besøg 2 timer om dagen???

Stakkels jer begge to... Vil ikke gå uden at give dig et kram

Det må være virkelig hårdt for både dig og ham, desværre har jeg ingen guldkorn at komme med, for du kan jo ikke gøre andet end at blive liggende, og han knokler jo for at klare det hele og få tid til dig.

Kan kun sige at du skal nyde den tid han er hos dig i stedet for at være ked af den tid han er væk (nemmere sagt end gjort, I know...). Og så tænker jeg at du for alt i verden ikke må bede ham droppe træningen, det er sikkert hans "fri-rum" i alt det her. Det har du nok heller ikke tænkt dig, men det var lige min første tanke.

Ønsker jer alt det bedste!  

Kofoed. skriver:

Fik først set din anden tråd nu og øv, håber det går bedre og den snart bliver længere så du evt kan ligge hjemme i sofaen og få mere tid med kæresten.

Der er ikke noget han kan undvære eller få hjælp til? En mor/svigermor der kan klare rengøring en gang i ugen evt også indkøb, så ham bare skal tage opvasken og lave mad. Og så tage en dag sammen med nogle andre og pakke hele lejligheden, så det der mangler, er det han bruger dagligt, det giver også mindre rengøring

Træls i bor så langt væk, så kan jeg ikke komme og "underholde" dig. Du må gerne fortælle alle de skræk historierne til mig

Tak

Det er lidt svært da vores lejlighed ligger i malmø... og han bryder sig ke specielt om at få hjælp...

De siger at jeg ikke må komme hjem før efter fødslen medmindre at der kan garanteres pasning 24 i døgnet   Tror det er fordi de fangede det så sent... hvis det var før uge 22 havde man lavet en cerclage og måske et støtte pesar men det er for risikabelt nu...

Den ene pige der ligger her har en halv skulder på vej ud....  jeg forstår slet ikke at de ikke gør et eller andet ?!!!!

Den anden er ny og har født men har mistet for meget blod så hun er helt bleg og er på ilt og blodtranfusioner...

MissBee skriver:

Jeg er indlagt med for kort livmoderhals på 1,1cm..  og det eneste de kan gøre for at stoppe en fødsel er at jeg ligger så den ikke bliver belastet.

Weekenderne kan han jo være her lidt mere men stadig ikke så meget da han også bliver nød til at læse / lave projekter for ikke at komme bagud på skolen...

Det er bare utrolig hårdt at se ham så udkørt og stresset når jeg ved det er pga mig....

Du kan jo ikke gøre for det.

Man kan også sige, at det ikke er pga dig men pga jeres børn - og jeg er helt sikker på, at han vil gøre alt for dem.

Men jeg kan selvfølgelig godt forstå at det er svært bare at ligge der når man gerne ville hjælpe ham.
Snak med ham om hvordan han har det med det hele - så i ikke går skævt af hinanden. Det er selvfølgelig ikke det nemmeste når man ikke rigtig har noget privatliv. Men prøv at lukke dem ude så i ikke holder ting inde i burde snakke om.

NNL skriver:

Stakkels jer begge to... Vil ikke gå uden at give dig et kram

Det må være virkelig hårdt for både dig og ham, desværre har jeg ingen guldkorn at komme med, for du kan jo ikke gøre andet end at blive liggende, og han knokler jo for at klare det hele og få tid til dig.

Kan kun sige at du skal nyde den tid han er hos dig i stedet for at være ked af den tid han er væk (nemmere sagt end gjort, I know...). Og så tænker jeg at du for alt i verden ikke må bede ham droppe træningen, det er sikkert hans "fri-rum" i alt det her. Det har du nok heller ikke tænkt dig, men det var lige min første tanke.

Ønsker jer alt det bedste!  

Tak og ja du har ret!

Jeg kunne aldrig finde på at bede ham droppe træningen.... det er det vigtigste element i hans liv, vi kan ikke engang rejse på ferie uden at det er sikret at der er et træningscenter.

Jeg bliver bare så jaloux på de andre som har gæster fra 10 morgen til 10 aften og jeg er alene det meste af dagen....

MissBee skriver:

desværre har de slet ikke enmandsstuer på denne afd. på riget - kun 3 & 4 sengsstuer...

 

Puha... sikke hårdt.

Har I mon mulighed for at "køre" en tur med sengen? Sådan at du kan komme ud af stuen og I kan finde et sted, hvor der er lidt mere privatliv.

Det lyder som om din kæreste har meget at se til og at det også er en hård periode for ham. Mon I kan løse problemet med at ses ved at sætte nogle dage af, hvor han er der lidt længere... Fx en dag om ugen, en dag hver anden uge e.l., hvor han bare har tid til at være...?

Håber I kommer igennem denne trælse periode med parforhold og humøret i behold.

Held og lykke under det sidste af din graviditet Og kram til dig herfra

Frk.S skriver:

Du kan jo ikke gøre for det.

Man kan også sige, at det ikke er pga dig men pga jeres børn - og jeg er helt sikker på, at han vil gøre alt for dem.

Men jeg kan selvfølgelig godt forstå at det er svært bare at ligge der når man gerne ville hjælpe ham.
Snak med ham om hvordan han har det med det hele - så i ikke går skævt af hinanden. Det er selvfølgelig ikke det nemmeste når man ikke rigtig har noget privatliv. Men prøv at lukke dem ude så i ikke holder ting inde i burde snakke om.

Jeg prøver at forklare mig via sms'er så det forbliver lidt privat....

Men ja det er vel positivt at jeg ser ham hver eneste dag  

Åhh for pokker et kæmpe knus skal du have;-) Der er ikke så meget at sige, udover det der er sagt!!! Hold ud, kæmp, og husk din mand elsker dig overalt på denne jord!!!! Knus og kram anne... Ps hvis du har brug for ekstra kontakt så skriv!!!

dola skriver:

Først en Krammer...!

Ved godt det jo er ham du først vil se, men er det ikke muligt at du kan få besøg af andre??

Og når de 2 først er ude, er der ikke nogle bedsteforældre der kan hjælpe?? Så I kan få en time eller 2 til kæreste tid...

Jeg er faktisk lidt misundelig på dig, at du savner ham så meget og at han kæmper så meget for dig og familien. Måske du kan hælpe ham, lave en plan over flytningen skaffe nogle rare mennesker der kan hjælpe ham, kigge på biler på nettet.. OSV..

Og så spørge på sygehuset om han må spise med, eller som andre har skrevet få ham til at tage mad eller kage eller sådan noget med, eller få nogen til at komme forbi med det så han ikke skal tænke på det...

Bliver du  skræmt af de andres historier?

Igen en Krammer..

Vi har altid haft meget brug for at være os som et par... nok fordi vi begge er enebørn og egentlig kun slapper helt af i den andens nærvær.. 

Jo jeg får da også besøg af andre men mine forældre er her kun ½ time om dagen på skift da de ikke kan finde ud af bare at "hænge" ud... på hans side har vi kun hans moster og lige nu kan jeg ikke overskue hende og det udløser en masse plukveer som jeg ikke må have.

Så lever lidt fra besøg til besøg af ham og veninderne..

Jeg får det så dårligt af hvad de andre fejler, jeg bliver bekymret på deres vegne og tænker ofte på hvor dårligt de har det... og at jeg ikke engang kan gøe noget for dem  og jeg bliver skræmt fordi man høre om ting der kan ske man aldrig ville have troet eller kunne forestille sig...

MissBee skriver:

Hvornå

Tak

Det er lidt svært da vores lejlighed ligger i malmø... og han bryder sig ke specielt om at få hjælp...

De siger at jeg ikke må komme hjem før efter fødslen medmindre at der kan garanteres pasning 24 i døgnet   Tror det er fordi de fangede det så sent... hvis det var før uge 22 havde man lavet en cerclage og måske et støtte pesar men det er for risikabelt nu...

Den ene pige der ligger her har en halv skulder på vej ud....  jeg forstår slet ikke at de ikke gør et eller andet ?!!!!

Den anden er ny og har født men har mistet for meget blod så hun er helt bleg og er på ilt og blodtranfusioner...

Hvornår flytter i? Men haj bliver jo nød til det, hvis skole, arbejde, hjem og du skal passes, så må vælge. Han vil nok mest af med de huslige pligter, så måske naboens pige kan hjælpe, så kan han være hjem og lave lektier imens, hvis det er tillid der er problemet for ham. Ja, i må finde jeres balance. Vil du kunne undvære ham et par hverdage, så han har fuld opmærksomhed på dig, når han er der i weekenden?

MissBee skriver:

Tak og ja du har ret!

Jeg kunne aldrig finde på at bede ham droppe træningen.... det er det vigtigste element i hans liv, vi kan ikke engang rejse på ferie uden at det er sikret at der er et træningscenter.

Jeg bliver bare så jaloux på de andre som har gæster fra 10 morgen til 10 aften og jeg er alene det meste af dagen....

Jeg kan sagtens forstå dig... Men måske har de andres pårørende ikke så meget at se til...

10 uger er længe, men det får jo heldigvis en ende igen Og når du engang kommer hjem med dine skønne unger, er der styr på tingene og ingen kaos, takket være din kæreste