inspireret af gammel tråd:) utroskab??

Ansemusen skriver:

T

Hvorfor må I tantekysse? Jeg tænker, at der vel ikke er nogen grund til at man skal kysse andre end sin partner på munden (bortset lige fra veninder måske). Kysset i sig selv betyder måske ikke noet, men hvis det sker med en, man føler sig tiltrukket af, tænker jeg, at man lettere "falder for fristelsen"...?

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Min nuværende kæreste har i det første år af vores forhold været det jeg vil kalde utro. Han har ikke været i seng med andre, men han skrev med flere også eks kærester, at han elskede dem osv osv, over en laaang periode. Da jeg så fandt ud af det blev jeg meget ked, og har tit været ved og gå/smide ham ud.. Jeg var ham så selv utro. Med min eks. En kæmpe brøler, ja. Men han var hurtig til at tilgive, ikke glemme, men tilgive. Fordi han som han siger, elsker mig så højt at han hellere vil arbejde med det, end opgive. 

Ja og idag  Har vi en dejlig skøn datter sammen, vi flytter til august i vores drømme bolig, og det hele kører bare som det skal !  Vi elsker hinanden meget højt, og er blevet forlovet  Ja vi diskutere da , men det tror jeg ikke man kommer helt udenom med nogen 

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Jeg kan aldrig tilgive det .. Jeg har ikke selv haft en kæreste der har gjort det .. Men min egen far har nu gjort det en million gange i træk imod min mor og hans andre koner ! Jeg har selv følt og oplevet hvor ødelæggende det kan være for en familie.. Og den smerte det har givet mig, og andre.. Dette ønsker jeg aldrig ALDRIG at opleve .. 

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Åh! ( det blir langt og tak for forhånd for at gide læse det )

Jeg var sammen med en daværende kæreste i 3 år sammenlagt. Fra 2006-2009.. Han var mig utro. Og han vidste ikke jeg vidste det. Det startede faktisk allerede i starten af vores forhold at jeg lå og sov, vågnede, gik op bag ham og han var i fuld krig med at skrive med en pige på msn - tænkte bare fair nok, og han sagde: "det er bare en jeg har skrevet lidt med, har aldrig mødt hende og har slet ikke lyst".. nå ja ja, fint tænkte jeg.

Så var jeg engang på weekend hjemme hos min far (tror vi er 1½ år i vores forhold) og jeg ringer hjem, og han tar den bare ikke.. heeeele weekenden tager han den ikke! Da jeg så kommer hjem, er han hjemme, ligger under dynen, siger han er ved at blive ret syg.. ude på vores badeværelse ligger hans tandbørste i en pose(!!!), og han fortæller han tabte den i toilettet da han børster tænder .. Oh well, naiv som man er lever man videre i forholdet, velvidende om hvor han har været, da man finder en togbillet retur til og fra Slagelse!

For at gøre en lang historie kort, lever jeg med det her i 7 mdr uden at fortælle ham jeg ved det. Ser sms'er hvor der står "jeg har klamydia, du må hellere blive tjekket" osv..

Nå, vi går så fra hinanden i juni 2008 grundet mange årsager, han ved stadig ikke jeg ved det. VI begynder at ses igen og jeg går fuldstændig amok i en tlf samtale og fortæller alt hvad jeg ved og han tilstår, bryder sammen og græder! Vi blir kærester igen, men jeg kunne bare ikke.. og går self fra hinanden ..

Nu har jeg min dejligt nuværende kæreste og søn på 9 mdr. Jeg har aldrig haft det bedre og når jeg tænker tilbage, tænker jeg bare: Hva fanden gik der lige af mig?

Ej, tak fordi du måske læste med.. haha, det blev lidt langt, men virkelig en historie jeg har hungret efter at skrive ned!

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Jeg var selv en gammel kæreste utro, noget jeg altid har fortrudt. Jeg fortalte ham det selvfølgelig og jeg knuste hans hjerte  Jeg vil ALDRIG være utro igen, syntes det var så hårdt og havde så dårlig samvittighed.

Min nuværende kæreste siger at han aldrig ville tilgive det, men jeg tror at hvis jeg virkelig stod i situationen at så ville jeg tilgive ham. Jeg tror ikke at jeg bare ville kunne slette mine følelser for ham, selvfølgelig skulle vi virkelig arbejde på vores forhold bagefter og måske er det ødelagt for altid - det måtte vi jo så se på. Men lige på stående fod ville jeg måske ikke slå op med ham 

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Jeg har aldrig selv været utro og kunne heller ikke finde på det for har en kæreste som betyder alt for mig 

Han har sagt til mig at han ikke vil være mig utro og tror 100% på det han siger. Hvis det dog skulle ske tror jeg godt jeg ville kunne tilgive ham, vil nok i første omgang blive rigtig ked af det og sur, men da han betyder så meget for mig vil jeg nok kunne tilgive ham. 

VIPpigen skriver:

Tantekys er accepteret i vores vennekres.

Ingen af os har dog faktisk gjort det, men pointen var nok at for os er tantekys ikke utroskab...

Nåh på den måde. Det er også noget andet end at begynde at kysse vidt fremmede mennesker på munden i byen

jeg har aldrig været min kæreste utro, og jeg vil heller aldrig være det.

jeg tror da heller ikke han har været mig utro..

hvis han kommer til at være det eller han en dag kommer og fortæller mig at han har været det, ved jeg slet ikke hvordan jeg vil agere..

jeg tror først jeg måtte være i situationen inden jeg kan komme med en reel reaktion... 

men hvis han kom ind af døren nu og sagde. jeg har altså været sammen med en anden.. så ville jeg virkelig blive ked af det.. 

så meget ved jeg.. 

men jeg tror ikke han kunne finde på det. det holder han for meget af mig til... 

Hansen1990 skriver:

Hej alle sammen

først vil jeg starte med at sige at jeg ikke skriver dette indlæg fordi jeg står i en lignende situation. jeg læste bare gamle debatter også blev jeg fristet til at høre om hvordan i har det med utroskab?

altså har i tilgivet utroskab? er i blevet tilgivet utroskab?
har i generelt oplevet utroskab i et forhold? og hvordan håndterede i det? smuttede og smækkede døren? eller arbejdede på at tilgive og komme videre?

jeg læser nemlig rigtig mange som aaaaaaaaaaaaaldrig aldrig nogensinde vil tilgive utroskab. men jeg tror faktisk ikke man kan sige det før man har prøvet at stå i en sådan en situation..og i flere tilfælde kommer det vidst også an på omstændighederne

så hvad er jeres holdning? er desværre ikke plus medlem, så ingen mulighed for at i kan svare anonymt. har derfor også selv valgt ikke at være det..

Da jeg var ung, 17 års tid godt og vel, var min kæreste mig utro. Dengang føltes det som klodens undergang, idag kan jeg godt se tilbage med et lille smil. Man aner jo ikke bedre i den alder.
Idag bor jeg sammen med min kæreste igennem snart 11 år, vi har sammen drengen. Vi har altid haft et meget løst forhold, forstået på den måde at det har aldrig været nødvendigt at tjekke med den anden om en aftale f.eks var fin i forhold til planer, vi har levet meget hver vores liv og med det følger jo også en pæn portion tillid og sådan har det fortsat efter vi fik vores søn. Bortset fra at der jo nu er en del flere familieforpligtigelser der jo giver sin helt naturlige begrænsning. Jeg har aldrig følt behovet for at tjekke op på hvor han er, hvem han snakker med på facebook, hvilke tøser der står og byder sig til når han er på job og forventer til gengæld, at han er på samme afslappede måde. Men kom han hjem en dag og fortalte at det var smuttet, er det slut. Jeg kan ikke have mig en kæreste der ikke kan sortere hverdagen fra det nye og spændende og synes egentligt vi skylder hinanden at sige til før vi ender i sådan et rod.

Det kommer vel an på hvor man er i livet, men utroskab synes jeg ikke burde tilgives. Det siger noget om personens evne til at rationalisere i en given situation. Mænd der heller ikke magter et køligt overblik siger mig heller intet...