:(

Frk. Himmelblå skriver:

Åh, sikke en magtesløshed! Det må være SÅ hårdt. At man slet ikke selv kan styre det, selvom det er ens brændende ønske, og man vi gøre alt for at få det opfyldt!

Jeg ved godt, at man ikke kan komme med råd i denne sammenhæng, for I ved så rigeligt selv, hvad I kan og vil osv.. Men jeg tænker, at hvis man gik i gang med adoptionsproces (sideløbende), så ville det måske give noget følelse af styring med situationen - styring i retning af et barn, om end det vil tage tid.. Det var bare en tanke... Intet andet.

Du fortjener at blive mor. Det er pissehamrende uretfærdigt, at du ikke er blevet det endnu. Og du har al ret til at - og bør for dit eget helbreds skyld - bede veninder om at klappe i, når dine grænser bliver overtrådt. 

Du bliver simpelthen nødt til at lade omverdenen vide, at det her er svært - pissehamrende svært!! For det er det!

Jeg håber alt det bedste for dig/jer.

Vi er så tidelig i processen at vi endnu ikke overvejer adoption. Dog har vi snakket om det. man vender jo en ting eller to når man er i behandling.. Og tak for de søde ord.

chicka23 skriver:

Er ikke selv ufrivillig barnløs men har en søn på 6 mdr. 

Kneb en lille tåre da jeg læste dit indslag.

For hvor er det dog bare urimeligt at folk skal kæmpe som i gør. Er fuldt empatisk og forstår din vrede og afmagt. Er ked af at i skal kæmpe sådan for at få ønskebarnet. Håber så inderligt at det lykkes for jer en dag. Har ingen gode råd, men hvor er du dog i din ret til at føle som du gør lige nu. 

Ville egentlig bare give et kæmpe i din retning.

 

Tusind tak, det er sødt af dig.

Filuka skriver:

Tror at vi er mange i denne gruppe der føler med dig og har været eller er hvor du er lige nu. Det er også bare helt i orden at have det af helvede til - og gerne vil bearbejde det opslidende liv man står i pt.! At man bare ikke magter de mennesker der vil "muntre" en op ved at sige, det skal nok gå. og uanset hvor velmenene de er, kan de bare ikke sige det rigtige, de forstår det ikke. Der skal ikke glattes ud eller siges op på hesten igen. Det er større og langt hårdere end de fleste "almindelige" mennesker kan forstå.

Håber inderligt at du får det bedre og at når du har overkuddet til det, har nogle gode, støttende mennesker omkring dig. Stort knus herfra

Lige præcis. Det er nemlig sådan jeg har det. Tak for forståelsen.

lenemor77 skriver:

Åhh - jeg kender følelsen. Vores fertile veninder kan ikke forstå vores frustration. Og samtidig forventer de, at vi skal bære deres frustration, hvis de ikke bliver gravide med no 2 inden for få måneder.... Luk røven... Prøv 4 år!!!!

Vores datter er nu 4 år - og jeg er endelig gravid med no 2. Men i de 4 mellemliggende år, har vi jo kæmpet for sagen. Og så siger min søde (men desværre lidt uforstående) veninde... Jamen - du har jo en skøn datter, og det er jo ikke en menneskeret at få børn....Klap i siger jeg bare - du har 3 børn.....

Desværre er barnløshed et tabuemne. Og ofte bortforklarer kvinder deres situation. I stedet for at indrømme den store sorg de har været igennem (og ikke har nogen børn), så forklarer de altid hvor fuldendt deres liv er, hvor meget de rejser og oplever verden, eller dedikerer deres liv til diverse organisationer eller kæledyr.

 

Men husk - det er ikke forkert at indrømme man er ked af det. Eller bede om hjælp. Du skal ikke gennemgå det alene - og du skal heller ikke bære din kærestes sorg.... Få noget hjælp - sammen...

Min kæreste og jeg, har valgt at være åbne omkring at vi er i behandling. Alligevel er det lidt som om at det ikke er noget man snakker om. Og det synes jeg er ærgeligt. Fordi der er mange der kæmper. Og godt kæmpet af jer! Tak for svar og opmuntring.

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

Vi kender ikke hinanden - og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg slet ikke ved, hvad du går igennem, men derfor får du alligevel et stort kram herfra.

Jeg håber ikke, at dette tages som ufølsomt i din situation, som tydeligvis er en svær tid - men jeg sidder som "den fertile veninde" og kunne godt bruge at vide, hvordan det er bedst at tackle den sorg og tristhed, kvinder som dig sidder med?

Jeg har haft meget svært ved at annoncere mine graviditeter, fordi jeg har været bange for, om jeg sårede nogle, som måske kæmpede for det. Der er ikke nogen i min umiddelbare omgangskreds, der har været åbne omkring vanskeligheder med at opnå graviditet, men efter deres graviditet/fødsel er det alligevel kommet frem, at der var "noget".

Jeg kan forstå, at du/I har været åbne omkring forløbet, og så er det unægteligt nemmere at forholde sig til det - men hvis vi var veninder, så ville jeg være grædefærdig over at skulle fortælle dig, at jeg var gravid - der er nemlig også følelser forbundet med at føle sorg på andres vegne samtidigt med at man selv er glad - hvor går grænsen for, hvad der er tilladt? 

Hvordan kunne du ønske dig, at dine veninder opførte sig? Maverne kan ikke skjules, deres verden drejer sig om det lille ny liv, de kan ikke tage på besøg uden at have babyen med, og barnevognene kan ikke gemmes væk. Det er rigtigt svært at vide, hvor meget den anden ønsker at vide, når hele ens verden drejer sig om det - men jeg kan sagtens følge dig i de velmente råd "slap af/få en hund" og hvad man ellers hører af dumme kommentarer.

Har du/I sagt direkte til veninderne, hvor grænsen går?

Lige nu er det helt sikkert uoverskueligt for dig at tro på, at det nogensinde lykkes - men jeg håber, at alle succeshistorierne herinde kan give dig troen tilbage, det skal nok lykkes.

Tanker herfra i en utrolig svær tid. Håber det snart lykkes

Rockertand skriver:

Vi kender ikke hinanden - og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg slet ikke ved, hvad du går igennem, men derfor får du alligevel et stort kram herfra.

Jeg håber ikke, at dette tages som ufølsomt i din situation, som tydeligvis er en svær tid - men jeg sidder som "den fertile veninde" og kunne godt bruge at vide, hvordan det er bedst at tackle den sorg og tristhed, kvinder som dig sidder med?

Jeg har haft meget svært ved at annoncere mine graviditeter, fordi jeg har været bange for, om jeg sårede nogle, som måske kæmpede for det. Der er ikke nogen i min umiddelbare omgangskreds, der har været åbne omkring vanskeligheder med at opnå graviditet, men efter deres graviditet/fødsel er det alligevel kommet frem, at der var "noget".

Jeg kan forstå, at du/I har været åbne omkring forløbet, og så er det unægteligt nemmere at forholde sig til det - men hvis vi var veninder, så ville jeg være grædefærdig over at skulle fortælle dig, at jeg var gravid - der er nemlig også følelser forbundet med at føle sorg på andres vegne samtidigt med at man selv er glad - hvor går grænsen for, hvad der er tilladt? 

Hvordan kunne du ønske dig, at dine veninder opførte sig? Maverne kan ikke skjules, deres verden drejer sig om det lille ny liv, de kan ikke tage på besøg uden at have babyen med, og barnevognene kan ikke gemmes væk. Det er rigtigt svært at vide, hvor meget den anden ønsker at vide, når hele ens verden drejer sig om det - men jeg kan sagtens følge dig i de velmente råd "slap af/få en hund" og hvad man ellers hører af dumme kommentarer.

Har du/I sagt direkte til veninderne, hvor grænsen går?

Lige nu er det helt sikkert uoverskueligt for dig at tro på, at det nogensinde lykkes - men jeg håber, at alle succeshistorierne herinde kan give dig troen tilbage, det skal nok lykkes.

Tak for ærlige ord. Nu er min situation måske lidt speciel, men de fleste af dem har ikke fortalt det til mig direkte, men har ringet til mig eller min mand. En enkelt har fortalt det til mig direkte..

Mit "problem" er ikke så meget det at skulle overrække nyheden, for jeg blev - virkelig- glad på deres vegne. Det er mere midt i alt glæden, oplever jeg manglende forståelse for mit problem og manglende situationsfornemmelse når man siger " godt vi ikke har problemer med at få børn, godt det ikke er mig" osv.

Jeg er sikker på at de ikke mener det ondt, men man ekstra følsom, fordi man kan ikke lade være med at tage det til sig.

Alle har ret til at være glade omkring sin graviditet, ikke misforstå mig. Jeg føler bare, der ikke altid har været plads til mig og mine følelser altid. Måske jeg ser på det anderledes, når jeg engang, forhåbelig, selv bliver mor.

Efter en lang snak med min kæreste igår, så har jeg besluttet mig for, at det er ok hvis jeg er ked af det og ikke mindst, sige det højt. Måske det ændre mange situationer i fremtiden med mine veninder/bekendtskaber..

Man kan jo ikke altid ændre på et problem, man ikke ved eksisterer. Det forstår jeg nu, hvor jeg har tudet øjene ud. 

Mit egentlige problem, er nok mere skuffelsen og frustrationen over ikke at være mor endnu, end det er mine veninder.. Jeg skal nok komme ovenpå igen. Det er bare lidt svært lige nu.. 

Baagøe skriver:

Tanker herfra i en utrolig svær tid. Håber det snart lykkes

Tak for det!

pastry26 skriver:

Tak for ærlige ord. Nu er min situation måske lidt speciel, men de fleste af dem har ikke fortalt det til mig direkte, men har ringet til mig eller min mand. En enkelt har fortalt det til mig direkte..

Mit "problem" er ikke så meget det at skulle overrække nyheden, for jeg blev - virkelig- glad på deres vegne. Det er mere midt i alt glæden, oplever jeg manglende forståelse for mit problem og manglende situationsfornemmelse når man siger " godt vi ikke har problemer med at få børn, godt det ikke er mig" osv.

Jeg er sikker på at de ikke mener det ondt, men man ekstra følsom, fordi man kan ikke lade være med at tage det til sig.

Alle har ret til at være glade omkring sin graviditet, ikke misforstå mig. Jeg føler bare, der ikke altid har været plads til mig og mine følelser altid. Måske jeg ser på det anderledes, når jeg engang, forhåbelig, selv bliver mor.

Efter en lang snak med min kæreste igår, så har jeg besluttet mig for, at det er ok hvis jeg er ked af det og ikke mindst, sige det højt. Måske det ændre mange situationer i fremtiden med mine veninder/bekendtskaber..

Man kan jo ikke altid ændre på et problem, man ikke ved eksisterer. Det forstår jeg nu, hvor jeg har tudet øjene ud. 

Mit egentlige problem, er nok mere skuffelsen og frustrationen over ikke at være mor endnu, end det er mine veninder.. Jeg skal nok komme ovenpå igen. Det er bare lidt svært lige nu.. 

Tak for dit svar - jeg synes nemlig, at der burde være mere focus på dette svære emne, netop fordi der er så mange, der kæmper og kæmper. 

Efterhånden som flere og flere er åbne omkring behandling, så tror jeg også, at den generelle holdning omkring det bliver mere og mere positiv, således at man er mere medfølende og har større respekt for de par, der kæmper kampen - men der vil nok altid eksistere de der totalt respektløse kommentarer, som jeg også selv har hørt, selv fra min meget nære omgangskreds - jeg siger fra med det samme, men det er desværre stadig ikke alle, der kan være empatiske omkring følelseshelvedet i behandlingsverdenen.

Jeg håber, at begge "sider" kan opnå forståelse for hinanden, men det kræver nok større dialog - og du vil i hvert fald være én af dem, der kan se begge sider, når du får din guldklump.

pastry26 skriver:

Tak for det!

Velbekomme. Det var da det mindste