Jeg bliver lidt stødt... om 7/7. ;)

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

Kunne aldrig se mig selv i øjnene hvis min drengs far ikke skulle have sine godnatkysser ligeså tit som jeg fik dem. 7/7 ordningen er kun skidt for barnet hvis forældrene modarbejder, står de sammen som en enhed vil barnet kunne mærke det omgående.

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

Jeg tror det kommer an på det enkelte barn ...

Jeg kender en dreng som er hvad , 7 , og han kan slet ikke kaperer det .. Hans mor kan slet ik styre ham osv osv..

Hvor i mod jeg kender flere der trives med det

FruK skriver:

Jeg kan som sagt sagtens forstå, at nogen ikke ønsker en 7/7-ordning. Det kan der være masser af gode grunde til.

Jeg kan bare ikke forstå, at man kan generalisere og mene at det KUN kan være skidt med 7/7.

FruK skriver:

Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.

Vi må så være virkelig dårlig forældre.  

Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far? 

Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!

Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.

Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.

Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.

Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.

Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.

Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.

Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.

-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet.

 GODT skreven ..

Børn er ikke ens ! - tit er det forældrene der gør det til en dårlig ting, fordi de ikke kan samarbejde ..

FruK skriver:

Det er da så fedt!

Jeg tror det betyder alverden for skilsmissebørn, hvordan forældrene har det sammen.

Ja, selvom jeg har min egen familie praler jeg også med det

Personligt synes jeg, at en 7/7 ordning må være det mest ideelle, hvis altså barnet kan orke det. Har faktisk aldrig rigtig forstået de fædre som kan nøjes med eller acceptere kun at se deres børn hver anden weekend. Jeg ved at min kæreste aldrig ville kunne det - han ville da savne Alberte hele tiden.

/Fenja

Jeg synes det er virkeligt dejligt I har fundet en ordning, der fungerer og jeres barn er lykkelig i den.

Men jeg synes også at du skal huske, at ikke alle situationer er som jeres. Man kommer til at kigge på andres situationer og tage udgangspunkt i hvor man selv står. I har et godt samarbejde - skønt! Det er den ALTOVERSKYGGENDE forudsætning, for at det nogensinde kan lykkedes med en god 7-7. Men mange af de kvinder, der skriver herinde er jo fortvivlede og har under ingen omstændigheder hvad der kan beskrives som et godt samarbejde til bopælsforældren.

Derudover så skal man jo tage barnets trivsel i baghovedet. Det mener du naturligvis også er jeg klar over, men derfor er det stadigvæk en vigtig pointe. Ingen børnesagkyndige anbefaler en 7-7 og det gør mig meget varsom med at ville anbefale den til nogen. Personligt ville jeg aldrig ønske mig 7-7, men det er sagt med mine skyklapper på (dvs jeg har ikke et godt samarbejde med mit barns far, og derfor ville det ikke være en god løsning).

Selv når det er barnet selv der kræver 7-7. Jeg kender et par, hvor barnet selv insisterede på 7-7 af misforstået loyalitet. Barnet troede at h*n var skyld i skilsmisse og at h*n valgte side ved at have en 9-5 ordning. En 10 årig skal ikke føle nogen af disse ting, og følelserne forsvandt ikke med 7-7 ordningen, der også tilsidst fik barnet til at bryde sammen.

Skriver ikke dette for at opsætte et skrækscenarie, bare for at sige, at der er flere muligheder. Tingene er aldrig sorte eller hvide, og det er i virkeligheden også det du siger.

Fenja09 skriver:

Personligt synes jeg, at en 7/7 ordning må være det mest ideelle, hvis altså barnet kan orke det. Har faktisk aldrig rigtig forstået de fædre som kan nøjes med eller acceptere kun at se deres børn hver anden weekend. Jeg ved at min kæreste aldrig ville kunne det - han ville da savne Alberte hele tiden.

/Fenja

Det kunne min søn far heller ikke. Heldigvis for min søn!

millemai skriver:

Jeg synes det er virkeligt dejligt I har fundet en ordning, der fungerer og jeres barn er lykkelig i den.

Men jeg synes også at du skal huske, at ikke alle situationer er som jeres. Man kommer til at kigge på andres situationer og tage udgangspunkt i hvor man selv står. I har et godt samarbejde - skønt! Det er den ALTOVERSKYGGENDE forudsætning, for at det nogensinde kan lykkedes med en god 7-7. Men mange af de kvinder, der skriver herinde er jo fortvivlede og har under ingen omstændigheder hvad der kan beskrives som et godt samarbejde til bopælsforældren.

Derudover så skal man jo tage barnets trivsel i baghovedet. Det mener du naturligvis også er jeg klar over, men derfor er det stadigvæk en vigtig pointe. Ingen børnesagkyndige anbefaler en 7-7 og det gør mig meget varsom med at ville anbefale den til nogen. Personligt ville jeg aldrig ønske mig 7-7, men det er sagt med mine skyklapper på (dvs jeg har ikke et godt samarbejde med mit barns far, og derfor ville det ikke være en god løsning).

Selv når det er barnet selv der kræver 7-7. Jeg kender et par, hvor barnet selv insisterede på 7-7 af misforstået loyalitet. Barnet troede at h*n var skyld i skilsmisse og at h*n valgte side ved at have en 9-5 ordning. En 10 årig skal ikke føle nogen af disse ting, og følelserne forsvandt ikke med 7-7 ordningen, der også tilsidst fik barnet til at bryde sammen.

Skriver ikke dette for at opsætte et skrækscenarie, bare for at sige, at der er flere muligheder. Tingene er aldrig sorte eller hvide, og det er i virkeligheden også det du siger.

 

Ja, det er præcis det, jeg mener. Tingene er ikke sort/hvide. Og jeg kan sagtens forstå, at der kan være grunde til ikke at ønske 7/7.

Min søn er aldrig blevet spurgt hvor meget han vil være hvor. Det er de voksne der har bestemt det, ud fra hvordan vi synes at han trives.
Men han har dog fået at vide, at han gerne må sige det til os, hvis det er noget, han synes skal laves om. Det er den bedste måde, vi kan gøre det på.

Men det kan vi selvfølgelig kun i kraft af, at vi har et rigtig godt samarbejde.