Jeg er overbevist om min søn ikke gør ting som fx at hænge i køkkenlågerne "med vilje". Hvis jeg spørger ham om man må hænge i køkkenlågerne, ved han godt at det må man ikke, men hvis han står ude i køkkenet og håndtagene er der, så tager han da fat i dem, og efter ikke særlig lang tid hænger han i dem. Er det ikke meget forståeligt? De var jo lige der - lige til at tage fat i...
Så siger jeg ikke nej. Jeg siger istedet "hov, du må da ikke hænge i lågerne. Havde du glemt det?" og så stopper han for det meste. Hvis han ikke stopper, kommer jeg ned til ham, fjerne hans hænder og forklarer at de går i stykker hvis man hænger i dem. Evt at det må vi heller ikke... Hvis han ikke hører efter nu, handler det mere om at han skal høre efter hvad jeg siger til ham. Det skal han, og det får han at vide!
Jeg ved at der er nogle ting som han VED han ikke må. Fx løbe ud på vejen. Når vi er ude kan jeg se hvor koncentreret han er om at overholde de regler, men når vi er herhjemme er det hans frirum, og jeg mener ikke han skal gå rundt og huske på alle "reglerne" hele tiden. De ligger ikke på rygraden endnu, og det synes jeg heller ikke de skal hos en dreng på 3 år.
Der er en der nævner at forældre der ikke siger nej til deres børn, er skyld i at børnene mister respekt for autoriteter. Jeg er meget uenig! Børn spejler sig i deres forældre, og hvis jeg opfører mig høfligt over for de autoritetspersoner der er omkring os, skal min søn nok lære hvordan man opfører sig pænt og med respekt overfor sådanne. Jeg mener at problemerne med at børn/unge fx ikke respekterer deres lærere, er en direkte konsekvens af tendensen med at vi generelt i vores samfund ikke respekterer de mennesker der er ansat til at "regulere": Når lille Sigurd ser sin mor svine P-vagten til, lærer han at det er iorden...
Hold da op det blev langt - og jeg har endda et par pointer endnu, men skal vi ikke gemme dem til en anden gang 
Anmeld
