at flytte sammen?

MorDk skriver:

Det er godt at høre at du står ved!! 

uden tvivl, står jeg ved det!

Anonym skriver:

nej, jeg vil på ingen måde leve som slave, og han er godt klar over, jeg ikke finder mig i sådanne ting. så jeg HÅBER så inderligt, han ændrer sig fuldstændig, når vi får råd til at flytte sammen.
håber også, jeg kan få ham overtalt til evt at flytte i lejlighed, så vi kan teste hinanden, om vi kan bo sammen og få en hverdag til at fungere sammen.

Ej, men altså ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Gør det kort:

For det første lyder din kæreste som om han er meget umoden. Måske er I, i starten af tyverne og tror heller ikke helt din kæreste fatter det med at købe hus Hatten af for at han ikke bare vil være uforsvarelig og låne en masse penge, så I vil sidde til gæld i langt op til halsen (men under alle omstændigheder fik I nok ikke lov fra banken at låne så meget pt) Men at tro, at man som første gangskøber uden særlig høj løn, kan købe et stort hus uden at låne penge. Det lyder jo enten meget naivit eller som galmetias.

Den måde han er med at det vil være HANS hus. Man er som man er, og hvis det er hans holdning, så ville jeg helt sikkert overveje om det var sådan en mand jeg ønskede at bo sammen med. Svaret ville i hvertfald være meget let for mig.Man kan gå på kompromi med mange ting, men i sidste ende vil man være som man er og hvis man ikke accepterer hvordan hinanden er når man flytter sammen (og tror man kan ændre på den anden) så ender det i lang de fleste tilfælde med at man går fra hinanden, da man måske i et stykke tid kan udertrykke hvordan man er (for at glæde den anden) men til sidst så vil man jo være den man er. Så hvis man skal flytte sammen så synes jeg det er vigtigt, at man kigger rigtig godt på den anden part. Hvis det er små ting man er irreteret over/har forskellige meninger omkring, så løser det sig nok. Men store ting har det til at blive endnu større når man sidder med det. 

Jeg ville helt sikkert starte med at leje noget sammen. Så er der ingen der ejer noget og så kan I se om det er noget for jer. Forhåbentlig er han så om nogle år blevet lidt mere moden og I kan se igen diskutere hvordan jeres fremtid skal være.

held og lykke med det hele

Er slet ikke i tvivl om at I elsker hinanden, og han er sikkert en skøn kæreste. Men NØJ hvor er han naiv og urimelig.. Man kan ikke som lærling og studerende købe hus - tror slet ikke banken vil låne jer pengene. Her er min kæreste leder og jeg er under uddannelse og vi må ikke låne penge til bolig lige nu.

Forstår udmærket at du ikke vil have folk rendende i tide og utide. Men du kan jo glæde dig over, at det ikke bliver aktuelt lige foreløbig, da der højst sandsynligt går mange år før I få råd til hus og garage - og så er det ikke sikkert folk stadig kommer rendende

Og det 3. problem, der synes jeg virkelig ikke din kæreste er fair. Enten så er man SAMMEN om det, eller også slet ikke. Den der holdning skal du i hvert fald ikke finde dig i.

tinasmor skriver:

Ej, men altså ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Gør det kort:

For det første lyder din kæreste som om han er meget umoden. Måske er I, i starten af tyverne og tror heller ikke helt din kæreste fatter det med at købe hus Hatten af for at han ikke bare vil være uforsvarelig og låne en masse penge, så I vil sidde til gæld i langt op til halsen (men under alle omstændigheder fik I nok ikke lov fra banken at låne så meget pt) Men at tro, at man som første gangskøber uden særlig høj løn, kan købe et stort hus uden at låne penge. Det lyder jo enten meget naivit eller som galmetias.

Den måde han er med at det vil være HANS hus. Man er som man er, og hvis det er hans holdning, så ville jeg helt sikkert overveje om det var sådan en mand jeg ønskede at bo sammen med. Svaret ville i hvertfald være meget let for mig.Man kan gå på kompromi med mange ting, men i sidste ende vil man være som man er og hvis man ikke accepterer hvordan hinanden er når man flytter sammen (og tror man kan ændre på den anden) så ender det i lang de fleste tilfælde med at man går fra hinanden, da man måske i et stykke tid kan udertrykke hvordan man er (for at glæde den anden) men til sidst så vil man jo være den man er. Så hvis man skal flytte sammen så synes jeg det er vigtigt, at man kigger rigtig godt på den anden part. Hvis det er små ting man er irreteret over/har forskellige meninger omkring, så løser det sig nok. Men store ting har det til at blive endnu større når man sidder med det. 

Jeg ville helt sikkert starte med at leje noget sammen. Så er der ingen der ejer noget og så kan I se om det er noget for jer. Forhåbentlig er han så om nogle år blevet lidt mere moden og I kan se igen diskutere hvordan jeres fremtid skal være.

held og lykke med det hele

vil starte med at sige, jeg altid har holdt på og sagt til ham, jeg vil evt i en lejlighed til at starte med. for hvem siger, vi kan gå op og ned af hinanden 24/7? så vi kan teste hinanden, om vi nu kan "holde hinanden ud" .. for uanset hvor godt vores forhold er nu, er det jo ikke sikkert, det forbliver det, hvis vi skal gå op og ned af hinanden konstant?

jeg synes, det med, det er HANS hus, er det, der afholder mig mest fra, at flytte sammen med ham. men ja, han er vokset op ved sin far, som er utrolig manschauvinistisk, og har idéen om, kvinder kun skal tilfredsstille manden seksuelt, lave mad til ham, gøre rent og passe børn. sådan var min kæreste også i starten, men der gjorde jeg det klart for ham, at sådan ser verden ikke ud idag, og på den måde, har han ændret sig. mht det er HANS hus, er også noget, han har fra sin far - hvilket jeg håber meget, jeg kan få ham til at indse, ikke kan fungere på nogen måde.

han har også sagt, at når vi flytter sammen, skal vi have delt vores ting. (fx om det er mit eller hans fjernsyn der skal i stuen. hvis sofa skal bruges? hvis seng skal bruges? osv) .. så det er fælles ting. men han senere kommer med den udmelding, at hvis han står på kontrakten, er det HANS hus, synes jeg bestemt ikke, hænger sammen med, hvad han tidligere sagde.

jeg vil have en rigtig lang og alvorlig snak med ham om, hvordan jeg synes, det skal fungere, lytte til, hvad han har at sige om, hvordan det skal fungere, og finde en fælles løsning med ham, da det aldrig vil gå, hvis det er mig, der skal makke ret efter alle hans holdninger, og ikke har et ord at sige. det er jeg slet slet ikke opdraget til at skulle.

LSM skriver:

Kunne det være en idé at starte med at leje noget sammen
endten rækkehus eller lejlighed?
Så kan i finde ud af om i kan bo sammen overhovedet.

Det er et virkelig stort skridt at skulle købe hus, hvis det viser sig efter ½-1 år at man faktisk slet ikke kan endes om at bo sammen

som tidligere nævnt, har jeg altid holdt på og sagt til ham, vi skal starte med evt en lejlighed, hvor vi ikke køber noget, men lejer os ind. vi har aldrig boet sammen, og ved slet ikke hvordan det er, hvis vi skal gå op og ned af hinanden 24/7. og jeg vil ikke stå med en kæmpe gæld i et hus, hvis jeg kun har boet der i, lad os antage, 10 måneder, og fandt ud af, det slet ik fungerer mellem min kæreste og jeg.