HeXeri skriver:
Her gik der godt og vel 14 dages tid. De to første dage kan jeg ikke rigtigt huske noget fra.. Kæresten kan fortælle jeg var meget stille og gik nærmest bare rundt i en døs.
At vi så fik hunden aflivet 2½ månede senere, hjalp bare slet ikke. Det var som om jeg ikke rigtigt kunne se en udvej...
Min kærlighed til ham begyndte at gribe om sig som han blev mere og mere bevidst. At han gengældte mine kram, holdte mig i hånden. Af en eller anden underlig årsag så var dette helt nye væsen bare fuldstændigt på linie af hvad jeg kunne magte. Som om han allerede på forhånd vidste, hvis han blev syg nu, knækkede mor nakken.
Jeg er velsignet med et af de børn der bare aldrig har været noget med.. Havde han været kolikbarn, ved jeg ikke hvad jeg havde gjort? Uden følelser, med en bevidsthed om et ansvar der er meget større end mig. Puha..
Idag kan han få min mave til at flagre som ingen anden. Jeg har aldrig oplevet denne betingelsesløse kærlighed til nogen - heller ikke min kæreste. Den lille dreng har helt på egen hånd, uden krav og forventninger åbnet mit hjerte op for resten af menneskeheden.. Han gjorde mig menneskelig, noget jeg ikke har været siden jeg var ganske lille.
Men jeg ved ikke om jeg tør satse og få en til. Hvad hvis der ikke er plads indeni til mere end den ene jeg har? Tunge tanker, som forsømmelse, ikke magte at få begge børn til at føle sig ligeværdige, lige elskede, lige værdsat..
Men derfor betyder det ikke jeg er en mindre god mor end hende der bare elskede allerede før baby var en realitet. I min verden er jeg en perfekt mor, jeg tilsidesatte mig selv fuldstændigt til fordel for det lille liv. Jeg er en bjergbestiger der lige har klatret op af Mount Everest uden hjælp..
Hold kæft hvor er det godt skrevet! Det er præsis sådan der det er. Jeg kan 100 % genkende alt hvad du har skrevet og kunne slet ikke have beskrevet det så flot selv. Det er præsis sådan der det er, men man kan lede længe før man finder en som vil stå ved de der følelser, for det er desværre et stort tabu.
