Har "vores" mænd det for godt?

Ja, har vores mænd det for godt?

Det er et emne jeg ofte har undret mig over, idet der ofte er en debat om "beklagelse" over, at manden i forholdet ikke bidrager til husholdning og/eller børnene.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke, om det er selvforskyldt?

Altså at kvinden i forholdet i starten, hvor der er masser af forelskelse og overskud, gerne vil varte manden op og sørge for at han føler sig forkælet. Når så hverdagen presser sig på, kvinden er måske blevet gravid eller parret har fået barn, så bliver det tydeligt, at hun gør størstedelen af arbejdet og naturligvis ikke vil eller kan finde sig i det...

Jeg siger ikke, at det er en undskyldning for at manden kan læne sig tilbage, men jeg har en idé om, at det er dét de gør... For sådan plejer tingene jo at være. Måske har de heller ikke de samme værdier omkring husholdningen, hvorfor de kan træde henover beskidt vasketøj og nullermænd i hjørnene, uden at tænke yderligere over det... 

Jeg har kun boet sammen med en mand - min tidligere kæreste - og vi var meget fælles omkring husholdningen og børnene, så jeg har ingen erfaringer blot tanker om hvordan det hænger sammen. 

Jeg prøver at forstå hvorfor tingene hænger sådan sammen i - tilsyneladende - mange familier, og vil ikke træde nogle qvinder over tæerne!

Hvad tænker I?

Vh. Louise 

Her i huset er det mig, der har det for godt.

Vi er fælles om alt rengøring, dog er han ikke god til at rydde op efter sig selv. Støvsugeren kan godt stå længe efter han er færdig

Min mand står op og laver morgenmad + min madpakke.

Han aflevere barnet og henter hvis han har fri til det, han laver også altid aftensmad (han er kok) 

Jeg står dog alene med alt i weekenden, der arbejder han.

Jeg kan vel takke min svigermor, for at have opdraget ham godt

 

Hilsen fra en meget forkælet kone

Mamalou skriver:

Ja, har vores mænd det for godt?

Det er et emne jeg ofte har undret mig over, idet der ofte er en debat om "beklagelse" over, at manden i forholdet ikke bidrager til husholdning og/eller børnene.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke, om det er selvforskyldt?

Altså at kvinden i forholdet i starten, hvor der er masser af forelskelse og overskud, gerne vil varte manden op og sørge for at han føler sig forkælet. Når så hverdagen presser sig på, kvinden er måske blevet gravid eller parret har fået barn, så bliver det tydeligt, at hun gør størstedelen af arbejdet og naturligvis ikke vil eller kan finde sig i det...

Jeg siger ikke, at det er en undskyldning for at manden kan læne sig tilbage, men jeg har en idé om, at det er dét de gør... For sådan plejer tingene jo at være. Måske har de heller ikke de samme værdier omkring husholdningen, hvorfor de kan træde henover beskidt vasketøj og nullermænd i hjørnene, uden at tænke yderligere over det... 

Jeg har kun boet sammen med en mand - min tidligere kæreste - og vi var meget fælles omkring husholdningen og børnene, så jeg har ingen erfaringer blot tanker om hvordan det hænger sammen. 

Jeg prøver at forstå hvorfor tingene hænger sådan sammen i - tilsyneladende - mange familier, og vil ikke træde nogle qvinder over tæerne!

Hvad tænker I?

Vh. Louise 

Det handler om at træne dem godt hehe

Da min kæreste og jeg flyttede sammen i maj, vidste han ik engang hvordan man skulle tænde opvaskeren. 

Han kommer fra et hjem hvor hans mor altid har gjort alt. ALT! Selv ordnet deres værelser når de var i slutningen af teenageårene..

Da vi så flyttede sammen kunne han heller ikke finde ud af noget. Men så lod jeg ogs bar vær med at gøre det, tøjvask osv, så kom han og spurgte om jeg ik ville vise ham hvordan!

Lige nu går han hjemme og venter på at kunne starte uddannelse, mens jeg går på arbejde hver dag, når jeg så kommer hjem er der ryddet op og vasket tøj, og jeg skal kun koncentrere mig om maden ( han er håbløs i et køkken)

Så de kan sagtens, det gælder bar om at vise dem hvordan og selv protestere lidt 

Det er jo tilladt at tænke selv Fordi din kæreste har forkælet dig i 6 mdr betyder det jo ikke at han ikke må ta opvasken eller ta ungerne med på legepladsen så mor også kan sove længe ind i mellem. Hvis ikke manden selv kan tænke sig til det, tror jeg man har fået fat i et noget sløvt eksemplar. Min mand kan sagtens have perioder hvor han ikke har tid og overskud pga jobbet fylder en del, og der kan jeg da godt brokke mig herinde, men jeg brokker mig jo lige så tit over at jeg er stresset og ikke orker en fis og at manden så må ta hele slæbet. Men det gør man jo for hinanden i et forhold. Heldigvis er der langt flere måneder hvor det hele bare kører end der er hvor det bare er røv og nøgler. Jeg er meget taknemmelig for min mand, vi har begge vores fejl, men kærligheden halter aldrig, og jeg har altid været et brokkehovede så han vidste hvad han gik ind til Og det gjorde jeg også

min mand har det ikke for godt. opgaverne er fordelt lige, vi ved hvad vi hver især er gode til (han sætter f.eks. tøj over og er god til at vaske op) og sådan regner jeg med at det forbliver. ingen af os har det "godt" - det er lige fordelt. han gør  de ting han er god til, jeg gør de ting jeg er god til.

Det er fordelt mellem hvad vi er gode til og hvad vi gerne vil. Og der er ikke en der gør MERE herhjemme end den anden. Det er virkelig godt fordelt

Mamalou skriver:

Ja, har vores mænd det for godt?

Det er et emne jeg ofte har undret mig over, idet der ofte er en debat om "beklagelse" over, at manden i forholdet ikke bidrager til husholdning og/eller børnene.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke, om det er selvforskyldt?

Altså at kvinden i forholdet i starten, hvor der er masser af forelskelse og overskud, gerne vil varte manden op og sørge for at han føler sig forkælet. Når så hverdagen presser sig på, kvinden er måske blevet gravid eller parret har fået barn, så bliver det tydeligt, at hun gør størstedelen af arbejdet og naturligvis ikke vil eller kan finde sig i det...

Jeg siger ikke, at det er en undskyldning for at manden kan læne sig tilbage, men jeg har en idé om, at det er dét de gør... For sådan plejer tingene jo at være. Måske har de heller ikke de samme værdier omkring husholdningen, hvorfor de kan træde henover beskidt vasketøj og nullermænd i hjørnene, uden at tænke yderligere over det... 

Jeg har kun boet sammen med en mand - min tidligere kæreste - og vi var meget fælles omkring husholdningen og børnene, så jeg har ingen erfaringer blot tanker om hvordan det hænger sammen. 

Jeg prøver at forstå hvorfor tingene hænger sådan sammen i - tilsyneladende - mange familier, og vil ikke træde nogle qvinder over tæerne!

Hvad tænker I?

Vh. Louise 

Tror da i nogle forhold at hverdagen med et barn rammer hårdt, pludselig har kvinden ikke overskud til alt det huslige og mandens rolle bliver pludeslig vigtigere i forhold til at få en hverdag til at fungere. Jeg tror komblikationerne i et forhold opstår hvis man ikke har fået talt om disse ting før barnet kommer, men måske naivt troedet at så meget ændre hverdagen sig jo ikke heller, så rammer hverdagen bare med 100 km i timen.

Herhjemme er vi meget fælles, vi var ikke så meget fælles før vi fik børn der gjorde jeg det meste. Men da den første kom ændrede manden den holding og tog sin tørn. Da nummer to kom, vil jeg nok sige at han tog størsteparten af ansvaret herhjemme. Men altså nogle gange kan jeg godt tænke - kan han ikke se rodet, vasketøjet, men mistænker han for at være bedre til at leve i nuet og nyde ungerne om dagen for så at ordne disse ting om aftenen når de er putte - smarte mand jeg vil gerne have det hele ordnet i løbet af dagen og det tager jo tid fra ungerne...

Jeg tænkte at jeg lige ville give mit mande-besyv, da jeg jo er mand, på alle de tråde om dårlige mænd og mænd der ikke gør nok der hjemme! 

Jeg synes jeg har det tilpas herhjemme hos os. Vores opgaver er ligelidt fordelt. Jeg synes vi er gode til at hive hinanden op af sofaen, for at få ryddet op og støvsuget.

Jeg får tit ros af min kæreste, over at jeg er god til selv at rydde op, vaske tøj, tage mig af vores datter, og så behøver hun ikke engang at spørge mig om det - sørge for at MIN kæreste har det godt - elsker at forkæle min kæreste, elsker at sørge for hende og få hende til at føle sig værdsat.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke forstår hvor svært det kan være, at hive sig lidt op i den nederste region og så komme i gang med at få ryddet op og lige få svinget støvsugeren - tag det som en opsang til de af Jer der ikke kan det!

Hvad jeg får ud af at være så "god" - jeg får masser af kærlighed, kys og rigtig god mad!

Go' weekend!

ja måske har du ret... men tror også der ligger noget i den genneralle opdragelse

da jeg boede med min x lavede jeg ALT, når vi var hjemme og besøge hans forældre lavede hans mor alt... og fortlate at det havde hun altid gjordt.... ikke så meget som at tage sin egen tallerken ud fra bordet kunne han der hjemme

så ja han var blevet opdraget til at havd det for godt...

selv da jeg gik i skole og arbejdede og han gik hjemme, lavede han ikke en skid... og alt det opvask eller tomme mælke kartonner der var brugt mens jeg var væk stod rundt i huset hvor han havde brugt det  det førte til mange skænderrier... og til at jeg tilsidst smed ham ud!!

 

da jeg fandt min mand, lavede han mad til mig på vores 2. date  og i starten inden vi fik opvaskemaskine vaskede vi op sammen og hyggede med det... ja nogle gange skal jeg da bede ham om at gøre ting... men det er fordi jeg har styr på hvad vi skal nå inden der fx. kommer gæster... eller i øjeblikket fordi jeg ikke kan med bækkenløsning...

han gør ting af sig selv og det elsker jeg... og fortæller ham det tit... og han er opdraget hjemme fra til at man rydder op efter sig selv og hjælper i hjemmet...

så... mødre... den ligger til jer der ude... skal jeres sønner være genstand for meget brok eller skænderrier... fordi de har haft det for godt hjemme hos mor... eller skal de være rigtige mænd der tager ansvar og kan lave noget i hjemmet?? jeg ved godt hvordan mine børn vil blive opdraget

Jeg er en af dem som har brokket sig herinde 

Min kæreste er vokset op i rod (virkelig meget rod) og har ikke lært det. Dog ku han godt da han boede med sin x. Han siger at det er fordi hun intet gad og så måtte han jo . 

Har bare så svært ved at se hvorfor han ikke gør tingene , selv når jeg spørger. Tog en lang snak med ham, igen, igår og han lovede at tænke over hvorfor han har svært ved at gøre tingene. har fortalt ham konsekvensen af hva der kan ske, hvis jeg okser derud af med min bl og tendens til plukveer. 

Jeg har ikke forkælet ham i starten af vores forhold - tværtimod var det omvendt . Men det er jo så forsvundet ... Baaaah ..

Men da jeg  boede med min x, delte vi ogs om opgaverne. Og det var uden brok eller noget. 

I min fam er det nok mest mig der står for det hele især li for tiden manden aflevere vøres datter i vuggestue og henter nogle gange jeg laver mad og handler ind og det der nu følger Med i de hjemlige pligter manden føler han allerede har meget når han skifter ble og det men jeg føler han altid har følt "hvis han bære 1 glas er det som om han føler han bære 10 glas ud" han er lidt sløv i det Er faktisk bare lidt ierterne når ik ik selv kan se det
Men man elsker ham jo alligevel