Nogen der bliver jaloux når andre bliver gravide?

Babymamma skriver:

Da vi prøvede at få en baby der var jeg aldrig jaloux, men kunne godt blive lidt ked af det  Jeg var altid glade på andres vejne og ønskede stort tillykke med deres lille pus.

 

Men efter vi selv er blevet gravide herhjemme har jeg oplevet hvordan veninder har været jaloux og ikke engang har kunne sige ordentligt tillykke og nærmest har skulet efter mig når vi har mødtes i selskab med andre veninder  

 

Fair nok at man bliver jaloux, blev som sagt selv ked af det - men at man faktisk bliver til et menneske der ikke engang kan glæde sig på andres vejne, ja det kan jeg simpelthen ikke med. Var virkelig skuffet over mine veninder og de skal da ikke forvente at jeg bliver glade på deres vejne den dag de står og er i lykkelige omstændigheder. Selvfølgelig bliver jeg glad, misforstå mig ikke, men har næsten lyst til at lave samme opførelse over for dem, så de kan få at føle hvor ked af det de faktisk har gjort et andet menneske der skulle forestille at være glad og lykkelig.

At man kan sidde i selskab med veninder og ikke tør sige noget, vise scanningsbilleder eller noget som helst er simpelthen forfærdeligt.

 

Ved godt mit eget lille udbrud ikke hjælper dig   Men syntes virkelig du skal tænke over at du gør andre ked af det ved at du har det sådan - og tænk hvis ingen gad og være glade på dine vegne  Du ville da selv syntes det er træls og nok også gøre dig ked af det...

Nu kan man jo sagtens være jaloux UDEN at vise det overfor personen. Det gjorde jeg i hvert fald aldrig. Men følelsen af, at blive misundelig eller ked af det, er altså heeelt normal.

Men må så også sige at sidde at vise skanningsbilleder m.m. til par som har kæmpet længe med graviditet, er måske også lidt mangel på empati og pli! Jeg vil dælme blive ked af det, hvis en af mine veninder havde gjort det under vores behandlingsforløb.

Når man har prøvet at miste sit dødfødte barn og ikke bliver gravid igen,....bare sådan lige, så bliver man jaloux. Og det er bare tanker man ikke kan styre. Sådan er det bare.

Så ja, jeg kan godt sætte mig ind i hvordan TS har det.

Da jeg skulle fortælle de to veninder jeg har, der kæmper for at få barn, at jeg var gravid, må jeg indrømme at jeg var en smule nervøs og tænkte meget over måden at få det sagt. Jeg vidste hvor stort et ønske det var for dem, havde fulgt dem i årene og set hvor hårdt det var for dem og deres parforhold. De smilte begge stort, råbte tillykke og krammede. Men blikket i deres øjne var fuld af sorg og misundelse. Og det forstår jeg. Når jeg forestiller mig, at jeg skulle leve med den store sorg, ikke at få de børn jeg ønsker mig, bliver jeg meget trist og taknemmelig over, at det kan jeg. 

Men nu til mit egentlige spørgsmål: Jeg vil støtte mine veninder, jeg vil dem det bedste og jeg vil være der for dem. Jeg har aldrig sagt; "Op på hesten igen" eller "I er jo så unge, det skal nok komme" og i den dur. Men jeg har hørt mine to veninder fortælle, at det er det værste, og de føler sig neglicerede og misforståede. 

Hvad skal man gøre eller sige til dem, der står i samme situation som jer, der kæmper for at få et barn? Hvordan er man der for jer? Indtil videre har jeg lyttet, og vist min forståelse, men ikke kommet med råd eller (misforståede) peptalks...

nielsen80 skriver:

Nu kan man jo sagtens være jaloux UDEN at vise det overfor personen. Det gjorde jeg i hvert fald aldrig. Men følelsen af, at blive misundelig eller ked af det, er altså heeelt normal.

Men må så også sige at sidde at vise skanningsbilleder m.m. til par som har kæmpet længe med graviditet, er måske også lidt mangel på empati og pli! Jeg vil dælme blive ked af det, hvis en af mine veninder havde gjort det under vores behandlingsforløb.

Jeg kan bare se at andre herinde skriver at de slet ikke vil snakke med andre der gravide - ergo vil de ikke vise at de er glade for andres graviditet.

 

Veninder betyder da ikke decideret PAR der vil være gravide. Havde én veninde der slet ikke har en kæreste som var sygeligt jaloux, har en anden veninder der knap nok var gået i gang med projekt baby og hun vidste hvad vi herhjemme var gået igennem, men hun var alligevel jaloux og kunne knap nok snakke med mig det første stykke tid.

 

Jeg var decideret bange for at være glad for min egen graviditet i nærheden af andre fordi de ville kigge mærkeligt på mig og nærmest prøve at slå over i et andet emne.

Det er sku ikke mangel på empati eller pli fra min side når man knap nok må fortælle at man overhovedet er gravid.

Sad da selvfølgelig ikke og viftede med billeder, det var bare e.ks på at jeg syntes man skal være glad for at andre bliver gravide - og at jeg ikke syntes man så selv skal forvente at andre bliver glade på ens egne vejne hvis det er.

Nu forsøger vi ikke og blive gravide da isabella kun er 14 mdr.
Men jeg blover da lidt jaloux for jeg er lidt skruk. Glæder mig til at blive gravid igen.

Jeg bliver ikke sur eller ked af det når andre bliver det.
Men jeg har en veninde og en kusine der skal føde i august og jeg er lidt jaloux hehehe

Min bedste veninde  slog nærmest hånden af mig da hun blev gravid, fordi hun var/er bange for hvordan jeg ville have det da, hun ved at min mand og jeg virkelig ønsker at blive gravide... Men må indrømme at det var lidt hårdt, at finde ud af det gennem bag veje, men det er sgu mere hårdt at hun udelukker mig fra hendes liv... 

Babymamma skriver:

Da vi prøvede at få en baby der var jeg aldrig jaloux, men kunne godt blive lidt ked af det  Jeg var altid glade på andres vejne og ønskede stort tillykke med deres lille pus.

 

Men efter vi selv er blevet gravide herhjemme har jeg oplevet hvordan veninder har været jaloux og ikke engang har kunne sige ordentligt tillykke og nærmest har skulet efter mig når vi har mødtes i selskab med andre veninder  

 

Fair nok at man bliver jaloux, blev som sagt selv ked af det - men at man faktisk bliver til et menneske der ikke engang kan glæde sig på andres vejne, ja det kan jeg simpelthen ikke med. Var virkelig skuffet over mine veninder og de skal da ikke forvente at jeg bliver glade på deres vejne den dag de står og er i lykkelige omstændigheder. Selvfølgelig bliver jeg glad, misforstå mig ikke, men har næsten lyst til at lave samme opførelse over for dem, så de kan få at føle hvor ked af det de faktisk har gjort et andet menneske der skulle forestille at være glad og lykkelig.

At man kan sidde i selskab med veninder og ikke tør sige noget, vise scanningsbilleder eller noget som helst er simpelthen forfærdeligt.

 

Ved godt mit eget lille udbrud ikke hjælper dig   Men syntes virkelig du skal tænke over at du gør andre ked af det ved at du har det sådan - og tænk hvis ingen gad og være glade på dine vegne  Du ville da selv syntes det er træls og nok også gøre dig ked af det...

Hejsa...


Jeg kan godt se at man selvfølgelig også skal se det fra den anden side...

Jeg siger også tillykke og jeg hører på hvad der bliver sagt når andre spørger ind til det eller den gravide selv fortæller, men jeg spørger ikke lige så meget selv, som jeg gjorde før hen...

Har ikke lyst til at spørge om en masse, da jeg ved at der er så mange andre der spørger ind til det, og jeg bliver selv ked af at sidde og høre om det, så vil heller ikke selv have det værre med det, når jeg ved at der er så mange andre de kan fortælle til...

Jeg prøver heller ikke at skifte emne når jeg hører om deres graviditet, for jeg synes man skal have lov til at være over lykkelig og glad når man er gravid, men kan simpelthen ikke få mig selv til at sidde og spørge særligt meget ind til det desværre...

.... Og det er det der irritere mig, for sådan vil jeg jo heller ikke selv have at det skal være....

skrivemaskine skriver:

Da jeg skulle fortælle de to veninder jeg har, der kæmper for at få barn, at jeg var gravid, må jeg indrømme at jeg var en smule nervøs og tænkte meget over måden at få det sagt. Jeg vidste hvor stort et ønske det var for dem, havde fulgt dem i årene og set hvor hårdt det var for dem og deres parforhold. De smilte begge stort, råbte tillykke og krammede. Men blikket i deres øjne var fuld af sorg og misundelse. Og det forstår jeg. Når jeg forestiller mig, at jeg skulle leve med den store sorg, ikke at få de børn jeg ønsker mig, bliver jeg meget trist og taknemmelig over, at det kan jeg. 

Men nu til mit egentlige spørgsmål: Jeg vil støtte mine veninder, jeg vil dem det bedste og jeg vil være der for dem. Jeg har aldrig sagt; "Op på hesten igen" eller "I er jo så unge, det skal nok komme" og i den dur. Men jeg har hørt mine to veninder fortælle, at det er det værste, og de føler sig neglicerede og misforståede. 

Hvad skal man gøre eller sige til dem, der står i samme situation som jer, der kæmper for at få et barn? Hvordan er man der for jer? Indtil videre har jeg lyttet, og vist min forståelse, men ikke kommet med råd eller (misforståede) peptalks...

Jeg tror du gør det helt rigtige ved "bare" at lytte! Hvis der er noget jeg ikke har brug for, så er det, at en der ikke har været i behandling sidder og fortæller mig hvordan det er, og at jeg bare skal tage det roligt, så skal det nok komme! For det ved man ikke noget om, hvis man ikke har prøvet det!

Til TS så tror jeg vi alle får et stik i hjertet, når nogen fortæller, at de er gravide!

Jeg er endnu ikke blevet rigtig jaloux på nogle veninder, selvom jeg da i mit stille sind tænker gid det var mig, men jeg håber ikke jeg lader mig mærke med det!

Jeg bliver meget mere jaloux på kvinder på gaden, eller hvis jeg hører om folk det lige hovsa er blevet gravide, og ikke helt ved om de vil beholde barnet... Det har jeg MEGET svært ved at håndtere, også selvom at børn ikke skal sættes i verden, hvis de ikke er ønsket eller forældrene ikke er i stand til at tage sig af dem. Men det synes jeg er vildt svært!

Jeg har både en veninde og en kusine der blev gravide på det tidspunkt hvor vi havde vores første forsøg, og jeg er da skide misundelig på, at jeg ikke også har en lille baby i min mave, men sådan skulle det nu engang ikke være

Håber det snart bliver jeres tur, så andre kan være lidt misundelige på jer

Anonym skriver:

Hejsa...


Jeg kan godt se at man selvfølgelig også skal se det fra den anden side...

Jeg siger også tillykke og jeg hører på hvad der bliver sagt når andre spørger ind til det eller den gravide selv fortæller, men jeg spørger ikke lige så meget selv, som jeg gjorde før hen...

Har ikke lyst til at spørge om en masse, da jeg ved at der er så mange andre der spørger ind til det, og jeg bliver selv ked af at sidde og høre om det, så vil heller ikke selv have det værre med det, når jeg ved at der er så mange andre de kan fortælle til...

Jeg prøver heller ikke at skifte emne når jeg hører om deres graviditet, for jeg synes man skal have lov til at være over lykkelig og glad når man er gravid, men kan simpelthen ikke få mig selv til at sidde og spørge særligt meget ind til det desværre...

.... Og det er det der irritere mig, for sådan vil jeg jo heller ikke selv have at det skal være....

Kan jeg sagtens følge dig i   det er MEGET hårdt at alle andre får det man selv allerhelst vil have. Jeg fik selv af vide at jeg havde svært ved at få børn, så at vi er gravide nu er simpelthen bare mit livs mirakel og ved derfor både hvordan det er at se andre blive gravide og for den sags skyld se andre blive jaloux på mig.

 

Det er en hård verden, men så længe du bare prøver at give lidt igen så syntes jeg det er stort af dig  Det ville være skrækkeligt hvis du slet ikke gad og snakke med dine veninder i deres graviditet eller andet - man bliver simpelthen nødt til at være der for hinanden. 

skrivemaskine skriver:

Da jeg skulle fortælle de to veninder jeg har, der kæmper for at få barn, at jeg var gravid, må jeg indrømme at jeg var en smule nervøs og tænkte meget over måden at få det sagt. Jeg vidste hvor stort et ønske det var for dem, havde fulgt dem i årene og set hvor hårdt det var for dem og deres parforhold. De smilte begge stort, råbte tillykke og krammede. Men blikket i deres øjne var fuld af sorg og misundelse. Og det forstår jeg. Når jeg forestiller mig, at jeg skulle leve med den store sorg, ikke at få de børn jeg ønsker mig, bliver jeg meget trist og taknemmelig over, at det kan jeg. 

Men nu til mit egentlige spørgsmål: Jeg vil støtte mine veninder, jeg vil dem det bedste og jeg vil være der for dem. Jeg har aldrig sagt; "Op på hesten igen" eller "I er jo så unge, det skal nok komme" og i den dur. Men jeg har hørt mine to veninder fortælle, at det er det værste, og de føler sig neglicerede og misforståede. 

Hvad skal man gøre eller sige til dem, der står i samme situation som jer, der kæmper for at få et barn? Hvordan er man der for jer? Indtil videre har jeg lyttet, og vist min forståelse, men ikke kommet med råd eller (misforståede) peptalks...

Hejsa... Sikke et dejligt empatisk indlæg du havde lavet... Blev helt glad af at læse det...

Jeg tror at "tarkartoflen" har ret i at det er godt bare at lytte og måske spørge ind til hvordan de har det...

Tror også at det er helt rigtigt bare at sige det lige ud at man er gravid, uden at skulle have det dårligt med det, men det kan være at man så hellere skal få stillet sit behov for at fortælle alt om graviditet og baby hos nogen andre veninder eller svigermor...

Jeg tror at du kan hjælpe ved at fortælle de store punkter i graviditeten til dem (første scanning, køn osv), men lade være med at opdatere de to veninde om hvert enkelt jordemoder besøg...

(Der er næsten ingen der ved at vi prøver, så jeg ved for mit eget vedkommende at folk ikke kan tage hensyn til mig, fordi de ikke ved det - har bare svært ved at skulle sige det til alle dem man kender, uden at føle et pres)