Nu er jeg bare ude efter jeres mening :D

Lahn11 skriver:

Vil starte med at undskylde over dette indlæg, kommer med sikkerhed til at træde på nogen menesker, og det er IKKE meningen at denne debat skal udvikle sig til en diskusion med en masse skælds ord osv. Vil bare gerne have jeres mening.. Vi sad i psykologi og diskuterede DS og der var jo mange gode og dårlige holdninger til dette med om det egentlig ikke lidt er at sortere de "svage" fra, men så kom vi ind på arveligt sygdomme, og folk som vælger at få børn velvidende om at der er stor risiko for at man giver barnet sygdommen med. Min personlige mening er at jeg synés det er egoistisk at få børn hvis man har en eller anden form for handicap, eller en farlig sygdom som er arvelig, feks. Aids..  Men hvad mener i herinde ? Skal et handicap eller en arvelig lidelse afholde os fra at få vires egne børn ?? Syntes selv det er et svært etisk dilemma ..

det er mega svært - men at få et barn er altid egoistisk og jeg tror for meget på karma til at vi som "medmennesker" kan sætte grænsen for hvornår voksne mennesker må vælge at reproducere sig selv....

Især fordi livet i forvejen er uforudsigeligt - kræft kan bekæmpes og komme ud af ingenting...

Dog mener jeg der er nogle mennesker der ikke burde få børn, men kan ikke se hvordan man kunne lave en menneskelig og fair grænse, hvor folk kan sættes i kasser...

Lahn11 skriver:

Vil starte med at undskylde over dette indlæg, kommer med sikkerhed til at træde på nogen menesker, og det er IKKE meningen at denne debat skal udvikle sig til en diskusion med en masse skælds ord osv. Vil bare gerne have jeres mening.. Vi sad i psykologi og diskuterede DS og der var jo mange gode og dårlige holdninger til dette med om det egentlig ikke lidt er at sortere de "svage" fra, men så kom vi ind på arveligt sygdomme, og folk som vælger at få børn velvidende om at der er stor risiko for at man giver barnet sygdommen med. Min personlige mening er at jeg synés det er egoistisk at få børn hvis man har en eller anden form for handicap, eller en farlig sygdom som er arvelig, feks. Aids..  Men hvad mener i herinde ? Skal et handicap eller en arvelig lidelse afholde os fra at få vires egne børn ?? Syntes selv det er et svært etisk dilemma ..

Tror det er et meget svært spørgsmål at få et helt konkret svar på.. For der vil altid være nogle der bliver stødt og fornærmet. 

Min holdning er, at hvis man ved man føder et barn med DS, en anden sygdom som kan følge til døden, eller andet "Dårligt", så bør man ikke sætte det barn i verden, personligt ville jeg selv vælge det fra da jeg ikke har overskud og energi til sådan et barn med de behov, og det syntes jeg skal være et frit valg stadig om man vil dem eller ej. 

Self, har DS børn også ret til et liv, MEN, er det ikke synd at sætte dem til verden, hvis man ved det får katastrofale følger senere hen, det syntes jeg. 

Men hatten af for dem der føder disse børn, velvidende om at det kommer til at kræve meget af dem.

Jeg er selv bærer af en arvelig lungesygdom, og havde det også meget i mine tanker, inden vi fik børn. Men vi fik en fantastisk vejledning på Klinisk Genetisk i Århus, og det gav os ro på. Vi fik nemlig at vide, hvad det værste der kunne ske var, og så "turde" vi godt få børn... De får så selv lov til at bestemme, når de er gamle nok til at forstå det, om de vil have taget  den famøse blodprøve, for at få at vide, OM der er noget.....

Men ja, det er et stort spørgsmål, for det er jo ikke alle sygdomme, man med sikkerhed kan sige noget om i "arvefasen"....

AnnaKJ skriver:

Jeg har selv sat et barn i verden, som lever et smertefuldt liv til tider, og som kommer til at opleve en tidlig og måske smertefuld død - og piner det mig? Nej det er sku ikke engang ordet! Det er mit livs mareridt!

Desværre vidste vi det ikke, før efter hun blev født - men havde jeg vidst det, så havde jeg ikke sat hende i verden, det er helt sikkert! Hvor grumt det så end lyder

Jeg synes slet ikke det lyder grumt. Det lyder som ren kærlighed fra en mor. Det er jo netop så uegoistisk som det kan være, fordi du tænker på barnet frem for dig selv.

Stor knus til dig og din datter, må skæbnen bringe hende alt det bedste i livet.

Hvis jeg bar en arvelig sygdom som ville gøre barnet meget sygt, så ville jeg gøre brug af ægsortering.

Lahn11 skriver:

Vil starte med at undskylde over dette indlæg, kommer med sikkerhed til at træde på nogen menesker, og det er IKKE meningen at denne debat skal udvikle sig til en diskusion med en masse skælds ord osv. Vil bare gerne have jeres mening.. Vi sad i psykologi og diskuterede DS og der var jo mange gode og dårlige holdninger til dette med om det egentlig ikke lidt er at sortere de "svage" fra, men så kom vi ind på arveligt sygdomme, og folk som vælger at få børn velvidende om at der er stor risiko for at man giver barnet sygdommen med. Min personlige mening er at jeg synés det er egoistisk at få børn hvis man har en eller anden form for handicap, eller en farlig sygdom som er arvelig, feks. Aids..  Men hvad mener i herinde ? Skal et handicap eller en arvelig lidelse afholde os fra at få vires egne børn ?? Syntes selv det er et svært etisk dilemma ..

Vildt spændende debat

Jeg er født med en neurologisk sygdom som bla medfører at jeg har kroniske smerter i hele kroppen og er kronisk udmattet og ikke kan være på arbejdsmarkedet. Denne sygdom har jeg arvet fra min mor, men man vidste ikke dengang at den var arvelig. Det ved man dog i dag. Når mor eller far har sygdommen har deres børn 8 gange større risiko end andre for at være født med/udvikle sygdommen i løbet af livet. 

Min mor har fortalt mig, at hvis man havde kunnet scanne og opdage det da hun ventede mig, så ville hun have fravalgt mig og have fået en abort. Fordi hun vurderede at det ville være alt for synd for mig og ikke kunne nænne at jeg skulle leve med det. Jeg gyser hver gang jeg tænker på det. Tænk på at den eneste grund til at jeg er i live er at teknologien ikke var til stede som gjorde det muligt at opdage at jeg var syg? Andre mente at kunne vurdere at mit liv ikke ville blive godt nok til at man kunne byde mig det. Men jeg har altid være lykkelig for at være i live. Jeg er tit træt af at være syg, men jeg har aldrig nogensinde ønsket ikke at være blevet født!

På samme måde tænker jeg mht andre handicaps. Jeg mener ikke at vi har retten til at vælge til eller fra på den måde. Et barn er et selvstændigt væsen og det har retten til at leve. Vi har som samfund pligt til at sørge for at alle individer har mulighed for et værdigt liv hvad end de fejler. Ud over denne overvejelse er jeg kristen og min opfattelse af kristendom går ikke over ens med det at få en abort.

MEN når det så er sagt, så er det kun min personlige holdning og jeg har slet ingen fordomme mod andre som vælger abort. Så der er ikke noget fordømmende i mit indlæg, for jeg er sikker på at alle vælger det som de vurderer som det bedste for dem i den givne situation. 

Som en ekstra krølle på historien kan jeg lige nævne, at jeg jo har en vidunderlig datter og et nyt barn i maven og de har jo så begge to 8 gange større risiko end andre for at udvikle samme sygdom som jeg har, men jeg har valgt at få børn alligevel. Det har været en opvejning af at så alvorlig er sygdommen alligevel ikke (den er fx ikke dødelig eller voldsomt invaliderende eller sådan) og når jeg selv elsker livet, selv med sygdommen, så vil jeg godt byde mine børn det, selv om jeg håber og beder til at de går fri. Men faktisk er der virkelig mange der ikke burde få børn hvis man skulle gå efter de der odds, for det med at der er 8 gange større risiko end for andre, det gælder også i familier hvor nogen har sukkersyge, blodpropper, kræft osv. Så det er lidt hvor man sætter grænsen.

Amandas-mor skriver:

Vildt spændende debat

Jeg er født med en neurologisk sygdom som bla medfører at jeg har kroniske smerter i hele kroppen og er kronisk udmattet og ikke kan være på arbejdsmarkedet. Denne sygdom har jeg arvet fra min mor, men man vidste ikke dengang at den var arvelig. Det ved man dog i dag. Når mor eller far har sygdommen har deres børn 8 gange større risiko end andre for at være født med/udvikle sygdommen i løbet af livet. 

Min mor har fortalt mig, at hvis man havde kunnet scanne og opdage det da hun ventede mig, så ville hun have fravalgt mig og have fået en abort. Fordi hun vurderede at det ville være alt for synd for mig og ikke kunne nænne at jeg skulle leve med det. Jeg gyser hver gang jeg tænker på det. Tænk på at den eneste grund til at jeg er i live er at teknologien ikke var til stede som gjorde det muligt at opdage at jeg var syg? Andre mente at kunne vurdere at mit liv ikke ville blive godt nok til at man kunne byde mig det. Men jeg har altid være lykkelig for at være i live. Jeg er tit træt af at være syg, men jeg har aldrig nogensinde ønsket ikke at være blevet født!

På samme måde tænker jeg mht andre handicaps. Jeg mener ikke at vi har retten til at vælge til eller fra på den måde. Et barn er et selvstændigt væsen og det har retten til at leve. Vi har som samfund pligt til at sørge for at alle individer har mulighed for et værdigt liv hvad end de fejler. Ud over denne overvejelse er jeg kristen og min opfattelse af kristendom går ikke over ens med det at få en abort.

MEN når det så er sagt, så er det kun min personlige holdning og jeg har slet ingen fordomme mod andre som vælger abort. Så der er ikke noget fordømmende i mit indlæg, for jeg er sikker på at alle vælger det som de vurderer som det bedste for dem i den givne situation. 

Som en ekstra krølle på historien kan jeg lige nævne, at jeg jo har en vidunderlig datter og et nyt barn i maven og de har jo så begge to 8 gange større risiko end andre for at udvikle samme sygdom som jeg har, men jeg har valgt at få børn alligevel. Det har været en opvejning af at så alvorlig er sygdommen alligevel ikke (den er fx ikke dødelig eller voldsomt invaliderende eller sådan) og når jeg selv elsker livet, selv med sygdommen, så vil jeg godt byde mine børn det, selv om jeg håber og beder til at de går fri. Men faktisk er der virkelig mange der ikke burde få børn hvis man skulle gå efter de der odds, for det med at der er 8 gange større risiko end for andre, det gælder også i familier hvor nogen har sukkersyge, blodpropper, kræft osv. Så det er lidt hvor man sætter grænsen.

 

Amandas-mor skriver:

Vildt spændende debat

Jeg er født med en neurologisk sygdom som bla medfører at jeg har kroniske smerter i hele kroppen og er kronisk udmattet og ikke kan være på arbejdsmarkedet. Denne sygdom har jeg arvet fra min mor, men man vidste ikke dengang at den var arvelig. Det ved man dog i dag. Når mor eller far har sygdommen har deres børn 8 gange større risiko end andre for at være født med/udvikle sygdommen i løbet af livet. 

Min mor har fortalt mig, at hvis man havde kunnet scanne og opdage det da hun ventede mig, så ville hun have fravalgt mig og have fået en abort. Fordi hun vurderede at det ville være alt for synd for mig og ikke kunne nænne at jeg skulle leve med det. Jeg gyser hver gang jeg tænker på det. Tænk på at den eneste grund til at jeg er i live er at teknologien ikke var til stede som gjorde det muligt at opdage at jeg var syg? Andre mente at kunne vurdere at mit liv ikke ville blive godt nok til at man kunne byde mig det. Men jeg har altid være lykkelig for at være i live. Jeg er tit træt af at være syg, men jeg har aldrig nogensinde ønsket ikke at være blevet født!

På samme måde tænker jeg mht andre handicaps. Jeg mener ikke at vi har retten til at vælge til eller fra på den måde. Et barn er et selvstændigt væsen og det har retten til at leve. Vi har som samfund pligt til at sørge for at alle individer har mulighed for et værdigt liv hvad end de fejler. Ud over denne overvejelse er jeg kristen og min opfattelse af kristendom går ikke over ens med det at få en abort.

MEN når det så er sagt, så er det kun min personlige holdning og jeg har slet ingen fordomme mod andre som vælger abort. Så der er ikke noget fordømmende i mit indlæg, for jeg er sikker på at alle vælger det som de vurderer som det bedste for dem i den givne situation. 

Som en ekstra krølle på historien kan jeg lige nævne, at jeg jo har en vidunderlig datter og et nyt barn i maven og de har jo så begge to 8 gange større risiko end andre for at udvikle samme sygdom som jeg har, men jeg har valgt at få børn alligevel. Det har været en opvejning af at så alvorlig er sygdommen alligevel ikke (den er fx ikke dødelig eller voldsomt invaliderende eller sådan) og når jeg selv elsker livet, selv med sygdommen, så vil jeg godt byde mine børn det, selv om jeg håber og beder til at de går fri. Men faktisk er der virkelig mange der ikke burde få børn hvis man skulle gå efter de der odds, for det med at der er 8 gange større risiko end for andre, det gælder også i familier hvor nogen har sukkersyge, blodpropper, kræft osv. Så det er lidt hvor man sætter grænsen.

 

Dejligt indlæg ! godt med nogen personlige historier og at se det fra de "syges" side . 

Jeg havde faktisk diskussionen med min mor da vi ventede Lilje. Vi havde valgt hende fra hvis hun skulle bære DS.

Min mor syntes det var snydt og ville ikke vælge et barn fra i dag med DS. Måtte lige vende den for hende og sige.... HVAD nu HVIS jeg var født, og da hun så venter min søster får at vide med 100% sikkerhed at hun har DS, ville hun kunne magte et barn med DS, og et ældre, vil hun sætte en masse ting på strandby fordi hun nu har et DS barn. Vi snakker jo ikke om dagen i dag for min mors vedkommende, men da jeg var lille. Ville man kunne magte 2 børn hvor det ene er sygt.

Du er altid nød til at vende den rundt. Fik jeg at vide i morgen jeg bære en gen fejl, fandme nej, om Lilje så skal være storesøster. Så skal det være sådan noget hyper moderne hvor man kan sortere de syge fra. 

Men er enig, det er et meget svært emne. Jeg er dog sikker på jeg ikke ville sætte børn til verden der fejle noget jeg har givet dem. Hvis jeg selvfølgelig vidste det.

4kløver skriver:

Tror heller ikke jeg var født vis man viste jeg havde en sygdom. Hvor er jeg glad for det. Jeg elsker livet og mine skønne børn som har samme sygdom som jeg.