Har brug for hjælp

Anonym skriver:

Problemet ligger i at han har haft 50 psykolog timer. Og intet har hjulpet ham. Og jo han ved godt at den er gal. Og han er også utrolig ked af det.men så snart han bare er lidt træt skal der intet til at køre ham over i det røde felt.
Og han aner bare ikke hvad han skal gøre.

Nej, så kan jeg godt se, at det virker uoverskueligt.

Det er en rigtig træls situation for jer alle tre. Må også være svært for ham, når han egentlig er klar over det, og har prøvet at gøre noget ved det, men det ikke hjælper. Hvis det var mig, ville det nok slå mig ret meget ud.

Som sagt ved jeg ikke noget om det, men jeg ville prøve at snakke med hans læge eller psykolog (igen, hvis I allerede har gjort det). Tænker at der da må være noget andet man kan gøre.

SH-Baby skriver:

Nej, så kan jeg godt se, at det virker uoverskueligt.

Det er en rigtig træls situation for jer alle tre. Må også være svært for ham, når han egentlig er klar over det, og har prøvet at gøre noget ved det, men det ikke hjælper. Hvis det var mig, ville det nok slå mig ret meget ud.

Som sagt ved jeg ikke noget om det, men jeg ville prøve at snakke med hans læge eller psykolog (igen, hvis I allerede har gjort det). Tænker at der da må være noget andet man kan gøre.

Ja men der er ikke så meget at gøre. Da posttraumatiskstress ikke rigtig kan helbredes. Det er noget der sidder i en resten af livet. Det er nemlig efter han har været udsendt som soldat. Hvor andre kan få det hvis de f.eks er blevet udsat for overgreb.

Men jeg har snakket med ham om det igen i dag. Og somhan sagde han vidste det godt, men det varbare skide svært at styrer selvom han så gerne vil. Hvor jeg spurgte om der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham. Men som han sagde så er det jo skide svært at gøre ret meget når vi f.eks køre i bil og cores barn begynder at skrige. Men at det simpelthen stressede ham så meget at ham mange gange havde svært ved at koncentrerer sig om at køre bil. Selvom han virkelig forsøger at lukke det ude.
Han sagde også at han selvfølglig kunne tage hærepropper i. Men så sagde jeg til ham, at det skulle han ikke. For det er jo træls at skal gå med dem i. Og så kan han jo heller ikke høre hvad der blev sagt til ham. Så det skal han sgu ikke. Men har fået lidt luft igen. Så må vi se om ikke der kan gøre noget for at gøre det lettere for os.

Som han sagde, han kunne jo måske prøve og gå en tur med vores barn i klapvognen der i weekenderne når han tager barnet efter barnet har sovet. Så må vi se om ikke det kan afhjælpe lidt så jeg kan få lov til at sove lidt, og han måske slipper for det skrigeri

Anonym skriver:

Ja men der er ikke så meget at gøre. Da posttraumatiskstress ikke rigtig kan helbredes. Det er noget der sidder i en resten af livet. Det er nemlig efter han har været udsendt som soldat. Hvor andre kan få det hvis de f.eks er blevet udsat for overgreb.

Men jeg har snakket med ham om det igen i dag. Og somhan sagde han vidste det godt, men det varbare skide svært at styrer selvom han så gerne vil. Hvor jeg spurgte om der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham. Men som han sagde så er det jo skide svært at gøre ret meget når vi f.eks køre i bil og cores barn begynder at skrige. Men at det simpelthen stressede ham så meget at ham mange gange havde svært ved at koncentrerer sig om at køre bil. Selvom han virkelig forsøger at lukke det ude.
Han sagde også at han selvfølglig kunne tage hærepropper i. Men så sagde jeg til ham, at det skulle han ikke. For det er jo træls at skal gå med dem i. Og så kan han jo heller ikke høre hvad der blev sagt til ham. Så det skal han sgu ikke. Men har fået lidt luft igen. Så må vi se om ikke der kan gøre noget for at gøre det lettere for os.

Som han sagde, han kunne jo måske prøve og gå en tur med vores barn i klapvognen der i weekenderne når han tager barnet efter barnet har sovet. Så må vi se om ikke det kan afhjælpe lidt så jeg kan få lov til at sove lidt, og han måske slipper for det skrigeri

Det er rigtig dejligt at I kan snakke om det, og at han gør hvad han kan, for at holde det i skak. Det lyder til at være en mand, der rigtig gerne vil gøre det bedste han kan og være der for jer.

Det er jo desværre ikke småting, vores soldater risikerer at være vidne til eller udsat for, når de er udsendt. En af vores gode venner er udsendt for anden gang og har (heldigvis) meldt ud, at det er sidste gang han tager afsted.

Jeg håber virkelig det bedste for jer, og at tingene stille og roligt bliver nemmere. Måske det hjælper når jeres barn bliver lidt større og nemmere kan kommunikere. Det kan tage hårdt på selv den bedste når ens barn er ked, og uanset hvor højt vi elsker dem, så har vi også brug for en lille pause engang imellem til lige at hvile hovedet og kroppen.

Er sikker på det nok skal gå.

Hvor gammelt er jeres barn?

For er barnet under 1½ år, så vil statsforvaltningen aldrig gå med til 7/7 ordning! Men højest sandsynlig hver anden weekend og 1 enkelt samværsdag i den uge, hvor han ikke har samværs-weekend. Lidt svært at forklare, håber du forstår?

Men det er altid svært når der er børn involveret - tit og ofte har man ikke fået snakket holdninger omkring opdragelse mm. igennem. Og så bliver man som regel overrasket, når guldklumpen kommer til verden.

Jeg kan ikke lade være at tænke at du som samlevende med en der har PTSD, har et selvsagt større ansvar overfor jeres barn end han bør have. Det har du nok i forvejen, men måske du bør indse at han ikke skal være for meget alene med jeres barn. Han kan sikkert være en god far, det tvivler jeg ikke på, men jeg tror I skal undgå at han bliver stresset og presset i situationer. Det KAN ende galt, hvis en med PTSD bliver alt for presset og så går det jo altså måske ud over jeres barn? Ofte reagerer folk med PTSD ud fra hvad de selv har behov for, da det er det de magter i situationen og tænker måske ikke over konsekvensen af deres handlinger.
Måske I skal have en til at tage over så du kan sove, men han ikke skal være alene med jeres barn?

Til det med at gå fra ham, en med PTSD kan ikke få lov at have sit barn alene 7 dage i streg, det ville jo overhovedet ikke være hensigtsmæssigt.

Jeg synes I skal få snakket med en familievejleder (som VED noget om PTSD) og måske lave en plan / aftale for hvordan jeres familie skal køre, hvor alles ønsker bliver hørt og hvor der er en vejleder som koncentrerer sig primært om barnets tarv! Det er i min verden ikke hensigtsmæssigt at et barn skal være udsat for negative ladninger fra sin fars side "bare" fordi det er synd for ham at han har PTSD.

Det lyder lidt hårdt når jeg læser det igennem, sådan er det ikke ment! Jeg tænker bare højt.  til dig og  for at du kan overskue det at leve med en PTSD ramt!! 

Jeg kan kun sig jeg har den sygdom din kæreste har + mere til.

Hjælp hele live er en ting han har brug for det måske eller måske en tid og hvis ikke han få medicin ville det være en god ting i kommer til lægen eller pysokolog også han få til delt lyrica morgen og aften og minrtazapin til natten. Dem har jeg taget siden sidste i marst og de er bare super gode. Syntes bestem ikke du skal gå fra ham pga dette her men af i sammen får hjælp + han alene også og hjælper dette ikke så har du/i prøvede det. Hvis man elsker hinaden meget og vil kæmpe til det sidste så prøver man også bare alt og giver ikke op på 3-6-12 mdr det kan godt ske han de første 6 uger ligeså vel som mig ikke har det super godt og er en del træt med den sygdom blever man hurtigt træt,magtløs og vilde drømme og kan høre sin egen stemme i hovede sige man skal gør dit og dat og når en baby græder er det 5-10 gang så højt i hans hovede ind det er for dig f.eks det er ligesom af være i en vuggestue/børnehave med flere græden børn men tro mig på de her piller jeg skriver her så hjælper de inden for ca 6 uger en del krigsmænd få nemlig dem også og det har viste af en del har det bedre efter 6 uger frem for ander på andet medicin nu får jeg så kun 50 mg lyrcia morgen og aften kl 8 og 18 og mirtaxapin får jeg 45 mg ca kl 23.Du blever nødtil af hjælp ham/jer så godt du kan hved det er svært men ELSKER DU HAM VIL DU MERE MED HAM??????.

Hvis ja så få mere hjælp af lægen osv.

tro mig den medicin er guld være.

jeg har altid sagt piller tager men kun hvis det er meget slemt men jeg fandt udaf sidste år min børn min kæreste live var mere vær ind jeg var død så tog de piller der og fast og i dag er jeg mega stærk skulle på pension i juli sidste år men nej tak sagde jeg tros jeg har 6 sygdomme,gigt og mega dårlig ryg. Jeg er i dag 35 år og ville mere med mit liv,familie,job osv.

Så for mig er de her piller en stor hjælp for mig nu får jeg jo heller ikk 500-1000 mg om dag f.eks som nogle er oppe på de første 6-8 uger skal man lige ind i hvor meget man skal have hvor meget er for lidt eller for meget.men derefter høre jeg ikke min mega negativ stemme i hovede mere f.eks vilde drømme jeg tro er vikerlighed og gør ikke skabe på mig selv mere.dog har jeg taget 18.5 kg på men hvad pokker heller et godt liv ind et dårlig liv en mere glad mor og en ikke så træt mor. Min mand/kæreste har været med hele vejen + samtaler. + de 2 børn ud af mine 4 børn har haft uvlesamtaler hvorfor er mor syg hvad fejer hun hvad kan vi gøre er det vores skyld osv osv og det er super godt syntes vi.

Håber du kunne bruge mit indlæg til nået.

mega

Henriette

Vidunderligeunger skriver:

Jeg kan ikke lade være at tænke at du som samlevende med en der har PTSD, har et selvsagt større ansvar overfor jeres barn end han bør have. Det har du nok i forvejen, men måske du bør indse at han ikke skal være for meget alene med jeres barn. Han kan sikkert være en god far, det tvivler jeg ikke på, men jeg tror I skal undgå at han bliver stresset og presset i situationer. Det KAN ende galt, hvis en med PTSD bliver alt for presset og så går det jo altså måske ud over jeres barn? Ofte reagerer folk med PTSD ud fra hvad de selv har behov for, da det er det de magter i situationen og tænker måske ikke over konsekvensen af deres handlinger.
Måske I skal have en til at tage over så du kan sove, men han ikke skal være alene med jeres barn?

Til det med at gå fra ham, en med PTSD kan ikke få lov at have sit barn alene 7 dage i streg, det ville jo overhovedet ikke være hensigtsmæssigt.

Jeg synes I skal få snakket med en familievejleder (som VED noget om PTSD) og måske lave en plan / aftale for hvordan jeres familie skal køre, hvor alles ønsker bliver hørt og hvor der er en vejleder som koncentrerer sig primært om barnets tarv! Det er i min verden ikke hensigtsmæssigt at et barn skal være udsat for negative ladninger fra sin fars side "bare" fordi det er synd for ham at han har PTSD.

Det lyder lidt hårdt når jeg læser det igennem, sådan er det ikke ment! Jeg tænker bare højt.  til dig og  for at du kan overskue det at leve med en PTSD ramt!! 

Der har du ikke ret i har selv sygdommen og er en utrolig omsårsfuld og kæligmor og jeg har alrdig gjort mine børn nået osv det kommer helt and på hvor slem han PTSD er hvis han har været i krig slemt f.eks så ja så kan han være farlig men en alm PTDS pga dårlig opvækst f.eks som min så er det ikke mange af os der er så langt ud vi er flere der mere tænker på vores børn i os selv frem for alt andet her i live.

 og jo en der har PTSD kan godt have sit barn alene 7/7 andpå hvad gred vi snakker om her.Jeg ligger selv i mellem delingen af sygdommen+har 5 andre oveni i  jeg kan godt bo alene med mine 3 børn og være alene med dem jeg ligge mit behov til side frem for mine børn de er mit et og alt og de har ikke fortjent mor er syg derfor tager jeg også min medicin til punkt og prikke.

Men jeg ville nok ikke lade ham være alene med barn pt før han have det bedre og ikke råber af barne f.eks.Den lille fortjener det jo ikke.

Men du kan have ret i af hvis han har det selm så kan det ske de siger han kun må se barne med samværovervågneningen hos mor eller andre familie medlemer eller en fra kommuen f.eks 2-4 timer om ugen.

Igen samtaler og piller ville være en god ide for ham/dem og ja som du skriver måske en familievejleder.Men alle meste en læge,psykolog eller pysikiater til ham/dem også mener jeg også medicin til manden.

Mvh Henriette

Vidunderligeunger skriver:

Jeg kan ikke lade være at tænke at du som samlevende med en der har PTSD, har et selvsagt større ansvar overfor jeres barn end han bør have. Det har du nok i forvejen, men måske du bør indse at han ikke skal være for meget alene med jeres barn. Han kan sikkert være en god far, det tvivler jeg ikke på, men jeg tror I skal undgå at han bliver stresset og presset i situationer. Det KAN ende galt, hvis en med PTSD bliver alt for presset og så går det jo altså måske ud over jeres barn? Ofte reagerer folk med PTSD ud fra hvad de selv har behov for, da det er det de magter i situationen og tænker måske ikke over konsekvensen af deres handlinger.
Måske I skal have en til at tage over så du kan sove, men han ikke skal være alene med jeres barn?

Til det med at gå fra ham, en med PTSD kan ikke få lov at have sit barn alene 7 dage i streg, det ville jo overhovedet ikke være hensigtsmæssigt.

Jeg synes I skal få snakket med en familievejleder (som VED noget om PTSD) og måske lave en plan / aftale for hvordan jeres familie skal køre, hvor alles ønsker bliver hørt og hvor der er en vejleder som koncentrerer sig primært om barnets tarv! Det er i min verden ikke hensigtsmæssigt at et barn skal være udsat for negative ladninger fra sin fars side "bare" fordi det er synd for ham at han har PTSD.

Det lyder lidt hårdt når jeg læser det igennem, sådan er det ikke ment! Jeg tænker bare højt.  til dig og  for at du kan overskue det at leve med en PTSD ramt!! 

Der har du ikke helt ret i har selv sygdommene + 5 andre og er en utrolig omsårsfuld og kæligmor og jeg har aldig gjort mine børn nået osv. det kommer helt and på hvor slemt hans PTSD er hvis han har været i krig kan han være meget slemt f.eks slå osv. Så ja så kan han være farlig men en alm PTDS pga dårlig opvækst f.eks som min  er så er der mange af os der ikke er så langt ud vi er flere der mere tænker på vores børn ind os selv frem for alt andet her i live.Jeg ville f.eks heller slå skær i min arme ind af slå mit barn eller ligne sådan gjorede jeg det gik ud på wc låste døren og skær mig på armen ikke vildt som nogle gør kunne også finde på bare af lige brænde mig hurtigt eller tælle til 50.

og jo en der har PTSD kan godt have sit barn alene 7/7 and på hvor selmt han har det og om han er farlig for sig selv og sit barn.

Jeg  selv ligger i ca midten af sygdommen af g + jeg har 5 andre oveni i.   Jeg kan og må  godt bo alene med mine 3 børn og være alene med dem f.eks min stor søn på 11½ år har altid boede hos mig og er hos sin far hver anden weekend så der tager du lidt fejl.

Jeg ligge mit behov til side frem for mine børn de er mit et og alt og de har ikke fortjent mor er syg derfor tager jeg også min medicin til punkt og prikke.De fortjerner en glad mor mere ind en ked osv mor.

jeg har ingen så meget som give nogle af mine børn en i røven eller ligne som nogle der ville gøre tros de ikke var syge.

I mine øjne er jeg bedre mor ind min egen mor også f.eks og en bedre mor ind mange andre jeg kender i mit liv tros jeg er syg.

ja og jeg ville aldrig lade min børn opleve mig så ned.gør skade på mig selv osv så heller de blever passe en uges tid af min kæreste eller hans eller min familie så jeg kunne være indlagt en tid som f.eks i marts sidste år hvor jeg kom ind for 4 gang siden feb 2010 og siden den dag har jeg bare fået de her piller og live er lækkert.......

Men tilbage til hertil indlægge.

Jeg ville nok heller ikke pt  lade ham være alene med barn  før han have det bedre og ikke råber af barne f.eks.Den lille fortjener det jo ikke.

Men du kan have ret i af hvis han har det selm så kan det ske de siger han kun må se barne med samværovervågneningen hos mor eller andre familie medlemer eller en fra kommuen f.eks 2-4 timer om ugen.

Igen samtaler og piller ville være en god ide for ham/dem og ja som du skriver måske en familievejleder.Men alle meste en læge,psykolog eller pysikiater til ham/dem også mener jeg også medicin til manden.

Mvh Henriette

Ja men der er ikke så meget at gøre. Da posttraumatiskstress ikke rigtig kan helbredes. Det er noget der sidder i en resten af livet. Det er nemlig efter han har været udsendt som soldat. Hvor andre kan få det hvis de f.eks er blevet udsat for overgreb.

Men jeg har snakket med ham om det igen i dag. Og somhan sagde han vidste det godt, men det varbare skide svært at styrer selvom han så gerne vil. Hvor jeg spurgte om der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham. Men som han sagde så er det jo skide svært at gøre ret meget når vi f.eks køre i bil og cores barn begynder at skrige. Men at det simpelthen stressede ham så meget at ham mange gange havde svært ved at koncentrerer sig om at køre bil. Selvom han virkelig forsøger at lukke det ude.
Han sagde også at han selvfølglig kunne tage hærepropper i. Men så sagde jeg til ham, at det skulle han ikke. For det er jo træls at skal gå med dem i. Og så kan han jo heller ikke høre hvad der blev sagt til ham. Så det skal han sgu ikke. Men har fået lidt luft igen. Så må vi se om ikke der kan gøre noget for at gøre det lettere for os.

Som han sagde, han kunne jo måske prøve og gå en tur med vores barn i klapvognen der i weekenderne når han tager barnet efter barnet har sovet. Så må vi se om ikke det kan afhjælpe lidt så jeg kan få lov til at sove lidt, og han måske slipper for det skrigeri

Nu læste jeg lige dit indlæg her.

Ok han har været soldat pyhaaa.

Jamen jeg syntes  efter 50 timer hos en pykolog han skulle komme til en pykiater også få nogle piller for kan ikke se du skriver han tager nogle nu ikke sikkert han skal det hele live jeg skal dog.

Men er det ikke det værre hvis det ´kan hjælp ham/jer

for mig er det alt afhæningen man har det godt sammen.

En anden ting hvil dig sammen med din kæreste mens den lille sover det gør vi da tit her især i wwekendene giver basse mad kl ca 12 putter ham ca kl 13 hviler så sammen til en film/sover lidt f.eks 2 timers tid.

det med bilen kender jeg alt til syntes så i skal køre ind 10 min til din kæreste kan komme ud af bilen og væk fra bilen lidt mens du tager dig af jeres barn.for igen baby græderi er mega slemt i ens hovede når man har den sygdom især hvis han ikke får medicin.

jeg syntes personlig af de piller jeg får har taget så jeg nok kun høre det dobbel så højt som de andre her hjemme ind f.eks marts sidste år der var det som en hele vuggestuebørn i mit hovede når min søn græd. Men ja det kan stress en af ens lille pus græder og man syntes man prøver alt og barne græder bare men så må i jo aftale du tager dig meste af det når barn græde når i begge er hjemme så må manden luge klar nået husligt i mens så han kommer lidt væk fra græderi eller i samme trøster den lille.Prøv af undgår han blever press i ting for det skaber bare stressen.Så må han lave nået andet husligt.

Det er bare et f.eks.

Men syntes i skal kontakt lægen hurtigste muligt eller den pysikisk afd på syghuse hvor i bor også komme igang med samtaler sammen og manden alene santaler også + medicin også.

Knus fra Henriette

Vidunderligeunger skriver:

Jeg kan ikke lade være at tænke at du som samlevende med en der har PTSD, har et selvsagt større ansvar overfor jeres barn end han bør have. Det har du nok i forvejen, men måske du bør indse at han ikke skal være for meget alene med jeres barn. Han kan sikkert være en god far, det tvivler jeg ikke på, men jeg tror I skal undgå at han bliver stresset og presset i situationer. Det KAN ende galt, hvis en med PTSD bliver alt for presset og så går det jo altså måske ud over jeres barn? Ofte reagerer folk med PTSD ud fra hvad de selv har behov for, da det er det de magter i situationen og tænker måske ikke over konsekvensen af deres handlinger.
Måske I skal have en til at tage over så du kan sove, men han ikke skal være alene med jeres barn?

Til det med at gå fra ham, en med PTSD kan ikke få lov at have sit barn alene 7 dage i streg, det ville jo overhovedet ikke være hensigtsmæssigt.

Jeg synes I skal få snakket med en familievejleder (som VED noget om PTSD) og måske lave en plan / aftale for hvordan jeres familie skal køre, hvor alles ønsker bliver hørt og hvor der er en vejleder som koncentrerer sig primært om barnets tarv! Det er i min verden ikke hensigtsmæssigt at et barn skal være udsat for negative ladninger fra sin fars side "bare" fordi det er synd for ham at han har PTSD.

Det lyder lidt hårdt når jeg læser det igennem, sådan er det ikke ment! Jeg tænker bare højt.  til dig og  for at du kan overskue det at leve med en PTSD ramt!! 

Godt skrevet og jeg synes du har ret