Hver gang snakken falder på 7/7 ordninger, er der nogen der skriver, at det er forældrenes eget behov, når man vælger en sådan, og at børn umuligt kan trives med det.
Vi må så være virkelig dårlig forældre. 
Nu vil jeg ikke spamme diverse andre tråde...
Men er det virkelig ikke muligt at forestille sig, at nogen børn faktisk trives med at være lige meget hos deres mor og hos deres far?
Jeg synes ikke, at man kan generalisere... Nogen trives med det, nogen ville helt sikkert ikke gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen ikke ønsker sådan en ordning. Men derfra og til at sige, at det er skidt for alle børn, og at det kun er egoistiske forældre der gør det - der er laaangt for mig!
Min søn "flytter" ikke hver uge. Han har intet besvær med det - det ordner de voksne. Han skifter bare imellem at være hjemme hos mor og hjemme hos far. Han har et fuldt hjem hvert sted, og han føler sig lige meget hjemme begge steder.
Han er ALDRIG ked af at skulle skifte. Han savner selvfølgelig den anden, men aldrig så han bliver ked af det. Han har sin egen telefon og kan altid ringe eller sms'e til os. Han ved at det ALTID er ok, at sige hvis man savner den anden, og hellere vil derover - og alligevel er det kun sket ganske få gange i de år, han har været delebarn.
Kommer der en dag, hvor han hellere vil være mere hos den ene af os, end hos den anden, så ved han, at det er ok at snakke om. For det vigtigste for os er, at HAN har det godt.
Han ved, at vi selvfølgelig savner ham, når han er væk, men at vi ikke er kede af det - fordi vi ved, at han har det godt hos den anden.
Ud af dette er kommet en dreng, som stortrives. Han har to kærlige familier, hvor han er fuldgyldigt medlem. Med bonusforældre, bror, kæledyr begge steder. Endda to familier, som sagtens kan samarbejde, snakke sammen, bytte rundt på dage, når vi skal noget specielt, hygge os sammen til de lejligheder, hvor vi alle, eller kun de biologiske forældre, er sammen.
Han klarer sig godt i skolen, er meget stærk socialt, meget kærlig og en meget moden og fornuftig dreng.
Da vi valgte 7/7, vidste vi selvsagt ikke, om han ville trives med det. Derfor ja; vi HAR valgt det, fordi vi gerne vil se ham meget begge to. Men også fordi vi mener, at vi har en dreng, som har lige meget brug for sin far og sin mor.
Men vi har også været villige til at ændre på det, hvis det skulle have vist sig, at han ikke trivedes med det.
Selvfølgelig er det ikke det samme som en kernefamilie. Men jeg synes nu, at vi har gjort det ok, under de forudsætninger, vi nu engang har. Og jeg kan jo se på ham, at han trives.
-Og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille bitte smule ked af det, hver eneste gang jeg læser, at 7/7-forældre er egoistiske, og at det umuligt kan være godt for barnet. 
