normalt?

Anonym skriver:

Tak for dit indlæg, du åbner i sandhed mine øjne.

Men frygten er: hvordan vil mit barn få det, når det skal have samværd med ham alene. Der er jeg der jo ikke til at tage over når han ikke kan holde barnet ud, når barnet er besværligt, og hvad sker der så.

Kan jo højst sandsynligt ikke undgå at han skal have barnet engang imellem, og det vil jeg heller ikke for barnet er glad for at lege med sin far. Og alligevel vil jeg jo ikke risikere der sker barnet noget.

Jeg forstår så udmærket dine tanker, da jeg selv har en psykopat og ekskæreste som far til mit barn.

Tanken om samvær og man ikke er der til at beskytte kan drive en fuldstændig til vanvid.

Men du skriver, at barnet generelt er glad for, at lege med sin far.
Så tænker jeg, at selvom han måske mister tålmodigheden af og til med barnet, er han generelt en okay far overfor ham?

Han får sin primære tryghed fra dig, hvilket også gør ham bedre rustet til at klare en far, der er lidt skæv i sin psyke. (Det har min psykolog sagt adskillige gange til mig, når jeg har booket en tid udelukket for at tale om min søns far og min angst i forbindelse med samvær)

Jeg tror det ville være SÅ sundt, at komme væk fra ham.
At få dit eget hjem hvor det er dig der sætter dagsorden. Hvor du kan hygge med dit barn, uden frygt for hvornår du bliver hånet og nedgjort igen.

Samværet de første par gange er aldrig sjovt.
Men hvis du får en glad dreng hjem, bliver det langsomt lettere.
Men det er aldrig nogensinde nemt, at overgive sit barn til en "mand" som tydeligvis har nogle psykologiske skavanker.
Men dit og dit barns liv vil klart bliver mere harmonisk på alle de dage, hvor der ikke er samvær.
Og hvem ved? Måske bliver samværet faktisk okay?

RGN skriver:

Jeg forstår så udmærket dine tanker, da jeg selv har en psykopat og ekskæreste som far til mit barn.

Tanken om samvær og man ikke er der til at beskytte kan drive en fuldstændig til vanvid.

Men du skriver, at barnet generelt er glad for, at lege med sin far.
Så tænker jeg, at selvom han måske mister tålmodigheden af og til med barnet, er han generelt en okay far overfor ham?

Han får sin primære tryghed fra dig, hvilket også gør ham bedre rustet til at klare en far, der er lidt skæv i sin psyke. (Det har min psykolog sagt adskillige gange til mig, når jeg har booket en tid udelukket for at tale om min søns far og min angst i forbindelse med samvær)

Jeg tror det ville være SÅ sundt, at komme væk fra ham.
At få dit eget hjem hvor det er dig der sætter dagsorden. Hvor du kan hygge med dit barn, uden frygt for hvornår du bliver hånet og nedgjort igen.

Samværet de første par gange er aldrig sjovt.
Men hvis du får en glad dreng hjem, bliver det langsomt lettere.
Men det er aldrig nogensinde nemt, at overgive sit barn til en "mand" som tydeligvis har nogle psykologiske skavanker.
Men dit og dit barns liv vil klart bliver mere harmonisk på alle de dage, hvor der ikke er samvær.
Og hvem ved? Måske bliver samværet faktisk okay?

Så sandt som det er sagt sveske

Synes din kæreste lyder som en total idiot, når han kan finde på at kalde dig sådan... Og så er det fuldstændig ligegyldigt hvor god en far han er!

Bare min mening...

Det lyder desværre ikke godt og ikke som om du er særlig lykkelig. 

Anonym skriver:

 

Min kæreste viser ALDRIG omsorg, hvis jeg er træt (har baby) hvis jeg er syg eller lign. så siger han jeg bare skal tage mig sammen. Han kommer sjælden og giver et kys, han siger sjældent komplimenter.

Han siger dagligt Kælling so idiot osv.

Men er det normalt?

Han er en god far, krammer kysser, rydder op her hjemme, laver mad osv. Jeg gør også, men vi hjælpes om det, dog er det mest mig der har baby, han leger mest med baby og ikke rigtig andet, vågner ikke engang om natten når baby græder.

Har mest lyst til at slutte vores forhold, føler han har trampet mig helt ned, og nu hver dag tvære mig ud og holder mig nede i et hul, jeg er aldrig rigtig glad, når jeg er får han mig hurtigt pillet ned.

ved ikke om han gør det med vilje, når jeg prøver at snakke med ham om det, så vil han ikke, er for træt, orker ikke at hører på mig osv. hvis jeg insistere bliver han sur. Når jeg endelig for ham i tale så kommer han kun med personlige angræb og det ender altid med vi går i seng uvenner.

Jeg elsker ham, men kan på inge  måde lide ham mere, synes han er en væmmelig en.

Det har været under vejs længe hvor han har været virkelig ulidelig at være sammen med og han er der aldrig for mig når det gælder, har sagt flere gange i årenes løb at jeg følte min kærlighed til ham forsvandt stille og roligt når han var sådan om han ikke godt ville hjælpe til med at få vores forhold til at fungere. Fordi jeg ikke have lyst til at miste det.

men måske er det for sent, eller er det helt normalt at mænd er sådan?

 

Nu har jeg læst stort set hele din tråd og nej det er ikke normalt!!! Min søns far var lige sådan! Jeg er enlig og har født den 19 januar og blev enlig efter!! Tro mig du gør dig selv en tjeneste ved at smutte!! Baby vil også kunne mærke det!! Min dreng mærke tydeligt jeg er blevet tyraniseret og psykisk smadret af hans far for kroppen stresser det går i mælken... Send mig endelig et brev herinde... Ingen skal vokse op med sådan en far - min søn skal ikke og hans far er værre end din kæreste men sprogt er det samme ... Min søn skal ikke ødelægges af hans far - skal dit barn ødelægges af sin far? Masser a knus og tanker