Min mand vil skilles!

Igår meldte min mand ud at han ville skilles. Han mener ikke at det fungere imellem os. Og jeg er enig! Vi har forsøgt så længe at få det til at fungere, men vi er bare langt fra hinanden!

Vi har været sammen i 7 år og har to børn på 1,5 og 3,5 år.

Det gør så ondt at tænke på at børnene og jeg skal flytte fra deres hjem, ja vores hjem. At vi ikke skal leve vores drøm ud om vores kernefamilie... At vi skal flytte og børnene så kun skal komme hjem på weekend i deres 'rigtige' hjem.

Hvordan f***** skal jeg tackle det?

Jeg fik han overtalt til at vi skulle give det en chance til, for jeg føler ikke jeg er parat til at opgive og slet ikke parat til at trække vores børn igennem det her! De har ikke bedt om det!

Han indvilgede i at prøve igen, men jeg tror faktisk ikke han mener det. Han virker som om han har besluttet sig!

Åhh.. Jeg vil ikke dele vores børn med andre end ham! Jeg vil rigtig gerne være i et forhold hvor der er kærlighed, omsorg og respekt for hinanden, men hvis det ikke er med min mand, kan jeg bare ikke forestille mig at være sammen med en der ikke elsker mine børn lige så højt som mig! Mine børn betyder alt for mig.

Jeg synes det er hæsligt at være her hvor jeg er... Aner ingenting!

Ved bare at vi har de perfekte rammer for en perfekt familie. Vi er bare for langt fra hinanden

Og hvad gør man med økonomi? Hvis jeg skal flytte har jeg ingenting. Jeg er på su og har ikke en krone til at købe møbler osv

Er her nogen, der har nogen tænker om det jeg skriver eller måske har været igennem det samme?

Jamen ejer I intet sammen?

I skal vel opdele boet mm?

 

Sender dig mange varme tanker?

Anonym skriver:

Igår meldte min mand ud at han ville skilles. Han mener ikke at det fungere imellem os. Og jeg er enig! Vi har forsøgt så længe at få det til at fungere, men vi er bare langt fra hinanden!

Vi har været sammen i 7 år og har to børn på 1,5 og 3,5 år.

Det gør så ondt at tænke på at børnene og jeg skal flytte fra deres hjem, ja vores hjem. At vi ikke skal leve vores drøm ud om vores kernefamilie... At vi skal flytte og børnene så kun skal komme hjem på weekend i deres 'rigtige' hjem.

Hvordan f***** skal jeg tackle det?

Jeg fik han overtalt til at vi skulle give det en chance til, for jeg føler ikke jeg er parat til at opgive og slet ikke parat til at trække vores børn igennem det her! De har ikke bedt om det!

Han indvilgede i at prøve igen, men jeg tror faktisk ikke han mener det. Han virker som om han har besluttet sig!

Åhh.. Jeg vil ikke dele vores børn med andre end ham! Jeg vil rigtig gerne være i et forhold hvor der er kærlighed, omsorg og respekt for hinanden, men hvis det ikke er med min mand, kan jeg bare ikke forestille mig at være sammen med en der ikke elsker mine børn lige så højt som mig! Mine børn betyder alt for mig.

Jeg synes det er hæsligt at være her hvor jeg er... Aner ingenting!

Ved bare at vi har de perfekte rammer for en perfekt familie. Vi er bare for langt fra hinanden

Og hvad gør man med økonomi? Hvis jeg skal flytte har jeg ingenting. Jeg er på su og har ikke en krone til at købe møbler osv

Er her nogen, der har nogen tænker om det jeg skriver eller måske har været igennem det samme?

til dig! 

For det første så et stort  til dig,

For det andet så træk lige vejret...

Det praktisk:

Møbler: I skal dele indboet - og så må man klunse, sparer op eller arve andet nødvendigt.
Økonomi: Ingen i DK går sultne i seng. Systemet er bygget sådan op, at enlige kan få diverse tilskud sådan økonomien og dagligdagen kan hænge sammen.
Boligsituation: Det er ikke de fysiske rammer der opretholder et trygt og kærligt hjem for dine børn, men indholdet af de rammer. Du kan gennem din bopæls kommune muligvis få hjælp til at finde en bolig nu du bliver alene - låne til indskuddet herigennem ligeså.

Det følelsesmæssige:

At dele sine børn: det lyder meget mærkeligt, men når du kommer væk fra et dårligt forhold og lærer at leve med at være fra hinanden vil der komme et punkt hvor du bare ønsker din x mand lykkelig også selvom det er sammen med en anden.
Du vil aldrig ophøre med at elske ham, men dine følelser vil ændre sig.
Børnene skal nok klare den, og det sammen vil du.

Øv ikke sjovt at gå igennem det har været der! Håber på dig og dine børn kommer igennem det. Men undskyld jeg spørger hvordan kan det være fair at du skal flytte med dine to børn og han bliver boende? Ville det ikke have været mere fair at du blev boende med børnene? :-) da jeg flyttede fra min eks mand dengang nægtede han at flytte fra vores 3 værelses lejlighed da han havde mest behov for den end jeg havde nu da jeg skulle til at bo alene med vores datter!

Frøken Christiansen skriver:

Øv ikke sjovt at gå igennem det har været der! Håber på dig og dine børn kommer igennem det. Men undskyld jeg spørger hvordan kan det være fair at du skal flytte med dine to børn og han bliver boende? Ville det ikke have været mere fair at du blev boende med børnene? :-) da jeg flyttede fra min eks mand dengang nægtede han at flytte fra vores 3 værelses lejlighed da han havde mest behov for den end jeg havde nu da jeg skulle til at bo alene med vores datter!

Fordi vi ejer et hus sammen og jeg har ikke råd til at blive boende da jeg kun er på su

Kæmpe kram til dig! 

Har i prøvet parterapi ? Det kunne være en mulighed, hvis ikke i har prøvet det og måske tror det er noget der kunne rettes op på. 

henh01 skriver:

For det første så et stort  til dig,

For det andet så træk lige vejret...

Det praktisk:

Møbler: I skal dele indboet - og så må man klunse, sparer op eller arve andet nødvendigt.
Økonomi: Ingen i DK går sultne i seng. Systemet er bygget sådan op, at enlige kan få diverse tilskud sådan økonomien og dagligdagen kan hænge sammen.
Boligsituation: Det er ikke de fysiske rammer der opretholder et trygt og kærligt hjem for dine børn, men indholdet af de rammer. Du kan gennem din bopæls kommune muligvis få hjælp til at finde en bolig nu du bliver alene - låne til indskuddet herigennem ligeså.

Det følelsesmæssige:

At dele sine børn: det lyder meget mærkeligt, men når du kommer væk fra et dårligt forhold og lærer at leve med at være fra hinanden vil der komme et punkt hvor du bare ønsker din x mand lykkelig også selvom det er sammen med en anden.
Du vil aldrig ophøre med at elske ham, men dine følelser vil ændre sig.
Børnene skal nok klare den, og det sammen vil du.

Men tror du man nogensinde ved med sikkerhed at det er den rigtige beslutning man tager?

Jeg er så bange for at skade mine børn. At påføre dem unødig smerte... Og jeg er bange for at jeg ikke kan klare det, at jeg går ned... Men jeg ved også godt at mange andre har klaret det før mig...

Chancen skriver:

Kæmpe kram til dig! 

Har i prøvet parterapi ? Det kunne være en mulighed, hvis ikke i har prøvet det og måske tror det er noget der kunne rettes op på. 

Det har vi prøvet. Og har også begge været i individuel terapi. Men det føles bare ikke som om vi kommer hinanden nærmere...

Anonym skriver:

Men tror du man nogensinde ved med sikkerhed at det er den rigtige beslutning man tager?

Jeg er så bange for at skade mine børn. At påføre dem unødig smerte... Og jeg er bange for at jeg ikke kan klare det, at jeg går ned... Men jeg ved også godt at mange andre har klaret det før mig...

Du kan ikke tvinge ham til at elske dig og DU fortjener en der elsker dig med hele sit hjerte, som respektere dig, som værdsætter dig og som interesserer sig for DIG!

DU er mere værd end en der er i tvivl og det er dine børn også. Dine børn fortjener en mor der er glad og lykkelig og det vil du ikke blive et i forhold hvor manden er i tvivl.

Se det som om du skal krydse en mose - nogle dage vil det føles som om der er så meget modstand at det næsten er uudholdeligt at fortsætte den seje kamp mod frihed og lykke, men lyset er der og hvis du kigger tilbage kan du se at du gradvist kommer længere fra breden hvor du var i går. - den bred du skal væk fra!