Har brug for hjælp

Hej jeg er ano da jeg ikke ønsker nogen skal vide hvem jeg er.
Sagen er den at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 4 år og har et barn på lidt over et år.
Vi havde det så godt sammen før vores barn kom til verden. Fordi at det var lettere athåndteere min kærestes sygdom som er posttraumatisk stress. Men efter vores barn er kommet har jeg indset at det er utrolig hårdt ved mig. Ikke at jeg skal tages vores barn mest men at min kæreste bliver så let sur og stresset.
Det mindste var barn skriger bliver han sur og hæver stemmen over for barnet.
Han sover til middagstid hver dag. Weekenden har vi delt således at jeg står op med vores barn. Når barnet så skal sove middagslr går jeg ind og lægger mig hvor han så står op når barnet vågner men jeg vågner altid op ved at vores barn græder og han er sur. Og og synes det er enormt frustrende at det er hver eneste weekend.vores barn klynker sig til mig når jeg så står op.
Sagen er den at det gør så ondt på mig at han aldrig kan tilside sætte sig selv.
Og hvis vi går fra hinanden vil han have 7/7 ordning og det vil jeg helst ikke da jeg jo ser hvad der sker når bare han er alene med barnet et par timer.
Jeg ønsker ikke og skal gå imod ham og tage vores barn fra ham da jeg jo synes det på mange områder er synd for ham. Men ønsker også vores barn skal se sin far.
Men ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. For føler at jeg kun er sammen med ham for at have vores barn hele tiden for at " holde øje" med hvordan han er over for barnet. Hvad skal jeg gøre?

Den røg hurtigt ned

49 læst men ingen derhar et råd?

Øv det lyder hårdt for dig

 

Måske noget psykologhjælp og parterapi kan hjælpe jer videre sammen.. 

 

Kh AJ

Det er rigtig svært at komme med et godt råd, når din kæreste har den diagnose han har!

Får han noget hjælp i forhold til den? Jeg tænker hvordan han skal forholde sig i forhold til jeres barn? Det kunne jo nok være gavnligt!

Mange siger, at de første to år af et barns liv, skal man ikke gå fra hinanden, fordi det er de hårdeste år, men jeg kan godt se, at jeres situation er lidt anderledes end andres!

Men måske det bliver nemmere og nemmere fra nu af, fordi det begynder at kunne forstå noget mere og man kan kommunikere med ham/hende.

Jeg har desværre ikke mange råd, men sender i din retning og håber du finder en god løsning

Kære du.

I enhver kommune findes der en form for familie rådgivning, kontakt din sagsbehandler (hvis du ikke ved hvem h*n er så spørg sekretæren ved at oplyse dit cpr.nr. eller din mands) på kommunen og bede om et møde hvor I sammen kan søge hjælp til jer. I denne sag er det ikke kun manden din, der bør have hjælp, men jer allesammen.

Jeg har ingen erfaring med PS, så det er vanskeligt at komme med et konkret råd, men det lyder ikke, som om I har det godt sammen.

Kommer han til at blive bedre efterhånden eller er det permanent?

Hvis det er det sidste tror jeg, at I må forsøge at finde en anden måde at gøre det på, for I kommer ikke til at holde til det der i længden - ikke nogen af jer.

Hvis det kommer til at bedre sig for ham, så kan I måske snakke med lægen om, hvad I kan gøre for at han skal takle stresset med barnet bedre?

Tak for jeres svar. Det er utrolig svært at skulle kontakte kommunen for hvis der bliver noget mere ud af det. Altså ment på den måde at hvis vi går fra hinanden er jeg bange for at de måske vil gå imod min kæreste og synes det er synd for han prøver så godt han kan. Men det erbare utrolig svært for mig at leve i det. For det gør ondt på mig at hans lunte er så kort over for vores barn.
Vil jo gerne at vi kan få det til at fungere. For jeg elsker ham jo men synes bare at mine følelser i forhold til hans korte lunte over for vores barn ødelægger utrolig meget. For det er jo kun et barn. Han er jo ellers en utroligkærlig far.

Har desværre ikke nogen videre erfaring med PTSD, men som en anden skriver, tænker jeg også om nogle psykologsamtaler enten bare ham eller jer begge to måske kan hjælpe?

Er han godt er klar over, at han reagerer sådan overfor jeres barn, eller kan han ikke selv se det?

Det lyder jo ikke som om han er en dårlig far, men en far der har nogle omstændigheder imod sig. Så kan godt forstå at du gerne vil prøve at arbejde med det, men kan også godt forstå, at du ikke kan blive ved med at leve med det, som det er nu.

Håber I finder ud af det og et herfra.

SH-Baby skriver:

Har desværre ikke nogen videre erfaring med PTSD, men som en anden skriver, tænker jeg også om nogle psykologsamtaler enten bare ham eller jer begge to måske kan hjælpe?

Er han godt er klar over, at han reagerer sådan overfor jeres barn, eller kan han ikke selv se det?

Det lyder jo ikke som om han er en dårlig far, men en far der har nogle omstændigheder imod sig. Så kan godt forstå at du gerne vil prøve at arbejde med det, men kan også godt forstå, at du ikke kan blive ved med at leve med det, som det er nu.

Håber I finder ud af det og et herfra.

Problemet ligger i at han har haft 50 psykolog timer. Og intet har hjulpet ham. Og jo han ved godt at den er gal. Og han er også utrolig ked af det.men så snart han bare er lidt træt skal der intet til at køre ham over i det røde felt.
Og han aner bare ikke hvad han skal gøre.