Har brug for hjælp

Anonym skriver:

Hej jeg er ano da jeg ikke ønsker nogen skal vide hvem jeg er.
Sagen er den at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 4 år og har et barn på lidt over et år.
Vi havde det så godt sammen før vores barn kom til verden. Fordi at det var lettere athåndteere min kærestes sygdom som er posttraumatisk stress. Men efter vores barn er kommet har jeg indset at det er utrolig hårdt ved mig. Ikke at jeg skal tages vores barn mest men at min kæreste bliver så let sur og stresset.
Det mindste var barn skriger bliver han sur og hæver stemmen over for barnet.
Han sover til middagstid hver dag. Weekenden har vi delt således at jeg står op med vores barn. Når barnet så skal sove middagslr går jeg ind og lægger mig hvor han så står op når barnet vågner men jeg vågner altid op ved at vores barn græder og han er sur. Og og synes det er enormt frustrende at det er hver eneste weekend.vores barn klynker sig til mig når jeg så står op.
Sagen er den at det gør så ondt på mig at han aldrig kan tilside sætte sig selv.
Og hvis vi går fra hinanden vil han have 7/7 ordning og det vil jeg helst ikke da jeg jo ser hvad der sker når bare han er alene med barnet et par timer.
Jeg ønsker ikke og skal gå imod ham og tage vores barn fra ham da jeg jo synes det på mange områder er synd for ham. Men ønsker også vores barn skal se sin far.
Men ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. For føler at jeg kun er sammen med ham for at have vores barn hele tiden for at " holde øje" med hvordan han er over for barnet. Hvad skal jeg gøre?

Du har selv valgt at få barn med ham og må derfor også tage dit ansvar. Jeg synes ikke man kan være bekendt at droppe forholdet, fordi du nu er begyndt at synes at det er hårdt. Så må i få noget professionel familiehjælp så i kan få nogle redskaber at arbejde med.

mor:) skriver:

Du har selv valgt at få barn med ham og må derfor også tage dit ansvar. Jeg synes ikke man kan være bekendt at droppe forholdet, fordi du nu er begyndt at synes at det er hårdt. Så må i få noget professionel familiehjælp så i kan få nogle redskaber at arbejde med.

mor:) skriver:

Du har selv valgt at få barn med ham og må derfor også tage dit ansvar. Jeg synes ikke man kan være bekendt at droppe forholdet, fordi du nu er begyndt at synes at det er hårdt. Så må i få noget professionel familiehjælp så i kan få nogle redskaber at arbejde med.

Hejsa 

Først og fremmest vil jeg luge sige at det er flot at du Vælger at gøre noget for forholdet og tænker på din kæreste. Her med ment at det er meget hårdt at være i et forhold hvor den ene har en psykisk sygdom. Jeg Har ikke nogle erfaringer hvor der er barn blandet ind i det men ved hvor hårdt det kam være med en kæreste som er syg og habrander behov end "normalen" 

Har du forsøgt at snakke med ham omkring hvordan du har det? Det er vigtigt at du får fortalt ham hvad du håbe og tænker og tumler med. 

Jeg er sikker på at din kæreste vil være åben over for at hjælpe alt det han kan, specielt hvis han er interesseret i at i skal blive sammen. 

Får han noget mediciN for det? Altså har han en psykriater som han går til? 

Jeg kender selv hvor hårdt det er at leve med men husk at tænke på dig selv 

Du må endelig spørge hvis di har brug for at snakke også i en privat besked 

Pas på dig selv og  rigtig god søndag

Tak for jeres svar. Det er utrolig svært at skulle kontakte kommunen for hvis der bliver noget mere ud af det. Altså ment på den måde at hvis vi går fra hinanden er jeg bange for at de måske vil gå imod min kæreste og synes det er synd for han prøver så godt han kan. Men det erbare utrolig svært for mig at leve i det. For det gør ondt på mig at hans lunte er så kort over for vores barn.
Vil jo gerne at vi kan få det til at fungere. For jeg elsker ham jo men synes bare at mine følelser i forhold til hans korte lunte over for vores barn ødelægger utrolig meget. For det er jo kun et barn. Han er jo ellers en utroligkærlig far.

jeg synes du skal tænke på hvad det gør ved jeres barn - måske det gir lidt styrke til at handle

fx når du skriver "For det gør ondt på mig at hans lunte er så kort over for vores barn." så kan du fokusere på barnets situation og 100% gøre hvad der er bedst for ham/hende

om det så er at gå . indblande kommune osv ved jeg ikke, men med fokus på barnet er det måske lettere at træffe de svære beslutninger

Anonym skriver:

Jeg synes virkelig ikke du kan være bekendt at skrive sådan. For selvom jeg har valgt at få barn med ham betyder ikke at jeg er et dårligt menneske fordi jeg synes det er blevet ekstremt hårdt.

jeg har ikke på noget tidspunkt skrevet at du er et dårligt menneske, men du har hele tiden vidst at han har sygdommen. Generelt synes jeg at alt for mange mennesker går fra hinanden i løbet af barnets første tre år fordi det har vist sig at være hårdt.

Mettefpigen skriver:

Synes det er lidt hårdt skrevet, når du ikk ved det hele..

tja jeg har kun det skrevne at forholde mig til. sådan er det vel på et fora.

mor:) skriver:

A

tja jeg har kun det skrevne at forholde mig til. sådan er det vel på et fora.

Jeg har ikke læst hvad de andre har skrevet. Men jeg tænker at du måske kan lave det sådan at I lejer et værelse hvor de kæreste kan sove nogle dage hver uge og komme sig og få det bedre. Og så kan han komme hjem igen når han har det bedre.

Det er et langt bedre alternativ end splittelse af familien

Mettefpigen skriver:

Synes stadig det er hårdt sagt.. Man skal da hellere gå fra hinanden end at have det dårligt sammen...

Ja der er hårdt sagt, men alt alt for mange går fra hinanden indenfor de første tre af barnets leveår. Det er en stor omvætning at få et barn og det er super super hårdt, især hvis der så ligesom i det her tilfælde er andre faktorer der spiller ind.

Men så vil jeg mene at man altid skal huske at tage sin del af ansvaret. Man vælger selv hvem man vil skabe sin familie med. Selvfølgelig skal man da ikke have det dårligt med hinanden og forblive sammen til evig tid. Men så må man prøve med familierådgivning og hvad der ellers findes af hjælp, så man kan få nogle redskaber til at få det til at fungere trods de lidt anderledes omstændigheder.