Faderen er forvirrende...

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

prøv og vend den rundt, så det pludselig var dig selv der blev tvunget til at blive far selvom du egentlig ikke havde lyst.. Er det en rar tanke??

Helt ærligt, manden er 20, giv ham dog en chance, kan godt forstå at han måske ikke er klar til det endnu..
Synes godt nok det er lidt snæversynet at sige at du ikke vil have en abort, nogengange er man også nødt til at tænke på hvad man byder andre mennesker, og ikke mindst hvad du byder dit eget barn ved at få det uden faderen vil..
Du risikere at stå om 6 år og skal forklare hvorfor far ikke er inde i billedet, og hvad vil du så sige?? At far sagde til mor at hvis du fik barnet, så smuttede han, og at du så valgte at udsætte dit barn for sådan en følelsesmæssig rutsjetur med vilje??

Et barn har bedst af at være lige ønsket af begge parter, og det er det tydeligvis ikke i denne situation..

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

Hmm... Først vil jeg sige at de skrækscenarier der er stillet op med barnets lave selvværd osv skal du springe op og falde ned på... mere vil jeg ikke sige om den sag...

MEN! Eftersom din x er 20 år tænker jeg at du også må være i den aldersklasse et sted. Har du husket at gennemtænke DIN situation som alenemor? Hvad med uddannelse, har du det? 

Selvom du føler at du er klar over at mor-jobbet er det hårdeste (og bedste) job du nogensinde kommer til at få, så gang din forestilling om hvor hårdt det er med 10....

Jeg selv var 26 da jeg fik min, og er kontrolfreak ud over alle grænser - synes derfor jeg havde sat mig ind i alt og var godt forberedt... Var jeg også, men det er MEGET hårdere end jeg kunne forestille mig. 

Jeg er lykkelig for at have fået min ungdom - og tror personligt ikke på at man får sin ungdom igen når ungerne flyver fra reden... 

Nå, bottom line... Find ud af hvorfor du ønsker dette barn og om du kan klare det - har du et godt nætværk? Det er næsten uundværligt som alene-mor... Og tag så din beslutning. For ja, i sidste ende er det DIN beslutning.

Når nu det kun er din beslutning så har du vel ikke tænkt dig at kræve børnepenge af ham vel? Han bør jo ikke skulle hæfte for et barn han ikke selv har valgt.

FruStolpe skriver:

Det er sikkert ikke det du har lyst til at høre. Men hvor er du dog egoistisk at du kun tænker på dig selv.

Tænk at få trukket et barn ned over hoved, eller endnu værre. Tænk at være det barn der måske aldrig lære sin far at kende fordi det er UØNSKET

Det var mine tanker, og med dem sagt så håber jeg dælme at i finder ud af det i fællesskab. Om ikke andet så for den lille spirres skyld

100 % enig

Holbæktrunten skriver:

Hmm... Først vil jeg sige at de skrækscenarier der er stillet op med barnets lave selvværd osv skal du springe op og falde ned på... mere vil jeg ikke sige om den sag...

MEN! Eftersom din x er 20 år tænker jeg at du også må være i den aldersklasse et sted. Har du husket at gennemtænke DIN situation som alenemor? Hvad med uddannelse, har du det? 

Selvom du føler at du er klar over at mor-jobbet er det hårdeste (og bedste) job du nogensinde kommer til at få, så gang din forestilling om hvor hårdt det er med 10....

Jeg selv var 26 da jeg fik min, og er kontrolfreak ud over alle grænser - synes derfor jeg havde sat mig ind i alt og var godt forberedt... Var jeg også, men det er MEGET hårdere end jeg kunne forestille mig. 

Jeg er lykkelig for at have fået min ungdom - og tror personligt ikke på at man får sin ungdom igen når ungerne flyver fra reden... 

Nå, bottom line... Find ud af hvorfor du ønsker dette barn og om du kan klare det - har du et godt nætværk? Det er næsten uundværligt som alene-mor... Og tag så din beslutning. For ja, i sidste ende er det DIN beslutning.

Synes måske den attitude er lidt forkert? Hvorfor skal man være ligeglad med barnets selvværd når det finder ud af far slet ikke ønskede det? Har du stiftet bekendtskab med disse børn der bærer den viden? Det gør ondt på dem og det gør meget ondt i meget lang tid. Sorgen kan erstattes med vrede, usikkerhed, lavt selvværd. Kan være TS laver sig et drengebarn, der i sandhed har brug for en faderfigur at spejle sig i. Det forstår jeg ikke at man kan skyde af banen som ligegyldigt?

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

Hvis du vælger at beholde barnet trods farens modvilje, så må du også tage konsekvensen deraf.

Du skal ikke plage ham med at han skal se jeres barn i håb om at i så finder sammen og du skal ikke kræve børnebidrag eller hvad det hedder, for du selv valgt at være alenemor.

 

Jeg kan godt se det ikke er sjovt at stå i hverken for dig eller ham.

MEN jeg forstår ikke hvorfor det her er så meget værre end selvvalgte enlige mødre.. ? (barnet her har da næsten bedre betingelser i det at det trods alt kan få afvide hvem sæd-donoren er?) - for en god ordens skyld skal det lige siges jeg intet har imod selvvalgt-enlige mødre.

Og kan man ikke vende situationen om og sige at barnet kommer til at føle sig meget elsket netop fordi DU vælger det til på trods af alle de ekstra udfordringer og fordomme du vil møde.. ?

På et tdspunkt kan barnet jo også få afvide at faren ikke har valgt barnet fra som person, men barnet som situation.. - der er vel forskel?

Jeg kan godt se det ikke er fedt for faren, men omvendt er den anden løsning ikke god for dig.. Tja - følg dit

HeXeri skriver:

Synes måske den attitude er lidt forkert? Hvorfor skal man være ligeglad med barnets selvværd når det finder ud af far slet ikke ønskede det? Har du stiftet bekendtskab med disse børn der bærer den viden? Det gør ondt på dem og det gør meget ondt i meget lang tid. Sorgen kan erstattes med vrede, usikkerhed, lavt selvværd. Kan være TS laver sig et drengebarn, der i sandhed har brug for en faderfigur at spejle sig i. Det forstår jeg ikke at man kan skyde af banen som ligegyldigt?

Ja det har jeg sjovt nok... Og uanset hvad, vil barnet jo netop IKKE være uønsket - det vil ha en mor der virkelig ønsker det, for hun valgte at klare skærerne selv.

De ting du skriver om vrede, frustrationer, selvværd osv, kan alle børn (og voksne) komme ud for - det er en del af livet, og noget vi lærer af. Om det er fordi man kun var ønsket af den ene forældre, om man blev mobbet som barn, eller man har en sygdom - der er masser af årsager til disse reaktioner.... 

Nogen børn vil blive påvirket, andre ikke... Nogle har to forældre der ikke magter at støtte op om deres barn, andre har kun én god der kan. Det er umuligt at sige, og ikke et argument der i min verden retfærdiggører en abort af et ønsket barn... Selvom det "kun" er den ene forældre der vil det...

Tvillingemor90 skriver:

Jeg kan godt se det ikke er sjovt at stå i hverken for dig eller ham.

MEN jeg forstår ikke hvorfor det her er så meget værre end selvvalgte enlige mødre.. ? (barnet her har da næsten bedre betingelser i det at det trods alt kan få afvide hvem sæd-donoren er?) - for en god ordens skyld skal det lige siges jeg intet har imod selvvalgt-enlige mødre.

Og kan man ikke vende situationen om og sige at barnet kommer til at føle sig meget elsket netop fordi DU vælger det til på trods af alle de ekstra udfordringer og fordomme du vil møde.. ?

På et tdspunkt kan barnet jo også få afvide at faren ikke har valgt barnet fra som person, men barnet som situation.. - der er vel forskel?

Jeg kan godt se det ikke er fedt for faren, men omvendt er den anden løsning ikke god for dig.. Tja - følg dit

fordi barnet en dag får at vide at faren ikke ønskede barnet.

Donor-børn er ikke uønsket. Der har ikke været en far som sagde til moren at hun skal have en abort. Det er absolut ikke det samme.

og fordi farens liv kan ændres ret så drastisk uden at han har lov til at være en del af den beslutning.

Holbæktrunten skriver:

Ja det har jeg sjovt nok... Og uanset hvad, vil barnet jo netop IKKE være uønsket - det vil ha en mor der virkelig ønsker det, for hun valgte at klare skærerne selv.

De ting du skriver om vrede, frustrationer, selvværd osv, kan alle børn (og voksne) komme ud for - det er en del af livet, og noget vi lærer af. Om det er fordi man kun var ønsket af den ene forældre, om man blev mobbet som barn, eller man har en sygdom - der er masser af årsager til disse reaktioner.... 

Nogen børn vil blive påvirket, andre ikke... Nogle har to forældre der ikke magter at støtte op om deres barn, andre har kun én god der kan. Det er umuligt at sige, og ikke et argument der i min verden retfærdiggører en abort af et ønsket barn... Selvom det "kun" er den ene forældre der vil det...

Det barn vil altid være uønsket af sin far og uanset hor meget vi kvinder gerne vil være den ultimative kraft i vores børns liv, har de altså også en ret og et behov for at se hvor den anden side af dem er fra. Ligegyldigt hvor meget vi forsøger at tegne et rosenrødt billede af det at være enlig forælder og hvor fantastisk vores børn har det, er det ikke en skjult sandhed at der er mange, mange, uendeligt mange små sjæle der er forvirrede pga vi voksnes egoistiske evne til at se det bedste i alle situationer.
Nu talte vi ikke om livet sådan generelt, nu handlede det jo om en ung mor der har fanget en ung far ind i det at blive forælder. Hvad hvis faderen havde sine egne drømme om bil, hus, 2 børn, retriver og baghave? Jeg har en bekendt der som 25-årig fandt ud af at hendes far, der heller ikke ønskede hende, havde en kone, 3 børn, den ældste var 23 på det tidspunkt. Så den familie er dannet umiddelbart efter hun kom til, det er hun ikke kommet sig over endnu, kører lykkepiller på 3. år. Hvorfor vil man som kvinde sætte børn i verden og tage den chance? På andres vegne, det er jo ikke kvinden der skal leve med at være uønsket.

Abort er aldrig retfærdiggjort, men det at kvinden vil have en baby, retfærdiggører heller ikke at hun nu tvinger ham ind i en forælderrolle han tydeligt har sagt nej tak til.