Er i tvivl om jeg var gal på den eller ej..

JEG tror, at du stillede dit spørgsmål forkert.....

Du spurgte hvorfor han sagde "av far", og du har givet en lang forklaring på, at det eneste der kunne få barnet til at sige det sådan, faktisk er hvis faren rent faktisk har gjort noget "av" på barnet, eller barnet vil have ham til at stoppe med et eller andet...

Det ved faren sikkert også godt.

Så ja, måske skete der et eller andet, som manden har det dårligt over. Det kan have været nok så uskyldigt, som at han kom til at klemme barnets fingre mod bordkanten eller hvad ved jeg. Men måden du spurgte på, fik ham til at føle at DU bebrejdede ham noget, uden at give ham chance for at klare sagerne selv, eller forklare situationen...

Så altså, det jeg ville have gjort i situationen var, at stå op, sige du vågnede fordi barnet græd, og så spørge hvad han egentlig græd over. 

På den måde stiller du et neutralt spørgsmål, som giver faren mulighed for at svare det HAN tænker og oplever, og ikke give et modsvar på hvad du giver udtryk for at du tænker. 

Og så er det jo ikke unormalt, at mænd føler de bliver overvåget af mødrene. 

Anonym skriver:

HHaHarljejegefodørførsforståforstaforståeforståetdDet giver heller ikke mening, i og med at han ville være den første til at spørge hvis han hørte barnet sige "av, mor!" - og jeg ville da uden tøven ihvertfald med god samvittighed kunne fortælle hvad det skyldtes.

Jeg ville da ikke stryge til skilsmissesnak osv. indenfor et par timer.

Jeg er målløs og stiller mig undrende overfor hvad der foregik. Min mand sagde senere at han med sin - kan ikke huske citeret ordret - noget med hans viden om sig selv og kendskab og hvad han selv har oplevet som barn, ville han ALDRIG gøre nogen noget og slet ikke sit barn og skulle nok vende tilbage til det hvis der var noget, for det ville han slet ikke kunne leve med...

Og jeg er sgu lidt mistroisk når nu udfaldet er blevet så grimt.. at jeg næsten håber at han bekender kulør eller fortæller hvad der skete.. det behøver jo ikke have betydet noget, men... ja er altså noget målløs... og især at blive lagt på is hele dagen.. klokken var 7.30 - det er mange timer med sådan een følelsesfuld rodebutik.

Gad vide om han lægger sig ind i stuen når jeg lægger mig ind i soveværelset... Det er altså uholdbart det her.

 

Apropos erkendelse, så ved han godt konsekvensen af sådan en handling. Der er ingen tvivl, jeg klappede en mor midt i en restuarant hvor vi var ude at spise, der slog sin lille dreng på under 3 år forleden... (ikke smart at lappe hende en på armen, men hun skulle ikke tro at det var noget jeg ville lade gå uset hen og blev grebet i affekt og alle skulle vide det - ingen andre gjorde noget og jeg var dybt chokeret.)

Jeg synes ikke du overreagerer, jeg tror ærlig talt jeg også havde spurgt ind til hvorfor mon der blev sagt av...

Ikke fordi jeg ikke stoler på min kæreste, men fordi jeg synes man skal reagerer på sådan et ord. Vise barnet at man tager det seriøst. Men i ligeså høj grad for at informere min kæreste om, brug af fysisk afstraffelse, af nogen art, bruger vi ikke i mit hjem.

Min kæreste læste lige halvdelen. Han nåede aldrig til din mands reaktion. Men han synes måden du gjorde det på var ikke blot spørgende, men fordømmende. Du kunne lige så godt have spurgt: Har du slået ham?

Alternativ kunne være: Har han slået sig. Hørte ham lige sige av, istedet for at sætte fokus på av far.

Men min kæreste og jeg mente også at man burde have lov til at spørge og få et pænt svar. Men jeg tror måden du gjorde det på var problemet. Nu var det mening din mand skulle klare det så du kunne sove længe, så rejser du dig op for at kontrollere, for det gør du jo. Ellers ville du have spurgt senere når du stod op. 

Din reaktion på det hele synes jeg er super provokerende. Hvad skal din mand stille op, når du ligger dig på gulvet og græder osv. Han bliver til bussemanden uanset hvad.

i min verden kunne du ligeså godt ha spurgt: Hvad har du gjort ham?!

Min søn på 3år siger konstant av mor/av far hvis vi kilder eller slåsser... men tager jeg ham f.eks.i armen, siger han tit av mor du må ikk slå eller hvis jeg kommer til at kradse ham under leg, siger han oz av mor du må ikk slå......det jeg vil hen til, er at man ikke altid skal tage børnenes ord så hårde...

jeg ville aldrig reagere på den måde du gjorde, men er jeg evt. i bad, og jeg høre min søn/datter græde så spørger jeg da min mand/deres far hvorfor h*n græd...

sorry men jeg squ oz blevet tosset hvis jeg havde ladet min mand sove længe, og han så stod op og bebrejdede mig for min søn sagde av mor...

vend den hvordan ville du selv have det? INGEN sku bebrejde mig hvordan jeg er med mine børn...

Lyder som om I har en hel masse dårligt kørende i det forhold, når en konfrontation kan ende sådan, så måske udgangspunktet fra starten var dårligt. Men at du kommer på den måde og sikkert får ham til at føle sig anklaget og så laver et 'jeg skal kaste op / besvime' anfald hvor du lægger dig på badeværelsesgulvet - det kunne jeg helt seriøst heller ikke arbejde med. Så jeg vil sige at reaktionerne fra begge sider er helt ude på overdrevet. Hvis du nu var kommet ned, havde sat dig ved bordet og spurgt om de hyggede sig, så kunne det jo være han selv havde fortalt dig hvis der var sket noget. Ja vi hygger, bortset fra at han slog sig da han skulle ned af stolen eller noget i den stil.

Måske I begge skulle arbejde lidt med, hvordan I taler til hinanden?

Altså nu skal jeg ikke dømme og det gør jeg ikke...

Men det lyder til at undertonerne i din bekymring flakker hen imod at faren har gjort jeres barn fortræd... Hvorfor skulle han gøre det? Og altså, børn kommer jo til skade hele tiden og siger "av far" eller "av mor" Ikke nødvendigvis fordi mor eller far har gjort dem noget, men fordi at far eller mor skulle se hvor det gjorde "av"

Jeg synes det lyder som en meget underlig ting at ville "undersøge" men jeg synes dog også at hans reaktion er lidt ude i hampen...

Mistænker du din mand for at gøre jeres barn fortræd når du ikke ser det??

Muhmi skriver:

Altså nu skal jeg ikke dømme og det gør jeg ikke...

Men det lyder til at undertonerne i din bekymring flakker hen imod at faren har gjort jeres barn fortræd... Hvorfor skulle han gøre det? Og altså, børn kommer jo til skade hele tiden og siger "av far" eller "av mor" Ikke nødvendigvis fordi mor eller far har gjort dem noget, men fordi at far eller mor skulle se hvor det gjorde "av"

Jeg synes det lyder som en meget underlig ting at ville "undersøge" men jeg synes dog også at hans reaktion er lidt ude i hampen...

Mistænker du din mand for at gøre jeres barn fortræd når du ikke ser det??