Jeg bliver lidt stødt... om 7/7. ;)

Jeg synes det, at det er super dejligt, at det fungerer for jer Jeres aller største årsag til at det er en succes, tror jeg, er fordi i som voksne er helt i ro med beslutningen, og at i er gode til at samarbejde

Så for at en 7-7 nogensinde, skal have en chance for at kunne blive en succes, så kræver det, som ved jer, at forældrerne kan samarbejde, og er i ro med ordningen, og at man individuelt vurderer, om barnet ville kunne trives med det.

Min personlige holdning er, at jeg ikke tror at det er sundt for et barn, ikke at have en fast base. Jeg ville hellere leve med, at mit barn boede fast hos faderen, end at det skulle være en uge hos hver. Jeg er klar over, at barnet ville få et savn til mig, men jeg er af den overbevisning, at savnet er bedre, end ikke at have en fast base.

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/06/18/225325.htm

Der har på det sidste været en del indlæg vedrørende 7/7-ordning, og ovenstående link henviser til en artikel, der nuancerer debatten lidt.

Ifølge en spritny omfattende undersøgelse er ordningen nemlig en del bedre end sit rygte.

Tina

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/06/18/225325.htm

Der har på det sidste været en del indlæg vedrørende 7/7-ordning, og ovenstående link henviser til en artikel, der nuancerer debatten lidt.

Ifølge en spritny omfattende undersøgelse er ordningen nemlig en del bedre end sit rygte.

Tina

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

For mig er dset jeg har markeret UTROLIG VIGTIG når man vælger en 7/7 ordning. Hvis man i forvejen har svært ved at samarbejde så tror jeg ikke det er svaret at vælge en 7/7 ordning. Jeg TROR bare desværre at nogle vælger den fordi de ikke kan blive enige om hvor barnet skal bo mest. Dette er ikke møntet på dig. Overhovedet. For det virker som om I har taget et aktivt valg. Derudover tror jeg også det har noget at sige hvor gammelt barnet er.. Nu ved jeg self ikke hvor gammel dit barn er eller var da i valgte denne ordning..

Nettemor skriver:

For mig er dset jeg har markeret UTROLIG VIGTIG når man vælger en 7/7 ordning. Hvis man i forvejen har svært ved at samarbejde så tror jeg ikke det er svaret at vælge en 7/7 ordning. Jeg TROR bare desværre at nogle vælger den fordi de ikke kan blive enige om hvor barnet skal bo mest. Dette er ikke møntet på dig. Overhovedet. For det virker som om I har taget et aktivt valg. Derudover tror jeg også det har noget at sige hvor gammelt barnet er.. Nu ved jeg self ikke hvor gammel dit barn er eller var da i valgte denne ordning..

Det gode indbyrdes samarbejde nævnes netop som en mulig årsag til, at flere skilsmissebørn trives bedre med 7/7 ordning end med ordninger med mindre samvær.

Det, jeg synes undersøgelsen illustrerer er, at 7/7 under de rette omstændigheder (forældre tæt på hinanden og et godt samarbejde) KAN være den bedste løsning for børnene.

Tina

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

tror helt sikkert nogen trives med det- man kan jo også sige at de kun når at vende sig til at være der inden de skal over til den anden forældre hvis de er der kortere, så tror der er fordele ved begge ordninger, og ingen af dem gør nogen til dårligere forældre så længe barnet trives med det.

Jeg er af den mening af 7/7 oftest ikke er i barnets bedste interesse, men samarbejde mellem forældrene er en meget vigtig faktor, blandt mange andre, og hvis det er så velfungerende en ordning for jer som du beskriver så forstår jeg slet ikke du føler dig stødt af diverse kommentarer, for man kan jo ikke skære alle over en kam.

Super fedt at det fungerer så godt for jer som forældre og jeres barn.  Det er jo dejligt for jer, men jeg tror ikke på at mange familier kan få en 7/7 til at fungere som du blot beskriver.

 

Nettemor skriver:

For mig er dset jeg har markeret UTROLIG VIGTIG når man vælger en 7/7 ordning. Hvis man i forvejen har svært ved at samarbejde så tror jeg ikke det er svaret at vælge en 7/7 ordning. Jeg TROR bare desværre at nogle vælger den fordi de ikke kan blive enige om hvor barnet skal bo mest. Dette er ikke møntet på dig. Overhovedet. For det virker som om I har taget et aktivt valg. Derudover tror jeg også det har noget at sige hvor gammelt barnet er.. Nu ved jeg self ikke hvor gammel dit barn er eller var da i valgte denne ordning..

Overvejede at markere det samme.

 

Tiemje skriver:

Det gode indbyrdes samarbejde nævnes netop som en mulig årsag til, at flere skilsmissebørn trives bedre med 7/7 ordning end med ordninger med mindre samvær.

Det, jeg synes undersøgelsen illustrerer er, at 7/7 under de rette omstændigheder (forældre tæt på hinanden og et godt samarbejde) KAN være den bedste løsning for børnene.

Tina

Ja men der er bare desværre mange der ikke har et godt samarbejde. Desværre mange der ikke har et samarbejde værd at nævne.

Og jeg tror at har man det gode samarbejde så er det 'næsten' ligegyldigt hvilken samværs ordning man har. Bare det er samarbejdet og barnets tarv der er i højsædet..

Laijona Äiti skriver:

Overvejede at markere det samme.