Jeg tror, den bagage man har med sig hjemmefra, har meget at sige.
Min eks var vandt til, at alle skulle hjælpe til, begge forældrer var i arbejde osv. Det var ham, som plejede at skubbe mig i gang med at rydde op osv, og så gjorde vi det sammen.
Min mand voksede op med, at moren var hjemme om dagen og passede hus og børn, mens faren var på arbejde, og når han kom hjem, havde hun middagen klar, og bagefter sov han lidt, før hun så gik på sit aftenarbejde. Hun gjorde absolut alt i huset. Gæt hvem som nu må gøre det aller meste?
Han vil gerne have det ryddigt og pænt - han har altid bare en del andre ting, som han regner som vigtigere at få gjort, og så skal han jo have fri, når han har fri, så det må jo være min fejl, når ting ikke er gjort. Jeg har kæmpet i mange år for at få ham til at forstå, at jeg har akkurat lige så meget ret til at have fri/kunne disponere min tid, som det han har. Han har bare et virkelig blindt punkt på det område. Jeg kan ikke acceptere det, men samtidig kan jeg ikke se, at det er skilsmisse grund heller, så det sker, at jeg godt kan blive temmelig frustreret. Og før folk begynder at komme med forslag: Ja, jeg har prøvet at få indført skemaer, faste aftaler, faste rutiner osv men jeg får det ikke igennem. Det er ikke fordi, jeg LADER ham være fri for husarbejde osv. Uanset, hvor hårdt jeg "sparker", går han ikke igang. Før jeg traf ham, faldt det mig ikke ind, at så gammeldagse holdninger kunne eksistere i vores generation. Det skal også lige siges, at det først blev rigtig tydeligt, efter at vi havde fået børn og husarbejdsmængden eksploderede.
På andre områder er han en virkelig god mand og far, men når det gælder husarbejde er han en huleboer.
Beklager langt svar...