:(

Babymamma skriver:

Velbekom  Folk der ikke er i din (vores) situation vil aldrig kunne forstå og vil altid syntes man skal tage sig sammen eller slappe af og tag det som det kommer.

 

Bare ignorer det, man har ret til at have lidt selvmedlidenhed  Og ja, snak lige med en eller anden så du ikke kommer ned i et hul du får svært ved at komme op af. F.eks. din kæreste - selvom det er svært  Eller tag til lægen, det gjorde jeg. det hjælper altid at komme ud med sine følelser.

Måske vil jeg gøre det - tage til lægen. Jeg tror bare jeg har brug for lidt mere tid på sofaen... 

Babyklar skriver:

Tak!

pastry26 skriver:

Måske vil jeg gøre det - tage til lægen. Jeg tror bare jeg har brug for lidt mere tid på sofaen... 

Det er også helt i orden. Jeg siger det også bare for din egen skyld, det kan jo gå grueligt galt hvis der ikke bliver taget hånd om dig i ordentligt tid 

Babymamma skriver:

Det er også helt i orden. Jeg siger det også bare for din egen skyld, det kan jo gå grueligt galt hvis der ikke bliver taget hånd om dig i ordentligt tid 

Ja, det har du ret i. Og tak fordi du bekymre dig.

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

øv hvor er jeg ked af du har det sådan! Men jeg kender altså følelsen. Man græder over baby emner, har ikke llyst til at se på gravide kvinder, veninder med mere. Man kan ikke glæde sig på andres vegne fordi man bare så brændende vil ha et barn.. og jeg mener så at det er en menneskeret at få "lov" at blive forældre!! For pokker hvor jeg forstår din tankegang! 

men UNDSKYLD MIG! Hvad er det dog for nogle uforstående veninder du har? Ja altså jeg kender ikke din Baggrund, men kan se du er i behanling, hvilket i hvertfald kræver over 1 års barnløshed? Synes de burde skrue lidt ned for deres begejstring omkring deres maver, når de er sammen med dig? 

Jeg har selv et par gange haft en gravid veninde lige op til jeg har haft en SA , som jeg har haft 5 gange, før det er lykkes mig. 

Jeg meldte altså ud for hende, hvilket hun fuldt ud forstod : At hvis jeg ville vide noget om hendes mave eller udvikling skulle jeg nok selv spørge ind til det, da det var et meget følsomt område for mig, og jeg gerne ville glæde mig på hendes vegne, men det var svært, at få alle de rosenrøde historier omkring graviditet. 

Jeg følte virkerlig også i de 5 år det har taget os at : Vi aldrig blev forældre  til dig! 

Et kram fra een der blev skudt tilbage under dynen, for 2 år siden, hvor jeg havde det præcis som du beskriver! Det er så hårdt at gå igennem, og det føles så inderligt, og gør så forbandet ondt!!

Mange tanker fra een der tydeligt husker smerten, og ønsker jer det aller aller bedste!!

Åhh søde dig! Hvor har du bare fortjent en masse jeg håber der er nogle, der kan give dig et ægte kram

Jeg synes helt ærlig ikke at dine veninder er særligt forstående, hvis de ved, at l kæmpe med at blive gravide! Mine veninde siger til mig, at jeg bare skal sige, hvis jeg ikke vil vide en masse om deres graviditeter! Og folk skal bare ikke sige, at man nok bare skal slappe af! Hvordan ville de lige selv kunne det, når alt er sat fuldstændigt i system, og når man er bange for, at man aldrig bliver gravid?

Jeg kan godt forstå, at du ikke magter at stå op, og jeg kan virkelig godt forstå at du synes det er rigtig hårdt! Jeg synes du skal få din kæreste til at bestille en samtale hos din læge hurtigst muligt, så du ikke får det endnu værre, for jeg synes bestemt ikke det lyder godt! Det er bedre at komme af sted hurtigt, og så få noget hjælp, for det bliver kun værre af at vente!

Jeg er selv sygemeldt med stress og ved hvordan det er, at ligge for nedrullede gardiner og slet ikke magte at stå op, heller ikke bare for at hente et glas vand!

For mig er det altså en menneskeret at få børn, hvis man ønsker det! Dem der siger, at det ikke er, er tit dem der ikke skal kæmpe! Jeg vil have lov til at få børn jeg kan elske ubetinget og opleve den kærlighed, som man ikke kan føle for nogen anden i denne verden! Sådan er det bare! Og de følelser vil jeg have lov til at have, og det synes jeg også du skal give dig selv lov til!

Du skal bare komme ud med det hele! Og hvis du har lyst til at skrive til nogen privat med de følelser, som man ikke er pjattet med, at man har, så skriv en personlig besked til mig, jeg lytter og svarer gerne!

Du skal vide, at du er helt normal!

Kæmpe

Camillos skriver:

øv hvor er jeg ked af du har det sådan! Men jeg kender altså følelsen. Man græder over baby emner, har ikke llyst til at se på gravide kvinder, veninder med mere. Man kan ikke glæde sig på andres vegne fordi man bare så brændende vil ha et barn.. og jeg mener så at det er en menneskeret at få "lov" at blive forældre!! For pokker hvor jeg forstår din tankegang! 

men UNDSKYLD MIG! Hvad er det dog for nogle uforstående veninder du har? Ja altså jeg kender ikke din Baggrund, men kan se du er i behanling, hvilket i hvertfald kræver over 1 års barnløshed? Synes de burde skrue lidt ned for deres begejstring omkring deres maver, når de er sammen med dig? 

Jeg har selv et par gange haft en gravid veninde lige op til jeg har haft en SA , som jeg har haft 5 gange, før det er lykkes mig. 

Jeg meldte altså ud for hende, hvilket hun fuldt ud forstod : At hvis jeg ville vide noget om hendes mave eller udvikling skulle jeg nok selv spørge ind til det, da det var et meget følsomt område for mig, og jeg gerne ville glæde mig på hendes vegne, men det var svært, at få alle de rosenrøde historier omkring graviditet. 

Jeg følte virkerlig også i de 5 år det har taget os at : Vi aldrig blev forældre  til dig! 

Tak for opbakningen! Ja, jeg ved heller ikke med de der gravide veninder... det kan jo også godt være mig der tager alting meget nært lige nu. Det er mere følelsen af at blive forstået jeg savner lige nu..

Jeg har bare sådan lyst til at råbe "jeg har det dårligt, så forstå det dog", men måske er det fordi jeg altid har været hende den stærke..

Tak for de søde ord i øvrigt.

kitty skriver:

Et kram fra een der blev skudt tilbage under dynen, for 2 år siden, hvor jeg havde det præcis som du beskriver! Det er så hårdt at gå igennem, og det føles så inderligt, og gør så forbandet ondt!!

Mange tanker fra een der tydeligt husker smerten, og ønsker jer det aller aller bedste!!

Tusind tak for opbakningen og krammer.

tarkoflen skriver:

Åhh søde dig! Hvor har du bare fortjent en masse jeg håber der er nogle, der kan give dig et ægte kram

Jeg synes helt ærlig ikke at dine veninder er særligt forstående, hvis de ved, at l kæmpe med at blive gravide! Mine veninde siger til mig, at jeg bare skal sige, hvis jeg ikke vil vide en masse om deres graviditeter! Og folk skal bare ikke sige, at man nok bare skal slappe af! Hvordan ville de lige selv kunne det, når alt er sat fuldstændigt i system, og når man er bange for, at man aldrig bliver gravid?

Jeg kan godt forstå, at du ikke magter at stå op, og jeg kan virkelig godt forstå at du synes det er rigtig hårdt! Jeg synes du skal få din kæreste til at bestille en samtale hos din læge hurtigst muligt, så du ikke får det endnu værre, for jeg synes bestemt ikke det lyder godt! Det er bedre at komme af sted hurtigt, og så få noget hjælp, for det bliver kun værre af at vente!

Jeg er selv sygemeldt med stress og ved hvordan det er, at ligge for nedrullede gardiner og slet ikke magte at stå op, heller ikke bare for at hente et glas vand!

For mig er det altså en menneskeret at få børn, hvis man ønsker det! Dem der siger, at det ikke er, er tit dem der ikke skal kæmpe! Jeg vil have lov til at få børn jeg kan elske ubetinget og opleve den kærlighed, som man ikke kan føle for nogen anden i denne verden! Sådan er det bare! Og de følelser vil jeg have lov til at have, og det synes jeg også du skal give dig selv lov til!

Du skal bare komme ud med det hele! Og hvis du har lyst til at skrive til nogen privat med de følelser, som man ikke er pjattet med, at man har, så skriv en personlig besked til mig, jeg lytter og svarer gerne!

Du skal vide, at du er helt normal!

Kæmpe

Tak for de velskrevet og søde ord. Jeg har virkelig brug for sådan nogle svar lige nu. Og tak for tilbuddet, måske jeg skriver til dig..

Det er så hårdt at indrømme at man faktisk er nede over alt det her barnløsheds halløj. i virkeligheden er det nok fordi jeg ikke helt vil indrømme det endnu overfor mig selv, at vi har problemer. Jeg havde aldrig forestillet mig at vi skulle ende her i den her gruppe - og så oveni købet uden held.

Det værste er, at det dræner mig for energi, og ting som var en del af mig og vores fælles liv, er nu noget jeg ikke har overskud til længere. Det er sgu hårdt.

Øv øv øv.. Men sådan er livet jo desværre noglegange.