:(

pastry26 skriver:

Tak for opbakningen! Ja, jeg ved heller ikke med de der gravide veninder... det kan jo også godt være mig der tager alting meget nært lige nu. Det er mere følelsen af at blive forstået jeg savner lige nu..

Jeg har bare sådan lyst til at råbe "jeg har det dårligt, så forstå det dog", men måske er det fordi jeg altid har været hende den stærke..

Tak for de søde ord i øvrigt.

.. Selvfølgellig tager du alle ting omkring graviditet og børn nært i øjeblikket... Måske du skulle åbne op og vise du ikke altid er den stærke og bede dem lytte til dig 

(jeg har også altid været hende den stærke), men jeg nåede til et punkt hvor min facade bristede og jeg kom i et sort hul.. og måtte fortælle hvordan jeg havde det, for at komme ovenpå igen .. 

pastry26 skriver:

Tak for de velskrevet og søde ord. Jeg har virkelig brug for sådan nogle svar lige nu. Og tak for tilbuddet, måske jeg skriver til dig..

Det er så hårdt at indrømme at man faktisk er nede over alt det her barnløsheds halløj. i virkeligheden er det nok fordi jeg ikke helt vil indrømme det endnu overfor mig selv, at vi har problemer. Jeg havde aldrig forestillet mig at vi skulle ende her i den her gruppe - og så oveni købet uden held.

Det værste er, at det dræner mig for energi, og ting som var en del af mig og vores fælles liv, er nu noget jeg ikke har overskud til længere. Det er sgu hårdt.

Øv øv øv.. Men sådan er livet jo desværre noglegange.

Det var virkelig så lidt!

Jeg er så "heldig" at jeg har vidst de sidste 6 år, at behandling blev den måde, jeg skulle have børn på, så jeg har haft god tid til at vænne mig til tanken, det tror jeg, hjælper mig! Kan godt forstå, at det er et kæmpe chok, når man ikke ved det og pludselig får smidt sådan en bombe!

Har l overvejet at fortsætte til IVF?

Jeg er p.t. igennem præcis det samme med at være helt ved siden af mig selv og ikke have overskud til noget som helst! Det bliver dog bedre og bedre og det vil det også blive for dig! Du skal bare have noget hjælp til at komme ud på den anden side!

Jeg kan se, at du bor i Århus, det gør jeg også! Så skriv hvis du mangler en, der forståe dig!

Stort

Camillos skriver:

.. Selvfølgellig tager du alle ting omkring graviditet og børn nært i øjeblikket... Måske du skulle åbne op og vise du ikke altid er den stærke og bede dem lytte til dig 

(jeg har også altid været hende den stærke), men jeg nåede til et punkt hvor min facade bristede og jeg kom i et sort hul.. og måtte fortælle hvordan jeg havde det, for at komme ovenpå igen .. 

Jamen det har du ret i. Min mand har lige ringet hjem fra job og spurgt til mig, og han siger også "bank i bordet, du HAR ret til at være ked af det".. glæder mig til at han kommer hjem. Tror for en gangs skyld vi kan få en god snak i aften.. 

pastry26 skriver:

Jamen det har du ret i. Min mand har lige ringet hjem fra job og spurgt til mig, og han siger også "bank i bordet, du HAR ret til at være ked af det".. glæder mig til at han kommer hjem. Tror for en gangs skyld vi kan få en god snak i aften.. 

det håber jeg så endelig i gør..

Jeg krydser fingre for du får det bedere... 

og sender en masse baby klister i din retning, i håb om at du snart står med en Posetiv test og et godt humør

tarkoflen skriver:

Det var virkelig så lidt!

Jeg er så "heldig" at jeg har vidst de sidste 6 år, at behandling blev den måde, jeg skulle have børn på, så jeg har haft god tid til at vænne mig til tanken, det tror jeg, hjælper mig! Kan godt forstå, at det er et kæmpe chok, når man ikke ved det og pludselig får smidt sådan en bombe!

Har l overvejet at fortsætte til IVF?

Jeg er p.t. igennem præcis det samme med at være helt ved siden af mig selv og ikke have overskud til noget som helst! Det bliver dog bedre og bedre og det vil det også blive for dig! Du skal bare have noget hjælp til at komme ud på den anden side!

Jeg kan se, at du bor i Århus, det gør jeg også! Så skriv hvis du mangler en, der forståe dig!

Stort

Ja, vi har overvejet IVF. Men først skal vi igennem IUI med hormon stimulering. Det er jo "kun" 2 forsøg med alm cyklus, vi er igennem. Alligevel er det svært for mig at forestille, at vi skal kæmpe så meget at vi skal igennem reagensglas beh. Det hænger nok sammen med at jeg ikke helt kan forstå vi er endt her..

IVF er lidt skræmmende for mig.. 

Og igen tak for tilbuddet..

Kan mærke at det hjælper lidt, at skrive om det..

pastry26 skriver:

Ja, vi har overvejet IVF. Men først skal vi igennem IUI med hormon stimulering. Det er jo "kun" 2 forsøg med alm cyklus, vi er igennem. Alligevel er det svært for mig at forestille, at vi skal kæmpe så meget at vi skal igennem reagensglas beh. Det hænger nok sammen med at jeg ikke helt kan forstå vi er endt her..

IVF er lidt skræmmende for mig.. 

Og igen tak for tilbuddet..

Kan mærke at det hjælper lidt, at skrive om det..

Vi er i IVF behandling, så hvis du vil vide noget for at det ikke er så skræmmende, så siger du bare til! Vi skal have vores 2. forsøg i august.

Skriv du bare løs! Er sikker på, at du får det bedre af, at komme ud med det hele og høre, at du ikke er den eneste, der har det som du har det

Tror at vi er mange i denne gruppe der føler med dig og har været eller er hvor du er lige nu. Det er også bare helt i orden at have det af helvede til - og gerne vil bearbejde det opslidende liv man står i pt.! At man bare ikke magter de mennesker der vil "muntre" en op ved at sige, det skal nok gå. og uanset hvor velmenene de er, kan de bare ikke sige det rigtige, de forstår det ikke. Der skal ikke glattes ud eller siges op på hesten igen. Det er større og langt hårdere end de fleste "almindelige" mennesker kan forstå.

Håber inderligt at du får det bedre og at når du har overkuddet til det, har nogle gode, støttende mennesker omkring dig. Stort knus herfra

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

Åhh - jeg kender følelsen. Vores fertile veninder kan ikke forstå vores frustration. Og samtidig forventer de, at vi skal bære deres frustration, hvis de ikke bliver gravide med no 2 inden for få måneder.... Luk røven... Prøv 4 år!!!!

Vores datter er nu 4 år - og jeg er endelig gravid med no 2. Men i de 4 mellemliggende år, har vi jo kæmpet for sagen. Og så siger min søde (men desværre lidt uforstående) veninde... Jamen - du har jo en skøn datter, og det er jo ikke en menneskeret at få børn....Klap i siger jeg bare - du har 3 børn.....

Desværre er barnløshed et tabuemne. Og ofte bortforklarer kvinder deres situation. I stedet for at indrømme den store sorg de har været igennem (og ikke har nogen børn), så forklarer de altid hvor fuldendt deres liv er, hvor meget de rejser og oplever verden, eller dedikerer deres liv til diverse organisationer eller kæledyr.

 

Men husk - det er ikke forkert at indrømme man er ked af det. Eller bede om hjælp. Du skal ikke gennemgå det alene - og du skal heller ikke bære din kærestes sorg.... Få noget hjælp - sammen...

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

Åh, sikke en magtesløshed! Det må være SÅ hårdt. At man slet ikke selv kan styre det, selvom det er ens brændende ønske, og man vi gøre alt for at få det opfyldt!

Jeg ved godt, at man ikke kan komme med råd i denne sammenhæng, for I ved så rigeligt selv, hvad I kan og vil osv.. Men jeg tænker, at hvis man gik i gang med adoptionsproces (sideløbende), så ville det måske give noget følelse af styring med situationen - styring i retning af et barn, om end det vil tage tid.. Det var bare en tanke... Intet andet.

Du fortjener at blive mor. Det er pissehamrende uretfærdigt, at du ikke er blevet det endnu. Og du har al ret til at - og bør for dit eget helbreds skyld - bede veninder om at klappe i, når dine grænser bliver overtrådt. 

Du bliver simpelthen nødt til at lade omverdenen vide, at det her er svært - pissehamrende svært!! For det er det!

Jeg håber alt det bedste for dig/jer.

Er ikke selv ufrivillig barnløs men har en søn på 6 mdr. 

Kneb en lille tåre da jeg læste dit indslag.

For hvor er det dog bare urimeligt at folk skal kæmpe som i gør. Er fuldt empatisk og forstår din vrede og afmagt. Er ked af at i skal kæmpe sådan for at få ønskebarnet. Håber så inderligt at det lykkes for jer en dag. Har ingen gode råd, men hvor er du dog i din ret til at føle som du gør lige nu. 

Ville egentlig bare give et kæmpe i din retning.