Hvor længe kan et menneske leve uden at spise?

mor:) skriver:

Det er, med flere længder, den største gang sludder og vrøvl jeg nogensinde har hørt. Kroppen har brug for proteiner, kulhydrater osv. for, at kunne skabe energi til f.eks. bevægelse eller genopbygning af døde celler.

Hungersnød i Afrika, KZ-lejre m.m, har du hørt om disse fænomener? Skal de så bare leve af kærlighed og bevidsthed?

Bare fordi det står i en bog, er det ikke sandt- vær dog lidt kritisk, det ville klæde dig.

Du har absolut ingen grund til at blive personlig! 

Og som jeg også skriver: Det skal være med et åbent sind, med bevidsthed. Hvis du har det mindste mørke i dit hjerte, vil det være svært at gennemføre, og du vil ikke få den optimale næring.

Hvis du satte dig ind i emnet, ville du finde ud af, at der er folk, der har fået taget prøver, som viste at de var ved godt helbred, mens de dyrkede denne form for ernæring, og mange mennesker dyrker det rundt omkring i verden - Derfor er det hverken sludder eller vrøvl, men faktisk meget aktuelt! 

Og jeg vil lige nævne, at det at være kritisk ikke er lig med blankt at afvise det, der står i vejen for ens eget synspunkt uden at undersøge det først! 

Jeg promoverer ingenting, jeg nævner det, fordi jeg synes, det er spændende, at det kan lade sig gøre. Jeg tror godt selv, folk kan finde ud af at tage ansvar for selv at vurdere, hvorvidt de har lyst til at kaste sig ud i noget eller ej. Hav dog lidt tiltro til menneskeheden - det ville klæde dig!

M (: skriver:

Har stemt "uger", da jeg mener at vide, at man kan klare sig i ca. én måned uden mad (og uden væske i 3 dage, hvis det er meget varmt, omkring en uge ved 25-27 grader, og ca. 10 dage, hvis det er koldere end det).. 

Også mit svar

Hyacinth skriver:

Er ked af at sige det, men det er ikke smart at det går ud over dit/dine børn med måltider/samvær, når disseskal være der. Hvis der er noget børn lægger mærke til, er det mad! Når de bliver større, er det ednu farligere endnu.

Tænk dig om. For hvad nu, hvis det ikke går? Hvad hvis det får konsekvenser for dit helbred, din familie mv.?

Og det jeg bliver mest nysgerrig på, er hvorfor du finder det attraktivt/interessant, at undvære mad? Det lyder som et sidespor for mig..

Det er ikke selve dét at undvære mad, men at kunne opleve at blive ernæret på anden vis, der tiltaler mig. Du kan vælge at kalde det en form for åndelig/personlig udvikling. Og ja, der skal selvfølgelig tages hensyn til børnene. Min kæreste bor her også, og vil også spise normalt sammen med børnene, og jeg ville selvfølgelig også selv være der og være nærværende. Det kan også være, at jeg først er klar om nogle år. Det er ikke til at vide. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at prøve det, når tiden er inde til det :-) Og hvis det ikke går, handler det jo bare om, at jeg spiser noget mad igen. Der er jo mange mennesker, der faster verden over - om det så er med lysernæring eller ej! :-) 

Det er ok:-)

Det var til start en "trussel" på endnu en indlæggelse, men som ville vare 1-2 år el. mere. Det magtede jeg ikke og i virkeligheden ville mit behandlingssted ikke have mig, da de ikke mente jeg kunne hjælpes af dem i deres dagshospital.. Jeg forlangte så, at få en kostplan med hjem og få én sidste chance på 1 uge og vægtøge med de min. 500 g om ugen, som kravet er.

De gav mig én chance(efter jeg havde snydt på vægten og ikke overholdt behandlingsaftaler m.m.).

Jeg klarede det, fordi jeg "tvang" mig selv. Spiste enormt mekanisk i lang tid, men efterhånden var det, at jeg kunne mærke, at det var sandt - jeg fik det faktisk bedre af at spise - dét åbnede mine øjne:-)

Var det ikke en svær erkendelse?

M (: skriver:

Var det ikke en svær erkendelse?

Jo, det var det bestemt. Jeg havde også perioder efterfølgende, hvor jeg gik lidt ned i vægt og stadig havde den følelsesmæssige ambivalens, om det nu var det rigtige. Det var svært at overkomme følelserne, som pludselig vælter ind, når man har undertrykt dem med sult så længe. Derudover var det svært at spise socialt, svært at tage på hver uge(især fordi man ikke kan indstille kroppen til at tage noget bestemt på hver uge).

Det var også svært at vænne sig til "de store" mængder af mad på tallerknen. Det kan også selv den dag i dag være svært for mig at vurdere, hvad der er den "rigtige" portionsstørrelse, hvis det er en ret, der ikke står på min kostplan.

Jeg er i perioder ikke på kostplanen, fordi jeg gerne vil lære at spise uden. Det går som oftest også fint, men i perioder kan den være en hjælp at have, hvis det pludseligt er svært at finde ud af.

Heldigvis er jeg så rationelt tænkende nu, at jeg kan abstrahere fra dårlige tanker hvis/når de kommer. Jeg ved, jeg har brug for mad og jeg er nødt til at spise for både min egen skyld og min datters.

Sandko skriver:

Det er ikke selve dét at undvære mad, men at kunne opleve at blive ernæret på anden vis, der tiltaler mig. Du kan vælge at kalde det en form for åndelig/personlig udvikling. Og ja, der skal selvfølgelig tages hensyn til børnene. Min kæreste bor her også, og vil også spise normalt sammen med børnene, og jeg ville selvfølgelig også selv være der og være nærværende. Det kan også være, at jeg først er klar om nogle år. Det er ikke til at vide. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at prøve det, når tiden er inde til det :-) Og hvis det ikke går, handler det jo bare om, at jeg spiser noget mad igen. Der er jo mange mennesker, der faster verden over - om det så er med lysernæring eller ej! :-) 

det lyder jo helt vildt det der  er der ikke noget på youtube om det?

kiwilouise skriver:

det lyder jo helt vildt det der  er der ikke noget på youtube om det?

Ja, det er helt utroligt og vildt fascinerende, at det kan lade sig gøre

Der er masser af videoer, hvis du søger på sungazing, men jeg ved ikke lige, hvor pålidelige de alle sammen er :-) Ellers kan du låne den bog "Leve af lys", der er skrevet af Rolf Dorset. Jeg synes desværre, det er svært at finde noget om det på dansk ellers. 

Der er en Michael Werner fra Tyskland, mener jeg ?, der har levet af lys, saft og vand i 6 år eller mere. Han har også udgivet en bog, men ved egentlig ikke, om den er oversat til dansk!? Det må jeg lige finde ud af

Hyacinth skriver:

Jo, det var det bestemt. Jeg havde også perioder efterfølgende, hvor jeg gik lidt ned i vægt og stadig havde den følelsesmæssige ambivalens, om det nu var det rigtige. Det var svært at overkomme følelserne, som pludselig vælter ind, når man har undertrykt dem med sult så længe. Derudover var det svært at spise socialt, svært at tage på hver uge(især fordi man ikke kan indstille kroppen til at tage noget bestemt på hver uge).

Det var også svært at vænne sig til "de store" mængder af mad på tallerknen. Det kan også selv den dag i dag være svært for mig at vurdere, hvad der er den "rigtige" portionsstørrelse, hvis det er en ret, der ikke står på min kostplan.

Jeg er i perioder ikke på kostplanen, fordi jeg gerne vil lære at spise uden. Det går som oftest også fint, men i perioder kan den være en hjælp at have, hvis det pludseligt er svært at finde ud af.

Heldigvis er jeg så rationelt tænkende nu, at jeg kan abstrahere fra dårlige tanker hvis/når de kommer. Jeg ved, jeg har brug for mad og jeg er nødt til at spise for både min egen skyld og min datters.

Det lyder som om du er rigtig godt på vej, og jeg kan nikke genkendende til mange af de tanker du har - jeg sidder bare i den "modsatte båd", og vil gerne ændre kostvaner for at tabe et par kilo. Er sikker på, at det er MINDST lige så svært at bryde tankemønsteret og tage på, som det er den anden vej rundt..