Er i tvivl om jeg var gal på den eller ej..

Der er et eller andet galt i jeres forhold... Jeg tænker umiddelbart, at du nærer ret meget mistillid til ham siden, du får den indskydelse at han har gjort jeres barn fortræd på en eller anden måde.
Men, han reagerer så også helt vildt på dit spørgsmål, hvilket får mig til at tænke, at i har nogle store issues i jeres forhold.

Det der med at være konfliktsky løser intet. Man burde kunne snakke fornuftigt om tingene, som voksne mennesker uden at det kører helt af sporet.

Og så lige det andet. Hvad ligner det at slå en fremmed dame på en restaurant? Uanset hvad hun har gjort... Påtales skal det da helt sikkert evt. Også meldes. Men at ty til vold, det er simpelthen for primitivt.

Sorry min mening.

Held og lykke med forholdet...

/smølf

BellaT skriver:

Din opførsel ville have provokeret mig lige så slemt som den åbenbart har provokeret din mand.

Ikke nok med at du faktisk tror at han gør jeres barn ondt, så laver du besvimelsesanfald pga en konfrontation. Det er prinsesseadfærd. Får jeg ikke min vilje, så græder jeg eller besvimer eller kaster op. Kan slet ikke have det.

 

Sorry, det gad du nok ikke høre. Men sådan ser jeg det.

Må indrømme at jeg tænkte det samme... Synes at TS i denne situation overreagere ret kraftigt. Børn på 2 år siger vel av i mange henseelser. Vores Hasse har lige lært at sige av, og han siger av til ALT. Også når jeg lige fjerner ham fra en ting han ikke skal pille ved, så farer han op og siger av av som om vi gør ham ondt.. Men gør vi altså ikke Hvis vores dreng sagde av på den måde som Ts`søn gjorde ville jeg ikke tænke over det, men hvis det var av IMENS der var en masse gråd ville jeg da reagere. Og hvis faren nu havde kommet til at mase hans hjånd ved stolen eller noget, er det jo det der kan ske.

Og til TS: Siden din mand også spørger om du nu skal op pg kontrollere, kan det tyde lidt på at du måskehar nemt ved at reagere når din søn er alene med sin far....

Anonym skriver:

Det giver heller ikke mening, i og med at han ville være den første til at spørge hvis han hørte barnet sige "av, mor!" - og jeg ville da uden tøven ihvertfald med god samvittighed kunne fortælle hvad det skyldtes.

Jeg ville da ikke stryge til skilsmissesnak osv. indenfor et par timer.

Jeg er målløs og stiller mig undrende overfor hvad der foregik. Min mand sagde senere at han med sin - kan ikke huske citeret ordret - noget med hans viden om sig selv og kendskab og hvad han selv har oplevet som barn, ville han ALDRIG gøre nogen noget og slet ikke sit barn og skulle nok vende tilbage til det hvis der var noget, for det ville han slet ikke kunne leve med...

Og jeg er sgu lidt mistroisk når nu udfaldet er blevet så grimt.. at jeg næsten håber at han bekender kulør eller fortæller hvad der skete.. det behøver jo ikke have betydet noget, men... ja er altså noget målløs... og især at blive lagt på is hele dagen.. klokken var 7.30 - det er mange timer med sådan een følelsesfuld rodebutik.

Gad vide om han lægger sig ind i stuen når jeg lægger mig ind i soveværelset... Det er altså uholdbart det her.

 

Apropos erkendelse, så ved han godt konsekvensen af sådan en handling. Der er ingen tvivl, jeg klappede en mor midt i en restuarant hvor vi var ude at spise, der slog sin lille dreng på under 3 år forleden... (ikke smart at lappe hende en på armen, men hun skulle ikke tro at det var noget jeg ville lade gå uset hen og blev grebet i affekt og alle skulle vide det - ingen andre gjorde noget og jeg var dybt chokeret.)

 Du slog seriøst en anden kvinde for at vise man ikke må slå ?  Jeg sidder her med åben mund og polypper! Sikke et forbillede du er, du viser jo netop at det er OK at slå så længe man selv finder det retfærdigt.  

TeamRocket skriver:

 Du slog seriøst en anden kvinde for at vise man ikke må slå ?  Jeg sidder her med åben mund og polypper! Sikke et forbillede du er, du viser jo netop at det er OK at slå så længe man selv finder det retfærdigt.  

Jeg tænkte det samme 

Jeg synes da at han selv kommer med en forklaring på sin overreaktion her:

" Min mand sagde senere at han med sin - kan ikke huske citeret ordret - noget med hans viden om sig selv og kendskab og hvad han selv har oplevet som barn, ville han ALDRIG gøre nogen noget og slet ikke sit barn og skulle nok vende tilbage til det hvis der var noget, for det ville han slet ikke kunne leve med..."

Han har jo tydeligvis selv fået tæv som barn og derfor ryger han op i det røde felt når du anklager ham for noget som han aldrig ville gøre.

På den måde som du beskriver hændelserne, synes jeg at I begge har overreageret.

Anonym skriver:

Jeg sov lidt længere end min mand og barn imorges, jeg vågner stille op og hører de er igang med morgenmaden. Vores barn græder, men jeg ved han er i gode hænder hos far, som er mere tålmodig end jeg selv, så det fæstner jeg mig ikke ved, men da barnet er færdig med at græde siger det "av, far!" og så bliver der stille med lyden af mumlen og lav snak (barnet er 2år) og dét fæstner jeg mig ved - og jeg ligger med hjertebanken og kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal rejse mig eller lade være, sige noget eller lad være da jeg ikke ved hvad der er sket, men kan heller ikke få ro før jeg ved hvad der er sket.. barnet plejer ikke at sige av far undtagen f.eks under sjov leg hvor vi driller ham og han griner og når han så får nok, kan han finde på at sætte ansigt på og sige av far. Men her havde han jo lige grædt og jeg nåede at tænke mange gange - og besluttede mig for at stå op og kigge til dem i køkkenet og spørge min mand hvorfor vores barn sagde av far. Barnet sidder på låret af min mand og spiser havregrød med ryggen til.. jeg stiller mig bagved og ved ikke rigtig hvordan jeg skal spørge for det er et meget ømtåleligt emne.. jeg tænkte at barnet kunne have slået sin fod, at far havde trukket ham for hårdt over til sig eller lign. Noget hændeligt.. og så da jeg har stået der og vaklet et stykke tid, siger min mand så - nå skulle du lige op at kontrollere...du kan bare gå ud og ryge nu? JEG skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor han sagde av far. Så det blev jeg lidt vred over og provokeret af.. så jeg gik ud for at tage et par hiv. Og så kom jeg ind igen og sagde at nej jeg skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor barnet sagde av far.. - min mand siger så at han ikke har hørt vores barn sige av far og det undrer jeg mig over da huset var musestille og hans stemme sagde det tydeligt.. min mand blev meget defensiv og ville slet ikke retfærdiggøre, som han sagde, hvad der var sket og blev ved med at sende den tilbage til mig - istedet for bare at sige at det var ham, der kom til at mase hans hånd da han rejste sig eller at barnet havde slået foden mod bordet.. jeg kunne slet ikke få et svar og det gjorde mig da nervøs.. så jeg fik kvalme og følte jeg skulle besvime og skyndte at lægge mig ud på badeværelsets gulvet for at få blod til hovedet og hører min mand sige, ja typisk dig at springe over hvor gærdet er lavest.. han hørte åbenbart heller ikke mig sige at jeg tror jeg skal kaste op (er konfliktsky) så der skal meget til før jeg sætter ord på mine følelser og fornemmelser. Min mand var stiktosset og blev ved med at spørge hvad JEG troede han havde gjort - men besvarede aldrig mit spg. - Jeg svarede så at det kunne jo være han var kommet til at som førnævnt at mase hans hånd ved at rejse sig eller noget i den retning, tage for hårdt fat da han skulle løfte ham fra højstolen eller lign. Det var de tanker jeg havde - og han blev SÅ vred! Han bad mig pakke og rejse og kunne ikke tro sine ører og tillidsbrud og alverden.. og han var helt oppe at køre og jeg havde holdt den på en stille og rolig spørgende måde uden bebrejdelser, så siger han jeg skal pakke barnets ting også... han er helt i det røde felt og græder osv. og jeg er hos Elias og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. men han står ved det han siger, bortset fra da jeg ringer til min mor og hører omd er er plads til os hos dem, siger han at barnet skal blive i huset, hvilket jeg siger nej det skal barnet ikke - og så siger han da min mor tager røret at han vil kæmpe for barnet. Jeg står bare og er hovedrystende rundt på gulvet. Vi har haft adskillige kriser tidligere, men sidste vi havde snakkede vi om at skulle vi blive skilt osv. at vi selvf. ville være to om barnet, men hvad der var bedst sådan opdelingsmæssigt ved vi jo ikke - 1 uge her eller 1 der, en weekend der eller... alt det der... har vi jo ikke sat os ind i... og jeg ville aldrig forbyde min mand at se sit barn, kunne ikke falde mig ind og jeg ville blive boende tæt på og lade barnet vokse op med os begge bare to forskellige steder i området osv. så at han nu var der ... tog mig med overraskelse, kæmpe for sit barn.. - resten af dagen har han undgået mig og det vil sige at han også har undgået sin søn for han var med mig ude at lege i haven.. så når jeg kom, så ggik han ind og sådan er det fortsat.. og det erkendte han også at han havde ikke lyst til at være i samme rum som mig - det blev jeg stødt over på barnets vegne da han jo glad kaldte på ham nu og da.. og jeg skulle blive ved med at sige at far inde, ude, handle etc... og min mand sagde også at han ved ikke hvordan han har det med mig og at han ikke ved hvad der skal ske... amen det har bare ikke været en god dag kan I nok fornemme...

Jeg er bare i tvivl om jeg er gået over stregen ved at spørge ind til den situation imorges - nu hvor han siger at han ikke har hørt ham sige av - hvad ville I have gjort - reageret eller sovet videre? Jeg bad bare om hans version, da jeg ikke var der...

Min mor mener jeg er gal på den.

Jeg syntes at din mand overreagere helt vildt! jeg spørger da altid hvorfor vores har sagt "av" eller græder, hvis jeg ikke lige er der! Det er sgu da helt normalt!

Jeg synes du virker som en overkontrollerende mor, og måske lidt for forkælet (undskyld, men det er min mening). 

Synes at det virker underligt at du står op fordi din søn siger "av far" - det gør børn altså i mange situationer. Du beskriver det ikke som at din søn græd efter og imens han sagde "av far", så for mig lyder det helt uskyldigt! Og jeg forstår godt at din mand farer op, når du næsten anklager ham for at have gjort jeres søn fortræd.

Hold da op jeg synes du får et par hårde ord med på vejen fra mange her..

Mine tanker omkring det du skriver:

Hmmm, måske lidt provokerende måde at spørger på, på anden anden side havde du lige vippet benene ud af sengen, så er alt hvad man siger bestemt ikke velovervejet. Og jeg kender godt det der med slet ikke at kunne finde ro, før man har fået vished. Hvis jeg f.eks. er i bad og kan høre at magnus græder, så åbner jeg da altid lige døren og spørger hvorfor han græder, ved godt det er super kontrollerende, men jeg kan ikke slappe af hvis jeg ikke gør det.

Jeg forstår ikke helt det der med græde/besvime/kaste op, Men hvis det uløses hos dig, af at du spørger din mand hvorfor din søn sagde av far, så tror jeg at i har et seriøst kommunikations problem, og hvis i vil rede jeres forhold, så skal i nok gå til parterapi, hvor i lærer at kommunikere og lærer at stole på hinanden.

Det samme gælder hvis du får "grimme" tanker over at din søn siger "av far", så skal i jo have snakket om, er der en reel risiko for at din mand kunne miste besindelsen - måske han har gjort det før? eller spiller dit moderintinkt dig et pus, for så skal din mand jo kunne berolige dig i situationen.

Og så vil jeg da lige sige at din mand MEGA MEGET OVERREAGERE. i skal sq da ikke skilles fordi du stilled et spørgsmål på den forkerte måde, man har vel lov at træde ved siden af.

Jeg synes jeg en lille smule mellem linjerne læser om en mand der er lidt af en tyran.

 

Og til det med at få "klappede" en for at slå sit barn, igen måske ikke den smarteste måde, men 1000 gange bedre end at gøre ingenting.

Jeg kommer sådan til at tænke "jeg ville sq nok heller ikke være det bedste forbilled hvis der var en der slog mit barn"

 

Held og lykke med al ting, og hvis din mand er en tyran, så er det nok bedst at få måsen med sig og ud af det forhold..

 

Lykke86 skriver:

Hold da op.. Synes det lyder som, han har vildt dårlig samvittighed over et eller andet.. Hvis der er noget med vores unger, spørg vi da bare hinanden og svare.. Vi går da ik sådan amok.. Synes da det er ganske normalt og interesse mæssigt, at spørge hvad der skete..

 Dybt enig ! 

TWT skriver:

Jeg synes du virker som en overkontrollerende mor, og måske lidt for forkælet (undskyld, men det er min mening). 

Synes at det virker underligt at du står op fordi din søn siger "av far" - det gør børn altså i mange situationer. Du beskriver det ikke som at din søn græd efter og imens han sagde "av far", så for mig lyder det helt uskyldigt! Og jeg forstår godt at din mand farer op, når du næsten anklager ham for at have gjort jeres søn fortræd.

Jeg ville også være nød til at stå op, det er jeg 100% sikker på, jeg ville ikke bare kunne sove videre, ikke fordi jeg mistænkte at min mand havde gjort noget, men jeg ville være nød til at vide hvorfor han sagde av.

Kontrollerende? måske en smule.. Men mest af alt er det bare ukontrolleret bekymring.