Testen var desværre negativ i dag, og jeg havde det selvfølgelig på fornemmelsen, men hvor blev jeg da alligevel skuffet.
Vi har kun et forsøg tilbage, så synes jo at løbet snart er kørt for os. Kan det virkelig være meningen at Daniel skal blive enebarn? Det håber jeg ikke.
Det føles som om vi følger samme "mønster" som med Daniel. Først abort, så ingenting, og endelig en graviditet. Så med lidt held lykkes det næste gang.
Vi bliver dog nødt til at holde en pause. Manden har fået stress, og vi skal ikke i gang med en ny behandling før han er ovenpå igen. Tror dog at det er sundt at holde en lille, om end ufrivillig, pause igen. Min krop og mit sind er træt af alle de hormoner og at skulle prøve og prøve at få et barn mere. Forstår bare ikke hvorfor det skal være så svært.
Et trist lille indlæg fra mig, humøret skal dog nok hurtigt blive bedre, det plejer det, vi er ikke sådan at slå ud 
Anmeld