:(

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

Kender det godt  Skulle selv starte på klinikken, jeg har PCO - det var den værste dag i mit liv og jeg fik skam også depression over tanken om aldrig at kunne få børn 

Det er forfærdeligt og ih hvor jeg syntes du har ret til bare at have det som du har det. Det er altså ikke nemt bare lige at få det bedre og se glad ud. Jeg græd hver gang min kæreste ville snakke om det og jeg lukkede mig selv helt inde fordi jeg var træt af at græde.

Jeg føler med dig og håber snart at du føler dig klart til en ny omgang. Og så håber jeg at du får en god sommer trods alt 

Babymamma skriver:

Kender det godt  Skulle selv starte på klinikken, jeg har PCO - det var den værste dag i mit liv og jeg fik skam også depression over tanken om aldrig at kunne få børn 

 

Det er forfærdeligt og ih hvor jeg syntes du har ret til bare at have det som du har det. Det er altså ikke nemt bare lige at få det bedre og se glad ud. Jeg græd hver gang min kæreste ville snakke om det og jeg lukkede mig selv helt inde fordi jeg var træt af at græde.

 

Jeg føler med dig og håber snart at du føler dig klart til en ny omgang. Og så håber jeg at du får en god sommer trods alt 

Tak, det var meget sødt og ærligt skrevet. Rart at høre, at man trods ikke er umormal, fordi man føler man er på vej ned i et sort hul...

Det er bare bad luck. Skide røv irriterende og frustrerende. Øv med øv på!!! 

Tillykke med graviditeten til dig. 

pastry26 skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for det her er svært at indrømme..

Men jeg er så sindssyg ked af det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Det ser nu ud som om at jeg ikke skal være mor i denne her omgang heller og vi bliver nødsaget til at stoppe behandling i 3 mdr. grundet ferie i klinikken og vores egen ferie, samt praktikperiode.

Det er så svært for mig denne her gang. Jeg kan næste ikke stå ud af sengen og jeg aflyser aftaler, for at ligge i fosterstilling hjemme på sofaen. Min kæreste er selvfølgelig også ked af det, men jeg orker ikke at snakke med ham om det, da jeg føler jeg også skal "bearbejde" hans sorg også.. og det magter jeg ikke.

Jeg er træt af at være den søde og "ikke-påvirkelige" veninde overfor mine gravide veninder/veninder med børn, for de forstår slet slet ikke følelsen af afmagthed. Når vi taler om det, er deres svar "tror du ikke bare du skal slappe lidt af??".

Slappe af?? Jeg er så fu**ing træt af at høre dem sige det!! Her sidder jeg og høre på deres historier om at mærke liv den første gang, følelsen af at føle sig speciel osv osv. STOP STOP for helved, jeg magter det ikke mere!!

Jeg er så alene i verden med mine følelser og jeg er alvorligt bange for jeg er ved at udvikle en depression. Faktisk er jeg så modløs, at jeg ikke engang orker at stå op for at blive insemineret.. fordi jeg tror ikke på det.

Jeg ved godt at det ikke er en menneskeret at få børn. Og at jeg også har ret til et dejligt liv, evt. uden børn. Men jeg kan slet ikke finde mig selv i alt det her, og jeg føler virkelig at jeg har nået bunden...

Det her er ikke et medlidenheds indlæg. Jeg skriver, fordi jeg tror jeg har godt af, at få det ud.

Tak fordi du evt. gad at læse med.

Måske du skulle finde en sød psykolog? Dine tanker er mere end retfærdige, dine veninder skulle vise lidt mere hensyn.

Fuldt forståeligt at du har det sådan.

HeXeri skriver:

Måske du skulle finde en sød psykolog? Dine tanker er mere end retfærdige, dine veninder skulle vise lidt mere hensyn.

Måske en psykolog kunne komme på tale, når jeg har lidt mere overskud. Lige nu kan jeg knap komme ud af sengen...

pastry26 skriver:

Tak, det var meget sødt og ærligt skrevet. Rart at høre, at man trods ikke er umormal, fordi man føler man er på vej ned i et sort hul...

Det er bare bad luck. Skide røv irriterende og frustrerende. Øv med øv på!!! 

Tillykke med graviditeten til dig. 

Velbekom  Folk der ikke er i din (vores) situation vil aldrig kunne forstå og vil altid syntes man skal tage sig sammen eller slappe af og tag det som det kommer.

Bare ignorer det, man har ret til at have lidt selvmedlidenhed  Og ja, snak lige med en eller anden så du ikke kommer ned i et hul du får svært ved at komme op af. F.eks. din kæreste - selvom det er svært  Eller tag til lægen, det gjorde jeg. det hjælper altid at komme ud med sine følelser.

FruK skriver:

Fuldt forståeligt at du har det sådan.

Tak for det.