Valle81 skriver:
Hejsa,
Jeg ved heller ikke om det er sundt.
Jeg selv er ikke super tlhænger af at børn skal ud og passes. Jeg mener ikke det er et behov de har før de evt når børnehavealderen. Jeg mener ikke børn skal socialiseres og underholdes fra morgen til aftenlig bombarderes med indtryk. Men det er min personlige holdning.
Men jeg tror heldigvis det er sjældent at der børn r græder fra de bliver afleveret tl de bliver hente igen i flere måneder. Ole reagere mere end andres nogle bruger længere tid end andre. Og jo det er sku synd for både høring voksne, men da vi lever i et samfund hvor både mor og far arbejder, så har vi jo ikke de store valgmuligheder og som forældre må vi få det bedste ud af det , og gøre hvad vi kan for at vores børn klarer sig igennnem:0)
Christina
Oj, hvor er det bare rigtig sagt!!!
Mor og far skal ud og arbejde, og derfor er vi NØDT TIL at sende de små pus afsted og få det bedste ud af det. Det er jo også derfor forældre bruger så meget energi på at forsvare at deres børn skal passes, alle de der argumenter med at børn skal lære at blive sociale (og det kan de åbentbart kun lære i en vuggestue/DP?), og at børnene selvfølgelig får masser af kærlighed og omsorg i vuggestuen og at man som mor slet slet ikke kunne give barnet de udfordringer det har brug for.
At der så er rigtig meget forskning er pejer i den modsatte retning og som netop viser den sammenhæng. Nu er de første generation ved at være vokset op, hvor stort set alle gik i institution, og aldrig før har der være så mange unge mennesker, der lider af lavt selvværd, socialforbi, depressioner osv, og rigtig mange peger på at det hænger sammen med at de er i de første leveår at den vigtigste udvikling sker. Hjernen vokser næsten 400% fra man er født til man går i børnehave. Det er på dette tidspunkt at hele den grundlæggene holdning til omverden bliver lagt. Bliver barnet mødt med kærlighed, omsorg, rumlighed, tolerance og opmuntring, så er det dét der præger barnets sind og tilgangen til verden. Omvendt hvis barnet oplever at blive forladt (og man bliver altså forladt at sin mor, når man er 12 mdr gammel og bliver proppet ind i en vuggestuen sammen med en masse andre børn og et par vokse, og man står og græder og er ulykkelig og prøver at vise mor: Du må ikke forlade mig!!! Tag mig med! Jeg vil være sammen med dig!!! -og alligvel går mor bare. Barnet lærer at der ikke bliver lyttet til dets signaler og at dets følelser ikke bliver taget alvorligt. Det tager det med sig resten at livet. -og i vuggestuen oplever barnet at der er et hieriki blandt børnene, og dem der klare sig bedst, det er dem som er i stand til at tromle de andre ned, gerne uden at pædagogerne opdager det alt for meget. Det udløser ikke bonuspoint at være sød og venlig, og give rum til de andre, det giver bonus at være den stærke.
Selvfølgelig holder barnet op med at græder, det nytter jo ikke noget at prøve at sige: Mor, jeg vil helst være sammen med dig. -og børn er ekstremt omstillingsparate og samarbejdsvillige, og så prøver de at få det bedste ud af det kaos de er endt i.
Når man snakker med skolelærer fra 1970erne, dengang hvor nogle blev passet hjemme og nogle blev passet i institution (og hvor normeringerne var meget bedre end i dag), så fortæller disse lærer, at de behøvede slet ikke at få at vide hvem der var hjemmepasset og hvem der havde været i institution, for det kunne de mærke på børnene.
Lidt firkantet sagt så var institutionsbørnene mere højtråbende, havde sværere ved at sidde og fordybe sig og koncentere sig i længere tid af gangen, og de sætte sig selv først. Hjemmebørnene var derimod (i grove træk, selvfølgelig er der forskel på børn!!!) meget bedre til at sidde stille længere tid af gangen (også drengene!) og de havde en tillid til at de ikke behøvede at masse sig selv forrest i køen, fordi det var deres erfaring hjemmefra.
Nå, nu vil jeg stoppe inden det løber helt af med mig....
