Mumto3 skriver:
Oj, hvor er det bare rigtig sagt!!!
Mor og far skal ud og arbejde, og derfor er vi NØDT TIL at sende de små pus afsted og få det bedste ud af det. Det er jo også derfor forældre bruger så meget energi på at forsvare at deres børn skal passes, alle de der argumenter med at børn skal lære at blive sociale (og det kan de åbentbart kun lære i en vuggestue/DP?), og at børnene selvfølgelig får masser af kærlighed og omsorg i vuggestuen og at man som mor slet slet ikke kunne give barnet de udfordringer det har brug for.
At der så er rigtig meget forskning er pejer i den modsatte retning og som netop viser den sammenhæng. Nu er de første generation ved at være vokset op, hvor stort set alle gik i institution, og aldrig før har der være så mange unge mennesker, der lider af lavt selvværd, socialforbi, depressioner osv, og rigtig mange peger på at det hænger sammen med at de er i de første leveår at den vigtigste udvikling sker. Hjernen vokser næsten 400% fra man er født til man går i børnehave. Det er på dette tidspunkt at hele den grundlæggene holdning til omverden bliver lagt. Bliver barnet mødt med kærlighed, omsorg, rumlighed, tolerance og opmuntring, så er det dét der præger barnets sind og tilgangen til verden. Omvendt hvis barnet oplever at blive forladt (og man bliver altså forladt at sin mor, når man er 12 mdr gammel og bliver proppet ind i en vuggestuen sammen med en masse andre børn og et par vokse, og man står og græder og er ulykkelig og prøver at vise mor: Du må ikke forlade mig!!! Tag mig med! Jeg vil være sammen med dig!!! -og alligvel går mor bare. Barnet lærer at der ikke bliver lyttet til dets signaler og at dets følelser ikke bliver taget alvorligt. Det tager det med sig resten at livet. -og i vuggestuen oplever barnet at der er et hieriki blandt børnene, og dem der klare sig bedst, det er dem som er i stand til at tromle de andre ned, gerne uden at pædagogerne opdager det alt for meget. Det udløser ikke bonuspoint at være sød og venlig, og give rum til de andre, det giver bonus at være den stærke.
Selvfølgelig holder barnet op med at græder, det nytter jo ikke noget at prøve at sige: Mor, jeg vil helst være sammen med dig. -og børn er ekstremt omstillingsparate og samarbejdsvillige, og så prøver de at få det bedste ud af det kaos de er endt i.
Når man snakker med skolelærer fra 1970erne, dengang hvor nogle blev passet hjemme og nogle blev passet i institution (og hvor normeringerne var meget bedre end i dag), så fortæller disse lærer, at de behøvede slet ikke at få at vide hvem der var hjemmepasset og hvem der havde været i institution, for det kunne de mærke på børnene.
Lidt firkantet sagt så var institutionsbørnene mere højtråbende, havde sværere ved at sidde og fordybe sig og koncentere sig i længere tid af gangen, og de sætte sig selv først. Hjemmebørnene var derimod (i grove træk, selvfølgelig er der forskel på børn!!!) meget bedre til at sidde stille længere tid af gangen (også drengene!) og de havde en tillid til at de ikke behøvede at masse sig selv forrest i køen, fordi det var deres erfaring hjemmefra.
Nå, nu vil jeg stoppe inden det løber helt af med mig....
Jeg er for så vidt enig i meget af det du skriver, men tror også at man skal være forsigtig med at idyllisere fortiden. Det er muligt at der var tyve år i 1950'erne-1960'erne, hvor det var almindeligt at en husmor med en del velfærdsgoder tilgængelig gik hjemme og passede 2-3 børn, og derfor kunne give omsorg og opmærksomhed i et mål, der svarer til det ideelle, men før (og sideløbende med) det var der altså mange store børneflokke, fattige hjem og hårdt arbejde - også for mødrene. Det kan godt godt være at børn "alle dage" har været "hjemme", men mit gæt er, at rigtig mange af dem har været holdt øje med af ældre søskende, andre børn og voksne eller måske ikke rigtig af nogen mens deres forældre har passet deres daglige gøremål (hvadenten de var hjemme eller ude).
