besøg 2 timer om dagen???

Sagen er den at jeg er indlagt på hospitalet og skal være det i rigtig lang tid (min 10 uger endnu)

Min kæreste kommer og besøger mig hver dag, men han har studie + arbejde + træning og husholdning udover mig at se til. Han er her ok 2 timer om dagen og nogle gange bliver han nød til at læse mens han er her.

Han står op kl 5 for at træne inden skole så han kan komme forbi mig hver dag.

Mine med patienters mænd/kærester er her gennemsnitligt 5-7 timer i døgnet  og jeg er bare helt vildt jaloux! Jeg er sengeliggende og må kun rejse mig for at gå på toilettet, selv spisning skal foregå halvt liggende.

Jeg var en meget aktiv person og min kæreste og jeg plejer at gøre alt sammen, vi er paret der har nok i os selv  Meen jeg føler jeg mister vores forbindelse og vores forhold!
Jeg kan ikke være alene med ham og vi må ikke have sex.

 

Er det forkert af mig at føle at jeg ser ham for lidt? og hvordan får de andre mænd overhovedet tid til a være her så meget??

og hvad værre er står han med en flytning af vores lejlighed fra malmø til dk alene  samt udskiftning af bil... (som er hans kæreste eje) til en bil hvor der kan være en tvillingebarnevogn i - de skal være ekstremt store og koster alle sammen over 400.000,- så det giver ekstra mange økonomiske bekymringer!  Så når han kommer her og er helt stresset og jeg kan se på ham at han kæmper giver det mig bare så dårlig samvittighed og jeg kan ikke lade være med at græde når han vrisser af mig  hvilket han synes er unfair da han jo prøver hans bedste

 

Jeg ved godt at jeg lige pt bare skal ligge og så er jeg og babyerne safe men det trækker altså psykisk på en at ligge her da jeg konstant har mennesker omkring mig... 2 roommates som ofte blir skiftet ud og deres pårørende - man kan ikke undgå at overhøre deres historier som skræmmer livet af mig

 

tak fordi du læste med

MissBee skriver:

Sagen er den at jeg er indlagt på hospitalet og skal være det i rigtig lang tid (min 10 uger endnu)

Min kæreste kommer og besøger mig hver dag, men han har studie + arbejde + træning og husholdning udover mig at se til. Han er her ok 2 timer om dagen og nogle gange bliver han nød til at læse mens han er her.

Han står op kl 5 for at træne inden skole så han kan komme forbi mig hver dag.

Mine med patienters mænd/kærester er her gennemsnitligt 5-7 timer i døgnet  og jeg er bare helt vildt jaloux! Jeg er sengeliggende og må kun rejse mig for at gå på toilettet, selv spisning skal foregå halvt liggende.

Jeg var en meget aktiv person og min kæreste og jeg plejer at gøre alt sammen, vi er paret der har nok i os selv  Meen jeg føler jeg mister vores forbindelse og vores forhold!
Jeg kan ikke være alene med ham og vi må ikke have sex.

 

Er det forkert af mig at føle at jeg ser ham for lidt? og hvordan får de andre mænd overhovedet tid til a være her så meget??

og hvad værre er står han med en flytning af vores lejlighed fra malmø til dk alene  samt udskiftning af bil... (som er hans kæreste eje) til en bil hvor der kan være en tvillingebarnevogn i - de skal være ekstremt store og koster alle sammen over 400.000,- så det giver ekstra mange økonomiske bekymringer!  Så når han kommer her og er helt stresset og jeg kan se på ham at han kæmper giver det mig bare så dårlig samvittighed og jeg kan ikke lade være med at græde når han vrisser af mig  hvilket han synes er unfair da han jo prøver hans bedste

 

Jeg ved godt at jeg lige pt bare skal ligge og så er jeg og babyerne safe men det trækker altså psykisk på en at ligge her da jeg konstant har mennesker omkring mig... 2 roommates som ofte blir skiftet ud og deres pårørende - man kan ikke undgå at overhøre deres historier som skræmmer livet af mig

 

tak fordi du læste med

Jeg kan sagtens følge dig i at det er hårdt at ligge der uden nogen kontakt til omverdenen og du bare savner din kæreste, det er en rigtig træls situation for jer begge Har ingen gode råd eller noget desværre men vil sende et din vej og sige jeg er sikker på når din kæreste er "færdig" med alle de gøremål han har nu som han gør for at du ikke ska bekymre dig om det så vender han tilbage og har tid til dig og jeres smukke babyer i maven

Føler med dig. Kender ikke lige til hvorfor du er indlagt - er det pga. af fare for for tidlig fødsel?

Jeg kan godt forstå du synes det er træls - det er bare længe at være indlagt.
Og jo, det er da ikke meget du ser til din kæreste. Hvad med weekenderne, kan han ikke være der lidt længere der?

Det eneste jeg kan sige er, husk på at det kun er en begrænset periode - før du ved af det har du to dejlige basser og du må gå omkring igen - og så keder du dig ikke længere.
Så forsøg at få det bedste ud af det - prøv at se om du kan nyde at du bare skal slappe af. Og så ha' en masse forskellige ting at fordrive tiden med, så den ikke bliver for lang.  

Og så skal du ikke have dårlig samvittighed - der er jo en grund til at du er beordret sengeliggende. Og det allervigtigste må være at du passer godt på dit guld i maven (og dig selv selvfølgelig).

De bedste tanker herfra.

 

Månsson skriver:

Jeg kan sagtens følge dig i at det er hårdt at ligge der uden nogen kontakt til omverdenen og du bare savner din kæreste, det er en rigtig træls situation for jer begge Har ingen gode råd eller noget desværre men vil sende et din vej og sige jeg er sikker på når din kæreste er "færdig" med alle de gøremål han har nu som han gør for at du ikke ska bekymre dig om det så vender han tilbage og har tid til dig og jeres smukke babyer i maven

Ja og jeg ligger her gerne for mine babyer, det er slet ikke det.

Jeg savner bare noget privatliv til at tage en tudetur eller det at give min kæreste et rigtigt knus

MissBee skriver:

Ja og jeg ligger her gerne for mine babyer, det er slet ikke det.

Jeg savner bare noget privatliv til at tage en tudetur eller det at give min kæreste et rigtigt knus

Det kan jeg godt forstå, er der slet ingen mulighed for du ku få en ene stue når du nu har været der længe og måske os ska være der et stykke tid endnu?? Tænker bare at psykisk overbelastning os er hårdt ved kroppen?

Frk.S skriver:

Føler med dig. Kender ikke lige til hvorfor du er indlagt - er det pga. af fare for for tidlig fødsel?

Jeg kan godt forstå du synes det er træls - det er bare længe at være indlagt.
Og jo, det er da ikke meget du ser til din kæreste. Hvad med weekenderne, kan han ikke være der lidt længere der?

Det eneste jeg kan sige er, husk på at det kun er en begrænset periode - før du ved af det har du to dejlige basser og du må gå omkring igen - og så keder du dig ikke længere.
Så forsøg at få det bedste ud af det - prøv at se om du kan nyde at du bare skal slappe af. Og så ha' en masse forskellige ting at fordrive tiden med, så den ikke bliver for lang.  

Og så skal du ikke have dårlig samvittighed - der er jo en grund til at du er beordret sengeliggende. Og det allervigtigste må være at du passer godt på dit guld i maven (og dig selv selvfølgelig).

De bedste tanker herfra.

 

Jeg er indlagt med for kort livmoderhals på 1,1cm..  og det eneste de kan gøre for at stoppe en fødsel er at jeg ligger så den ikke bliver belastet.

Weekenderne kan han jo være her lidt mere men stadig ikke så meget da han også bliver nød til at læse / lave projekter for ikke at komme bagud på skolen...

Det er bare utrolig hårdt at se ham så udkørt og stresset når jeg ved det er pga mig....

MissBee skriver:

Sagen er den at jeg er indlagt på hospitalet og skal være det i rigtig lang tid (min 10 uger endnu)

Min kæreste kommer og besøger mig hver dag, men han har studie + arbejde + træning og husholdning udover mig at se til. Han er her ok 2 timer om dagen og nogle gange bliver han nød til at læse mens han er her.

Han står op kl 5 for at træne inden skole så han kan komme forbi mig hver dag.

Mine med patienters mænd/kærester er her gennemsnitligt 5-7 timer i døgnet  og jeg er bare helt vildt jaloux! Jeg er sengeliggende og må kun rejse mig for at gå på toilettet, selv spisning skal foregå halvt liggende.

Jeg var en meget aktiv person og min kæreste og jeg plejer at gøre alt sammen, vi er paret der har nok i os selv  Meen jeg føler jeg mister vores forbindelse og vores forhold!
Jeg kan ikke være alene med ham og vi må ikke have sex.

 

Er det forkert af mig at føle at jeg ser ham for lidt? og hvordan får de andre mænd overhovedet tid til a være her så meget??

og hvad værre er står han med en flytning af vores lejlighed fra malmø til dk alene  samt udskiftning af bil... (som er hans kæreste eje) til en bil hvor der kan være en tvillingebarnevogn i - de skal være ekstremt store og koster alle sammen over 400.000,- så det giver ekstra mange økonomiske bekymringer!  Så når han kommer her og er helt stresset og jeg kan se på ham at han kæmper giver det mig bare så dårlig samvittighed og jeg kan ikke lade være med at græde når han vrisser af mig  hvilket han synes er unfair da han jo prøver hans bedste

 

Jeg ved godt at jeg lige pt bare skal ligge og så er jeg og babyerne safe men det trækker altså psykisk på en at ligge her da jeg konstant har mennesker omkring mig... 2 roommates som ofte blir skiftet ud og deres pårørende - man kan ikke undgå at overhøre deres historier som skræmmer livet af mig

 

tak fordi du læste med

Jeg forstår dig godt !

Jeg var også indlagt sidst jeg var gravid , og der var jeg indlagt i næsten 2 uger .. Jeg tror han var hos mig hver 3 dag , og så var han der højest 3 timer om dagen
Det er SÅ hårdt , men hold ud   

Månsson skriver:

Det kan jeg godt forstå, er der slet ingen mulighed for du ku få en ene stue når du nu har været der længe og måske os ska være der et stykke tid endnu?? Tænker bare at psykisk overbelastning os er hårdt ved kroppen?

desværre har de slet ikke enmandsstuer på denne afd. på riget - kun 3 & 4 sengsstuer...

 

morethanperfect skriver:

Jeg forstår dig godt !

Jeg var også indlagt sidst jeg var gravid , og der var jeg indlagt i næsten 2 uger .. Jeg tror han var hos mig hver 3 dag , og så var han der højest 3 timer om dagen
Det er SÅ hårdt , men hold ud   

Hvordan får jeg mit forhold til at overleve det her? først 2-2½ måned indlagt og derefter 2 babyer  hvordan får jeg bare lidt kæreste tid/pleje af forholdet???

MissBee skriver:

Hvordan får jeg mit forhold til at overleve det her? først 2-2½ måned indlagt og derefter 2 babyer  hvordan får jeg bare lidt kæreste tid/pleje af forholdet???

Du må se det positive i alting ..

Du er der for dine babyers skyld 
I det mindste kommer han hver dag 

Tænk hvad du får ud af det bagefter , så glemmer du at du har ligget der