MissBee skriver:
Sagen er den at jeg er indlagt på hospitalet og skal være det i rigtig lang tid (min 10 uger endnu
)
Min kæreste kommer og besøger mig hver dag, men han har studie + arbejde + træning og husholdning udover mig at se til. Han er her ok 2 timer om dagen og nogle gange bliver han nød til at læse mens han er her.
Han står op kl 5 for at træne inden skole så han kan komme forbi mig hver dag.
Mine med patienters mænd/kærester er her gennemsnitligt 5-7 timer i døgnet
og jeg er bare helt vildt jaloux! Jeg er sengeliggende og må kun rejse mig for at gå på toilettet, selv spisning skal foregå halvt liggende.
Jeg var en meget aktiv person og min kæreste og jeg plejer at gøre alt sammen, vi er paret der har nok i os selv
Meen jeg føler jeg mister vores forbindelse og vores forhold! 
Jeg kan ikke være alene med ham og vi må ikke have sex. 
Er det forkert af mig at føle at jeg ser ham for lidt? og hvordan får de andre mænd overhovedet tid til a være her så meget??
og hvad værre er står han med en flytning af vores lejlighed fra malmø til dk alene
samt udskiftning af bil... (som er hans kæreste eje) til en bil hvor der kan være en tvillingebarnevogn i - de skal være ekstremt store og koster alle sammen over 400.000,- så det giver ekstra mange økonomiske bekymringer! Så når han kommer her og er helt stresset og jeg kan se på ham at han kæmper giver det mig bare så dårlig samvittighed
og jeg kan ikke lade være med at græde når han vrisser af mig
hvilket han synes er unfair da han jo prøver hans bedste 
Jeg ved godt at jeg lige pt bare skal ligge og så er jeg og babyerne safe men det trækker altså psykisk på en at ligge her da jeg konstant har mennesker omkring mig... 2 roommates som ofte blir skiftet ud og deres pårørende - man kan ikke undgå at overhøre deres historier som skræmmer livet af mig
tak fordi du læste med