Anonym skriver:
Nu roder jeg rundt i det rent tidsmæssigt, men jeg havde også i lang tid efter (læs mange år) behov for at tale med ham om det. Jeg overvejede (som jeg læser du også gør) at forklare at det var forkert det han havde gjort, men at jeg ikke længere var sur/vred og at jeg godt kunne se det hele fra en anden vinkel oogså osv. Men i dag tænker jeg at det er noget fis at tænke sådan! Det ER forkert!!!
'Lillebror' du fortæller om, han tog dig mens du sov!!! Hallo, de gør man bare ikke!!! selv en kæreste ville ikke springe på en, midt om natten mens man lå og sov! -også selvom man i søvne kom til at gnubbe sig op og ned af hinanden. Han har voldtaget dig! Du har ret til at være sur /tøsefornærmet.
At han måske er rigtig rigtig ked af det skete er så en anden sag.
Det kan godt være at det ville være godt for dig at snakke med ham. For mig var det ihvertfald rart at han 'indrømmede' at det var forkert det han gjorde, som han jo indirekte indrømme da vi havde vores voldtægtssnak. Men du skal ikke undskylde ham! Det er hans skyld og hans skyld alene. Han er gerningsmanden. -og jeg tror ikke din knude i maven holder op før du har sagt det højt til dig selv. du er uskyldig, han er gerningsmand.
Held og lykke med det hele!
Jeg tog bare lige lidt af dit indlæg med her.....
Nåh, men jeg er stort set enig med dig, bortset fra at jeg har fået et behov for at snakke med ham. især nu, hvor jeg næsten lige har mødt ham. I situationen var det aldeles upassende at snakke, jeg kunne, hvis jeg havde været klar i hovedet og været forberedt, hvilket jeg absolut ikke var, have sagt til ham, om han ville forsøge at tage sig tid til en snak en dag.. Men det er jo for sent nu..
Hvis alt går virkelig helt galt, må jeg jo alligevel prøve hans søster eller svoger... Men det vil jeg virkelig virkelig virkelig helst ikke... Faktisk næsten for alt i verden undgå.
Selvfølgelig er det forkert det han gjorde, og nogle år efter spurgte en veninde endda for mig, hos en politibetjent, om det overhovedet kategoriseredes som en voldtægt (da var jeg tydeligvis stadig meget i vildrede over situationen) og han lagde da også kraftigt tryk på at VAR voldtægt, og at jeg da stadig kunne nå at melde det (hvilket jeg under absolut ingen omstændigheder agter eller agtede at gøre af alle andre årsager end det at blive forulempet, basta bum)
du har også ret i at det er HAM der har begået fejlen, og kun ham, på mange måder, og set fra både min og hans families vinkel.... MEN, og det her er ikke en undskyldning for ham, jeg kan godt se hvad der skete. Og jeg lover dig at jeg har haft taget offerrollen på den i mange år, han er såmænd ikke engang den eneste, jeg har en særlig evne til at bringe mig selv i den slags åndsvage situationer (og bla. bla. bla. bla.) Som sagt, MEN, jeg ønsker at snakke med ham om det, jeg tror på at min knude består af det, netop at jeg føler trang til at tale med ham. Hvilket er STIK modsat af hvordan jeg havde det før i tiden...
Første gang jeg mødte ham, efter episoden, løb jeg bogstaveligt talt panisk, med et halvkraftigt astmaanfald HELE vejen fra byen, tilbage til min skole, og kastede mine ting fra mig, og gik ud og råbte, stadig midt i mit astmaanfald, på min veninden, som kendte historien.
Idag er det anderledes, jeg tror ikke jeg får det ud af verden, før jeg får sagt det til ham. Hvis jeg ikek får mulighed for det, så fred være med det, men næste gang jeg overraskes ved hans fremmøde, ved jeg bare det starter forfra, og det bliver bare ikke bedre, før jeg har snakket med ham.
Så det er vigtigt for mig, nu i hvert fald....
