Gravid og min mand har forladt mig

Anonym skriver:

Hej med jer,

Er ny herinde og er i tvivl om jeg har oprettet mig korrekt. 

Nå, men har sådan brug for at dele min historie.

For 3 måneder siden kom jeg hjem fra arbejde og fik meddelelsen af min mand, at han ikke var glad at han skulle være far, og at han ikke elskede mig længere.

Vi har kendt hinanden i 5 år. Været gift i 16 mdr. Og prøvet at blive gravide i 6 måneder da det lykkedes. Vi var begge meget lykkelige og især min mand måtte dele det med hele verden. Vi har altid været meget lykkelige sammen. Det hele har faktisk været fyldt med kærlighed og meget perfekt.

Han siger at han pludselig ikke følte noget for mig længere og vores liv sammen. Han er klar over at det er voldsomt, men kan ikke give nogen yderligere forklaring andet end han ikke elsker mig mere. Dette skete i uge 20

Jeg er i total chok. Han er nu flyttet fra mig, vores hus og hund. Vi er blevet separeret og taler sjældent sammen. Han vil gerne have noget med barnet at gøre, men ønsker ikke at være med til fødslen. 

Umiddelbart skulle man tro at han har fundet en anden, men kilder fortæller mig, at det ikke er tilfældet.

Hvordan kan sådan en "dejlig" mand forandre sig på så kort tid?  Jeg troede at det måske var kolde fødder, men han holder fast i, at han bare ikke elsker mig.

Nu skal jeg dele mit barn med denne mand, som slet slet ikke har været der under min graviditet, viser ingen interesse, men gerne vil være far på afstand når jeg har født. Jeg ønsker naturligvis for vores barn (søn) at han får et godt forhold til sin far, men jeg er også splittet og irriteret/såret over situationen. Jeg har jo en masse følelser i klemme.

Jeg har termin om 6 uger og er paniskangst for at føde uden ham, og hvordan mit liv i fremtiden ser ud.

Tak fordi du/i gider læse min historie. Jeg kan ikke beskrive med ord hvor ulykkelig og ensom jeg er.

det er jeg virkelig ked af at læse

kæmpe til dig

jeg kan ikke rigtig give dig nogle råd, men uanset hvad du finder ud af, så husk at din søn altid vil elske dig

Lige nu synes alt uoverskueligt for dig, men selvom det ikke virker sådan, vil fødslen af din søn forandre alt for dig. Jeg har selv været alene med min datter igennem hele forløbet og vi har det idag rigtig godt. Hun er 2 år. 

Du er velkommen til at skrive til mig privat, hvi du har lyst.

Kh. Linda

Ville ikke smutte uden og give dig et

Jeg forstår godt du er i chock. Jeg er da næsten i chock bare af at læse det.

Det virker fuldstændig uforståeligt og jeg forstår ikke hvorfor at det er han ændrer sig sådan. HVis det er som du skriver, virker det jo fuldstændig gak.

Det eneste jeg ved jeg kan sige til dig, i forhold til det du skriver, er at råde dig til, hvad du skal gøre omkring fødslen.

Jeg syntes du skal tage kontakt til din jm og din sp og tage en snak med dem om hvordan tingene går og hvordan du ønsker at fødslen skal foregå. Jeg sytnes du skal finde en eller to gode veninder (eller din mor, hvis du har et godt forhold til hende) også have dem med, når du skal føde. Så du er helt klar over at der er nogen der kan hjælpe dig, passe på dig og være der for dig. Det er rigtig vigtigt at du kræver ekstra tid fra JM, så du kan ligge en ordenlig plan for hvad der skal foregå og hvordan.
Samtidig kan du sikkert også få lov til at blive lidt ekstra tid på patienthotellet eller barselsgangen, så du kan komme ind i det at være mor, selvom det bliver anderledes, end du havde planlagt fra starten.

Jeg ved ikke hvordan du skal gøre med bodeling eller advokat og sådan, me jeg fostår godt at det føles fuldstændig gak at han vil være far, selvom han ikke vil være en del af det overhovedet og ikke vil deltage i fødslen.

MÅske er han bange for at vakle i sin beslutning hvis han deltager i fødslen? Fordi det er en begivenhed, der vækker store følelser.

Og ja- umiddelbart vil jeg også tænke at han har en anden, måske skjuler han det bare rigtig godt?

Jeg håber du kommer rigtig godt ud på den anden side. Kæmpe kram

Det lyder godt nok mærkeligt. Jeg kan ikke give dig nogle råd om hvad der kan være sket med din mand. Men jeg kan godt forstå at det må være et totalt stort chok. Jeg synes det er vigtigt at du snakker med din jordmor snarest og får noget spykolog hjælp henne hende ( der findes psykologer tilknyttet jordmor afdelingen) så du måske kan få vendt et par ting med hende og finde ud af hvordan du kommer gennem fødslen nemmest muligt.

Hold kæft en lussing at få.. pyha.. Et eller andet har virkelig slået ham ud tror jeg. Om det er en anden eller ej kan næsten være lige meget da han allerede er over alle bjerge..

Som der er skrevet før så er du på ingen måde alene.. Din søn kommer meget snart og så er der kærlighed for alle pengene Han bliver dit LYS..

Det bliver selvfølgelig hårdt at være alene om det, men tror på at hvis man kniber ballerne sammen så kan det gøres med en masse smil på læben og lykke.

Dit fokus skal være din søn selvom det er hårdt ikke at tænke på hvad helvede der gik galt...

STORT HERFRA

nøøj hvor blev jeg helt ked indeni. kan lige se for mig hvor forfærdigt du må have det, og hvor svært det må være at finde glæde i det nye kapitel du går i møde ..

men når alt dettet med din eks mand har lagt sig og du bruger din tid på din søn, ¨så kommer du op på den lyserøde himmel igen ..

-

ved godt det ikke er det samme..

men jeg fødte 33+3 .. var indlagt i 17dage .. 3mdr efter skal min mand til afghanistan, og jeg følte min verden brastet sammen (vidste det godt han sku afsted) .. her stod man med en lille ny født og nu som "alenemor" ..

men selvom det har været hårdt, har min lille ønske dreng fået mig igennem de svære tider

Ej hvor er det altså fejt af din mand. jeg tænker to ting. Det første er, at han måske har været lidt i tvivl hele vejen (også da i prøvede) og jo længere hen i er kommet jo mere "virkeligt" blev det. Men så giver det jo ingen mening at han var så glad da det lykkes for jer. Det andet jeg tænker er, at han han en anden som han holder meget hemmeligt. Det er det eneste for mig der giver mening.

Jeg tænker også, at når du har født og det første år kan være ret hårdt, så vil du sikket både føle bitterhed mod ham og også være ked af det, at den familie du havde forventet at få (dele) ikke blev som du forventede. Derfor tror jeg, at det er bedst at du snakker med et par veninder tæt på og høre om de måske vil være der for dig specielt det første år. Nogle gange er det bedre at melde helt ud fra starten så man er sikker på hvordan det bliver.

Jeg ved også fra en veninde hvis mand har forladt hende (til fordel for en anden) at der er nogle steder på nettet hvor enlige fædre/mødre kan få støtte.

 

En kæmpe og sikke da en situation at komme i.