At snakke med "ham" (Om overgreb. Gamle og nye tanker).

Hmmm, jeg kan ikke huske om jeg har postet denne her fortælling i åbent forum, og jeg orker ikke lige søge for at finde ud af det, så her kommer en forhistorie, som er lang. Den omhandler selve hændelsen, og tankerne under, og umiddelbart efter. Bagefter, med blå skrift, kommer mit egentlige, og aktuelle "spørgsmål" så. Det er ligeledes langt.

Forhistorien:

Denne her er måske en anelse indviklet. Så det skal lige siges, at til alt hvad jeg skriver, kan man altid spørge mig direkte, og det gør ikke noget at spørge her i forummet. Jeg er enormt ærlig, og emnet er ikke tabu for mig, så jeg har heller ikke noget i mod at svare på spørgsmål, nærmere tværtimod... 

Snigeren.

Da jeg gik i 10. klasse kom jeg hjemme hos en rigtig dejlig familie. Jeg havde brug for et fristed, og disse mennesker tilbød en pony som jeg gratis kunne passe og pleje som var den min egen, men helt på deres regning (ellers gik den bare og passede sig selv på en fold). 

De var virkelig kærlige mennesker, og ofte blev jeg budt på mad, eller kaffe/the og almindelig familiehygge. Tit, hvis jeg skulle ud til hesten, og de ikke var hjemme, så var der lige en pose slik, eller noget andet hyggeligt til mig alligevel, og døren var aldrig låst.

Jeg blev også hurtigt deres babysitter (3 børn), og det spredte sig til det meste af byen.

Nogle måneder efter 10. klasse sluttede, havde det her kærlige par så kobberbryllup, og jeg og to af mine veninder skulle så være i køkkenet, og styre buffeten.
vi hyggede os gevaldigt, og gæsterne tog enormt meget pis på os. Den omgangskreds har altid været meget frisk, og jeg kendte mange af gæsterne.

Konens lillebror bliver sjovere og sjovere i løbet af aftenen, og han har et mægtig sødt smil. 
Sent på aftenen tager hans kommende kone så hjem, fordi de har babysitter til deres 3 årige datter. Men manden (vi kalder ham lillebror) bliver altså ved festen, og beslutter at drikke sig i hegnet, have det sjovt, og så ellers sove der, sammen med en masse af de andre i selskabet, og os køkkenpiger.

Han ender ude i køkkenet, hvor han hjælper os lidt, men mest drikker en del, og også får lokket en del i mig. 
Det skal da lige siges, at jeg selvfølgelig selv drak, og altså ikke følte noget pres for det. Men han var ivrig efter at jeg og han skulle tømme diverse sprutflasker og sådan. Og inden jeg vidste af det var jeg mægtig fuld. Det var det første år, hvor jeg festede og drak som alle andre teenagere, og jeg havde heller ikke været seksuelt aktiv ret lang tid (godt et halvt år måske).

Han var virkelig flink, og sjov, og charmerende ham her lillebroderen. og alle vi 3 tøser hyggede os i hans selskab.

Ca. klokken 7 om morgenen døde festen lidt hen, og arbejdet i køkkenet blev stort set indstillet. Der var kun noget opvask, og vi fik derfor besked på at vi gerne måtte gå i seng.

Sengen var altså så anrettet således, at alle hver i sær havde hver deres sovepose, og jeg havde så en dyne. Og alle lå på en stor madras på gulvet, som var sat sammen af 3 enkelte madrasser.
Min ene veninde var enormt hellig, og hun holdt sig altså godt pakket ind i sin sovepose (klogt af hende), og min anden veninde som sammen med gårdens karl (min ekskæreste), og så var der så mig og lillebroderen tilbage. 
jeg sagde til ham at det var okay at dele min dyne, og jeghavde jo natkjole på, så jeg tænkte ikke det var noget problem.

Han ville selvfølgelig gerne være med til at dele dyne, for ellers havde han ingen dyne. Og han tilbød at give mig en massage, oven på det hårde arbejde i køkkenet....
Jeg takkede ja tak til massage, og det gik fint, alle de andre var i rummet samtidig, så det var jo ikke noget frækt, bare rygmassage, og mine ben. 
På et tidspunkt tænker jeg godt nok, at jeg synes han virkede meget kælende, og jeg afsluttede massagen, og ville sove. 
Jeg var virkelig fuld, og virkelig træt her klokken 7 om morgenen, så jeg faldt straks i søvn.

2-3 timer senere vågner jeg så ved at han stikker sin pik op i mig bagfra. Altså vi ligger åbenbart i ske.
Jeg bliver temmelig forskrækket, og fryser først helt, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg når på kort tid at tænke tusind tanker, som vil jeg det her, hvad sker der egentlig, jeg har da sagt jeg har en kæreste, han har jo også en kæreste, og en datter, og det kan vi da ikke, og tør jeg protestere, og hvordan skal jeg lige gøre det?

Som sagt ligger vi der, ca. 7 mennesker. Og vi har haft det rigtig skægt hele natten, alle sammen. 
Og så brude man jo have flyttet sig som det første, fordi når der nu var så mange mennesker, ville han jo nok ikke forsøge sig med noget voldeligt. 
Men så langt nåede jeg slet ikke. Jeg tænkte selvfølgelig om jeg skulle flytte mig, men jeg turde ikke rigtig, fordi jeg heller ikke kunne finde ud af om jeg havde "indbudt" ham til det, sådan helt alvorligt. Det mente jeg jo egentlig ikke jeg havde, men var jeg nu helt sikker? 

Jeg tror det hele varede maks 5 minutter. Så begyndte alle de andre at røre på sig, og jeg rejste jeg mig pludseligt op, og fór ud af sengen, og trampede ned ad trappen. En af de andre fortalte at det lød som om jeg kun ramte 3 trin af de ca. 15 trin der var. 
Jeg fløj ud på toilettet, og sad så der og tænkte, med min lettere kvalme, og en hel masse ubehag, som dels skyldtes sprut, men også voldsomt mange tanker, jeg bare ikke kunne slippe af med. Og da slet ikke finde hoved og hale i stadig væk.

Jeg havde ikke siddet der på toilettet ret mange minutter, før selveste lillebroderen stod ude ved toiletdøren, og bankede på og var mægtig morsom, for jeg stod jo nok der og brækkede mig, og var jeg nu faldet i tønden mon? høhøhøhøh - ja det flot spasser.

Nåh jeg kom muggen ud fra toilettet, og gik oven på til mine ting igen. De andre var også efterhånden alle sammen ude af fjerene, og jeg var bare sådan stille og små-irriteret.

Da alle var oppe, og lillebroderen sendt ud efter morgenbrød, besluttede jeg at forlade selskabet lidt, og fik skaffet mig retten til at fodre ponyen, og derved være alene i stalden lidt, sammen med min aller bedste og varmeste ven. Det var ret befriende, men kortvarigt. Jeg prøvede at hjælpe lidt til med at rydde op i laden, hvor festen havde været. Men det gik ikke rigtig, og manden i huset morede sig over at jeg tilsyneladende havde vilde tømmermænd... Så jeg smuttede hurtigt ind i huset igen.

Indenfor havde alle fået pakket sine ting sammen, og jeg tænkte at det egentlig var meget rart, for så kunne jeg pakke mine ting i fred. 
Jeg lagde også mærke til at lillebroderens kommende kone, og datteren på 3 år, var ankommet, og skulle spise med ved morgen bordet, så jeg antog at jeg ville kunne være helt i fred for ham.

Men der blev jeg godt nok snydt. Han nærmest jagtede mig rundt i hele huset, og stillede vildt mange spørgsmål om ALT andet end det der var sket, og virkelig sådan fedtede for mig. "se min datter, er hun ikke sød", "xxx kan du sige hej til Maria".
Jamen han oksede rundt efter mig så meget at ikke engang hans datter gad være med til sidst. 

Jeg besluttede at være laaaaaang tid om at pakke sammen, så kunne jeg nemlig få lidt alene tid, og være den sidst ankomne ved bordet. Så regnede jeg nemlig med, at folk ville være travlt optaget af at spise deres morgenmad, og snakke om festen. Og regnede i øvrigt med at jeg ville havne ved siden af en eller anden tilfældig fremmed.

Men nej, den person der havde en stol ledig ved siden af sig, var såmænd lillebroderen, han havde nærmest holdt pladsen til mig, ved siden af han og hans datter. Konen sad i den anden ende af bordet - som  var KÆMPE.
Jeg satte mig lidt modløst, stille, men uden protester. 
Først kunne jeg ikke tage mig sammen til andet end at sidde der bare. Men der gik ikke mange sekunder før han snakkede løs igen igen. "skal du ikke have en bolle?" "hvad vil du have på" "har du det godt" "er du dårlig" "hvordan kommer du hjem" og bla. bla. bla.

Jeg forsøgte at svare kort, og er sikker på jeg var ret gnaven og afvisende at høre på, men han helmede bare ikke.

Efter morgenmaden, satte jeg mig i en lænestol i stuen. Så kunne ingen komme til at sidde ved siden af mig...

Da lillebroderen og konen skulle hjem, krammede folk jo hinanden til højre og venstre, og han kom gudhjælpemig hen til mig også, og tog et kram, og hviskede ind i øret på mig "nu er det vel ikke min skyld du har været morgensur vel?"
Jeg blev bare helt paf. Og fik fremstammet noget der lød som nej nej... Men jeg var bare så vred. Lige nøjagtig dér blev jeg bare SÅ gal....

det værste var, at det var lillebroderen, til damen som jeg nærmest betragtede som min selvvalgte bonusmor. Jeg havde det ret svært ved at komme der ud igen. for jeg var bange for at de ville opdage hvad der var sket, og måske anklage mig for at hjælpe ham med at være sin kone utro, og skabe ballade i familien. Dén ville jeg fandmer ikke have hængende på mig, så helt naturligt holdt jeg stille op med at komme der ude. 

Jeg kunne ikke holde tanken ud, at de måske skulle finde ud af det. De virkelig kærlige mennesker, som bestemt havde deres egne problemer at se til (sygdom i familien), og som bare havde taget mig ind med åbne armen og hjerter.  

Jeg mødte ham en gang i en netto. 
Jeg havde været inde og købe masser af guf, og stillede mig i kø, sådan helt zombieagtigt som så mange andre teenagere 
Men lige da damen i kassen begyndte at bippe mine varer, opdagede jeg hvem der stod foran mig.
Gudhjælpemig om ikke det var ham, lillebroderen, og dennes kone. Og jeg begyndte simpelthen at hyperventilere helt vildt. Jeg blev voldsomt stresset, og følte mig helt bange. 
Ham, lillebroderen, genkendte også mig, og ham og konen havde bare VIRKELIG mange varer, som de forsøgte at pakke i deres vogn.*
Da han så det va rmig, blev han pludselig sådan en voldsomt snakkende en, og underholdte hele butikken, mens han stirrede på mig. Jeg tænkte lidt sådan: "okay, nu tager du dig sammen. Du har 5 varer, du kan nå at tage dem, og betale, inden de har pakket vognen færdig. Så går du ud af butikken, og tilbage til skolen (produktionsskole)" Men lige da jeg havde taget mine varer i armene, og gik væk fra kassen, blev de åbenbart færdige, og han overhalede mig simpelthen med vognen, og tvang mig til at gå langsomt bag ved dem hele vejen ud af butikken, og vendte sig og kiggede på mig mange gange, hele vejen ud til sin bil.

Jeg løb hele vejen tilbage til skolen, nærmest panisk, og smed mine ting på bordet i klassen, og gik så ellers rundt og kaldte på min veninde/svigerinde, som også gik på skolen. Og jeg nåede også at få et mindre astmaanfald af at løbe og hyperventilere så meget...

Senere, har jeg erkendt, at han ikke ville mig noget ondt. Han ved det nok ikke, men jeg følte mig jo lidt voldtaget, fordi jeg ikke selv synes jeg havde givet ham lov på nogen måde.
Men jeg kan se idag, at det simpelthen handler om misforståede signaler og handlinger, og at han bare har ligget godt, der bag ved min numse.

Det er lidt rart at jeg har valgt at se tingene sådan, i forhold til den episode. For jeg tror virkelig fuldt og ærligt på, at det var det der skete for ham. Og ud over angsten for at jeg skulle afsløre ham, var det selvfølgelig også derfor han var sådan efter mig der om morgenen - altså at han kunne se det ikke var det samme for mig som det var for mig.

Det undskylder selvfølgelig ikke rigtig hvad der skete. Men det gør dog at jeg bedre kan forstå hvorfor det skete. Og jeg kan altså så godt acceptere det, ikke respektere det, slet ikke, men acceptere det kan jeg godt.

Og det er jo så mit held, for jeg mødte ham faktisk lige omkring jul 2010.

Min tante døde af kræft, og vi skulle så til gravøl efter begravelsen i kirken. Gravøllen blev holdt på gården, hos den familie jeg var til kobberbrylluppet hos, og i døren stod lillebroderen og tog imod kirkegængerne.....

Først blev jeg en anelse forskrækket, og skulle lige sådan tænke det  hele igennem, men vi var rigtig mange mennesker, og undgik sådan set nemt hinanden, uden egentlig at prøve på det... 

Men på et tidspunkt kom han hen til det bord hvor jeg sad, fordi han skulle snakke med fyren ved siden af mig (den ekskæreste som var med til kobberbrylluppet også, og som nu er min søsters kæreste).
jeg tror han genkendte mig efte rnoget tid, så da han var færdig med at snakke med Brian, vendte han sig mod mig, og spurgte til hvad jeg sådan gik og foretog mig, og om det gik mig godt...

Jeg forsøgte egentlig at være venlig, men jeg tror faktisk jeg fremstod lidt gnaven/højrøvet, men svarede kort på alle hans spørgsmål.

Det gik faktisk hurtigt. Og trods alt, er jeg egentlig lidt glad for at have haft en helt normal oplevelse/samtale af/med ham nu her så længe efter. (det er faktisk 10 år siden i år. Jeg var 17 den gang, og han var 29).

så lige den oplevelse sidder da i mig, fordi den var så tvetydig på en måde, og sådan set egentlig stadig er det lidt. Alligevel har jeg det lidt skidt med at jeg faktisk har fortalt mange, at han forgreb sig på mig (selvom det gjorde han jo teknisk set også). For jeg tror virkelig ikke han mente at tage mig med tvang. Jeg har sovet  virkelig tungt, fuld som jeg var, og efter kun 2-3 timers søvn. Måske har jeg i søvne bevæget mig, eller i hvert fald jo ikke protesteret, som om det var okay det han havde gang i. Og jeg tillod ham jo at sove under min dyne, sammen med mig. Så jeg kan sagtens selv se hvordan han kunne få lyst til den slags...

Altså, det er ikke noget der plager mig, men det er da klart, at hele følelsesregisteret i selve oplevelsen, og de nye opdagelser jeg gjorde da jeg analyserede situationen, stadig alle sammen sidder i mig. Det gnaver ikke, men det fylder, lige i det øjeblik jeg tænker på det, hvilket dog altså er meget sjældent...

næste indlæg, er det aktuelle emne i denne her tråd.

Og her, det aktuelle emne i denne tråd, i er seje hvis i har holdt ud, og hængt i med læsningen så langt her

Jeg ved ikke om jeg får forklaret det ret godt i fortællingen, men min efterfølgende, og mere voksne analyse af hvad der skete den aften, er at et fuld mand simpelthen misforstod diverse signaler, under en hyggelig fest, og troede at han var blevet inviteret til mere end hvad virkeligheden var....

Sådan se rjeg stadig på den hændelse, og som det også står i min fortælling, har jeg faktisk mødt ham 2 gange efter den pågældende hændelse. Den første gang gik jeg i panik, og den anden gang formåede jeg ikke helt at opføre mig så normalt som jeg ønskede det, men den 2. gang var jeg næsten nået frem til analyse af situationen, som jeg sidder tilbage med idag...

Nåh, men hvorom alting er, så var vi altså til en fest for nyligt, samme sted som hvor jeg mødte ham sidst, det vil sige der hvor hans søster og svoger bor (søsteren og svogeren er så dem jeg havde fristed hos som teenager, og hvor hændelsen fandt sted dengang, fra nu af kalder vi "ham" for lillebror, da det er den familietitel han har). jeg havde ikke lige tænkt over det før jeg så ham, men selvfølgelig kom han, det var en åben hus fest, på hans søsters landsted, så selvfølgelig kommer han ind med en vin og hilser pænt på og ønsker tillykke til fødselaren (som faktisk var min far).

Historien gentager sig faktisk præcis som sidst. Hyggelig fest, folk er i godt humør, og spiser og snakker med gamle bekendte, som man jo gør ved sådan en lejlighed... 

Jeg sad ved siden af min søsters eks, som i gamle dage var karl på landstedet. Lillebror kommer hen og snakker lidt om løst og fast med Brian (søsters eks) og han vender sig bagefter venligt, og spørger hvordan det går med mig....

Nu er det jo så, at jeg faktisk ikke bærer nag til ham længere, tværtimod er jeg næsten helt sikker på at han er utroligt ked af hvad der skete den morgen, og jeg kan se bekymringen og ydmygheden i hans øjne når han snakker til mig. 
Men desværre gentager mit svar fra sidst sig også. Jeg var utroligt opmærksom på mig selv, men alligevel kom jeg vidst til at fremstå som tøsefornærmet og "jeg gider ikke snakke med  dig agtigt" Og det var virkelig ikke meningen... 

Jeg har slet slet ikke lyst til at være sådan. Faktisk er jeg nået til et punkt, hvor jeg har lyst til, lidt skamfuldt, at fortælle ham, at jeg faktisk i en periode følte at hele episoden var et overgreb på mig, og at det er hvad jeg har sagt til folk, som vi begge kender. 

Jeg har det faktisk ret dårligt med det. Jeg tror da bestemt at de fleste har hørt på mig, kaldt ham ting, og bagefter smidt det i glemslen, det er jo omkring 12 år siden eller sådan noget. Men jeg har det dårligt med at JEG også misforstod hans hensigter, og har spredt det vidt og bredt, fordi jeg er så pisse fucking ærlig altid (begynder at se i ny og næ at ærlighed ikke altid er vejen frem åbenbart). 

Jeg har lyst til at fortælle ham, alt det jeg har oplevet i situationen, både da det skete, umiddelbart efter, og nu. Jeg er selvfølgelig nervøs for at han bliver vred på mig over at jeg har "bildt folk sådan noget ind" men jeg føler også at han faktisk er et okay følsomt væsen, og at vi KUNNE have en ordentlig samtale omkring det. 
Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg altså IKKE er vred på ham, men at jeg simpelthen har fælt mig lidt presset på det meste af følelsesregisteret de par gange jeg har mødt ham efterfølgende....

Men, men, men, men, jeg snakker jo slet ikke med ham, og jeg kommer heller ikke hos hans familie længere. SÅ jeg aner ikke hvordan jeg skal bære mig ad med det. Samtalen i sig selv er jo tung at komme igang med, men hvordan lægger man overhovedte op til det, når man ikke engang jævnligt falder over hinanden...

Jeg har da lige nu tænkt på at finde ham på facebook (hvis han da har facebook) og spørge ham, om vi mon kunne komme til at snakke uforstyrret en dag. Men, så igen, jeg har heller ikke lyst til at blive afvist på det...  

Jeg fortryder faktisk, at jeg i sidste måned ikke lige sagde til ham, ved festen, om ikke vi kunne snakke sammen nu eller en anden gang. Fordi han virker som om han rigtig gerne vil snakke med mig. som sagt virker han som om han er enormt ydmyg og flov over det hele. Og jeg tænker vi begge kunne have godt af lige at få det snakket igennem.. 

Hm, jeg ved sgu ikke rigtig hvor jeg skal stille mig i dene her situation. Og jeg er godt klar over at i denne her kategori, der er det virkelig et særtilfælde at ønske at snakke med "ham" om hvad der er hændt. Men det var jo også i og for sig en særlig atypisk situation... For mig i hvert fald...

Alt det blå bryggede jeg sammen igår aftes, og idag har jeg forsøgt at finde frem til ham....

jeg har spurgt blandt venner og bekendte,om de havde kontakt til ham, men de fleste anede ikke hvem jeg snakkede om. Så i sidste ende var jeg nødt til at spørge min onkel, som har meget at gøre med 'lillebors' familie.

Det er godt nok svært, synes jeg, at spørge efter en person, som min onkel udemærket ved jeg ikke har noget med at gøre, uden at afsløre hvorfor jeg skal have fat i ham.
Min forklaring blev at det er et ømtåleligt emne. Og det blev min onkel jo lidt forvirret over.

Jeg e rbange for, hvis nu 'lillebror' stadig er gift, at folk som jeg har spurgt efter ham hos, tror at han er ved at rode sig ud i noget affære. Jeg ønsker jo ikke at skade hans familie, og det vil jo uden tvivl ske, hvis det kommer hans kone for øre, at en fremmed pige leder efter hendes mand, og vil snakke om et "ømtåleligt emne'.

Ud over det, så kender jeg ikke hans fulde navn, og kan defor ikke bare slå ham op på krak. Jeg fandt dog ud af at han stadig bor i lokalområdet, men altså, det er jo stadig ikke meget at gå ud fra.
Jeg vil heller ikke risikere at ringe på et telefonnummer, og få fat i enten kone eller børn. For jeg synes ikke rigtig jeg kan sige "hej du kender mig ikke, men jeg skal altså lige snakke med din mand" uden at han er nødt til at forklare isg bagefter...

Jeg ville aller helst bare have fat i ham, og spørge om ikek han kan arangere at vi kan snakke uforstyrret et sted, en dag i nær fremtid, uden at andre hører det først.
Men det er sgu da svært, når man ingen oplysninger har...

Puha, jeg har helt ondt i min mave nu....  

Kære Maria

Nu har jeg læst det hele og jeg fyldes med mange følelser. Jeg har før læst nogle af dine tråde om dette emne og jeg kan ikke sige dig hvor ondt det gør mig at du har været så uheldig at støde ind i så mange ubehagelige mænd.

Jeg kan faktisk godt forstå hvorfor du har lyst til at tage denne snak med Lillebroren. Og jeg tror da helt klart også det kunne være godt for dig.

Hvordan du lige skal få det i stand er straks værre. Det er jo ikke noget man har lyst til at skrive en sms om.. Men jeg tænker lidt at hvis du kunne finde hans mobil nr så ringe til ham en dag i frokostpausen eller noget?

Zafir skriver:

Søde Maria. Jeg tror jeg har fået det hele med, men jeg forstår ikke helt, hvad du vil snakke med ham om?
Vil det give dig ro i sindet, at sige til ham, at du følte dig mega grænse overtrådt? Og at det han gjorde gør man bare ikke? Eller hvad vil dit mål med snakken være?

Kram

Ja, altså... Jeg tror det skyldes at han tydeligvis ikke er stolt af sin handling. Og sådan var det, når jeg tænker tilbage, allerede fra den samme morgen... 

Nu er der så bare det, at jeg vidst var tydeligt mærket af situationen, i løbet af morgenen, hvor han jo hønsede efter mig lige til han tog hjem.

jeg ved sgu ikke rigtig... jeg tror det er et mix af alle mulige behov, i forbindelse med den samtale. 

Altså 1. Få det snakket igennem, jeg ved jo ikke om han har hørt hvad jeg har sagt til andre, umiddelbart efter situationen. O det ville jeg gerne have reddet ud i så fald....

2. Jeg tror bare, at nu hvor jeg ligesom ser det anderledes, kunne det være rart at få det snakket igennem, for ligesom helt at komme af med det.

3. Fortælle ham, at han rent faktisk overskred mine grænser lige der, men at jeg idag forstår hvorfor han kunne tro det var okay.

4. Jeg bruger normalt ikke rigtig energi på det, altså det er ikke osm sådan noget der fylder i min hverdag, elle ri dårlige tider elelr noget i den retning...

Men jeg kan se et mønster, hver gang jeg har mødt ham, at så kommer det hele frem igen, og jeg starter jo altid med at gennemleve hele overgrebet igen, bagefter sidder jeg lidt i den samme følelse, som da det skete, og senere går jeg igen igang med analysen, og i den periode især, der har jeg faktisk super ondt i maven.. Lige idag for eksempel, har jeg tememlig ondt i maven, og det har jeg haft nonstop siden jeg skrev tråden her. 
Så jeg tænker, at det altså må ud....

Det er svært at forklare, for som du jo ved har jeg jo ingen problemer med at snakke om det, og nu ved jeg jo ikke hvad andre folk ser, men jeg synes nu faktisk selv at jeg ind til nu har håndteret det rigtig fint...

Men af en eller anden grund går jeg hele følelsesegistret igennem hver gang jeg har mødt ham. Simpelt fra følelserne fra selve hændelsen, til tiden umiddelbart efter, lang tid efter, og den analyse jeg er nået til nu her i mine senere år.

Og jeg føler ikke det er holdbart, når jeg ved jeg risikerer at løbe ind i ham hist og pist, fordi han bor i lokalområdet, og han har bekendte og familie i min fars og onklers omgangskreds... 

jeg kan nok ikke helt forklare det, jeg føler bare at behovet vokser for hver gang jeg har mødt ham, og jeg har aldrig før fået en knude i maven, der var så voldsom som nu efter denne gang... 

Jeg ved det ikke, jeg forstår det heller ikke helt selv.. Men ja, på forskellige måder tror jeg det ville løsne op for både ham og mig.... 

Jeg tror faktisk på at han i virkeligheden er en rigtig rar mand, i hvert fald hvis han er bare halvt så god som sin søster, og jeg kan se han har det skidt når vi mødes, hans mine og mimik ændrer sig helt vildt, bare fra når han snakker med brian, til han vender sig mod mig... 

Det er skide svært at forklare... Forstår du noget af det?

Nettemor skriver:

Kære Maria

Nu har jeg læst det hele og jeg fyldes med mange følelser. Jeg har før læst nogle af dine tråde om dette emne og jeg kan ikke sige dig hvor ondt det gør mig at du har været så uheldig at støde ind i så mange ubehagelige mænd.

Jeg kan faktisk godt forstå hvorfor du har lyst til at tage denne snak med Lillebroren. Og jeg tror da helt klart også det kunne være godt for dig.

Hvordan du lige skal få det i stand er straks værre. Det er jo ikke noget man har lyst til at skrive en sms om.. Men jeg tænker lidt at hvis du kunne finde hans mobil nr så ringe til ham en dag i frokostpausen eller noget?

hej, og tak skal du have

Jooo, men sådan et mobilnummer er ikke nemt at hitte, når man kun har mandens fornavn og hvilken by han bor i... 

Det er vitterligt de eneste to ting jeg ved om ham.. 

Jeg vil ikke risikere at kone eller børn tager telefonene (det er selvfølgeilg også udelukket hvis et evt. mobilnummer er hans, og han er på arbejde når han tager den)

Men altså, ats kaffe hans nummer er i sig selv et større detektivarbejde åbenbart.... 

det er faktisk enormt svært for mig, at forklare hvorfor jeg føler en stadig stærkere trang til at snakke med ham... 

En gang var det vidst for at sige noget á la "HEY! det var IKKE i orden, dit stire kvaj!" MEn nu er det mere for ligesom at sige at han ikke skal bruge energi på det, ikke skal være bekymret, og at jeg i øvrigt "tilgiver" ham... 

Man kan ikke sige at jeg som sådan tilgiver ham, men jeg har forstået situationen, og hvordan han kunne tro det var okay. Jeg føler mig ikke som sådan voldtaget mere (andet end når jeg lige gennemlever de der par minutter under og efter)....

Æhm, ej, jeg synes sgu det er svært hehe....

mariamiss6 skriver:

hej, og tak skal du have

Jooo, men sådan et mobilnummer er ikke nemt at hitte, når man kun har mandens fornavn og hvilken by han bor i... 

Det er vitterligt de eneste to ting jeg ved om ham.. 

Jeg vil ikke risikere at kone eller børn tager telefonene (det er selvfølgeilg også udelukket hvis et evt. mobilnummer er hans, og han er på arbejde når han tager den)

Men altså, ats kaffe hans nummer er i sig selv et større detektivarbejde åbenbart.... 

det er faktisk enormt svært for mig, at forklare hvorfor jeg føler en stadig stærkere trang til at snakke med ham... 

En gang var det vidst for at sige noget á la "HEY! det var IKKE i orden, dit stire kvaj!" MEn nu er det mere for ligesom at sige at han ikke skal bruge energi på det, ikke skal være bekymret, og at jeg i øvrigt "tilgiver" ham... 

Man kan ikke sige at jeg som sådan tilgiver ham, men jeg har forstået situationen, og hvordan han kunne tro det var okay. Jeg føler mig ikke som sådan voldtaget mere (andet end når jeg lige gennemlever de der par minutter under og efter)....

Æhm, ej, jeg synes sgu det er svært hehe....

Nej så kan jeg godt se det ikke er nemt at finde ham. Men mon ikke han hedder det samme som søsteren (gjorde) ?

mariamiss6 skriver:

Ja, altså... Jeg tror det skyldes at han tydeligvis ikke er stolt af sin handling. Og sådan var det, når jeg tænker tilbage, allerede fra den samme morgen... 

Nu er der så bare det, at jeg vidst var tydeligt mærket af situationen, i løbet af morgenen, hvor han jo hønsede efter mig lige til han tog hjem.

jeg ved sgu ikke rigtig... jeg tror det er et mix af alle mulige behov, i forbindelse med den samtale. 

Altså 1. Få det snakket igennem, jeg ved jo ikke om han har hørt hvad jeg har sagt til andre, umiddelbart efter situationen. O det ville jeg gerne have reddet ud i så fald....

2. Jeg tror bare, at nu hvor jeg ligesom ser det anderledes, kunne det være rart at få det snakket igennem, for ligesom helt at komme af med det.

3. Fortælle ham, at han rent faktisk overskred mine grænser lige der, men at jeg idag forstår hvorfor han kunne tro det var okay.

4. Jeg bruger normalt ikke rigtig energi på det, altså det er ikke osm sådan noget der fylder i min hverdag, elle ri dårlige tider elelr noget i den retning...

Men jeg kan se et mønster, hver gang jeg har mødt ham, at så kommer det hele frem igen, og jeg starter jo altid med at gennemleve hele overgrebet igen, bagefter sidder jeg lidt i den samme følelse, som da det skete, og senere går jeg igen igang med analysen, og i den periode især, der har jeg faktisk super ondt i maven.. Lige idag for eksempel, har jeg tememlig ondt i maven, og det har jeg haft nonstop siden jeg skrev tråden her. 
Så jeg tænker, at det altså må ud....

Det er svært at forklare, for som du jo ved har jeg jo ingen problemer med at snakke om det, og nu ved jeg jo ikke hvad andre folk ser, men jeg synes nu faktisk selv at jeg ind til nu har håndteret det rigtig fint...

Men af en eller anden grund går jeg hele følelsesegistret igennem hver gang jeg har mødt ham. Simpelt fra følelserne fra selve hændelsen, til tiden umiddelbart efter, lang tid efter, og den analyse jeg er nået til nu her i mine senere år.

Og jeg føler ikke det er holdbart, når jeg ved jeg risikerer at løbe ind i ham hist og pist, fordi han bor i lokalområdet, og han har bekendte og familie i min fars og onklers omgangskreds... 

jeg kan nok ikke helt forklare det, jeg føler bare at behovet vokser for hver gang jeg har mødt ham, og jeg har aldrig før fået en knude i maven, der var så voldsom som nu efter denne gang... 

Jeg ved det ikke, jeg forstår det heller ikke helt selv.. Men ja, på forskellige måder tror jeg det ville løsne op for både ham og mig.... 

Jeg tror faktisk på at han i virkeligheden er en rigtig rar mand, i hvert fald hvis han er bare halvt så god som sin søster, og jeg kan se han har det skidt når vi mødes, hans mine og mimik ændrer sig helt vildt, bare fra når han snakker med brian, til han vender sig mod mig... 

Det er skide svært at forklare... Forstår du noget af det?

mariamiss6 skriver:

Hmmm, jeg kan ikke huske om jeg har postet denne her fortælling i åbent forum, og jeg orker ikke lige søge for at finde ud af det, så her kommer en forhistorie, som er lang. Den omhandler selve hændelsen, og tankerne under, og umiddelbart efter. Bagefter, med blå skrift, kommer mit egentlige, og aktuelle "spørgsmål" så. Det er ligeledes langt.

Forhistorien:

Denne her er måske en anelse indviklet. Så det skal lige siges, at til alt hvad jeg skriver, kan man altid spørge mig direkte, og det gør ikke noget at spørge her i forummet. Jeg er enormt ærlig, og emnet er ikke tabu for mig, så jeg har heller ikke noget i mod at svare på spørgsmål, nærmere tværtimod... 

Snigeren.

Da jeg gik i 10. klasse kom jeg hjemme hos en rigtig dejlig familie. Jeg havde brug for et fristed, og disse mennesker tilbød en pony som jeg gratis kunne passe og pleje som var den min egen, men helt på deres regning (ellers gik den bare og passede sig selv på en fold). 

De var virkelig kærlige mennesker, og ofte blev jeg budt på mad, eller kaffe/the og almindelig familiehygge. Tit, hvis jeg skulle ud til hesten, og de ikke var hjemme, så var der lige en pose slik, eller noget andet hyggeligt til mig alligevel, og døren var aldrig låst.

Jeg blev også hurtigt deres babysitter (3 børn), og det spredte sig til det meste af byen.

Nogle måneder efter 10. klasse sluttede, havde det her kærlige par så kobberbryllup, og jeg og to af mine veninder skulle så være i køkkenet, og styre buffeten.
vi hyggede os gevaldigt, og gæsterne tog enormt meget pis på os. Den omgangskreds har altid været meget frisk, og jeg kendte mange af gæsterne.

Konens lillebror bliver sjovere og sjovere i løbet af aftenen, og han har et mægtig sødt smil. 
Sent på aftenen tager hans kommende kone så hjem, fordi de har babysitter til deres 3 årige datter. Men manden (vi kalder ham lillebror) bliver altså ved festen, og beslutter at drikke sig i hegnet, have det sjovt, og så ellers sove der, sammen med en masse af de andre i selskabet, og os køkkenpiger.

Han ender ude i køkkenet, hvor han hjælper os lidt, men mest drikker en del, og også får lokket en del i mig. 
Det skal da lige siges, at jeg selvfølgelig selv drak, og altså ikke følte noget pres for det. Men han var ivrig efter at jeg og han skulle tømme diverse sprutflasker og sådan. Og inden jeg vidste af det var jeg mægtig fuld. Det var det første år, hvor jeg festede og drak som alle andre teenagere, og jeg havde heller ikke været seksuelt aktiv ret lang tid (godt et halvt år måske).

Han var virkelig flink, og sjov, og charmerende ham her lillebroderen. og alle vi 3 tøser hyggede os i hans selskab.

Ca. klokken 7 om morgenen døde festen lidt hen, og arbejdet i køkkenet blev stort set indstillet. Der var kun noget opvask, og vi fik derfor besked på at vi gerne måtte gå i seng.

Sengen var altså så anrettet således, at alle hver i sær havde hver deres sovepose, og jeg havde så en dyne. Og alle lå på en stor madras på gulvet, som var sat sammen af 3 enkelte madrasser.
Min ene veninde var enormt hellig, og hun holdt sig altså godt pakket ind i sin sovepose (klogt af hende), og min anden veninde som sammen med gårdens karl (min ekskæreste), og så var der så mig og lillebroderen tilbage. 
jeg sagde til ham at det var okay at dele min dyne, og jeghavde jo natkjole på, så jeg tænkte ikke det var noget problem.

Han ville selvfølgelig gerne være med til at dele dyne, for ellers havde han ingen dyne. Og han tilbød at give mig en massage, oven på det hårde arbejde i køkkenet....
Jeg takkede ja tak til massage, og det gik fint, alle de andre var i rummet samtidig, så det var jo ikke noget frækt, bare rygmassage, og mine ben. 
På et tidspunkt tænker jeg godt nok, at jeg synes han virkede meget kælende, og jeg afsluttede massagen, og ville sove. 
Jeg var virkelig fuld, og virkelig træt her klokken 7 om morgenen, så jeg faldt straks i søvn.

2-3 timer senere vågner jeg så ved at han stikker sin pik op i mig bagfra. Altså vi ligger åbenbart i ske.
Jeg bliver temmelig forskrækket, og fryser først helt, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg når på kort tid at tænke tusind tanker, som vil jeg det her, hvad sker der egentlig, jeg har da sagt jeg har en kæreste, han har jo også en kæreste, og en datter, og det kan vi da ikke, og tør jeg protestere, og hvordan skal jeg lige gøre det?

Som sagt ligger vi der, ca. 7 mennesker. Og vi har haft det rigtig skægt hele natten, alle sammen. 
Og så brude man jo have flyttet sig som det første, fordi når der nu var så mange mennesker, ville han jo nok ikke forsøge sig med noget voldeligt. 
Men så langt nåede jeg slet ikke. Jeg tænkte selvfølgelig om jeg skulle flytte mig, men jeg turde ikke rigtig, fordi jeg heller ikke kunne finde ud af om jeg havde "indbudt" ham til det, sådan helt alvorligt. Det mente jeg jo egentlig ikke jeg havde, men var jeg nu helt sikker? 

Jeg tror det hele varede maks 5 minutter. Så begyndte alle de andre at røre på sig, og jeg rejste jeg mig pludseligt op, og fór ud af sengen, og trampede ned ad trappen. En af de andre fortalte at det lød som om jeg kun ramte 3 trin af de ca. 15 trin der var. 
Jeg fløj ud på toilettet, og sad så der og tænkte, med min lettere kvalme, og en hel masse ubehag, som dels skyldtes sprut, men også voldsomt mange tanker, jeg bare ikke kunne slippe af med. Og da slet ikke finde hoved og hale i stadig væk.

Jeg havde ikke siddet der på toilettet ret mange minutter, før selveste lillebroderen stod ude ved toiletdøren, og bankede på og var mægtig morsom, for jeg stod jo nok der og brækkede mig, og var jeg nu faldet i tønden mon? høhøhøhøh - ja det flot spasser.

Nåh jeg kom muggen ud fra toilettet, og gik oven på til mine ting igen. De andre var også efterhånden alle sammen ude af fjerene, og jeg var bare sådan stille og små-irriteret.

Da alle var oppe, og lillebroderen sendt ud efter morgenbrød, besluttede jeg at forlade selskabet lidt, og fik skaffet mig retten til at fodre ponyen, og derved være alene i stalden lidt, sammen med min aller bedste og varmeste ven. Det var ret befriende, men kortvarigt. Jeg prøvede at hjælpe lidt til med at rydde op i laden, hvor festen havde været. Men det gik ikke rigtig, og manden i huset morede sig over at jeg tilsyneladende havde vilde tømmermænd... Så jeg smuttede hurtigt ind i huset igen.

Indenfor havde alle fået pakket sine ting sammen, og jeg tænkte at det egentlig var meget rart, for så kunne jeg pakke mine ting i fred. 
Jeg lagde også mærke til at lillebroderens kommende kone, og datteren på 3 år, var ankommet, og skulle spise med ved morgen bordet, så jeg antog at jeg ville kunne være helt i fred for ham.

Men der blev jeg godt nok snydt. Han nærmest jagtede mig rundt i hele huset, og stillede vildt mange spørgsmål om ALT andet end det der var sket, og virkelig sådan fedtede for mig. "se min datter, er hun ikke sød", "xxx kan du sige hej til Maria".
Jamen han oksede rundt efter mig så meget at ikke engang hans datter gad være med til sidst. 

Jeg besluttede at være laaaaaang tid om at pakke sammen, så kunne jeg nemlig få lidt alene tid, og være den sidst ankomne ved bordet. Så regnede jeg nemlig med, at folk ville være travlt optaget af at spise deres morgenmad, og snakke om festen. Og regnede i øvrigt med at jeg ville havne ved siden af en eller anden tilfældig fremmed.

Men nej, den person der havde en stol ledig ved siden af sig, var såmænd lillebroderen, han havde nærmest holdt pladsen til mig, ved siden af han og hans datter. Konen sad i den anden ende af bordet - som  var KÆMPE.
Jeg satte mig lidt modløst, stille, men uden protester. 
Først kunne jeg ikke tage mig sammen til andet end at sidde der bare. Men der gik ikke mange sekunder før han snakkede løs igen igen. "skal du ikke have en bolle?" "hvad vil du have på" "har du det godt" "er du dårlig" "hvordan kommer du hjem" og bla. bla. bla.

Jeg forsøgte at svare kort, og er sikker på jeg var ret gnaven og afvisende at høre på, men han helmede bare ikke.

Efter morgenmaden, satte jeg mig i en lænestol i stuen. Så kunne ingen komme til at sidde ved siden af mig...

Da lillebroderen og konen skulle hjem, krammede folk jo hinanden til højre og venstre, og han kom gudhjælpemig hen til mig også, og tog et kram, og hviskede ind i øret på mig "nu er det vel ikke min skyld du har været morgensur vel?"
Jeg blev bare helt paf. Og fik fremstammet noget der lød som nej nej... Men jeg var bare så vred. Lige nøjagtig dér blev jeg bare SÅ gal....

det værste var, at det var lillebroderen, til damen som jeg nærmest betragtede som min selvvalgte bonusmor. Jeg havde det ret svært ved at komme der ud igen. for jeg var bange for at de ville opdage hvad der var sket, og måske anklage mig for at hjælpe ham med at være sin kone utro, og skabe ballade i familien. Dén ville jeg fandmer ikke have hængende på mig, så helt naturligt holdt jeg stille op med at komme der ude. 

Jeg kunne ikke holde tanken ud, at de måske skulle finde ud af det. De virkelig kærlige mennesker, som bestemt havde deres egne problemer at se til (sygdom i familien), og som bare havde taget mig ind med åbne armen og hjerter.  

Jeg mødte ham en gang i en netto. 
Jeg havde været inde og købe masser af guf, og stillede mig i kø, sådan helt zombieagtigt som så mange andre teenagere 
Men lige da damen i kassen begyndte at bippe mine varer, opdagede jeg hvem der stod foran mig.
Gudhjælpemig om ikke det var ham, lillebroderen, og dennes kone. Og jeg begyndte simpelthen at hyperventilere helt vildt. Jeg blev voldsomt stresset, og følte mig helt bange. 
Ham, lillebroderen, genkendte også mig, og ham og konen havde bare VIRKELIG mange varer, som de forsøgte at pakke i deres vogn.*
Da han så det va rmig, blev han pludselig sådan en voldsomt snakkende en, og underholdte hele butikken, mens han stirrede på mig. Jeg tænkte lidt sådan: "okay, nu tager du dig sammen. Du har 5 varer, du kan nå at tage dem, og betale, inden de har pakket vognen færdig. Så går du ud af butikken, og tilbage til skolen (produktionsskole)" Men lige da jeg havde taget mine varer i armene, og gik væk fra kassen, blev de åbenbart færdige, og han overhalede mig simpelthen med vognen, og tvang mig til at gå langsomt bag ved dem hele vejen ud af butikken, og vendte sig og kiggede på mig mange gange, hele vejen ud til sin bil.

Jeg løb hele vejen tilbage til skolen, nærmest panisk, og smed mine ting på bordet i klassen, og gik så ellers rundt og kaldte på min veninde/svigerinde, som også gik på skolen. Og jeg nåede også at få et mindre astmaanfald af at løbe og hyperventilere så meget...

Senere, har jeg erkendt, at han ikke ville mig noget ondt. Han ved det nok ikke, men jeg følte mig jo lidt voldtaget, fordi jeg ikke selv synes jeg havde givet ham lov på nogen måde.
Men jeg kan se idag, at det simpelthen handler om misforståede signaler og handlinger, og at han bare har ligget godt, der bag ved min numse.

Det er lidt rart at jeg har valgt at se tingene sådan, i forhold til den episode. For jeg tror virkelig fuldt og ærligt på, at det var det der skete for ham. Og ud over angsten for at jeg skulle afsløre ham, var det selvfølgelig også derfor han var sådan efter mig der om morgenen - altså at han kunne se det ikke var det samme for mig som det var for mig.

Det undskylder selvfølgelig ikke rigtig hvad der skete. Men det gør dog at jeg bedre kan forstå hvorfor det skete. Og jeg kan altså så godt acceptere det, ikke respektere det, slet ikke, men acceptere det kan jeg godt.

Og det er jo så mit held, for jeg mødte ham faktisk lige omkring jul 2010.

Min tante døde af kræft, og vi skulle så til gravøl efter begravelsen i kirken. Gravøllen blev holdt på gården, hos den familie jeg var til kobberbrylluppet hos, og i døren stod lillebroderen og tog imod kirkegængerne.....

Først blev jeg en anelse forskrækket, og skulle lige sådan tænke det  hele igennem, men vi var rigtig mange mennesker, og undgik sådan set nemt hinanden, uden egentlig at prøve på det... 

Men på et tidspunkt kom han hen til det bord hvor jeg sad, fordi han skulle snakke med fyren ved siden af mig (den ekskæreste som var med til kobberbrylluppet også, og som nu er min søsters kæreste).
jeg tror han genkendte mig efte rnoget tid, så da han var færdig med at snakke med Brian, vendte han sig mod mig, og spurgte til hvad jeg sådan gik og foretog mig, og om det gik mig godt...

Jeg forsøgte egentlig at være venlig, men jeg tror faktisk jeg fremstod lidt gnaven/højrøvet, men svarede kort på alle hans spørgsmål.

Det gik faktisk hurtigt. Og trods alt, er jeg egentlig lidt glad for at have haft en helt normal oplevelse/samtale af/med ham nu her så længe efter. (det er faktisk 10 år siden i år. Jeg var 17 den gang, og han var 29).

så lige den oplevelse sidder da i mig, fordi den var så tvetydig på en måde, og sådan set egentlig stadig er det lidt. Alligevel har jeg det lidt skidt med at jeg faktisk har fortalt mange, at han forgreb sig på mig (selvom det gjorde han jo teknisk set også). For jeg tror virkelig ikke han mente at tage mig med tvang. Jeg har sovet  virkelig tungt, fuld som jeg var, og efter kun 2-3 timers søvn. Måske har jeg i søvne bevæget mig, eller i hvert fald jo ikke protesteret, som om det var okay det han havde gang i. Og jeg tillod ham jo at sove under min dyne, sammen med mig. Så jeg kan sagtens selv se hvordan han kunne få lyst til den slags...

Altså, det er ikke noget der plager mig, men det er da klart, at hele følelsesregisteret i selve oplevelsen, og de nye opdagelser jeg gjorde da jeg analyserede situationen, stadig alle sammen sidder i mig. Det gnaver ikke, men det fylder, lige i det øjeblik jeg tænker på det, hvilket dog altså er meget sjældent...

næste indlæg, er det aktuelle emne i denne her tråd.

nu har jeg læst det hele, og kan mere eller mindre sætte mig ind i dit sted. og puuuuuuha, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige! det er flot, du kan snakke så åbent omkring det. jeg forstår udmærket også godt, at du vil snakke med ham omkring det hele, jeg tror på, det vil lette både dine tanker og hans "samvittighed."
din historie inspirerer mig meget, til at fortælle min egen historie på et offentligt forum, og komme ud med det hele, til fremmed mennesker.