Er i tvivl om jeg var gal på den eller ej..

Jeg sov lidt længere end min mand og barn imorges, jeg vågner stille op og hører de er igang med morgenmaden. Vores barn græder, men jeg ved han er i gode hænder hos far, som er mere tålmodig end jeg selv, så det fæstner jeg mig ikke ved, men da barnet er færdig med at græde siger det "av, far!" og så bliver der stille med lyden af mumlen og lav snak (barnet er 2år) og dét fæstner jeg mig ved - og jeg ligger med hjertebanken og kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal rejse mig eller lade være, sige noget eller lad være da jeg ikke ved hvad der er sket, men kan heller ikke få ro før jeg ved hvad der er sket.. barnet plejer ikke at sige av far undtagen f.eks under sjov leg hvor vi driller ham og han griner og når han så får nok, kan han finde på at sætte ansigt på og sige av far. Men her havde han jo lige grædt og jeg nåede at tænke mange gange - og besluttede mig for at stå op og kigge til dem i køkkenet og spørge min mand hvorfor vores barn sagde av far. Barnet sidder på låret af min mand og spiser havregrød med ryggen til.. jeg stiller mig bagved og ved ikke rigtig hvordan jeg skal spørge for det er et meget ømtåleligt emne.. jeg tænkte at barnet kunne have slået sin fod, at far havde trukket ham for hårdt over til sig eller lign. Noget hændeligt.. og så da jeg har stået der og vaklet et stykke tid, siger min mand så - nå skulle du lige op at kontrollere...du kan bare gå ud og ryge nu? JEG skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor han sagde av far. Så det blev jeg lidt vred over og provokeret af.. så jeg gik ud for at tage et par hiv. Og så kom jeg ind igen og sagde at nej jeg skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor barnet sagde av far.. - min mand siger så at han ikke har hørt vores barn sige av far og det undrer jeg mig over da huset var musestille og hans stemme sagde det tydeligt.. min mand blev meget defensiv og ville slet ikke retfærdiggøre, som han sagde, hvad der var sket og blev ved med at sende den tilbage til mig - istedet for bare at sige at det var ham, der kom til at mase hans hånd da han rejste sig eller at barnet havde slået foden mod bordet.. jeg kunne slet ikke få et svar og det gjorde mig da nervøs.. så jeg fik kvalme og følte jeg skulle besvime og skyndte at lægge mig ud på badeværelsets gulvet for at få blod til hovedet og hører min mand sige, ja typisk dig at springe over hvor gærdet er lavest.. han hørte åbenbart heller ikke mig sige at jeg tror jeg skal kaste op (er konfliktsky) så der skal meget til før jeg sætter ord på mine følelser og fornemmelser. Min mand var stiktosset og blev ved med at spørge hvad JEG troede han havde gjort - men besvarede aldrig mit spg. - Jeg svarede så at det kunne jo være han var kommet til at som førnævnt at mase hans hånd ved at rejse sig eller noget i den retning, tage for hårdt fat da han skulle løfte ham fra højstolen eller lign. Det var de tanker jeg havde - og han blev SÅ vred! Han bad mig pakke og rejse og kunne ikke tro sine ører og tillidsbrud og alverden.. og han var helt oppe at køre og jeg havde holdt den på en stille og rolig spørgende måde uden bebrejdelser, så siger han jeg skal pakke barnets ting også... han er helt i det røde felt og græder osv. og jeg er hos Elias og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. men han står ved det han siger, bortset fra da jeg ringer til min mor og hører omd er er plads til os hos dem, siger han at barnet skal blive i huset, hvilket jeg siger nej det skal barnet ikke - og så siger han da min mor tager røret at han vil kæmpe for barnet. Jeg står bare og er hovedrystende rundt på gulvet. Vi har haft adskillige kriser tidligere, men sidste vi havde snakkede vi om at skulle vi blive skilt osv. at vi selvf. ville være to om barnet, men hvad der var bedst sådan opdelingsmæssigt ved vi jo ikke - 1 uge her eller 1 der, en weekend der eller... alt det der... har vi jo ikke sat os ind i... og jeg ville aldrig forbyde min mand at se sit barn, kunne ikke falde mig ind og jeg ville blive boende tæt på og lade barnet vokse op med os begge bare to forskellige steder i området osv. så at han nu var der ... tog mig med overraskelse, kæmpe for sit barn.. - resten af dagen har han undgået mig og det vil sige at han også har undgået sin søn for han var med mig ude at lege i haven.. så når jeg kom, så ggik han ind og sådan er det fortsat.. og det erkendte han også at han havde ikke lyst til at være i samme rum som mig - det blev jeg stødt over på barnets vegne da han jo glad kaldte på ham nu og da.. og jeg skulle blive ved med at sige at far inde, ude, handle etc... og min mand sagde også at han ved ikke hvordan han har det med mig og at han ikke ved hvad der skal ske... amen det har bare ikke været en god dag kan I nok fornemme...

Jeg er bare i tvivl om jeg er gået over stregen ved at spørge ind til den situation imorges - nu hvor han siger at han ikke har hørt ham sige av - hvad ville I have gjort - reageret eller sovet videre? Jeg bad bare om hans version, da jeg ikke var der...

Min mor mener jeg er gal på den.

Hold da op.. Synes det lyder som, han har vildt dårlig samvittighed over et eller andet.. Hvis der er noget med vores unger, spørg vi da bare hinanden og svare.. Vi går da ik sådan amok.. Synes da det er ganske normalt og interesse mæssigt, at spørge hvad der skete..

Er ikke til at sige hvad der skete men syns det er en naturlig reaktion og spørge. Man vil jo ikke tilgive sig selv hvis der foregik noget og man ikke greb ind. Må selvfølgelig ikke være rart for din mand at blive spurgt men syns det lyder som om han reagerer meget defensivt, hvilket jo ikke var nødvendigt hvis ikke der var sket noget. Syns ikke det lyder som om du er gal på den. Håber det løser sig for dig

Anonym skriver:

Jeg sov lidt længere end min mand og barn imorges, jeg vågner stille op og hører de er igang med morgenmaden. Vores barn græder, men jeg ved han er i gode hænder hos far, som er mere tålmodig end jeg selv, så det fæstner jeg mig ikke ved, men da barnet er færdig med at græde siger det "av, far!" og så bliver der stille med lyden af mumlen og lav snak (barnet er 2år) og dét fæstner jeg mig ved - og jeg ligger med hjertebanken og kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal rejse mig eller lade være, sige noget eller lad være da jeg ikke ved hvad der er sket, men kan heller ikke få ro før jeg ved hvad der er sket.. barnet plejer ikke at sige av far undtagen f.eks under sjov leg hvor vi driller ham og han griner og når han så får nok, kan han finde på at sætte ansigt på og sige av far. Men her havde han jo lige grædt og jeg nåede at tænke mange gange - og besluttede mig for at stå op og kigge til dem i køkkenet og spørge min mand hvorfor vores barn sagde av far. Barnet sidder på låret af min mand og spiser havregrød med ryggen til.. jeg stiller mig bagved og ved ikke rigtig hvordan jeg skal spørge for det er et meget ømtåleligt emne.. jeg tænkte at barnet kunne have slået sin fod, at far havde trukket ham for hårdt over til sig eller lign. Noget hændeligt.. og så da jeg har stået der og vaklet et stykke tid, siger min mand så - nå skulle du lige op at kontrollere...du kan bare gå ud og ryge nu? JEG skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor han sagde av far. Så det blev jeg lidt vred over og provokeret af.. så jeg gik ud for at tage et par hiv. Og så kom jeg ind igen og sagde at nej jeg skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor barnet sagde av far.. - min mand siger så at han ikke har hørt vores barn sige av far og det undrer jeg mig over da huset var musestille og hans stemme sagde det tydeligt.. min mand blev meget defensiv og ville slet ikke retfærdiggøre, som han sagde, hvad der var sket og blev ved med at sende den tilbage til mig - istedet for bare at sige at det var ham, der kom til at mase hans hånd da han rejste sig eller at barnet havde slået foden mod bordet.. jeg kunne slet ikke få et svar og det gjorde mig da nervøs.. så jeg fik kvalme og følte jeg skulle besvime og skyndte at lægge mig ud på badeværelsets gulvet for at få blod til hovedet og hører min mand sige, ja typisk dig at springe over hvor gærdet er lavest.. han hørte åbenbart heller ikke mig sige at jeg tror jeg skal kaste op (er konfliktsky) så der skal meget til før jeg sætter ord på mine følelser og fornemmelser. Min mand var stiktosset og blev ved med at spørge hvad JEG troede han havde gjort - men besvarede aldrig mit spg. - Jeg svarede så at det kunne jo være han var kommet til at som førnævnt at mase hans hånd ved at rejse sig eller noget i den retning, tage for hårdt fat da han skulle løfte ham fra højstolen eller lign. Det var de tanker jeg havde - og han blev SÅ vred! Han bad mig pakke og rejse og kunne ikke tro sine ører og tillidsbrud og alverden.. og han var helt oppe at køre og jeg havde holdt den på en stille og rolig spørgende måde uden bebrejdelser, så siger han jeg skal pakke barnets ting også... han er helt i det røde felt og græder osv. og jeg er hos Elias og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. men han står ved det han siger, bortset fra da jeg ringer til min mor og hører omd er er plads til os hos dem, siger han at barnet skal blive i huset, hvilket jeg siger nej det skal barnet ikke - og så siger han da min mor tager røret at han vil kæmpe for barnet. Jeg står bare og er hovedrystende rundt på gulvet. Vi har haft adskillige kriser tidligere, men sidste vi havde snakkede vi om at skulle vi blive skilt osv. at vi selvf. ville være to om barnet, men hvad der var bedst sådan opdelingsmæssigt ved vi jo ikke - 1 uge her eller 1 der, en weekend der eller... alt det der... har vi jo ikke sat os ind i... og jeg ville aldrig forbyde min mand at se sit barn, kunne ikke falde mig ind og jeg ville blive boende tæt på og lade barnet vokse op med os begge bare to forskellige steder i området osv. så at han nu var der ... tog mig med overraskelse, kæmpe for sit barn.. - resten af dagen har han undgået mig og det vil sige at han også har undgået sin søn for han var med mig ude at lege i haven.. så når jeg kom, så ggik han ind og sådan er det fortsat.. og det erkendte han også at han havde ikke lyst til at være i samme rum som mig - det blev jeg stødt over på barnets vegne da han jo glad kaldte på ham nu og da.. og jeg skulle blive ved med at sige at far inde, ude, handle etc... og min mand sagde også at han ved ikke hvordan han har det med mig og at han ikke ved hvad der skal ske... amen det har bare ikke været en god dag kan I nok fornemme...

Jeg er bare i tvivl om jeg er gået over stregen ved at spørge ind til den situation imorges - nu hvor han siger at han ikke har hørt ham sige av - hvad ville I have gjort - reageret eller sovet videre? Jeg bad bare om hans version, da jeg ikke var der...

Min mor mener jeg er gal på den.

for mig at se virker det som om at din mand overreagerer helt vildt.. hvis han ikke kan være i et forhold med sin partner, fordi vedkommende spørg om noget, så får han da et problem uanset hvad før eller siden.

Jeg synes da ikke du er gal på den. Sender dig lige en

Hvis dit barn er to år kan du jo bare spørge barnet ?

Jeg kommer også altid susende hvis en af vores siger av, det gør man som mor- det er indbygget i os kvinder lige fra vi blev skabt, fra hulekvinderne til de moderne kvinder idag.

Men ehm, hvad kan far have så opfarende en opførsel for? Stikker der mere under, tidligere skænderier eller ? 

 

Jeg sov lidt længere end min mand og barn imorges, jeg vågner stille op og hører de er igang med morgenmaden. Vores barn græder, men jeg ved han er i gode hænder hos far, som er mere tålmodig end jeg selv, så det fæstner jeg mig ikke ved, men da barnet er færdig med at græde siger det "av, far!" og så bliver der stille med lyden af mumlen og lav snak (barnet er 2år) og dét fæstner jeg mig ved - og jeg ligger med hjertebanken og kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal rejse mig eller lade være, sige noget eller lad være da jeg ikke ved hvad der er sket, men kan heller ikke få ro før jeg ved hvad der er sket.. barnet plejer ikke at sige av far undtagen f.eks under sjov leg hvor vi driller ham og han griner og når han så får nok, kan han finde på at sætte ansigt på og sige av far. Men her havde han jo lige grædt og jeg nåede at tænke mange gange - og besluttede mig for at stå op og kigge til dem i køkkenet og spørge min mand hvorfor vores barn sagde av far. Barnet sidder på låret af min mand og spiser havregrød med ryggen til.. jeg stiller mig bagved og ved ikke rigtig hvordan jeg skal spørge for det er et meget ømtåleligt emne.. jeg tænkte at barnet kunne have slået sin fod, at far havde trukket ham for hårdt over til sig eller lign. Noget hændeligt.. og så da jeg har stået der og vaklet et stykke tid, siger min mand så - nå skulle du lige op at kontrollere...du kan bare gå ud og ryge nu? JEG skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor han sagde av far. Så det blev jeg lidt vred over og provokeret af.. så jeg gik ud for at tage et par hiv. Og så kom jeg ind igen og sagde at nej jeg skulle ikke kontrollere noget, jeg ville bare høre hvorfor barnet sagde av far.. - min mand siger så at han ikke har hørt vores barn sige av far og det undrer jeg mig over da huset var musestille og hans stemme sagde det tydeligt.. min mand blev meget defensiv og ville slet ikke retfærdiggøre, som han sagde, hvad der var sket og blev ved med at sende den tilbage til mig - istedet for bare at sige at det var ham, der kom til at mase hans hånd da han rejste sig eller at barnet havde slået foden mod bordet.. jeg kunne slet ikke få et svar og det gjorde mig da nervøs.. så jeg fik kvalme og følte jeg skulle besvime og skyndte at lægge mig ud på badeværelsets gulvet for at få blod til hovedet og hører min mand sige, ja typisk dig at springe over hvor gærdet er lavest.. han hørte åbenbart heller ikke mig sige at jeg tror jeg skal kaste op (er konfliktsky) så der skal meget til før jeg sætter ord på mine følelser og fornemmelser. Min mand var stiktosset og blev ved med at spørge hvad JEG troede han havde gjort - men besvarede aldrig mit spg. - Jeg svarede så at det kunne jo være han var kommet til at som førnævnt at mase hans hånd ved at rejse sig eller noget i den retning, tage for hårdt fat da han skulle løfte ham fra højstolen eller lign. Det var de tanker jeg havde - og han blev SÅ vred! Han bad mig pakke og rejse og kunne ikke tro sine ører og tillidsbrud og alverden.. og han var helt oppe at køre og jeg havde holdt den på en stille og rolig spørgende måde uden bebrejdelser, så siger han jeg skal pakke barnets ting også... han er helt i det røde felt og græder osv. og jeg er hos Elias og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. men han står ved det han siger, bortset fra da jeg ringer til min mor og hører omd er er plads til os hos dem, siger han at barnet skal blive i huset, hvilket jeg siger nej det skal barnet ikke - og så siger han da min mor tager røret at han vil kæmpe for barnet. Jeg står bare og er hovedrystende rundt på gulvet. Vi har haft adskillige kriser tidligere, men sidste vi havde snakkede vi om at skulle vi blive skilt osv. at vi selvf. ville være to om barnet, men hvad der var bedst sådan opdelingsmæssigt ved vi jo ikke - 1 uge her eller 1 der, en weekend der eller... alt det der... har vi jo ikke sat os ind i... og jeg ville aldrig forbyde min mand at se sit barn, kunne ikke falde mig ind og jeg ville blive boende tæt på og lade barnet vokse op med os begge bare to forskellige steder i området osv. så at han nu var der ... tog mig med overraskelse, kæmpe for sit barn.. - resten af dagen har han undgået mig og det vil sige at han også har undgået sin søn for han var med mig ude at lege i haven.. så når jeg kom, så ggik han ind og sådan er det fortsat.. og det erkendte han også at han havde ikke lyst til at være i samme rum som mig - det blev jeg stødt over på barnets vegne da han jo glad kaldte på ham nu og da.. og jeg skulle blive ved med at sige at far inde, ude, handle etc... og min mand sagde også at han ved ikke hvordan han har det med mig og at han ikke ved hvad der skal ske... amen det har bare ikke været en god dag kan I nok fornemme...

Jeg er bare i tvivl om jeg er gået over stregen ved at spørge ind til den situation imorges - nu hvor han siger at han ikke har hørt ham sige av - hvad ville I have gjort - reageret eller sovet videre? Jeg bad bare om hans version, da jeg ikke var der...

Min mor mener jeg er gal på den.

Synes ikke du er gal på den! Kan måske godt forstå at din mand bliver provokeret af at du spørger ind til det men også kun fordi han nok har misforstået dine intentioner da du jo bare gerne ville vide hvad der skete (ganske naturligt når en mor hører sit barn beklage sig). Han har tydeligvis forstået det som om du troede at han ville gøre sit barn noget, hvilket jo ikke var tilfældet.. Trist at i ikke kunne snakke sammen stille og roligt og at det skulle ende sådan ud.. Øv Synes han overreagerer meget her og måske lidt mere end hvad "normalt" er! Om det er fordi han bare er træt af at skændes (du siger at der har været tidligere skænderier) eller om det er fordi han har dårlig samvittighed, er jo svært at vide..

Det giver heller ikke mening, i og med at han ville være den første til at spørge hvis han hørte barnet sige "av, mor!" - og jeg ville da uden tøven ihvertfald med god samvittighed kunne fortælle hvad det skyldtes.

Jeg ville da ikke stryge til skilsmissesnak osv. indenfor et par timer.

Jeg er målløs og stiller mig undrende overfor hvad der foregik. Min mand sagde senere at han med sin - kan ikke huske citeret ordret - noget med hans viden om sig selv og kendskab og hvad han selv har oplevet som barn, ville han ALDRIG gøre nogen noget og slet ikke sit barn og skulle nok vende tilbage til det hvis der var noget, for det ville han slet ikke kunne leve med...

Og jeg er sgu lidt mistroisk når nu udfaldet er blevet så grimt.. at jeg næsten håber at han bekender kulør eller fortæller hvad der skete.. det behøver jo ikke have betydet noget, men... ja er altså noget målløs... og især at blive lagt på is hele dagen.. klokken var 7.30 - det er mange timer med sådan een følelsesfuld rodebutik.

Gad vide om han lægger sig ind i stuen når jeg lægger mig ind i soveværelset... Det er altså uholdbart det her.

 

Apropos erkendelse, så ved han godt konsekvensen af sådan en handling. Der er ingen tvivl, jeg klappede en mor midt i en restuarant hvor vi var ude at spise, der slog sin lille dreng på under 3 år forleden... (ikke smart at lappe hende en på armen, men hun skulle ikke tro at det var noget jeg ville lade gå uset hen og blev grebet i affekt og alle skulle vide det - ingen andre gjorde noget og jeg var dybt chokeret.)

Jeg ville også have spurgt! Og min kæreste ville have givet mig et pænt og almindeligt ærligt svar på spørgsmålet.

Så jeg tænker, at enten har din mand dårlig samvittighed over, at han er kommet til at gøre jeres søn ondt, hvad enten det har været med vilje eller ej i situationen, eller også føler han sig måske generelt overvåget af dig? Måske har I skænderier og konflikter bag jer med manglende tillid fra din side i forhold til hans evener som far eller andet? Måske er det rigtigt, måske er det noget han føler...

Men uanset hvad, så synes jeg det lyder som om han overreagerer, hvis situationen har udspillet sig, som du beskriver. Jeg synes altid man bør tale sammen og hvis han begynder at snakke om skilsmisse og deling af barn osv., så skylder I begge at søge hjælp og vejledning hos en parterapeut, som forhåbentlig vil kunne hjælpe jer med at få forholdet og kommunikationen på fode igen - Man skylder altid sine børn at gøre ALT hvad man kan for at rede deres forældres parforhold!

Din opførsel ville have provokeret mig lige så slemt som den åbenbart har provokeret din mand.

Ikke nok med at du faktisk tror at han gør jeres barn ondt, så laver du besvimelsesanfald pga en konfrontation. Det er prinsesseadfærd. Får jeg ikke min vilje, så græder jeg eller besvimer eller kaster op. Kan slet ikke have det.

 

Sorry, det gad du nok ikke høre. Men sådan ser jeg det.