejder 200% sammen, var jeg nok også gået ned med flaget i kolik tiden.

Rebecca55 skriver:

Den hårde tid skal jo bare overståes og man kan klare alt, selvom det virker helt uoverskueligt når man står i det. Men var det ikke fordi min kæreste og jeg arbejder 200% sammen, var jeg nok også gået ned med flaget i kolik tiden.

Ja det er nok rigtigt. Man er jo NØDT til at komme i gennem det, uanset hvordan sagerne er, de små har jo brug for en, så man gør hvad skal gøres uanset  Tak og lov, så siger alle at man hurtigt glemmer hvor hårdt det var mens det stod på 

barnet er utilfreds.. og jeg tror det er forde i er endt i en dårlig spiral..

han er krævende.. ja nogle børn er bare krævende.. og mere højlydte end andre og finder sig ikke i så meget pjat..

du er sikkert stresset over.

at han ikke sover

at du ikke magter at gå ud

at du ikke er en god nok mor

at han skriger

at du ikke når nok hjemme..

og tja listen er sikker alen lang..

prøv og start fra 0..

ingen forventninger til noget som helst..

husk dig selv,  sid evt uret så du husker at spise.. smør madder på forhånd og skral nogle gulerødder el.. så du har nem hurtig mad..

skriv op hvornår han er utrilfreds.. og hvornår han er glad.. sådan i løbet af dagen.. jeg vil tro du ret hurtigt ser at hans skrigeri ikke er konstant og hele tiden men måske 10 min her og 10 min der..

lad vær og prøv og put ham i en rytme.. det stresser dig unødigt når det kikser.. men læs ham i stedet.. så finder du ret hurtigt ud af når han bliver træt.. så kan du tage ham på maven i slyngen tage ørebøffer på og gå en tur.. og jojo han brokker sig sikkert de første 10 min men du har ørebøffer på ved han er mæt og har tør ble.. og han kan mærke dig.. så falder han sikkert i søvn..

hvis det ikke virker med slyngen.. så prøv med barnevognen... men lad ham ENDELIG ikke skrige i barnevogene.. det kan tage mdr at gøre ham  tryk ved den så...

når han sover så smid dig på sofaen de første 30-45 min og lav intet..

når han mærker mor slapper af og ikke stresser og kan rumme hans fustration bliver han måske glader..

hvis ikke og du stadig er udaset så gå straks til lægen.. og blive tæstet for om du evt skulle havde en dep. under opsejling.

Anonym skriver:

Nei jeg tager det ikke ilde op, jeg kan godt forstå at det lyder mærkeligt at jeg ikke allerede har været til ørelæge og kiropraktor. Men du ved jo ikke hvilken situation jeg står i. 

Ville egentlig gerne være "ikke ano" nu, men der er ikke en indstilling hvor man kan ændre ano status. 

I går var bare en nederen dag. Som min mand sagde, det er meget værre end det lader til, fordi du er syg. Ret havde han, fordi i dag er jeg meget bedre og det ser ikke så sort ud. I går fik jeg alvorligt ubehageligt flash back til den første uge i min søns liv, hvor jeg lå flad med en slem omgang influenza + skrigende unge der var stor og SULTEN, jeg ammede som det gjaldt livet, sad vågen hele nætter med ungen hængende i brystet, han tabte sig næsten heller ikke, selv om han var stor.

Jeg tror det har meget at gøre med min reaktion i går 

Jeg tror det vi lige har været igennem er appetit spring. Jeg har ikke kunnet bære ham ind i mod mig i nogle dage, fordi da er han straks begyndt at lede febrilskt, selv om jeg lige har ammet. I dag har det ikke været et problem at bære ham ind i mod mig. Og han hænger ikke i brystet som de andre dage.

Alle bud der er kommet i tråden er gode men jeg savner et bud. Det samme bud, som jeg har savnet fra alle omkring mig, lige siden min søn blev født. Kan det ikke være at jeg bare har fået et meget krævende barn??

Er man en dårlig mor, fordi man hævder at sit barn er krævende? Jeg HAR set min søn skrige af smerte. Der var nogle dage hvor han ikke kunne komme af med afføringen, og der var jeg ikke i tvivl om at han havde ondt. Sådan virker han dog ikke til dagligt, og derfor har jeg svært ved at tro at der er noget galt med ham. 

Jeg synes at folk er meget hurtige til at konkludere at der er noget fysisk i vejen, når de små græder. F.eks. når vi havde barnedåb. Da havde vi huset fuldt af gæster i 3 dage, inkl. min mor og mormor. Disse to ville selfølgelig gerne holde ham hele tiden, og det kunne han bare ikke tåle dengang, og derfor græd han meget. De var hurtige at konkludere at han havde mavekneb, men efter at jeg sagde at han ikke skulle holdes af andre end mig og min mand, så blev han straks i bedre humør. 

Siden min søn er blevet bedre til at "snakke" har han i øvrigt ikke grædt lige meget. Nu råber han i stedet for. Han råber og råber hele dagen. Og hvis man ikke rammer plet med hvad han vil, først da begynder det at hælde over i gråd. Dette forstærker min tro på at der ikke er noget fysisk galt - han er bare en mundfuld.

Giver dette mening, eller er jeg helt afsporet???

Kvinde84

Ihh troede næsten jeg var den eneste der har en krævende søn Først kolik i 2,5 mdr - og der havde han virkelig ondt i mavsen! Amning blev droppet da jeg sad oppe hele natten og bebs skreg hele tiden selvom jeg havde masser af mælk

Og nu er han 5 mdr og for en uge siden begyndt han på det der råberi som du også beskriver og hvis man så netop ikke rammer plet med noget der kan aflede ham de næste 30 sekunder - 5 min. så begynder han at græde - og virkelig højt.

Overvejer også at få ham tjekket ved lægen - bare for en sikkerhedsskyld.. Men måske han bare er inde i en uvejrsperiode. Ved det ikke, men der er mega flashback lige nu til koliktiden, selvom det ikke ser ud til han har ondt nu, så er han meeega krævende og kræver ens tilstedeværelse nonstop dagen igennem. Føler med dig og det jeg tænker at gøre er - lige at få ham tjekket og så forsøge at acceptere, at sådan er han nok bare - lige nu.

Man elsker dem jo udover alt alligevel. Det er bare lidt hårdere at være mor når man kræves så meget!

Du er ingen dårlig mor !

Det kan slå hvem som helst omkuld ,når det ikke går som man troede.

Men jeg er enig i at du skal have tjekket hans ører.

Og så skal du have fat i din sp ,så du kan få råd og vejledning af en som kender dig og dit barn.

Endelig vil aflastning væe godt.

Jeg har selv en på 5 mdr, og han er god som dagen er lang.Så derfor er jeg aflastning for et familiemedlems baby på 3 mdr.

H*n er nemlig en lille ked og urolig baby,og for at det hele ikke skal kollapse, er h*n her jævnligt så mor kan få sovet,slappet af osv.

Så fat i noget hjælp

Anonym skriver:

Ja det er nok rigtigt. Man er jo NØDT til at komme i gennem det, uanset hvordan sagerne er, de små har jo brug for en, så man gør hvad skal gøres uanset  Tak og lov, så siger alle at man hurtigt glemmer hvor hårdt det var mens det stod på 

Ja det er rigtigt... Vi kan selvfølgelig godt mindes at det var sygt hårdt og at vi nok aldrig har været igennem noget lignende. Men lige pludselig vågner man op og opdager at det slut og man får lov at sove igen...