Gravid og min mand har forladt mig

Godt noksynd for dig

Min eks smuttede i 7. måned - så ved hvordan det er at stå alene. Vi havde ikke hus sammen, men kun en lejlighed. Han fandt et nyt sted, og jeg flyttede fra lejligheden til min hjemby, hvor mine forældre kunne være min støtte i stedet. Håber I finder ud af det hele, og det ender lykkeligt til trods for han er smuttet.

Anonym skriver:

Hej med jer,

Er ny herinde og er i tvivl om jeg har oprettet mig korrekt. 

Nå, men har sådan brug for at dele min historie.

For 3 måneder siden kom jeg hjem fra arbejde og fik meddelelsen af min mand, at han ikke var glad at han skulle være far, og at han ikke elskede mig længere.

Vi har kendt hinanden i 5 år. Været gift i 16 mdr. Og prøvet at blive gravide i 6 måneder da det lykkedes. Vi var begge meget lykkelige og især min mand måtte dele det med hele verden. Vi har altid været meget lykkelige sammen. Det hele har faktisk været fyldt med kærlighed og meget perfekt.

Han siger at han pludselig ikke følte noget for mig længere og vores liv sammen. Han er klar over at det er voldsomt, men kan ikke give nogen yderligere forklaring andet end han ikke elsker mig mere. Dette skete i uge 20

Jeg er i total chok. Han er nu flyttet fra mig, vores hus og hund. Vi er blevet separeret og taler sjældent sammen. Han vil gerne have noget med barnet at gøre, men ønsker ikke at være med til fødslen. 

Umiddelbart skulle man tro at han har fundet en anden, men kilder fortæller mig, at det ikke er tilfældet.

Hvordan kan sådan en "dejlig" mand forandre sig på så kort tid?  Jeg troede at det måske var kolde fødder, men han holder fast i, at han bare ikke elsker mig.

Nu skal jeg dele mit barn med denne mand, som slet slet ikke har været der under min graviditet, viser ingen interesse, men gerne vil være far på afstand når jeg har født. Jeg ønsker naturligvis for vores barn (søn) at han får et godt forhold til sin far, men jeg er også splittet og irriteret/såret over situationen. Jeg har jo en masse følelser i klemme.

Jeg har termin om 6 uger og er paniskangst for at føde uden ham, og hvordan mit liv i fremtiden ser ud.

Tak fordi du/i gider læse min historie. Jeg kan ikke beskrive med ord hvor ulykkelig og ensom jeg er.

ååh det må gøre ondt , jeg har os været sammen med min kæreste i 6 år, og bare tanken om at han ligepludselig er væk 

et stort  til dig, håber du har en masse familie og venner til at være der for dig 

Øv hvor er det bare fejt gjort!  

Kæmpe herfra, håber du får en god fødsel alligevel og glemmer ham når du sidder med din søn i armene 

Jeg synes også det er flot af dig at du ikke lader din eks's beslutning går udover over jeres søn! det sker desværre alt for tit. Du bliver sikkert en helt fantastisk mor! 

Åh nej hvor er det bare noget af det mest triste jeg længe har hørt  Jeg føler SÅ meget med dig, og jeg kan levende sætte mig ind i, at du må have det ganske forfærdeligt!!!

Jeg forstår ikke din mands beslutning om at afslutte forholdet så brat, specielt ikke når du venter jeres fælles barn! Han skylder både dig og barnet at give det en fair chance med parterapi og hvad der ellers måtte være nødvendigt!

Du må være i dyb sorg og føle stor skuffelse og ikke forstå noget som helst! Det er mit værste mareridt du sidder i!

Jeg har ingen kloge ord at sige, men din historie rørte mig så dybt, at jeg måtte svare...

Jeg håber af hele mit  at du vil kunne nyde dit kommende barn i fulde drag trods den bristede drøm!

Mange knus og tanker fra mig

kæmpe stort kram

Hvor må det være forfærdeligt!!!
Kan have fået en livskrise lige pludselig?
Min veninde var igennem det samme med sin mand, heldigvis uden barn.
Men det var bare så mystisk!

Hvor gør det mig ondt at læse din historie. Det må være så hårdt - lige nu hvor alt skulle være lykke og forventningens glæde.

Jeg har ikke prøvet noget lignende, men jeg har været enlig mor fra min søn var to år og haft kontakt med en del andre enlige forældre. Og jeg har set så mange børn, som er i klemme mellem forældrene, som er gale på hinanden.

Uanset hvor stor er lort han er (og det lyder det til, at han er!!), så håber jeg, at du har overskud til at være den voksne og prøve at få jeres "forhold" til at fungere for barnets skyld i det omfang, han vil deltage. Men jeg ville nok lade ham selv melde sig på banen - du skal først koncentrere dig om dig selv og bebs. 

Håber du har nogen til at støtte dig, og nogen andre end ham, som du kan tage med til fødslen.

 

Pyha... Det er benhårdt det du er igennem. Jeg har dog set den historie før. De var SÅ lykkelige sammen! Det lyste ud af dem, og hun sagde det også selv tit. ( det er pigen i forholdet jeg kender). Pludselig en dag forlod hun ham , alle var måløse.... Nærmeste inklusiv hende selv. Hun havde ikke en anden. Det er nu 2 år siden, og hun er helt færdig med ham, men han vil stadig gerne hende. Hun er stadig alene, og har på intet tidspunkt haft en anden. Hun kan stadig ikke give nogen forklaring, og er stadig forundret over hvad der egentlig skete, men faktum er at de ikke er sammen( og lige nu er der en super lækre og vildt sød fyr der går rundt og mangler en kæreste. Så ud og find ham ;-)Du skal lige have et kæmpe kram med herfra!!!

kunne ikke gå uden at give dig en krammer! håber alt nok skal komme til at gå selvom det ser lidt sort ud ligenu.

Anonym skriver:

Hej med jer,

Er ny herinde og er i tvivl om jeg har oprettet mig korrekt. 

Nå, men har sådan brug for at dele min historie.

For 3 måneder siden kom jeg hjem fra arbejde og fik meddelelsen af min mand, at han ikke var glad at han skulle være far, og at han ikke elskede mig længere.

Vi har kendt hinanden i 5 år. Været gift i 16 mdr. Og prøvet at blive gravide i 6 måneder da det lykkedes. Vi var begge meget lykkelige og især min mand måtte dele det med hele verden. Vi har altid været meget lykkelige sammen. Det hele har faktisk været fyldt med kærlighed og meget perfekt.

Han siger at han pludselig ikke følte noget for mig længere og vores liv sammen. Han er klar over at det er voldsomt, men kan ikke give nogen yderligere forklaring andet end han ikke elsker mig mere. Dette skete i uge 20

Jeg er i total chok. Han er nu flyttet fra mig, vores hus og hund. Vi er blevet separeret og taler sjældent sammen. Han vil gerne have noget med barnet at gøre, men ønsker ikke at være med til fødslen. 

Umiddelbart skulle man tro at han har fundet en anden, men kilder fortæller mig, at det ikke er tilfældet.

Hvordan kan sådan en "dejlig" mand forandre sig på så kort tid?  Jeg troede at det måske var kolde fødder, men han holder fast i, at han bare ikke elsker mig.

Nu skal jeg dele mit barn med denne mand, som slet slet ikke har været der under min graviditet, viser ingen interesse, men gerne vil være far på afstand når jeg har født. Jeg ønsker naturligvis for vores barn (søn) at han får et godt forhold til sin far, men jeg er også splittet og irriteret/såret over situationen. Jeg har jo en masse følelser i klemme.

Jeg har termin om 6 uger og er paniskangst for at føde uden ham, og hvordan mit liv i fremtiden ser ud.

Tak fordi du/i gider læse min historie. Jeg kan ikke beskrive med ord hvor ulykkelig og ensom jeg er.

Hvor er jeg ked af det på dine vejne og hvor er det fejt af ham, det er da en underligt forklaring!

Du er altid velkommen til at skrive til mig privat, har selv oplevet en mand være på den måde.